Krigsrøg i dansk journalistiks maskinrum

1 kommentar
Print Friendly, PDF & Email

12 sep

Kommentar af journalist Jesper Petersen

Krigspropaganda – viderebragt af de dominerende amerikanske nyhedsmedier, der ejes af de samme banker, som tjener tykt på den opgraderede ”sikkerheds”-politik – vælter også ud af den danske presse.

”Jo mere borgerne fravælger professionelt producerede og redigerede nyhedsformidling og debat – og i stedet opsøger f.eks. sociale medier – jo vanskeligere vil det blive at skelne journalistik fra andre former for informationsspredning.”

Sådan hed det indledningsvis i en tekst i fagbladet Journalistens 2015-apriludgave – med et citat fra side 207-208 i den nyudgivne bog ”Den danske journalist – Værdier, produktion, indhold”, skrevet af fem forskere fra Syddansk Universitet.

Men der burde også have stået:

Jo mere journalistbranchen lader sig lokke af højtlønnede stillinger og karrierer – f.eks. som spindoktorer og kommunikationsrådgivere i erhvervslivet og den politiske top – jo mere vil journalister interviewe journalister og andre ligesindede, som ukritisk knæler for pengemagt og politisk magt. Derved mistes virkelighed, ægte demokrati og sand journalistik af syne. Og derfor risikerer branchen, at borgerne i stigende grad fravælger ”professionelt” redigerede nyheder.

I Journalistens uddrag lød det i stedet:

”Det er uhyre omkostningsfuldt for den enkelte borger at holde sig orienteret om samfundet, hvis ikke der er informationsportvogtere, som professionelt sorterer, udvælger og formidler dagens vigtigste begivenheder og informationer. Men hvis borgerne skal være villige til at betale for en sådan professionel informationsudvælgelse og -formidling, må den adskille sig fra andre former for, eksempelvis ideologisk eller interessebåren, informationsspredning.”

Herefter en konstatering af, at den danske mediemodel med at finansiere journalistik ved hjælp af reklameindtægter er i krise. Samt at den øgede tabloidisering af pressen, ”med fokus på procesnyheder, skandaler, personhistorier m.v.”, risikerer at skabe en krise ikke bare for journalistikken, men også for selv demokratiet.

Og afslutningsvis: ”Vi kan konstatere, at det fortsat står udmærket til i dansk journalistiks maskinrum: Trods de mange tegn på krise i den danske nyhedsbranche vedligeholdes de professionelle normer for god journalistik fortsat.”

Hvis ovenstående sætter standarden for de øvrige 247 sider lange analyse af dansk journalistik, så er bogen en intetsigende akademisk ordflom, til glæde mestendels for de fem forskeres personlige karrierer. Samt et behageligt rygklap til de flere tusinde danske journalister, hvis anonyme besvarelser af spørgeskemaer, udsendt via Dansk Journalistforbunds medlemskartotek, er hjørnestenen i bogen.

Lidt som når politiet undersøger sig selv i klagesager fra borgere, der mener sig forkert behandlet af ordensmagten.

”Den første omfattende undersøgelse nogensinde af værdier og idealer i dansk journalistik”, som Politiken formulerede det i en omtale 4. marts.

Nuvel, der laves heldigvis stadig masser af god journalistik i Danmark. Men på visse områder, f.eks. i forbindelse med den såkaldte krig mod terror, er niveauet under al kritik.

Således videreformidler pressen igen og igen usande oplysninger fra magtens top. Krigspropagandaen udsendes især af de dominerende amerikanske nyhedsmedier. De ejes af de samme banker, der tjener tykt på den oppustede ”sikkerheds”-politik og det tilsvarende opgraderede trusselsniveau samt overvågning, våbensalg m.m. Og propagandaen vælter også ud af den økonomisk trængte danske presse.

Alene frygten for at komme for sent med vigtige internationale nyheder får danske medier til at ofre den objektive journalistik.

Dette undergraver branchens troværdighed og sender læsere, seere og lyttere hen til støt voksende alternative informationsleverandører, først og fremmest på internettet. Og det bevirker, at reportere i krigszoner (hvis de forlader det store korps af beskyttede og omklamrede ”embedded journalists”) løber en stigende risiko for at blive kidnappet og myrdet, fordi ”Vestens fjender” opfatter dem som part i krigen. Desværre med en vis ret.

I 2014 blev 66 journalister dræbt, og 119 kidnappet. Rekordmange, i alt 720 journalister, er siden 2004 blevet dræbt, de fleste i de voksende krigszoner og på stadigt mere afstumpet vis. F.eks. ved for rullende kameraer at få skåret halsen over.

Og når én vesterlænding brutalt myrdes, svælger Vestens medier i udåden primetime i dagevis.

Mens lidelserne for de millioner af dræbte og fordrevne – alene i Irak, som følge af Vestens sanktioner og ulovlige krig her – i høj grad ignoreres.

Jeg ville ønske, at også danske medier turde hæve sig op over det frygtindgydende morads, de selv er medskaber af.

Da USA efter terrorangrebet 11/9 2001 i USA gødede jorden for den FN-stridige og katastrofale Irak-krig, skete det ved hjælp af systematiske løgnehistorier, bakket op af den danske regering og en følgagtig presse.

De, der afslørede løgnerne, mistede deres job, mistede troværdighed, læsere, lyttere og seere. Eller kom i fængsel, som Frank Grevil. Mens løgnerne, som f.eks. statsminister Anders Fogh Rasmussen, blev forfremmet til NATO’s generalsekretær, hvor han trak Danmark og resten af verden endnu længere ned i krigenes og løgnenes – økonomisk attraktive – sump.

Efter det psykologisk set ekstremt effektfulde angreb på WTC og Pentagon fik miltbrandterroren i USA offentligheden og medierne til at tro, at Saddam Hussein i samarbejde med al-Qaeda truede Vesten med biologiske masseødelæggelsesvåben. Men miltbrandbrevene, der dræbte flere amerikanske postarbejdere, viste sig at være afsendt af en forsker i det amerikanske militær, der efterfølgende begik ”selvmord”.

Colin Powell bedrog i bedste Hollywood-stil både FN og Vestens ”frie presse”, da han fremviste miltbrandpulver og satellitfotos af Iraks – ikke eksisterende – militære materiel til affyring af de store lagre af bl.a. miltbrand, som Saddam ikke, til forskel fra det amerikanske militær, havde masser af.

“Saddam kan ramme Europas storbyer”, “Saddam har atomvåben”, “Saddam har giftgas nok til at dræbe 50 millioner”, lød nogle af de tusindvis af usande overskrifter, der blev sprøjtet ud af verdens største, frieste – og misinformerende – presse.

De fem forskere på Syddansk Universitet burde i stedet have analyseret det sidste 10-års tæppebombardement af elendigt researchede (løgn)historier om den såkaldte krig mod terror, der truer med at sætte verden i brand og næppe vidner om vedligeholdelse af ”professionelle normer for god journalistik”.

En sådan analyse er der virkelig brug for. Desværre er risikoen for at komme til at skade sin karriere, både som forsker og journalist, stor.

1 svar to “Krigsrøg i dansk journalistiks maskinrum”

  1. lene 25. okt, 2016 at 16:40 #

    Bravo
    Den elendige service af befolkningen m.h.t objektive fakta og baggrundsviden om verden, overgåes kun af den kvalmende selvforherligende promovering af journalister som en slags alvidende specialister.
    Mens en almindelig mellembegavet borger oftest overraskes af deres uendelige stupide søgen efter en følelsespornografisk vinkel, og generelle uvidenhed

Skriv en kommentar