Medieforskning som propagandalegitimering

Skriv en kommentar
Print Friendly, PDF & Email

15 aug

Center for Medier og Demokratis rapport Mediernes dækning af krigen i Irak søger igennem en kvantitativ analyse af seks danske nyhedsmediers dækning af 17 dage af Irak-krigen1 at besvare spørgsmål som: ”Hvor nuanceret var den danske debat […] hvordan blev de faktiske krigshandlinger dækket, og hvilken rolle spillede det for mediedækningen, at Danmark var en krigsførende nation?” (1) Disse overordnede spørgsmål tager nøjere form af spørgsmålet: ”om det er medierne, militæret eller de politiske magthavere, der sætter dagsordenen i en krigssituation?” (1).

Jeg vil i det følgende gengive nogle af rapportens hovedkonklusioner om mediedækningen af Irak-krigen. Derudover vil jeg gøre rede for rapportens teoretiske antagelser om forholdet mellem medier, magt og eliter og forsøge at afklare, hvorvidt disse harmonerer med de journalistiske normer, som rapporten også antager regulerer medieadfærden. Jeg vil pege på, at dette forhold er uafklaret i rapporten, og foreslå, at dette kan skyldes en mangelfuld og misvisende teorianvendelse – som igen kan afspejle en uvilje mod at acceptere rækkevidden af det misforhold, som rapporten fremlægger evidens for, at der eksisterer mellem den almindelige opfattelse af mediernes (ideelle) rolle og deres faktiske adfærd.

Hovedkonklusioner i rapporten
Blandt rapportens hovedkonklusioner finder vi, at ”de krigsførende magters øgede brug af censur og propaganda” (13) i et vist omfang hindrede en objektiv nyhedsformidling, og at de rapporter ”om misbrug af me­dier til propagandaformål” (103), som medierne faktisk viderebragte, ”ikke gik hånd i hånd med et meget eksplicit og kontinuerlig forbehold over for de bragte oplysninger” (s. 103-104) i den almindelige dækning af krigsbegivenhederne eller førte til ”en problematisering af den hyppige an­vendelse af militære partskilder [fra krigskoalitionen] som eksperter” (104). ”[S]elvrefleksiviteten” (106) omfattede i ringe omfang mediernes egen praksis; i stedet blev krigens propaganda et ”metatema”, som ikke ”afsatte […] mange forbehold” (103) i kernejournalistikken om krigen.

Konkret peger rapporten på, at et ”vigtigt element i styringen af medierne fra koalitionsstyrkernes side var sy­stemet med de såkaldte embedded, indlejrede journalister, hvor journalister kunne følges med bestemte militære enheder” (111). De enkelte journalister ”blev underlagt den militære enheds kon­trol” (111), hvilket bl.a. ”afspejles i den betydelige dækning af inva­sionen som et militært felttog, hvor koalitionens militære aktører særdeles hyp­pigt blev anvendt som kilder” (107) i umiddelbar, men ikke pointeret modstrid med ”journalistikkens mest centrale læresætninger”, som angiver, at journalisten bør ”trække på flere forskellige og uafhængige kilder og kildesynspunkter for at skabe så ‘objektiv’ og afbalanceret en formidling af en given begivenhed eller historie som muligt” (65). Rapporten peger på, at den dominerende ”fortolkningspakke”, som medierne tilbød publikum, bestod i en opfattelse af krigen som koalitionens militære felttog (104).

Journalistiske normer og medierne i krig
Uoplyst om sine egne forskningsresultater antager rapporten, at det journalistiske arbejde er en ”praktisk operationalisering” af ”journali­stikkens retningslinier for det faglige arbejde, f.eks. normer for kildebrug, upar­tisk dækning osv.” (15). Rapporten giver anledning til, men afholder sig fra at rette en markant kritik af det første på baggrund af det sidste. F.eks. hedder det, at ”[s]tørstedelen af gæsterne i tv/radio er militære eksperter”, hvilket ”kan betegnes som potentielt problematisk, da de militære eksperter, i kraft af Danmarks deltagelse i krigen, må betragtes som partskilder” (35-36). 40,7 procent af de anvendte kilder er unavngivne kilder såsom ” “Kilder i Pentagon”, “Talsmænd”, “Det Hvide Hus” el.lign.” (87), der er umulige at efterprøve. De unavngivne koalitionskilder benyttes ”især i relation til historier med militært fokus […] på trods af at netop militærhistorier kan være præget af partiskhed og unøjagtigheder i informationsstrømmene” (105).

Bemærk den hypotetiske sprogbrug. Den eventuelle “partiskhed” kan eventuelt siges at være “potentielt problematisk”. Under disse lag af eventualiteter ligger et fast, utematiseret fundament: de “journalistiske retningslinier” antages at regulere medieadfærden og udgør standarden for dens kvalitet. Spørgsmålet bliver derfor, om retningslinjerne i praksis er tilstrækkeligt retningsgivende. Yderpunktet på rapportens kritiske målestok er utilstrækkelig professionalisme. Professionel meddelagtighed i statspropagandaen lader sig derimod ikke registrere. Medierne forsømmer muligvis deres idealistiske opgave, men varetager ikke nogen propagandistisk rolle, end ikke eventuelt.

Rapporten tematiserer ikke, hvorledes den ”praktiske operationalisering” af de grundlæggende journalistiske normer i den grad kan afvige fra disse. Den oplagte opløsning af problemstillingen – at denne operationalisering ikke finder sted – overvejes ikke.

Afvigelsen mellem journalistiske retningslinjer og journalistisk praksis bliver dog forståelig på baggrund af rapportens generelle opfattelse af medierne som ”den måske mest betydningsfulde arena for kampen om den politiske dagsorden” (2). Medierne opfattes gennemgående som en arena, der står til rådighed for forskellige aktørers kamp om dagsordensfastsættelsen, hvorfor medierne kan siges at være ”underlagt eksterne kræfter i fastsættelsen af dagsordenen” (8).2 Spørgsmålet er nu: hvilke ”eksterne kræfter”?

Rapporten konstaterer, at moderne teori om forholdet mellem journalister og kilder har bevæget sig over imod ”et mere nuanceret syn, hvor både medier og forskellige kildegrupper udgør mere eller mindre ligeværdige bidragsydere til den offentlige dagsorden” (4), men finder ikke anledning til at nævne, at dens egne data i vid udstrækning modsiger dette ”nuancerede syn”, idet krigsførende kildegrupper er stærkt overrepræsenterede i analysematerialet, og idet medierne gennemgående fremstillede krigen som ”Amerikas krig […] som et militært felttog, en lang serie af militære angreb” (106), mens ofrene for disse angreb ”næsten [er] redigeret helt ud af krigsdækningen” (9) i overensstemmelse med de krigsførende magters propagandalinje. Hvorfor nogle kildegrupper – såsom de mennesker, der ikke fører eller bakker op om krigen, eller de mennesker, der slås ihjel af krigen – behandles som stærkt ”mindre ligeværdige”, bliver ikke belyst nærmere.3

”Journalisters nyhedsdækning af krige har både aktuelt og historisk været vanskeliggjort af de særlige forhold, som gør sig gældende under en krig, ikke mindst de krigsførende magters øgede brug af censur og propaganda” (13). Disse ”eksterne kræfter” nævnes flere steder at ”vanskeliggøre” det journalistiske arbejde (13, 112), på trods af at eksempelvis systemet med ”embedded” journalister giver fordelagtige arbejdsbetingelser. Med andre ord er det altså uafhængigt og objektivt journalistisk arbejde, som vanskeliggøres; men det kan jo kun være et praktisk problem, og altså en vanskelighed, for så vidt mediernes forkærlighed for uafhængighed og objektivitet er stærkere end deres afhængighed af eliter. Rapporten demonstrerer utilsigtet, at den militær-politiske propagandaservice er systematisk brugbar i den gennemgående fortælling om krigen som et militært felttog uden blodspor. Alle parter nyder godt af ”det tætte bånd mellem medier og militære kil­der” (9). Analyseresultaterne tyder på, at påstanden om, at ”det ikke endegyldigt kan afgøres, hvem der har magten – medierne eller kilderne” (5), støtter sig på en kunstig distinktion – medier, eliter og militær er stærkest, når de står sammen.

Ud fra disse betragtninger kan det undre, at rapporten ikke opgiver fokusset på medierne som en kampplads for ideer til fordel for et fokus på medierne som ”embedded” i et større system af samvirkende interesser, der gensidigt befordrer hinanden indadtil og udadtil marginaliserer eller ekskluderer alternative perspektiver. At ”medierne og elitekilderne til både hverdag og i krigssi­tuationer i langt højere grad lever i et symbiotisk forhold” (6), får ikke rapporten til at betvivle relevansen af det ”nuancerede syn”, den moderne medieforskning hævdes at have udviklet.

Eliteopfattelsen i rapporten: elitemagt som naturlig forudsætning
Når det siges, at ”[f]orskningens opfattelse af samspillet mellem medier og kilder – eller medier, eliter og magt – er […] væsentlig mere nuanceret end tidligere” (5), siges det også, at et tidssvarende studie af ”samspillet mellem medier og kilder” må tage form af en undersøgelse af ”medier, eliter og magt”, hvilket forudsætter, at de dele af vores samfund, som ikke hører til kategorien af ”medier, eliter og magt”, på forhånd er udelukket som brugbare kilder i virkeligheden, hvorfor de heller ikke kan have analytisk relevans i teorien. Denne opfattelse udgør ikke blot et operativt teoretisk udgangspunkt for rapporten, men også den præmis, hvorudfra den kritiserer mediedækningen. Dermed foretages en indskrænkning af det genstandsområde, ”normer for kildebrug, upar­tisk dækning osv.” (15) overhovedet er gyldige for – de angår alene eliteaktører.

Det helt store kritikpunkt bliver derfor, at opinionen i samt de officielle reaktioner fra krigsmodstanderlandene Tyskland og Frankrig stort set er fraværende i den danske krigsdækning (28-29, 47, 51, 64), hvorfor krigen i ringe grad tematiseres som et emne, der er genstand for debat og uenighed.

Et sted hedder det: ”Den politiske splittelse såvel i Danmark som internationalt er ikke fraværende, men den legi­time uenighed modtager heller ikke nogen særskilt omfattende dækning.” (107) Begrebet om den ”legitime uenighed”, som her (samt s. 66) misforstået benyttes som en normativ term, stammer fra Daniel C. Hallins model for relationen mellem eliter og medier (s. 8 i rapporten). I den oprindelige udgave betegner begrebet den uenighed, medieformidlingen afspejler, idet den findes hos parter, der er “legitime” i mediernes øjne, dvs. magtfulde eliter. Det er med andre ord på baggrund af det noget tekniske argument, at eftersom krigskritiske politiske aktører i Danmark samt statslederne i Tyskland og Frankrig kvalificerer som eliter, er der grund til at kritisere medierne for ikke at give dem nævneværdig plads i dækningen. Implikationen er, at den ukritiske mediedækning af konsensuskrigene i eksempelvis Afghanistan eller Libyen er helt efter bogen.

Realistisk nok opfatter rapporten elitestatussen som en nødvendig betingelse, der må opfyldes, hvis et perspektiv skal tilkendes en vis autoritet i medierne. På baggrund heraf kan det undre, hvis parter, som opfylder denne betingelse, alligevel ikke bliver hørt (vi står mod forventning over en partisk elitepropaganda, ikke ren elitepropaganda). Denne betingelse indfører rapporten imidlertid som en præmis for sin kritik af mediedækningen. Elite-mediemodellen, som beskriver medieadfærd som en funktion af elitesynspunkter og -interesser, antages følgelig som et ideal for, hvordan medierne bør agere. Det, at alle parter kommer til orde, pluralismen i mediebilledet, som rapporten finder på ønskværdig vis understøttes af de journalistiske normer, indskrænker rapporten uproblematiseret til kravet om, at alle eliter kommer til orde – og får dermed sagt noget om både sine egne og medievirkelighedens begrænsninger.

Opfattelsen hænger sammen med den funktion, befolkningen har i mediesamfundet: ”nyhedsmedierne er det eneste sted, hvor befolkningen kan blive oplyst om eliternes forskellige standpunkter og dermed medvirke til at legitimere dem” (12).

Som et yderligere led i kæden medvirker forskningen til at legitimere nyhedsmediernes “oplysning” om elitesynspunkter. De analytiske kunstgreb består i, at standarder for ideel journalistik benyttes som beskrivelser af faktisk journalistisk, mens teori om reel medieadfærd transformeres til standarder for ideel medieadfærd. Disse teoretiske misforhold tilslører på effektiv vis faktiske misforhold.

Vi har så vidt vides til gode at se et elitestøttet forskningsprojekt om danske mediers krigsdækning, der 1. fremlægger et solidt og omfattende datamateriale om denne dæknings tendenskarakter (ligesom rapporten) og 2. ikke fastholder teoretiske og idealistiske forhåndsantagelser,4 når de er i strid med analyseresultaterne (ulig rapporten). En sådan undersøgelse ville formentlig vise, at medierne ikke blot er udsat for propaganda, men udgør et funktionelt led i et propagandasystem. Det eksisterende alternativ består i, at forskningen selv bidrager til systemet.

 

Udgivet 25. august 2014

  1. Rapporten er udgivet 17/11-2004. Dens materiale er krigsdækningen i TV 2 Nyhederne, DR1 TV-Avisen, DR P1, Dagbladet Information, Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken i perioderne 16.-23. marts 2003 og 6.-14. april 2003. []
  2. Andetsteds antages medierne at udgøre en selvstændig faktor på baggrund af dagsordensfastsættelsesteorien (som rapporten gør rede for s. 2-4), der opererer med en særlig ”mediedagsorden” til forskel fra ”den politiske dagsorden” og ”befolkningens dagsorden” (2). Denne aktøropdeling viger dog for en opfattelse af medierne som et organ for eliten, hvis dagsorden nævnes som den eneste determinant bag ”mediedagsordenen” i rapportens analyseafsnit. []
  3. Rapporten udtrykker i øvrigt tilfredshed med, at brugen af civilbefolkningen som kildegruppe kvantitativt matches af militærfolk og kun overgås af politikere. Rapportens nøjere behandling af kildefordelingen (45-48 og figur 5.9 s. 72) indikerer dog, at borgere benyttes som kilder til, hvad der rører sig i folket, ikke hvordan den politiske og militære virkelighed hænger sammen. Medierne tematiserer ”reaktioner og stemninger” (75) i befolkningen som en del af sin kontekstuelle krigsdækning, men lader tilsyneladende ikke borgere selv tematisere krigens virkelighed. []
  4. Der tænkes på hhv. opfattelsen af medier, kilder og magt (herunder omformningen af pluralisme til elitepluralisme i anvendelsen af begrebet om ”den legitime uenighed) og journalistiske normer. []

Skriv en kommentar