2. del: Store forventninger

Skriv en kommentar
Print Friendly, PDF & Email

14 aug

Baggrund: Internationale reaktioner på krigen

I dagene efter Israel indledte krigen mod Libanon som reaktion på et Hizbollah-angreb d. 12. juli 2006, hvor to israelske soldater blev taget til fange, udtrykte det internationale samfund enighed om, at konflikten var bekymrende og skulle løses. Der var tilsyneladende også bred enighed om, at de tilfangetagne israelske soldater skulle frigives, og at raketbeskydningen af Israel samt Israels bombninger af Libanon skulle indstilles. I en fælles udtalelse fra G8-landene d. 16. juli skitserede toppen af det internationale samfund, hvad der kunne ligne en løsningsmodel:

”Den mest påtrængende prioritet er at skabe betingelser for en standsning af volden, som vil være bæredygtig og lægge fundamentet for en mere permanent løsning. Dette vil efter vores vurdering kræve:

  • At de [tilfangetagne] israelske soldater i Gaza og Libanon tilbagegives uskadte;
  • At beskydningen af israelsk territorium ophører;
  • At de israelske militære operationer [i Libanon] ophører, og at israelske styrker snarligt tilbagetrækkes fra Gaza;
  • At de arresterede palæstinensiske ministre og parlamentarikere løslades.”[1]

Udtalelsen er bemærkelsesværdig. En efterlevelse af punkt 2 og 3 ville i sig selv betyde et stop for volden, men ordlyden byder, at disse er betingelser, som skal opfyldes, før volden kan stoppe. Man kan således fortolke udtalelsen på mindst to måder: A) Enten vil man først kræve et stop for volden (våbenhvile), når betingelserne er blevet opfyldt. I så fald er der først tale om ”betingelser for en standsning af volden, som vil være bæredygtig og lægge fundamentet for en mere permanent løsning”, når de militære aktioner er overstået. B) Ellers vil man kræve en øjeblikkelig våbenhvile for derved at etablere grundlaget for en varig løsning.

Tvetydigheden havde sin politiske baggrund og blev på forventelig vis udnyttet politisk. De fleste internationale aktører advokerede for, at første skridt på vejen til varig fred måtte være en øjeblikkelig våbenhvile. I sin orientering af FN’s Sikkerhedsråd d. 21. juli meddelte FN’s udsending Vijay Nambiar, at hans bestræbelser på at få iværksat en ”total våbenhvile” var stødt på ”alvorlige hindringer”, og refererede blandt andet, at meldingen fra Israel var, at staten ville fortsætte sine militæroperationer, indtil Hizbollah var ”alvorligt svækkede”.

På Rom-konferencen d. 26. juli fremlagde FN’s generalsekretær Kofi Annan en tretrinsplan, hvis første led og højeste prioritet var et øjeblikkeligt stop for volden. Dette, mente Annan, ville ikke blot skabe betingelser for at kunne afhjælpe den humanitære katastrofe, men også gavne de diplomatiske bestræbelser på at tilvejebringe varig fred. Ifølge Annan skulle et stop for volden danne afsæt for ”en langsigtet proces mod vedvarende fred.” Annan sluttede sin tale med en forgæves appel: “Derfor anmoder jeg denne konference om at bede Sikkerhedsrådet om at kræve en øjeblikkelig standsning af fjendtlighederne.”[2]

G8-landenes udtalelse rummede yderligere uklarhed om, hvilken prioritet man tillagde de enkelte betingelser, og evt. om opfyldelsen af nogle af betingelserne ville være betingelse for et krav om opfyldelse af andre. Nambiar mente på sin side, at et stop for volden ikke blot ville skabe grundlaget for en varig fred, men også give de bedste betingelser for, at de israelske soldater kunne frigives. Det amerikanske udenrigsministeriums Nicholas Burns gjorde på en pressekonference kort efter G8-udtalelsen derimod klart, at kravene til Hizbollah i punkt 1 og 2 måtte opfyldes, før Israel kunne ”forventes” at opfylde 3 (dvs. stoppe sine militære operationer i Libanon). Han indskærpede dog, at G8-lederne var enige om, at Hizbollah bar ansvaret for konflikten; G8 havde med sin udtalelse derfor ikke haft til hensigt at

“sætte Israel på en slags prøve, som krævede, at Israel måtte stoppe [sine operationer], hvis bestemte betingelser blev opfyldt […] G8 bestræbte sig ikke på give en eller anden bestemt opskrift til den israelske regering. Det var slet ikke den slags stemning, der herskede [under G8-mødet].”[3]

Ifølge Burns, som mente at tale på G8-ledernes vegne, udgjorde Hizbollahs indstilling af raketbeskydningen og frigivelse af fangerne med andre ord en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at kræve et stop for Israels militære operationer. Hizbollah har sandsynligvis ikke følt sig tilskyndet til at stoppe sine angreb af denne udmelding.

Den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, forfulgte samme diplomatiske linje. I sin første udtalelse efter konfliktens udbrud udtrykte hun USA’s ubændige ”vilje til at opnå frigivelsen af de israelske soldater” og fordømte Hizbollahs aktion.[4] Men da konfliktens karakter og perspektiver blev klarere, faldt kravet om frigivelse af fangerne stort set ud af USA’s offentlige diplomati. Rice henviste heller ikke til opfyldelsen af G8-udtalelsens punkter som skridt på vejen mod den bæredygtige fred og permanente løsning. Hun gav ingen anvisninger på, hvad der skulle til, før Israel måtte indstille sine operationer.

I stedet fremhævede Rice igen og igen, at en implementering af resolution 1559, som kræver opløsning og afvæbning af libanesiske militser, skulle skabe grundlaget for en varig fred. Denne langsigtede målsætning var der bred enighed om i det internationale samfund. For USA var ønsket om en varig fred en begrundelse for ikke at søge snarlig fred. For de fleste andre var det en grund blandt flere til at få en våbenhvile i stand hurtigst muligt. USA opfattede Israels offensiv som en del af ”implementeringen” af 1559; andre så hellere resolutionen implementeret på lovformelig vis. Imens arbejdede FN-systemet på at mobilisere støtte til en international styrke, som kunne indsættes i det sydlige Libanon, når kampene ophørte. Dette bakkede alle principielt op om.

Kort sagt var det internationale samfund enige om, at der skulle findes en varig løsning på konflikten, at dette krævede en diplomatisk indsats, og at internationale styrker skulle bidrage til at sikre freden, når krigen sluttede. Men man var uenige om, hvordan man skulle nå dertil. På den diplomatiske front stod USA og Storbritannien som de betydeligste repræsentanter for modviljen mod en våbenhvile og implicit støtte til en fortsættelse af stridighederne (Danmark tog også i dette tilfælde supermagtens parti).

Israels FN-ambassadør, Dan Gillerman, sammenlignede Hizbollah med en kræftsvulst og Israels kampagne med en operation, der skulle komme sygdommen til livs. Operationen måtte ikke afbrydes i utide. USA brugte andre ord og metaforer, men delte det principielle synspunkt.[5]

 

”Alle venter på USA”

Condoleezza Rice besøgte først regionen på en diplomatisk mission d. 24.-25. juli, mere end 10 dage efter krigens udbrud. Inden da havde der lydt ”internationale opfordringer til, at USA bruger sin status som supermagt til at banke en våbenhvile på plads”[6], og i danske og internationale medier var den amerikanske ”passivitet” et tema, som optog megen spalteplads. I det følgende trækkes nogle af de mere kritiske artikler om Rices diplomatiske rejse frem.

D. 18. juli erklærede Kristeligt Dagblad i artiklen USA må på banen, at ”[k]un USA har styrken til at gøre en forskel i Mellemøsten”. Der advares om ”det næsten totale fravær af amerikansk diplomati på konfliktens sidelinje” og ”et farligt diplomatisk tomrum”. USA må ”vedstå sig ansvaret som supermagt”. USA’s særlige ansvar skyldes, at ”amerikanerne er de eneste, der nyder tilstrækkelig respekt i regionen til at kunne gøre en forskel […] Kun USA har styrken til at få våbnene til at tie – og denne position forpligter.” Der peges ikke på andre faktorer end respekt, som gør USA i stand til at ”gøre en forskel” i regionen. Det kontrære faktum, at USA hidtil havde brugt sin styrke til at bakke op om at lade våbnene tale, udelades. Sagen bliver i stedet, at USA slet ikke bruger sin styrke.

Baggrunden for USA’s passivitet er ifølge Kristeligt Dagblad, at udviklingen i Irak har bevirket, at USA stik mod hensigten har svært ved at optræde som ”en offensiv kraft i Mellemøsten”.[7] At USA var hindret i at gøre sin indflydelse gældende, er også hovedtemaet for Berlingske Tidendes Bush har sat sig selv ud af spillet, der forklarer, at USA grundet Bush-doktrinen om ikke at tale med terrorister ”har skubbet sig selv op i et hjørne, hvorfra der ikke er nogle [sic] veje ind til de parter, der driver konflikten frem – Hizbollah, Hamas, Syrien og Iran”. Men Bush er urokkelig. Doktrinen har for ham ”en moralsk klarhed, som hæver den over enhver diskussion”.[8] Politikens nyhedsanalyse USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket anlægger et lidt bredere perspektiv og ser det indskrænkede råderum for amerikansk diplomati som et udslag af, at det amerikanske demokratispredningsprojekt har slået fejl.[9] Begge artikler er modelleret over Washington Posts nyhedsanalyse Options for U.S. Limited As Mideast Crises Spread fra d. 13. juli.[10] Det nævnes ikke, at USA hidtil havde brugt sin angiveligt indskrænkede indflydelse til at modsætte sig det internationale samfunds krav om våbenhvile.

Jyllands-Posten behandlede d. 20. juli problemet ud fra et mere pragmatisk perspektiv: ”Israel har fået et diskret grønt lys til at fortsætte nedkæmpningen af Hizbollah, men der er grænser for, hvor længe Washington vover at se passivt til.” Hvis krigen kræver ”et større antal civile ofre”, vil der være ”risiko for at skade forbindelserne til arabiske allierede i området.” Det er således ”usikkert, hvor længe resten af verden er parat til at vente på USA”.[11]

Da Rices forestående rejse var blevet annonceret, håbede Jyllands-Posten d. 22. juli i lederen Alle venter på USA igen på en helhjertet indsats fra USA’s side:

”Den seneste konflikt finder først en løsning, når USA engagerer sig uden forbehold […] Når det amerikanske initiativ lanceres, må det ikke ske på bekostning af indsatsen i hverken Afghanistan eller Irak. Verdens eneste supermagt er i stand til at gøre en ekstra indsats på alle tre fronter på samme tid.”

Lederen forklarer, at ”Washingtons [hidtidige] tøven med at lancere et fredsinitiativ” følger naturligt af, at ”den eneste acceptable udgang på konflikten [for USA er] et klart nederlag for de ekstremistiske kræfter”. Den oplagte vej hen imod dette mål er mere krig: ”Jo længere kampene fortsætter, des større skade vil Israel kunne tilføje terrorgrupperne. Derfor er det også dem, der var de første til at tale om en våbenstilstand.”

Hvilken form for diplomatisk udspil lederen venter sig af Condoleezza Rices Mellemøst-rejse, er ikke klart. Det kan være et ”direkte indgreb eller et indgreb gennem FN, som indtil da må nøjes med at tale med stridens parter”; nærmere kommer vi det ikke. Det kunne lyde, som om man forventer, at USA vil gribe ind over for den vold, som lederen ellers har forklaret er formålstjenlig. Om der stod andre ting på USA’s diplomatiske dagsorden end ønsket om at give Israel mere tid til at skade terrorgrupperne med militære midler, siger lederen ikke noget om. Hvad der derimod er klart, er, at USA, om nogen, vil levere løsningen.[12]

Samme dag uddyber Kristeligt Dagblad, hvorfor det er afgørende, at netop USA kommer på banen:

 ”Lige nu har USA af nød udliciteret sin klassiske rolle som brandslukker i Mellemøstkonflikten til aktører som FN, EU-landene, Egypten og Jordan. Men historien har vist, at USA er den eneste verdensmagt, der har nogen som helst chance for at påvirke begivenhederne i Mellemøsten, og indtil Bush for alvor gør cowboy-klicheen til skamme, ser Pandoras æske af globale problemer ud til at forblive pivåben.”[13]

Billedsproget blomstrer. I en region fuld af kaos og brændpunkter er der brug for, at den eneste kompetente brandmajor dropper rollen som cowboy og tager affære, så brandene kan slukkes, og Pandoras æske lukkes. De formanende forhåbninger til, at USA aflægger sig sin midlertidigt impotente holdning og genindtræder som ordensskabende omnipotent magt i konfliktens midte, modsvares af evnen til at overflødiggøre indblik i konfliktens konkrete forhold – som ellers mærkbart ville mangle – med en billedlig totalbeskrivelse af dens væsen, som selve ”historien” giver dækning for. Når rollebesætningen ligger fast, bliver fraværet af nøjere handlingsbeskrivelse en garant for frihed i udførelsen: Der forventes og kræves handling, ikke at bestemte handlinger udføres. Beklagelig er kun heltens blotte mangel på handling.

En nyhedsanalyse fra Politiken påpeger, at det ikke er tilfældigt, at Condoleezza Rice har ”gearet USA’s demokrati ned i sommertempo”, for krigen skal ifølge udenrigsministeren ”have lov at gå sin gang”. Artiklen redegør for, at der ikke er betydelig international modstand mod USA’s målsætning om at ”svække Hizbollah-militsen maksimalt”, men til gengæld fuld opbakning til den amerikanske linje på hjemmefronten, hvilket er ”en vigtig forudsætning for udenrigspolitisk succes”. Der er en ”enorm” sidegevinst ved denne militære løsningsmodel, idet en svækkelse af Hizbollah og Hamas, så ”de af sig selv er sat ud af kraft”, understøtter Bush’ overordnede vision: at ”skabe fred i Mellemøsten og gradvist demokratisere hele regionen”. USA står derfor med

”gode kort på hånden. Men det kan gå galt, hvis krigen trækker ud og de civile tab i Libanon vokser voldsomt, og de mulige konsekvenser af krigen er i dag helt uoverskuelige for alle parter. Og derfor skal Condoleezza Rice i de kommende dage op i fart og sætte gang i det åbne og hemmelige diplomati i ly af krudtrøgen fra Israels bomber.”

Analysen peger ikke på andre amerikanske målsætninger end kampen mod Hizbollah, eller at der er tegn på, at USA vil begynde at spille sine ”gode kort”, men synes ikke desto mindre at forudsætte, at de rent taktiske bekymringer for civile ofre og udsigten til en langvarig krig vil spille en afgørende rolle for det diplomati, der skal sættes gang i. Det store spørgsmål er derfor, hvor høj fart der kommer på diplomatiet.[14]

De behandlede artikler kan eksemplificere nogle gennemgående træk ved mediernes dækning af USA’s rolle i konflikten i tiden inden Condoleezza Rices rejse til Mellemøsten d. 24.-25. juli. Artiklerne bygger på nogle faste, uudtalte præmisser om, hvad USA principielt set kan og ultimativt vil. Præmisserne fremsættes ikke som sådan; de former emnebehandlingen uden at være reflekteret i denne. Det er en doktrinær videnskilde.

Hvad USA aktuelt set kan og gør, eller hvad USA umiddelbart vil, giver præmisserne ikke svar på. USA’s position og eventuelle bevægelse i det forhåndenværende konfliktbillede afhænger af aktuel information om de amerikanske tiltag (herunder ikke mindst USA’s egne udtalelser, og hvad telegrambureauerne samt de store amerikanske aviser skriver). Denne videnskilde bygger i et vist omfang på fakta og henviser i hvert fald til sådanne.

I sammenkoblingen af doktrinære principper og aktuel information åbnes et spekulativt og et pragmatisk-normativt perspektiv. Heri ligger typisk artiklernes narrative og kritiske drive: Hvorfor står USA i denne situation? Hvad sker der videre frem? Hvad bør eller burde USA gøre? Svarene formes af både doktrinær og aktuel viden.

Der kan identificeres tre gennemgående konsensuspositioner, der med afsæt i en bestemt forståelse af USA’s rolle i konflikten indrammer situationens perspektiver.

 

  1. Præmis: USA er den aktør, som kan levere løsningen på konflikten, hvilket USA også ønsker.

Spekulation: Spørgsmålet er, i hvilken udstrækning de aktuelle praktiske forhold tillader det.[15]

  1. Præmis: USA’s engagement er, i den udstrækning det udfolder sig, fredsorienteret.

Spekulation og normativ vurdering: Spørgsmålet er, hvor engageret USA er, hvor lidt eller hvor meget USA arbejder for freden, og evt. i hvilken udstrækning den anvendte fredsstrategi er hensigtsmæssig.

 

Og endelig en position, der synes at forsone USA’s reelle krigsopbakning med den anden præmis om fredsengagementet:

  1. Antagelse: USA forholder sig passivt; der er tale om et slags nulpunkt for USA’s fredsarbejde.

Spekulation og normativ vurdering: Spørgsmålet er, om den afventende holdning tjener et mere langsigtet og bæredygtigt fredsprojekt, idet Hizbollah-terroristerne bekæmpes, eller om risikoen for, at konflikten kommer ud af kontrol (f.eks. kan mange døde civile og en langvarig krig vække modstand hos andre slagkraftige aktører), byder, at USA skal sætte fart på diplomatiet for en hurtig løsning.

Præmisserne var udbredte i hele mediebilledet. Der er også en vis stabilitet i den funktion og status, præmisserne har i den enkelte nyhedstekst: I kontrast til de spekulative og kritiske dele af emnebehandlingen præsenteres der generelt ikke dokumentation eller argumenter til støtte for dem. At præmisserne er hævet over diskussion, viser sig derudover flere steder i, at den nærmere analyse når frem til faktuelle tolkninger (såsom at USA mener, at krigshandlingerne skal fortsætte), som er i tilsyneladende modstrid med grundantagelserne (såsom at USA er engageret i fredens tjeneste), uden at disse anfægtes, eller at den mulige modsigelse bemærkes. Mens de doktrinære udgangspunkter således ikke er totalt styrende for emnebehandlingen, er de resistente over for modsigelse og spørgsmålstegn.

Dog forsones den mulige modsigelse i, at USA, som vil have mere krig, arbejder for fred, undertiden med forventningen om, at USA vil fravige krigsløsningen og arbejde for freden, lige så snart det indleder et mere indgående diplomati med konfliktens parter. Hvad er grundlaget for denne forventning?

Skønt der er fuldkommen konsensus om, at det i sig selv er godt, at Hizbollah bekæmpes militært, hælder medierne overvejende til, at en del af krigens bivirkninger gør det påtrængende at få en snarlig våbenhvile i stand. Artiklerne leverer ingen dokumentation for, at sådanne bekymringer var med til at forme USA’s vision for en løsning af konflikten.

Alligevel angiver artiklerne de uundgåelige og ubehagelige følgevirkninger af krigen som begrundelse for, at USA’s engagement er påkrævet. Derudover mener medierne, at USA’s mulige engagement, evt. i form af Rices forestående rejse til regionen, vil fremskynde processen frem mod fred. Det tages altså for givet, at USA, for så vidt det sætter gang i diplomatiet, vil arbejde ud fra den løsningsmodel, som de respektive aviser/skribenter hælder til: snarlig våbenhvile eller nedtrapning af krigshandlingerne – de oplagte måder at dæmme op for de uønskede konsekvenser af fortsatte stridigheder.

Eftersom der ikke i nogen empirisk forstand var grundlag for at tro, at supermagten ville arbejde for en løsning, den hidtil havde modarbejdet (og som ifølge mediernes egne oplysninger stred imod USA’s interesser og offentligt erklærede målsætninger), kan man spørge, om der er en dybere logik i det. Det tror jeg, der er: Mediefolkene ønsker fred og tænker, midlet er at få stoppet volden. Medierne ved, at USA, i den udstrækning USA er engageret, arbejder for fred. Hvis USA derfor engagerer sig, vil USA søge at mindske eller stoppe volden. I denne fortælling er den anden konsensustolkning dominerende.

Imidlertid var medierne tilbageholdende med at anvise en bestemt løsning, som USA burde arbejde for. Det afgørende er som nævnt, at USA er den aktør, der kan – eller kunne – levere løsningen, og at USA arbejder for freden. Hvordan man vil arbejde for en fredsløsning, er underordnet, når det er givet, at man vil gøre det, hvis man gør noget (opbakning til krigen tæller her ikke for noget). Dette udgangspunkt afspejles i påstandene om, at USA skal ”på banen”, ”gøre en forskel”,[16] ”gøre en ekstra indsats”,[17] ”op i fart”,[18] ”påvirke begivenhederne”[19] og derfor bør ”engagere sig uden forbehold”[20] osv. USA er uafvendeligt rettet mod konfliktløsning, og de danske medier så det derfor som deres kritisk-konstruktive opgave at tilskynde til, at supermagten i overensstemmelse med sin iboende bestemmelse også aktivt bevægede sig mod løsningen. I denne fortælling er den første konsensustolkning dominerende.

Libanon design2

[1] U.S. Department of State (16. juli 2006): “Statement by Group of Eight Leaders”. www: http://2001-2009.state.gov/p/eur/rls/prsrl/69054.htm

[2] UN (21. juli): “United Nations Middle East Envoy Describes ‘Serious Obstacles’ to Achieving Comprehensive Ceasefire in Lebanon, in Briefing to Security Council”, Press Release. www: http://www.un.org/press/en/2006/sc8782.doc.htm

[3] U.S. Department of State (16. juli 2006): “Press Briefing on the G8 Leaders Joint Statement on the Situation in the Middle East”. Www: http://2001-2009.state.gov/p/us/rm/2006/69071.htm

[4] U.S. Department of State (12. juli): “Actions in Northern Israel and Southern Lebanon”, Statement by Secretary of State Condoleezza Rice. www: http://2001-2009.state.gov/secretary/rm/2006/68902.htm

[5] Se Dan Gillermans udtalelse i: “United Nations Middle East Envoy Describes ‘Serious Obstacles’ to Achieving Comprehensive Ceasefire in Lebanon, in Briefing to Security Council”, Press Release. www: http://www.un.org/press/en/2006/sc8782.doc.htm

[6] ”Rice indleder rejse til Mellemøsten”, Børsen, 24. juli 2006.

[7] ”USA må på banen”, Kristeligt Dagblad, 18.juli 2006.

[8] ”Bush har sat sig selv ud af spillet”, Berlingske Tidende, 16. juli 2006.

[9] ”USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket”, Politiken, 17. juli 2006.

[10] Wright, Robin (13. juli 2006): ”Options for U.S. Limited As Mideast Crises Spread”, Washington Post. www: http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2006/07/12/AR2006071201557.html

[11] ”USA udsætter indgreb i krisen”, Jyllands-Posten, 20. juli 2006.

[12] ”Alle venter på USA”, Jyllands-Posten, 22. juli 2006.

[13] ”Amerikansk enegang har nået sin grænse”, Kristeligt Dagblad, 22. juli 2006.

[14] ”USA har alle kortene på hånden”, Politiken, d. 23. juli 2006.

[15] F.eks. hævdes USA at være travlt beskæftiget med sit demokratiprojekt andre steder, og USA’s handlerum er indskrænket af forholdene i det øvrige internationale politiske landskab.

[16] ”USA må på banen”, Kristeligt Dagblad, 18.juli 2006.

[17] ”Alle venter på USA”, Jyllands-Posten, 22. juli 2006.

[18] ”USA har alle kortene på hånden”, Politiken, d. 23. juli 2006.

[19] ”Amerikansk enegang har nået sin grænse”, Kristeligt Dagblad, 22. juli 2006.

[20] ”Alle venter på USA”, Jyllands-Posten, 22. juli 2006.

Skriv en kommentar