1. del: Forløsning forude

2 kommentarer
Print Friendly, PDF & Email

14 aug

Realistisk og dogmatisk mediedækning

Man skulle tro, at medierne holdte sig til realiteterne, i det mindste deres egne udgaver af dem. Medieproduktionen skulle efter sit væsen etablere, fastholde og – ved fortløbende at indarbejde ”den seneste udvikling” i emnefremstillingen – ajourføre en bestemt version af virkeligheden som faktuelt sand. På denne vis oparbejdes et stadigt mere fyldigt beskrevet grundlag for nye historier, der løbende må indpasses i og blot opdatere den etablerede realitetskonstruktion – eller udfordre og revidere den i tilfælde af modstrid. I mange henseender følger medierne sådanne retningslinjer. Tidligere historier lægges til grund for nye historier. Det er en almindelig forudsætning for, at medieprodukterne virker oplysende: Vi får mere og mere at vide om det, der grundlæggende set er det samme. Tingene udvikler sig, men ændrer sig egentlig ikke. Det forbigangne er, hvad det var; det nye fæstnes i det gamle og fremstår meningsfuldt og informativt takket være sin kompatibilitet med det. Det er derfor, man kan sige, at man følger med. Uden at foreslå, at denne arbejdsform nødvendigvis garanterer sandhed, kan vi kan kalde det en realisme.

Når det gælder bearbejdningen af de realiteter, der definerer de moralske kvaliteter i vores (civilisationen) og deres (civilisationens modstandere) roller, er realismen imidlertid underordnet principper af en højere orden. Tilsvarende bliver standarden for plausibilitet en anden. Det er ikke primært overensstemmelsen med gårsdagens formidlede udgaver af virkeligheden, der gør dagens historie troværdig, men noget andet.

Den ellers stærke inklination mod konsistent realisme lader sig delvis suspendere. I stedet udkaster medierne versioner af virkeligheden, som harmonerer med bagvedliggende, ikke historiebundne præmisser om, hvad der kan gælde som sandt. Præmisserne er snarere empirisk dikterende end funderede; de fastsætter rammerne for, hvad der kan være virkeligt, uden selv at skulle forankres i det virkelige. Grundpræmissen er: Vi er helte, modstanderne er skurke. Princippet, under hvilket realismen indordner sig som en degraderet, men i reglen stadig tjenende ånd, er, at helte- og skurke-rollerne skal manifesteres i skildringen af de konkrete begivenheds- og handlingsforløb. At en fremstilling rummer den rette moralske signalværdi, er almindeligvis en nødvendig betingelse for, at den kan gå i trykken.

De enkelte historier opnår realistisk antagelighed som gyldige virkelighedsbilleder i kraft af deres overensstemmelse med grundpræmissen og ikke ved deres relation til fakta eller tidligere versioner af fakta. Billederne af virkeligheden kan derfor modsigelsesfrit og uden revision afløses af andre versioner, så længe de ligger inden for det felt af mulige virkelighedsrepræsentationer, som præmissen tillader.

Vi vil i denne situation stadig opleve at følge med, men mediedækningens enhed garanteres nu ikke af en ”ekstern”, empirisk eller ”intern”, diskursiv realisme, men af en form for dogmatik. Det vigtigste kriterium for plausibilitet bliver, at vores heltestatus og deres skurkestatus fastholdes. Samtidig mindskes betydningen af andre plausibilitetskilder, og dokumentationskrav svækkes. Dermed mindskes også risikoen for modstrid. Det er ikke bestemte gengivelser af de konkrete handlingsforløb, hvorigennem ”vi” fremtræder som helte, som medierne hermed røber et troskab mod, men selve helteiscenesættelsen, i en eller anden form. Modellen er yderst fleksibel. Den ideologiske ensretning er fuldt forenelig med realistisk pluralisme. Helt kan man være på mange måder.

Realistisk inkonsistens og politisk konsekvens

Vi bevæger os hen imod en grundig analyse af de danske mediers dækning af USA’s rolle i krigen mellem Israel og Libanon i sommeren 2006. Men først tegnes et billede af dækningens overordnede profil.

I mediedækningen af Libanon-konflikten skulle USA’s krigsstøtte først blive præsenteret som en konfliktløsningsbestræbelse, sidenhen som et middel til at virkeliggøre højere mål om demokrati og fred på jord. Opfattet realistisk, som en række repræsentationer af USA’s rolle i konflikten, var forløbet i dækningen præget af intern inkonsistens: USA blev tilskrevet skiftende og indbyrdes modstridende politiske målsætninger. Ligeledes rummede dækningen empiriske afkoblinger, idet en række kontrære fakta – dvs. kendsgerninger, som ikke kunne indoptages i den aktuelt gældende konfliktfortælling uden at obstruere dens ”moralske” profil – blev udeladt. Mere gennemgribende blev konstruktionen af konfliktbillederne realiseret igennem referentiel afkobling: Orienteringen i USA’s engagement blev udlagt i abstrakte begreber uden tydelig forbindelse til afgrænsede, identificerbare realiteter. Idealiserede kræfter trådte frem som – og i stedet for – gengivelse af virkelige begivenheder, processer og handlinger. Repræsentationer af konfliktens helhed frigjorde sig fra og afløste i vidt omfang reference til konfliktens enkeltheder. Endelig var centrale elementer i virkelighedskonstruktionerne forvanskede realiteter, særligt idet fejlagtige partsudsagn blev opløftet til objektive, autoritative kendsgerninger.

Det ville være en fejl at forstå disse tilsyneladende brister som blotte fejl og mangler. Ret beset var inkonsistensen i beskrivelserne og afkoblingerne fra de beskrevne realiteter momenter i en konsekvent opretholdelse af konfliktopfattelsens enhed – en forudgiven meningsmættet enhed, der forplantede sig igennem rækken af begivenheder som en iscenesættende, organiserende kraft. Kun efter en realistisk målestok, der på disse punkter er fremmed for mediernes konflikthåndtering, kan afkoblingerne forstås som uprofessionelle fejlgreb; faktisk var de hensigtsmæssige led i gennemførelsen af en dagsorden.

Hvad dækningen manglede i realistisk konsistens, havde den i og på grund af sin politiske og ideologiske konsekvens. Konsekvensen, hvormed upassende realiteter blev fortrængt og erstattet af passende iscenesættelser, bestod i en ubetinget opbakning til USA’s position og engagement. Ubetinget, idet opbakningen a) ikke var betinget af indblik i den amerikanske politiks reelle indhold, b) var usvækket af opfattelsen af, at den førte politik underminerede dens erklærede intentioner eller i andre henseender var destruktiv, og c) ikke var bundet af faste, selvstændige (frem for ad hoc-adopterede) overbevisninger om, hvilke konkrete politiske mål USA måtte efterstræbe.

Ubetinget, men ikke fuldstændig grundløs. Det ultimative referencepunkt for opbakningen var ikke USA’s politik, men dets intentioner, og præmissen var, at intentionerne var orienteret mod noget godartet, en eller anden bedre fremtid. Som det sømmer sig for helteberetninger, var standarden for vurderingen af USA’s præstationer den energi, der blev investeret i intentionernes virkeliggørelse, hvorfor lejlighedsvise påpegninger af uhensigtsmæssige elementer i den amerikanske politik ikke kunne rokke ved den grundlæggende opbakning; tværtimod udløste sådanne betænkeligheder den ene passende, håbefulde, tjenesteivrige irettesættelse: gør mere, vær mere aktiv, træd i karakter – optræd nu som den helt, du er. Er helten aktuelt ikke, som han i sandhed er, må man forudsætte, håbe og kræve, han finder tilbage til sig selv i fremtiden. De aktuelle lidelser og stridigheder blev således begrebet som forstadium til den tilstand, der måtte indtræde, når visionen for USA’s godartede intentioner blev virkelighed. Følgelig blev enhver bestemmelse af det umiddelbare mål for USA’s virke – f.eks. konfliktløsning eller krigsoptrapning – ledsaget af tilslutning og tilskyndelse.

Antagelsen af godartede intentioner er tilpas rummelig, men også for indholdstom for institutioner, der lever af at fremstille en konkret virkelighed, for den fortæller jo blot, at man synes godt om det, USA vil, og ikke hvad USA vil. Yderligere vejledning er påkrævet, for at intentionerne kan få gang på den jord, de er rettet mod. Hvor skulle mere håndgribelige informationer indhentes fra? Den primære kilde. Medierne overtog USA’s egne statements som autoritative konfliktbeskrivelser og løsningsopskrifter. Hvad ”den bedre fremtid” bestod i, blev løbende forsøgt afkodet af erklæringerne fra Washingtons offentlige repræsentanter. Realistisk set var problemet, at USA’s udmeldinger ofte syntes vage og abstrakte, og i denne uklarhed kom medierne forhastet og fejlagtigt til at tillægge USA målsætninger, som egentlig var produkter af deres egne intuitioner om, hvad gode intentioner i den foreliggende situation fordrede. Men ret beset var det intet problem, for i den daglige konsultation af den officielle hovedkilde skabtes et fikspunkt for såvel perspektivrig spekulation som opklarende oplysningsiver, og målbeskrivelserne kunne uden dissonans eller registrerbare udsving i fortællingens gang ændres, når nye informationer – eller nye opfattelser af gamle informationer – krævede det, for på de gode intentioners plan var den ene som den anden bestemmelse af retningen i det amerikanske engagement, skønt ofte realistisk kontrære, alle gyldige. Sidst i forløbet samlede medierne sig om målbeskrivelser (kampen for demokratiet, fred på jord) så omfattende, meningsfulde og indholdsløse, at de kunne fylde ethvert faktum (især USA-engagementets blotte faktum) med betydning og blive bekræftet derved.

Medierne er en form for konkretionsvirksomhed. De higer mod det konkrete og stoflige, og ånden er ikke et godt materiale at arbejde med, så længe den blot er ånd. Ånden må blive kød, den må inkarneres i det virkelige som virkeligt. De gode intentioner bliver først kendsgerninger, når de antager en bestemt skikkelse. USA’s udmeldinger var ikke ene om at hjælpe transformationen på vej. Mediernes egne fordomme om, at fred og fordragelighed er af det gode, var en anden hovedkilde til levendegørelse af de abstrakte intentioner som konkret vilje og reelle gerninger. Konflikter kræver konfliktløsning; krig kræver fred. Fredsvisioner giver krigen sin retmæssige plads i verdens konfliktfyldte gang. Bag ved krigen er længslen efter fred, enten som drivkraft i krigen eller fredeligt modværge; for enden af krigen projekteres fuldbyrdelsen af freden. Krigen selv bliver til et gennemgangsled og et sted, hvorfra freden kommer til syne. Den ventede, efterstræbte, kommende fred bliver det perspektiv, hvorfra den aktuelle konflikt fattes i et foregrebet meningsfuldt tilbageblik.

Mediernes præference for fred stikker lige så dybt som forestillingen om, at USA i sine handlinger skaber freden. Det er USA’s sande rolle at fuldbyrde en tænkt fremtid. At medierne begreb det aktuelle igennem et tænkt (men per tendens reelt) fremtidigt standpunkt, hjælper til at forstå baggrunden for mange af de ejendommelige kvaliteter ved mediedækningen, som den senere analyse vil beskrive mere detaljeret. Følgende overordnede kendetegn ved dækningen af USA’s rolle kan udpeges.

  1. Spekulation om, hvilke veje USA søgte eller formålstjenligt kunne søge mod målet, især inden for nyhedsanalysegenren. Den tænkte fremtid gav aktuelt perspektiv.
  1. Manglende afstemning af bestemmelsen af USA’s målrettethed med de foreliggende realiteter og øjensynligt en frigørelse fra saglige normer om at fundere – eller blot forlige – sådanne bestemmelser i aktuel viden. Det fremtidige standpunkt implicerer eksistensen af en forudgående tendens; denne blev installeret som et aktuelt faktum uden empirisk at skulle underbygges som et sådant.
  1. Mere specifikt en tendens til ud fra det fredsorienterede standpunkt at tilordne det amerikanske konfliktperspektiv specifikke indstillinger – bekymringer, frygt, forhåbninger, ønsker – uden at aflæse eller eftervise disse i USA’s adfærd og ofte uden baggrund i USA’s egne udsagn. Tilsvarende en tendens til at nedtone eller bortredigere USA’s udtrykte holdninger, når disse ikke harmonerede med mediernes aktuelt antagne begreb om den fremtidige forløsning og dermed ideen om konfliktens iboende formålsbestemmelse. På den anden side også en villighed til, bl.a. under de erklærede holdningers pres, at akkommodere begrebet om konflikten, så det genspejlede USA’s offentlige fremstillinger. Den ubestemthed, der hører til begrebet om en fremtidig forløsning fra forhåndenværende problemer, blev således både overvundet igennem tilpasning (og herunder frasortering) af USA’s erklæringer, dels tilpasning til dem. Sidstnævnte skulle vise sig som den stærkeste kraft. Den tænkte fremtid er en meget ideel, men også meget rummelig størrelse.
  1. Megen kritik af USA’s svigtende eller utilstrækkelige troskab mod sin sande rolle (f.eks. i form af ”passivitet”). Hvad der ellers ville have været formuleret som en blot og bar kritik af den amerikanske adfærds modstrid med idealer og normer, blev i kraft af konstruktionen af den sande fremtid som det nutidiges reelle formålsbestemmelse til en præstationsmæssig kritik inden for den ubetingede opbakning til målsætningen. Medierne kritiserede USA’s aktuelle adfærd efter moralske standarder, som de forudsatte, USA selv var bestemt til at opfylde i praksis – skønt den rette praksis muligvis lod vente på sig. USA ønskede dybest set det ønskelige; og det uønskelige gik imod USA’s egentlige ønsker. Forsømte USA alligevel sine pligter, skyldtes det afvigelser fra dets sande selv. Forskellige hindringer for, at USA kunne udleve sit væsen, blev analyseret og diskuteret. Den tragiske tolkning lød, at USA’s gode vilje simpelthen var dømt til at mislykkes i en ond verden.
  1. En stor produktion af målbestemmelser, som afveg fra dem, USA med sine udmeldinger mere eller mindre tydeligt tillagde sig selv. Særligt begrebet om, hvad ”fred” eller ”konfliktløsning” indebar, gav anledning til divergerende beskrivelser af USA’s rolle. På dette punkt affødte den ene og den anden kilde til legemliggørelse af de godartede intentioner (hhv. USA’s egne målbeskrivelser og mediernes midlertidige forestillinger om, hvad fred og konfliktløsning gik ud på) altså fremstillinger, som var i modstrid med hinanden. Medierne gjorde USA’s konfliktforståelse til deres egen, når de først nåede til klarhed over, hvad denne indebar. Hermed fastholdtes dækningens ”moralske klarhed”, alle realistiske uoverensstemmelser til trods. Men kontinuiteten i mediefremstillingerne er i disse henseender moralsk og kun sekundært reel. Det samme gælder for konfliktdækningen den dag i dag.

Sådan giver Libanon-dækningen i sin helhed mening: Ikke som en realistisk afbildning af USA’s rolle i konfliktforløbet, men som et urealistisk konsekvent forsvarsskrift for USA’s – ”vores” – handlinger, for en vold, der udtrykkes i fredslængslens sprog.

Det hele begyndte med godmodige ideer om konfliktløsning. Derpå vandt idealismen indpas og med denne retfærdiggørelse af vold, destruktion og drab, for højere mål kom til syne. Det kulminerede med ideer om folkemord mod muslimer.

I det følgende gennemgås detaljeret, hvorledes denne politiske konsekvens blev gennemtrumfet, og virkeligheden forvansket. Men først en smule baggrund.

Libanon design1

2 svar to “1. del: Forløsning forude”

  1. Poya Pakzad 15. aug, 2016 at 17:56 #

    Det er nogle superskarpe iagttagelser.

    Forestil dig, hvis en forsker gennemgående opdager, at alle data i laboratoriet strider imod forskerens tese, men insisterer på, at tesen er ligefuldt holdbar, og at resultaterne som sådan bare er “pudsige.” Det ville ikke være videnskab, men en hyldest til irrationalitet. For i den hævdvundne metode er det tesen, der skal korrespondere med empirien – ikke omvendt. I udenrigsjournalistik forholder det sig, som du iagttager, dog netop ofte omvendt.

    Blandt idealisterne hedder det sig f.eks. i herskende omfang, at Danmarks stålsatte allierede, De Forenede Amerikanske Stater, når den går i krig i Mellemøsten, gør det for at “skabe fred,” “beskytte civile” eller “kæmpe for demokrati og menneskerettigheder.” Når den ikke går i krig i Syrien, “svigter” landet ifølge dogmet sine principper.

    En velkendt kritik går således ud på at skose præsident Obama for at være “tøvende” og “tilbageholdende” med heroismen.

    Funktionen bliver, at både kritik og lovprisning forudsætter den samme idealisering: at amerikansk udenrigspolitik vil vejledes af altruistiske hensyn.

    Selv hvis landets faktiske fremfærd i Mellemøsten op gennem historien og helt op til i dag systematisk strider imod dette billede af verden, bliver fremstillingen ikke byttet ud med en udlægning, som svarer bedre til verden: nemlig at USA først og sidst går i krig for at beskytte sin domestiske og udenrigspolitiske elites interesser.

    I stedet skal det forestille at være særligt ‘nuanceret’ eller endog ‘respektabelt’ for en kommentator eller journalist at mene, at USA – trods alle de fine hensigter om at udfolde gode ting i verden – nu og da kommer for skade at klokke i det. Det hele er en stor fejl, når det sker, forstås. Det er “tragisk” eller “pudsigt” – hver eneste gang.

    At denne selvpålagte begrænsning i sagligheden er en respektabel bøn blandt udenrigspolitiske kommentatorer, mens det ville virke direkte åndssvagt i andre videnskaber, hænger sammen med, at udenrigsjournalistik og international politik-teori ofte har mest til fælles med stamme-mentalitet og ideologisk (selv)bedrag end forsøg på at finde og gengive, hvad der er sandt.

    • Uffe Kaels Auring 23. aug, 2016 at 11:46 #

      Din sammenligning med forskningsprocessen er oplysende.

      Med videnskabsteoretikeren Karl Poppers begreb kan mediernes tilgang til emnebehandlingen betegnes som ”dogmatisk tænkning”: En vedtagen sandhed (generel tese) forklarer empirien, men kan ikke modsiges af den. Empiriens eventuelle, endog konstante, afvigelse fra tesen afføder rigtignok forklaringsproblemer, men de løses typisk på empiriens eget niveau: modsatrettede kræfter hindrer, at den tilstand (de data), som tesen foreskriver, aktualiseres. Deraf følger den nævnte modstrid mellem det aktuelt observerede (f.eks. ”passiviteten”) og det i sandhed gældende (f.eks. ”fredsengagementet”). Hvis afvigelserne af en eller anden grund bliver umulige at forstå som blotte afvigelser, dvs. forbigående omstændigheder, kan den foreskrevne realitet udskiftes med en anden (f.eks. krigsbevarende frem for konfliktløsende indsats), der harmonerer bedre med tesen.

      I artiklen udpeges de gode intentioner som det grundlæggende. Mere korrekt kan man tale om en ideel formålsbestemmelse, som er metafysisk og dermed uimodtagelig for empirisk korrektion. Medierne er dog ikke blinde for empirisk modstrid. En stor del af mediebehandlingen af USA’s adfærd bliver derfor til en analyse eller diskussion af fejlkilderne til, at det observerede ikke følger tesens forudsigelser. Fejlkilderne kan være af forskellig art:

      • Stærkere ydre kræfter hindrer bestemmelsens aktualisering. Det mellemøstlige ørkensand egner sig f.eks. ikke til de frø, USA vil plante.
      • Indre kræfter hindrer bestemmelsen. F.eks. vurderer USA sig selv eller sin omverden forkert.
      • Tidspunktet for fuldbyrdelsen er ikke kommet endnu (formålsbestemmelsen gælder til alle tider, men på ethvert givent tidspunkt er den kun til stede som – en evt. undertrykt – tendens).

      Mest kritisk er påpegninger af indre hindringer for formålsbestemmelsens realisation. Den mest yderligtgående kritik finder vi, når hindringen består i en viljeslammelse, eller at USA ligefrem omgår formålsbestemmelsen for illegitime hensyns skyld. Det sker f.eks. ikke sjældent, at USA forsømmer sit ”globale ansvar”, fordi præsidenten varetager sine indenrigspolitiske særinteresser. Vi taler da, som du skriver, om ”svigt”. Altså: Vær mere handlekraftig, og kom tilbage på sporet. I realiteten opfordringer til vold.

Skriv en kommentar