Folkemord på muslimer og jøder – et reelt og tænkt eksempel

Skriv en kommentar
Print Friendly, PDF & Email

25 feb

Mord er maksimalt forkastelige, når de udføres på terroristisk vis. Terroren er drabets absolut skærpende omstændighed. Anderledes med krigens drab. Krigen er ikke blot en formildende, men legitimerende omstændighed for drabet. Med en simpel semantisk lektion forsøger man nogle gange at bringe eventuelle uforstående til fatning: Drab hører naturligt til krigens begreb. Hvem vil være naiv og verdensfjern nok til at nægte det?[1] At acceptere sagforholdet er at acceptere drabene. Af grunde, der ikke forklares, men sikkert kan føles, gælder logikken ikke for terror.

Berlingske Tidendes artikel Er Vesten for blødsøden til at vinde en krig? (1. aug. 2006) formulerer det sådan her:

”At mennesker – mænd, kvinder, pensionister og børn – dør i krig, kan ikke komme som en overraskelse for nogen.”

Det hører ligesom naturligt med til den ting, man kalder krig, like it or not. Derfor videre til det mere interessante, rent pragmatiske spørgsmål: Hvor meget skal man dræbe? Berlingske Tidende finder spørgsmålet ”tankevækkende”, f.eks. når en kommentator stiller det på følgende vis:

”Sæt nu den taktiske fejl, som [amerikanerne] har begået i Irak, er, at vi ikke har slået nok sunni’er ihjel i begyndelsen for at intimidere dem og gøre dem så bange for os, at de ville føje os i hvad som helst? Var grunden til oprøret og den nuværende sekteriske uro ikke, at det [sic] var en stor overlevelsesgrad blandt sunni-muslimske mænd mellem 15 og 35 år?”[2]

Den pågældende kommentator, John Podhoretz, beklager, at Israel ikke magtede at udstede en ”udryddelsesordre” på ”10.000 civile” i den dengang verserende konflikt mellem Libanon og Israel. Grundet sine irrationelle, moralske hæmninger mangler det ”blødsødne” Vesten i det hele taget ”modet til at bruge den nødvendige brutalitet”, herunder udføre nødvendige folkemord.

Reaktionen? Uden afstandtagen gengav Jyllands-Posten nogle dage efter Podhoretz’ opfordring til folkemord. JP-artiklen søgte en forklaring på, at USA i opposition til det øvrige ”internationale samfund” havde iværksat en krigsbevarende indsats. Frygten for den uhensigtsmæssigt store overlevelsesgrad hos Libanons civile blev udpeget som årsagen. Der lå altså en strategisk terrorkalkule bag den amerikanske politik. Handlingslammende moral kunne USA derfor ikke klandres for. Andre kritikpunkter blev derimod rejst: Supermagten havde en alt for ”tilbageholdende politik” og manglede en ”konkret plan”.[3]

 

Et tankeeksperiment
Berlingske Tidendes artikel og dens korte efterspil er i sig selv tankevækkende. Artiklen kan f.eks. inspirere til et tankeeksperiment. Tænk, hvis en kommentator havde spurgt:

”Sæt nu den taktiske fejl, som vi har begået mht. Israel, er, at vi ikke har slået nok jøder ihjel for at intimidere dem og gøre dem så bange for os, at de ville føje os i hvad som helst? Er grunden til, at Israel nu igen volder problemer, ikke, at der har været en stor overlevelsesgrad blandt jødiske mænd mellem 15 og 35 år?”

Kommentaren kunne f.eks. være en reaktion på, at Israel nu for femte gang havde invaderet Libanon. Man ville utvivlsomt kunne finde udtalelser af denne slags. Men ville man kunne finde dem i danske mainstreammedier? Måske som en illustration af vanvid. Ville man kunne tænke sig, at en fast skribent på et dansk dagblad ville præsentere en sådan udtalelse som ”tankevækkende”? Et forsøg på at opdrive et sådant tilfælde i efterkrigstidens danske presse ville sandsynligvis aldrig blive færdigt.

Lad os forestille os, at der alligevel var blevet trykt en artikel af en fast skribent, som mente, at ovenstående eller et lignende spørgsmål var ”tankevækkende”. Hvad ville der så ske? Ville artiklen udløse læserstorm, kritik og fordømmelse fra kolleger og politikere? Ville det blive ”en sag”, som blev fulgt intenst af andre store medier? Ville det få konsekvenser for journalisten? Ville journalisten kunne beholde sin stilling? Ville han sige undskyld og forklare, hvad han egentligt og virkeligt havde ment? Eller ville det gå som med Berlingske Tidendes artikel: ingen reaktion – bortset fra at en anden avis genbrugte citatet nogle dage efter som en forklaring på USA’s ønske om mere krig, så jødedrabene kunne fortsætte? Ville denne anden artikel referere til kritik af manglen på en ”mere konkret plan” fra USA’s side, eller ville andre kritikpunkter blive rejst?

 

Et amoralsk klarsyn?
Normalt kræver krigsdækningen humanitær hensynsfuldhed og idealisme for at blive, hvad den under næsten alle omstændigheder skal være: voldslegitimerende. Skal denne folkemordssag, som aldrig blev ”en sag”, ses som et yderligtgående, men konsekvent og befriende – illusionsbefriende – udtryk for vores grundlæggende drabslegitimerende krigsmentalitet, som ellers sprogligt indhylles i en moderat-humanistisk tåge og først derigennem, tilpasset til og ikke tilrettet af sine kulturelle betingelser, uhindret kan udleves i praksis? Er moralen ikke en fordring, der kræver virkeliggørelse, men et allerede virkeliggjort selvbillede (idet vi inkarnerer demokrati, frihed, fred), der tillader sin egen umoral i realiteten ved at udelukke den fra tanken?

At moralen i konfrontationen med sin grusomhed fungerer som en censurerende snarere end kritisk instans, kan man se, eller netop ikke se, talrige eksempler på i mediernes udeladelser; den virkelighed, vores selvopfattelse ikke kan rumme, bortfiltreres. Vores terror, eksempelvis, er moralsk angribelig, eksisterer derfor ikke og bliver som alt andet, der ikke findes, moralsk uangribelig og ubegribelig. En rapport om antiterrorkrigens anslåede 1,3 mio. ofre har meget ringe nyhedsværdi.[4] Den dom, endsige de korrektioner, rapportens oplysninger lægger op til, egner sig ikke til moralske vogtere. Kan vi ikke gå i rette med umoralen, fordi vores moral byder os at fornægte den? Alle de lidelseshistorier, journalistikken ellers kunne fordybe sig i! De mange ”mænd, kvinder, pensionister og børn” har navne. Og de havde interesser, bekymringer, håb og liv.

Burde vi hilse Podhoretz-tilgangen til verden velkommen, idet den tillader os at bringe moralsk fortrængte realiteter ind i vores synsfelt, så vi kan blive mere ”realistiske” og mindre fordomsfulde? Hvis vi normalvis lever med umoralen ved ikke at se den, kunne vi da se den i al dens nøgenhed – uden at omfavne den? Er alternativet: accept af drab per tilslutning eller accept af drab per fornægtelse og omskrivning? I så fald: Er det første trods alt ikke at foretrække? Eller lægger vi større vægt på at kunne se os selv end virkeligheden i øjnene?

 

[1] Se eksempler på ”krigspositivistiske” artikler, som på forskellig vis formulerer denne pointe, i Auring, Uffe Kaels (2010): ”Krig er …”, Medieoplysning.dk. www: http://medieoplysning.dk/?p=1598

[2] ”Er Vesten for blødsøden til at vinde en krig?”, Berlingske Tidende, 1. august 2006.

[3] ”USA og krisen: Det amerikanske dilemma”, Jyllands-Posten, 4. august 2006.

[4] Physicians for Social Responsibility, Physicians for Global Survival, International Physicians for the Prevention of Nuclear War (2015): Body Count: Casualty Figures after 10 Years of the “War on Terror”. Www:  http://www.ippnw.de/commonFiles/pdfs/Frieden/Body_Count_first_international_edition_2015_final.pdf

 

Udgivet 25. feb. 2017

Skriv en kommentar