Erasmus af Rotterdam: Fredens klagesang (uddrag)

Skriv en kommentar
Print Friendly, PDF & Email

23 aug

I det hele taget må det siges, at det første og vigtigste skridt mod fred er oprigtigt at ønske freden. De, som af hjertet elsker fred, vil ivrigt forfølge enhver mulighed for at skabe eller genskabe den. De vil foragte eller fjerne alle hindringer for freden, og de vil udstå alle trængsler og besværligheder med tålmodighed, så længe de besidder denne ene store velsignelse (som indbefatter så mange andre) intakt og hel. I modsætning hertil gør mænd i vor tid alt, hvad de kan, for at finde krigsanledninger; og alt, hvad der fører til fred, fordømmer de i deres sofistiske taler eller skjuler for offentligheden; men alt, hvad der fremmer deres foretrukne krigssystem, overdriver og opflammer de energisk, uden skrupler over at udbrede løgne af den mest nedrige slags, falske eller forvanskede efterretninger samt den groveste misrepræsentation af fjenden. Jeg skammer mig ved tanken om, hvorledes det virkelige livs reelle og forfærdelige tragedier er grundlagt på nederdrægtige og foragtelige bagateller; hvorledes de antænder en flamme i et lille stykke træ og sætter verden i brand. Dernæst fremsætter de hele kataloget af angivelige overgreb, der skulle være overgået dem, og hver part betragter sin egen ulykke igennem et glas, der forstørrer den ud over alle grænser; men de fordele, der er blevet dem til del, falder ned i den dybeste glemsel; så en upartisk iagttager ville sværge på, at store mænd elsker krig for dens egen skyld med deres hjerter og sjæle – givet at der ikke er nogen fare for dem selv.

Når alle påskud samt de kunstgreb, der bruges for at vække det vulgære, er smidt bort, vil der ofte (som den sande krigsårsag) i kongers bryst ligge et privat, ondsindet og selvisk motiv, hvilket består i at tvinge deres undersåtter til at gribe til våben for at dræbe hinanden efter kongens befaling og ønske, så undersåtterne kan demonstrere deres loyalitet. Men i stedet for et privat og selvisk mål burde der, til retfærdiggørelse af den frivillige påbegyndelse af en krig, være et mål, som ikke kun befolkningen, dvs. blot et enkelt fællesskab, men som mennesket, menneskets natur, er dybt interesseret i.

Men når konger ikke kan finde nogen begrundelser af denne slags, som de vitterlig sjældent kan, bruger de deres forstand til at opfinde en eller anden fiktiv, men plausibel anledning til stridigheder. De bruger navnene på fremmede lande, som kunstfærdigt er gjort modbydelige i befolkningens øjne, med henblik på at vække folkets had, indtil det bliver modent til at gå i krig og tørster efter den fremmede nations blod, hvis blotte navn er blevet en årsag til fjendskab. Denne svaghed og dumhed hos de allerlaveste klasser blandt befolkningen bliver af de ophøjede forstærket igennem kunstfærdige insinuationer, paroler og øgenavne, som listigt bruges i debatter, pamfletter og tidsskrifter. De ophøjede er sikre på, at gejstligheden, som har interesse i at samarbejde med de ophøjede i en hvilken som helst ukristen gerning, tilslutter sig – med stor effekt og bistået af religion – i et fromt overgreb mod de fattige.

Således, for eksempel, siger de, at en englænder er en franskmands naturlige fjende, fordi han er franskmand. Et menneske, som er født på denne side af floden Tweed bør hade en skotte, fordi han er skotte. En tysker må naturligvis være uenig med en franskmand, og en spanier med begge. Oh, rædselsfulde fordærv! Et navn på et sted eller en region, som i sig selv er et ligegyldigt tilfælde, er nok til at skille jeres hjerter, i endnu højere grad end jeres personer er adskilt af afstanden mellem stederne! Et navn er ingenting, men der er mange omstændigheder, meget vigtige realiteter, som burde forbrødre og forene menneskene i forskellige lande. Som en englænder føler du uvenskab over for en franskmand. Hvorfor, som et menneske over for et menneske, møder du ham ikke i stedet med velvilje? Hvorfor ikke som en kristen over en kristen? Hvorledes går det til, at en så overfladisk ting som et navn vægter mere for dig end naturens ømme bånd, kristendommens stærke bånd? Steder og afstande adskiller menneskers personer, men ikke deres sind. Hjerter kan gravitere mod hinanden hen over mellemliggende have og bjerge. Floden Rhinen adskilte engang franskmændene fra tyskerne, men det var ikke i dens magt at adskille de kristne fra de kristne. Pyrenæerne adskiller spanierne fra franskmændene, men de bryder ikke det usynlige bånd, som forbinder dem i trods mod al opdeling: kirkens fællesskab. En smule hav adskiller englænderne fra franskmændene; men selv hvis hele det atlantiske ocean bølgede imellem dem, kunne det ikke adskille dem som mennesker af natur […]

Den fjendtlige opdeling af forskellige lande i naturlige fjender, fordi de er adskilt stedsligt og forskellige af navn, er ikke nok til at tilfredsstille nogle af de blodtørstige stakler, som nyder krig. Så depraverede er deres sind, at de søger at konstruere forskelle, hvor hverken naturen eller institutioner giver anledning til det. De vil opdele og vende Frankrig mod sig selv i verbale og nominelle distinktioner mellem landets indbyggere; et land, som ikke er opdelt af hav eller af bjerge og rigtignok, er et udeleligt hele, hvor dygtigt man end måtte forsøge at skabe modsætninger ved hjælp af rent sproglige distinktioner. Således vil de kalde nogle af franskmændene for tyskere, så navneidentiteten ikke kan skabe den fordragelighed, de djævelsk ønsker at bryde.

Skriv en kommentar