Stærke følelser og sund fornuft: På vej i krig

4 kommentarer
Print Friendly, PDF & Email

29 aug

Som beskrevet i et andet indlæg om mediedækningen af giftangrebet i Gouta er der mange veje, ad hvilke den offentlige krigsagitation kan kulminere i opfordringer om at indlede et angreb på Syrien. Et offentligt forfægtet standpunkt er, at brugen af kemiske våben bør udløse et angreb på styret i Syrien, uagtet at der ikke er klarhed over, hvem der står bag. Det syriske styre skal altså holdes ansvarligt, selvom det muligvis ikke er det.

Næppe et særlig folkeligt synspunkt. Mon ikke den jævne dansker vil mene, at et angreb på det syriske styre kun kan komme på tale, hvis det kan lægges til grund, at styret selv har udført giftangrebet?

I så fald gav åbningsindslaget i 21.30-TV-Avisen d. 27. august de danske seere et solidt fundament for at tilslutte sig krigskoret.

Studievært Kim Bildsøe Lassen kan indledningsvis berette:

”I mange af verdens hovedstæder overvejes her til aften, hvordan man straffer Syrien for at bruge giftgas mod sin egen befolkning.”

Udsagnet postulerer ikke direkte, men underforstår, at det syriske styre har brugt ”giftgas mod sin egen befolkning”. Spørgsmålet er alene, hvordan man så vil straffe “Syrien” for det.

Efter at have præsenteret udsagn fra flere ledende danske politikere, som alle understøtter denne udlægning, bringes en kort montage med fokus på de menneskelige lidelser, angrebet har affødt. Camilla Markvardsens speak forklarer først:

”Sammen med en lang række arabiske og andre vestlige lande mener [USA og Storbritannien], at det var Syriens præsident Assad, som slog mindst 350 syrere ihjel med giftgas.”

Den skepsis, som findes i en lang række af verdens andre lande, nævnes ikke. Udsynet indskrænkes til de krigsivrige stater. I næste skridt afgør Markvardsen skyldsspørgsmålet. Det, USA og Storbritannien ”mener”, opløftes til fakta:

”Et angreb ind i Syrien kan finde sted inden for de næste to til tre dage for at forhindre Assad i at bruge flere kemiske våben.”

Underforstået: Assad brugte i det aktuelle tilfælde kemiske våben. Nu vil man forhindre ham i at bruge ”flere”.

Efter at have interviewet udenrigsminister Villy Søvndal sammenføjer Lassen de vestlige lederes anklager mod Assad for at have brugt giftgas med indslagets egen antagelse om, at det er et faktum:

”Store dele af verdenssamfundet er altså efterhånden overbevist om, at den syriske præsident, Assad, i sidste uge brugte kemiske våben”

At verdenssamfundet er ”overbevist”, implicerer, at de vestlige ledere og deres arabiske allierede – der her lidt usædvanligt er blevet indlemmet i ”verdenssamfundet” – ikke blot hævder, men på baggrund af fakta tror, at Assad brugte kemiske våben. På samme måde var man i sin tid ”overbevist om”, at Saddam Hussein havde et aktivt atomvåbenprogram, ligesom man længe har været ”overbevist om”, at Iran prøver at fremstille atomvåben.

Hvad vestlige ledere hævder, er i udgangspunktet, hvad de oprigtigt tror. For så vidt er det ikke en mulighed, at deres udsagn skulle være blandt de løgne, fabrikationer og bevidste fordrejelser, som knudepunkterne i den politiske verdenshistorie ellers er så fuld af.

Beviserne: Følelse og fornuft
Der er forskel på at lægge noget til grund og reel bevisførelse. Godt syv minutter inde i indslaget rettes fokus mod, hvilke ”beviser” der findes for TV-Avisens antagelse om, at Assad stod bag angrebet. Lassen spørger USA-korrespondent Johannes Langkilde: ”Hvad bygger amerikanerne det på?” Langkildes svar legemliggør symbiosen mellem magthavere og mediefolk:

”Ja, udenrigsminister Kerry holdt jo et stærkt og følelsesladet pressemøde i går, hvor han siger, at USA er fuldstændig overbeviste om, at Assad har brugt kemiske våben mod civilbefolkningen. Og så siger han, at dem, der måtte hævde, at oprørerne selv har fabrikeret det her angreb, de er simpelthen ikke ved deres fulde fem […] og så baserer man det på det, som John Kerry altså kalder sund fornuft.”

Så langt består beviserne altså i  følelser og fornuft hos en af konfliktens centrale aktører – ren fornuft, som ikke kobles til simpelt bevismateriale, efterretninger og dokumentation. Langkilde tillægger denne form for bevisførelse troværdighed ud fra dens egne standarder: Pressemødet var ”stærkt og følelsesladet”. Man er “fuldstændig overbeviste”. Han indføjer dog også følgende:

”Så man baserer det altså på nogle oplysninger, som USA i øvrigt også siger, de vil fremlægge i løbet af de næste dage, altså der er åbenbart flere beviser i posen her fra amerikansk side.”

Igen tages troværdigheden i USA’s offentlige udmeldinger for givet. Der eksisterer ”nogle oplysninger” og ”beviser”. Angiveligt reelle beviser, som blot skal fremlægges som supplement til de fakta, der med vendingen “flere beviser” indikeres allerede at være præsenteret for offentligheden. At Lassen i den efterfølgende interviewsekvens med Søvndal mere kritisk spørger ind til, hvilke krav man fra dansk side vil stille til den amerikanske bevisførelse, synes i konteksten snarest at bestyrke forestillingen om, at den ventede amerikanske redegørelse for hændelsens fakta blot vil konkretisere, hvad der allerede er kundgjort af følelse og fornuft.

Gengivelsen af Kerrys bemærkning om, at de, “der måtte hævde, at oprørerne selv har fabrikeret det her angreb […] simpelthen ikke [er] ved deres fulde fem”, kunne DR i øvrigt have brugt til at udstille en intern splittelse i det politisk-militære etablissement. Eksempelvis mener det danske forsvars Peter Viggo Jakobsen, at det er “mere nærliggende at tro, at det er oprørerne, der har gjort det”, end styret selv. Major Lars Cramer-Larsen finder, at “det ikke urealistisk, at det er islamistiske terrorister, der er imod Assad, som står bag”, men derimod ikke sandsynligt, at det skulle være Assad selv.

Når magten taler
Uforstyrret af de forbeholdne, forsigtige, komplicerede og modsatrettede vurderinger, som i øvrigt kan indhentes fra upartiske ekspertkilder, vender vi os mod de største autoriteter. De bringer klarhed. Berlingske skrev i sin leder d. 28. august:

”Man kan ikke aflæse signalerne fra […] John Kerry og hans britiske kollega William Hague på anden måde, end at konklusionen er klar: Det var Assad-styret, som stod bag den ufattelige ugerning. Er det tilfældet, er det internationale samfund nødt til at svare igen.”

De vestlige statsmænds signaler tydes, og ”konklusionen er klar”. Egentlige beviser behøves ikke. Eftersætningen (”Er det tilfældet …”) peger stilfærdigt på muligheden af, at konklusionen er forkert. Men det er underordnet, for konklusionen er stadig klar: ”Tillader det internationale samfund først forbryderregimer at tage kemiske våben i anvendelse mod civilbefolkninger […] er der sket et skred.” Altså skal vi deltage i det forestående angreb på Syrien. Det skal være en “markering”. Klarhed frem for besindelse på, hvad vi egentlig har grund til at tro.

Dansk mainstreampropaganda er ikke så svulstig i sin form som dens totalitære modstykke. Der er imidlertid en central parallel: Når lederne har talt, har vi de relevante fakta. Ikke ubetvivlelige fakta, men dog fakta, vi må antage og intensivt fokusere på. Evt. indtil andet er bevist.

Det er ikke utænkeligt, at vores ledere har ret i deres anklager. Men et menneske, der betragtede alt dette på afstand og ikke var opdraget til krig og magtbenovelse, ville nok undre sig over, at den mest betydningsfulde informationsformidlingskanal i Danmark går ud fra, at lederne har ret, uden at pege på rationelle grunde til, at det skulle være tilfældet. Man må i denne sammenhæng skelne skarpt mellem rationalitet og “sund fornuft”.

 

Udgivet 29. august 2013

4 svar to “Stærke følelser og sund fornuft: På vej i krig”

  1. Pat Pending 04. sep, 2013 at 09:59 #

    Kim Bildsøe, Seriøs Journalist. Det er sgu rystende. Villy Søvndal kan ikke tale eller forstå engelsk, men det virker efterhånden til, at det også kniber med det danske. Måske skal han virkelig kæmpe for at lyve på dette niveau.

    Læste et interessant indlæg, Den Journalistiske Spændetrøje, af Zune Holm på DenFri:

    “Da gik det op for mig hvorfor vi aldrig hører alternative, nye og vilde anskuelser i de almindelige medier: Journalister har valgt at lade sig begrænse i udforskningen af verdens uendeligt mange utrolige aspekter, alene fordi det, at stille spørgsmålstegn ved en etableret sandhed, i samme åndedrag kræver, at man kan opstille en helt ny sammenhængende og logisk argumentation for samme alternative virkelighedsopfattelse.

    Og hvem kan gøre dét? Det betyder altså, at alt hvad der ligger uden for den almindelige gængse opfattelse, af hvordan verden, naturen, mennesket og vores samfundssystem hænger sammen, på forhånd er utilgængeligt stof for journalistisk undersøgelse og behandling.”

    http://www.denfri.dk/2013/09/den-journalistiske-spaendetroje/

    • Uffe Kaels Auring 04. sep, 2013 at 23:26 #

      Mange tak for kommentaren og henvisningen. Efter min vurdering gemmer den betydeligste diskriminationsfaktor for, hvilke forståelsesrammer der kan anlægges, og hvilke der ekskluderes, sig i følgende citat fra Zune Holms indlæg:

      ”Han [en journalist, Holm talte med] fortalte at det var en journalistisk grundregel, at man altid skulle kunne præsentere en logisk, sandsynlig og sammenhængende alternativ forklaring, hvis man valgte at sætte spørgsmålstegn ved, eller udfordre en på forhånd vedtaget forklaring eller anskuelse.”

      Nøgleordet er for mig at se ”sandsynlig” (det “logiske” og “sammenhængende” kan ikke forklare, at de officielle historier foretrækkes frem for de alternative). “Sandsynlig” må her ikke forstås som en solid overensstemmelse mellem kendsgerningerne i et begivenhedskompleks og de forklaringer, der skaber sammenhæng i det. Det vedrører ikke primært korrespondens mellem virkelighed og udsagn. I stedet er den journalistiske histories overensstemmelse med de grundlæggende forståelsesrammer, som magthaverne ligger ned over verden, det sandsynliggørende (og det, der sikrer, at den enkelte journalist kan overleve i professionen). Som den aktuelle giftgasdækning viser, kræver det ingen reel dokumentation at antage magthavernes udsagn som fakta. Det kræver derimod grundig dokumentation at betvivle magthavernes faktuelle udsagn – medmindre sådanne udfordringer præsenteres som debatindlæg, altså subjektive vinklinger til forskel fra den etablerede strøm af (midlertidigt) vedtaget objektivitet.

      Undermineringer af magthavernes faktuelle udsagn kan i sjældne tilfælde bringe en legitimerende forståelsesramme i miskredit eller til fald. I den bredere offentlighed forstås Irak-krigen f.eks. ikke længere som et forsøg på fjerne Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben (selvom Weekendavisen, som du fint gør rede for, gerne vil genoplive fantasien). Men opløsningen af en autoritativ forståelsesramme skaber kun i ringe grad rum for, at egentlig ”alternative” historier kan vinde indpas i den almindelige neutralt-journalistiske udlægning af begivenhedskomplekset. Et tomrum opstår. Men det kan ikke udfyldes af en forståelsesramme, som er magthaverne imod; kun en, de er for. Vi får så en anden historie, magthaverne kan lide.

      Hvorfor blev erstatningshistorien om Irak-krigen den dybtfølte længsel efter at demokratisere Mellemøsten og ikke f.eks. den dybtfølte længsel efter at sikre sig kontrol med landets olie? Mit bedste bud er, at demokratiudbredelseshistorien simpelthen er mere sandsynlig – i den nævnte forstand.

      Der findes nok sandsynlige faktuelle påstande, som er i modstrid med magthavernes udsagn. Men de forståelsesrammer, som ikke tjener en offentlig legitimering af magthavernes varetagelse af deres interesser, vil altid være usandsynlige. Evt. indtil demokratiet finder et mere solidt fodfæste i vores del af verden.

      Mange hilsner,
      Uffe

      • Pat Pending 09. sep, 2013 at 22:41 #

        Uffe,
        selv tak, og det for en virkelig god og uddybende kommentar.

        Sandheden, eller blot en del af den, kommer til at fremstå som som løgn, i den officielle og medieskabte virkelighed. Jeg voksede op med den, troede på den, som de fleste andre. Jeg bevægede mig aldrig udenfor stien, simpelthen fordi jeg ikke vidste at der fandtes en verden udenfor. Hvis det ikke var på TV eller i avisen, så var det nok løgn eller konspirationsteori.

        Journalister sidder jo til daglig lige foran mundingen af den rygende pistol, lige ud for massemediestrømmens udstødning. De er måske dem der er hårdest ramt af propagandaen. Det er alligevel underligt, at vi ikke har set en eneste whistleblower fra journalistmiljøet. Chris Hedges i USA har spildt bønnerne, men kender umiddelbart ikke til andre.

        Jeg har lige læst en vanvittig artikel på Information, “Assad står til at vide mediekrigen”. Krigskoret synger videre om krigssporet:
        http://www.information.dk/471680

        • Uffe Kaels Auring 12. sep, 2013 at 01:04 #

          Din kommentar får mig til at tænke på et Noam Chomsky-citat fra bogen Turning the Tide: The U.S. and Latin America fra 1986:

          “We live entangled in webs of endless deceit, often self-deceit, but with a little honest effort, it is possible to extricate ourselves from them.”

          Ordene dukker ofte op i mit hoved, men oftest i sammenhænge, der placerer eftertrykket på første del af sætningen, ikke som i denne anledning sidste del.

          I et interview med Charlie Rose peger Chomsky på, at det snarere end ”a little honest effort” kræver ”hard work”, hvilket muligvis markerer forskellen på den rent intellektuelle indsats, det kræver at afvikle illusioner, og de personlige forandringer, det kan kræve at løsrive sig fra de funktionelle vrangforestillinger, som social, institutionel og kulturel inklusion i mange henseender hviler på.

          At være indfiltret – eller velintegreret – i spind af bedrag er bl.a. det, der sikrer hensigtsmæssig manøvredygtighed hos journalister, akademikere, politikere og andre, der er afhængige af at agere inden for institutioner, der er gennemtrængt af top-down-magtstrukturer. Jeg tror på mange måder, du har ret i, at journalister er ”hårdest ramt af propagandaen” – og bedst betjent af den.

          Den Information-artikel, du henviser til, er en ekstrem illustration af den underdanighed, der hører til professionen. I sin essens udtrykker det ”uafhængige” dagblad en moralsk forfærdelse over yderst beskedne antrit til at praktisere de generelt negligerede journalistiske dyder om alsidighed, balance osv. I stedet bekender artiklen sig til fuldstændig ensretning (i lyset af sagens alvor, selvsagt, for der mangler krigsopbakning). Modparten bør ikke høres. Der ytres en slet skjult forhåbning om, at statsmagtens ”folk” vil ”gå efter CBS”. Ubehaget ved den anede trussel fra principielle journalistiske og borgerligt-demokratiske kerneværdier skaber derudover et skrækscenarie, som ikke har noget med virkeligheden at gøre: ”Assad står til at vinde mediekrigen”. Påstanden er svær at relatere til virkelighedens verden.

          Fraset deres institutionelle betydning er spindene af bedrag for almindelige mennesker i deres almindelige liv identitetsopretholdende og socialt integrerende. Så ”hårdt arbejde”, altså. Jeg håber, din fortsatte indsats vil bidrage til at hjælpe arbejdet frem og gøre det lidt mindre hårdt.

Skriv en kommentar