Vestens strategiske terror. Mediernes strategiske kritik.

1 kommentar
Print Friendly, PDF & Email

21 jun

Artiklen har været bragt i Det ny Clarté #22.

Saglig mediekritik af politikere retter sig oftest mod uoverensstemmelser mellem det, de siger, og det, de gør (eller det, de sagde, og det, de nu siger). Tilsvarende retter kritik af institutioner sig mod misforhold mellem deres erklærede formål, vedtægter og funktioner på den ene side og deres praksis på den anden. Ingen er hævet over kritik i vestlige medier, heller ikke de mest magtfulde mennesker og institutioner.

Men det er magthavernes erklærede formål, som leverer det primære legitime kritiske vurderingsgrundlag af deres praksis. Heraf følger, at medierne i kraft af deres kritik ikke blot accepterer, men også cementerer gyldigheden og realiteten af de erklærede målsætninger. Mediernes propagandabidrag består ikke mindst i en strategisk funderet kritik af vores krigsførelse; hermed vedligeholder de deres afhængighed af magthaverne og negligerer international lov.

 

Mediekritik af 1999-angrebet på Serbien
Da NATO havde proklameret sine 1999-bombetogter mod Serbien som en humanitær intervention, gav man samtidig medierne et kritisk kort på hånden. NATO havde offentligt pålagt sig selv at tage humanitære hensyn. En central del af den officielle strategi for NATO’s bombninger var med Tony Blairs ord, at ”vi gør alt, hvad vi kan, for at minimere civile tab, men i aktioner som denne vil der være civile tab” (i en debat i Underhuset d. 13. april 1999). På en af de daglige pressekonferencer i NATO’s hovedkvarter konkretiserede alliancens PR-figur, Jamie Shea, at ”NATO-strategerne tager enhver tænkelig forholdsregel” for at undgå de ”tab af uskyldige”, som den daværende amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, og hendes britiske kollega, Robin Cook, i en fælles artikel i Washington Post fandt ”umulige at undgå”, men ”dybt beklagelige”. Beklagelserne blev ofte ledsaget af påmindelser om den distinktion, der den dag i dag angiveligt udelukker os fra terroristernes selskab. Med Jamie Sheas ord var der i Kosovo tale om den ”fundamentale forskel mellem utilsigtede civile tab” og den kendsgerning, at ”Milosevics styrker har dræbt tusinder af civile med overlæg”. Jamie Shea forsikrede også om, at NATO-bomberne fortsat ville dræbe civile – tragisk, uundgåeligt og beklageligt – og foreslog, at man sammenlignede med Milosevics langt større forbrydelser.

Det er ikke sikkert, at de efterladte til dræbte børn, venner og familiemedlemmer finder nogen trøst i tanken om, at gerningsmændene ikke egentlig tilsigtede, men blot var forvisset om, at deres handlinger ville dræbe uskyldige. Blandt veluddannede vesterlændinge er denne ”fundamentale forskel” derimod af vital betydning: Uden denne distinktion bryder enten vores selvbillede eller vores begreber om retfærdighed og forbrydelser sammen.

At der inden for international lov ikke er nogen væsentlig forskel mellem ”at vide, at man gør skade” og ”at ville gøre skade”, udgør ingen trussel for den kreds af stater, som udøver og ikke selv er underlagt loven.

 

Det kritiske potentiale i den humanitære mission
NATO forventede altså ”civile tab”, men forsøgte at undgå dem. Mediernes kritiske mandat blev således indskrænket til spørgsmålet om, hvorvidt man gjorde nok for at undgå tabene. En kritik af drab på civile som sådan var der mindre plads til; NATO havde jo allerede beklaget dem på forhånd.

Flere hændelser, hvor større antal af civile blev dræbt af bomber fra omkring 5 kilometers højde, udløste en del kritiske spørgsmål på NATO’s pressekonferencer. Efter at NATO midt på en markedsdag havde bombet en bro ved Varvarin, som var fyldt med mennesker, hvoraf ni civile blev dræbt, spurgte en journalist på en pressekonference d. 31. maj:

”Hvordan hænger det sammen med jeres gentagne udsagn om, at NATO gør alt for at undgå civile tab, når I helt sikkert vil skabe flere civile tab midt på dagen, end I ville om natten?”

Jamie Shea svarede ikke på det spørgsmål, men henviste i stedet til Milosevics ugerninger. Dagen efter vendte en anden journalist tilbage til emnet, for hvordan kunne dette angreb forklares, når ”NATO tager alle forholdsregler for at undgå civile tab”? Journalister er generelt gode til at tage magthaverne på ordet, når lejligheden byder sig.

Journalister er også gode til at tale magthaverne efter munden: I dette tilfælde gik mediekritikken ud fra den NATO-sanktionerede antagelse om, at ”civile tab” var acceptable, så længe man havde forsøgt at undgå dem – hvilket selvsagt er ensbetydende med opbakning til krigen som sådan.

 

Lanceringen af ”strategiske angreb”
Talen om de mange forholdsregler blev fra NATO’s side modereret af gentagne garantier for, at det var slut med eftergivenheden; militæret måtte gøre, ”hvad end der er nødvendigt for at opnå vores mål” (her Tony Blair, Daily Telegraph, 4. april). Et par uger inde i krigen indledtes ”Fase 3”. Den efterfølgende tids aktioner omfattede systematiske bombninger af eksempelvis strøminstallationer, kemiske fabrikker, brændstofreserver og vandforsyninger uden for Kosovo-provinsen. Disse ”strategiske angreb” intensiveredes frem til krigens afslutning. Den gennemgående officielle begrundelse var angrebenes militære betydning. Dog berørte NATO’s talsmænd tillige deres humanitære betydning ved flere lejligheder. Også her havde strategien klare fortrin, idet ødelæggelserne f.eks. satte Milosevic – i offentligheden udråbt som vor tids Hitler – over for valget, om han ville benytte de stadigt eksisterende elektricitetsreserver til militære eller civile formål.

”Hvis Milosevic virkelig vil have, at hele hans befolkning har vand og elektricitet, skal han blot acceptere NATO’s fem betingelser, så vil vi stoppe kampagnen. Men så længe han ikke gør det, vil vi fortsætte med at angribe de mål, som leverer elektricitet til hans styrker. Hvis det har civile konsekvenser, må han tage sig af det”.

Milosevic var så ond, at han per automatik også måtte være skyld i de lidelser, som NATO påførte den serbiske civilbefolkning. Medierne anfægtede sjældent dette standpunkt.

Generalmajor Walter Jertz forklarede ligeledes, at Milosevic måtte bøje sig for NATO’s krav ”for sin egen befolknings skyld”. Med dette tunge ansvar placeret på sine skuldre fra højeste sted fik Milosevic således anledning til at demonstrere sin ekstreme ansvarsløshed – og dermed levere yderligere begrundelse for at gå endnu hårdere til værks.

 

NATO’s krig mod den serbiske propaganda
Den bredere NATO-strategi inddrog også statslige og private serbiske radio- og tv-installationer, der blev bombet i en serie af ”strategiske angreb”, fordi de propaganderede mod NATO’s krig. Lige fra begyndelsen af interventionen sammenlignede de statslige serbiske medier NATO’s angreb med nazisternes besættelse af Jugoslavien under Anden Verdenskrig og lancerede begreber som ”NATO’s Endlösung” (mens vestlige medier talte om Milosevics ”Balkan Final Solution”). Men de foruroligende perspektiver i den serbiske propaganda viste sig først for alvor, da Milosevic kaldte NATO’s bombning af en flygtningekonvoj i Kosovo d. 14. april for en ”grusomhed”. 72 civile var blevet dræbt. Dagen efter bombningen var forsvarsminister William Cohen dybt rystet over hændelsen:

”Hvis vi tillader Milosevic at fylde æteren med den slags løgne og ondsindet propaganda, så frygter jeg, at det er tilbage til fremtiden. Det er tilbage til Orwells ’1984’ […] hvor krig er fred, eller slaveri er frihed” (Michigan Daily, 16. april).

Kort efter begyndte kampen mod skrækscenariet. De største angreb mod statslige kommunikationsanlæg fandt sted d. 20., 23. – alliancens 50-årsfødselsdag, hvor radio- og tv-stationen RTS (”Serbiens Radio-TV”) blev bombet – og 25. april. Først d. 27. april blev der spurgt til bombningerne på de daglige presseorienteringer. En journalist ville have svar på det ”tekniske spørgsmål”, om man ikke kunne have ”jammet” tv-stationerne, når de nu alligevel kunne transmittere få timer efter angrebene – som havde kostet 16 personer livet. I mindre indoktrinerede samfund ville den umenneskeliggørelse, som udtrykkes i journalistens tilsyneladende venlige hensyntagen til ofrene, i det mindste være blevet opfattet. Vores opfattelsesevne vækkes først, når ofrene er blandt ”os”. Bombninger af NATO’s pressekonferencer havde udløst mindre ”tekniske” reaktioner.

Ud over at de serbiske medier var del af ”det serbiske regimes centralnervesystem […] som spreder had og skaber det politiske klima for undertrykkelse” (Shea, 23. april), blev det også hævdet, om end sjældnere, at tv-stationerne var del af det militære kommandosystem. En rapport, som en udenrigspolitisk komite udfærdigede for det engelske Underhus, fandt dog ingen beviser for, at ”serbiske radio- og tv-stationer blev brugt til militære formål eller at tilskynde til etnisk udrensning”.

Angrebet var ”strategisk”.

 

Håndteringen af det demokratiske problem
I BBC-dokumentarfilmen ”Moral Combat” fra 2000, hvori interventionsforløbet var iscenesat som et moralsk drama, optrådte bombningen af RTS som et eksempel på Milosevics vilje til at ofre uskyldige mennesker for propagandaformål. Ifølge dokumentaren havde styret i Beograd nemlig bevidst undladt at orientere stationens medarbejdere om det forestående angreb. Det viste sig, at CNN, som havde sit lokale hovedsæde i stationens bygninger, var blevet advaret af sine ”kontakter i Washington og Bruxelles” og forlod stedet i tide. Hverken de vestlige kontakter eller CNN havde delt denne viden med RTS- medarbejderne. Altså var Milosevic ansvarlig for drabene!

Hændelsen vidner ikke om kollegialitet i CNN. Den internationale nyhedsorganisation var indtil da blevet forsynet af RTS med billeder af ofre for NATO’s bomber. Det var netop dette demokratiske problem – at mediekontrollen ikke var total – som bombningerne af RTS skulle dæmme op for. Journalisten bag ”Moral Combat” satte RTS-angrebet i et større perspektiv:

”Det er en iboende svaghed, når demokratier drager i krig. De vestlige offentligheder konfronteres med de uskyldige lidelser, der påføres i deres navn.”

Som kommentaren eksemplificerer, konfronteres de vestlige offentligheder først og fremmest med strategiske rationaliseringer af de ”uskyldige lidelser” (massedrab), der påføres i deres navn. Dokumentarfilmens undskyldning for NATO’s handling giver kun mening, hvis vi går ud fra, at det er legitimt at dræbe civile for at forhindre offentliggørelse af ens drab på civile! Mens voldsmænd af både stort og ringe format til alle tider har haft en tilbøjelighed til at tørre ansvaret for deres overgreb af på deres fjender, kan ovennævnte primetime-transmitterede forsvar for NATO-angrebet formentlig kun opstå i krydsningen mellem en kulturelt rodfæstet terrormentalitet og en avanceret demokratisk samfundsform.

Den kritiske BBC-dokumentar genfortalte ”historien om et dristigt eksperiment med at parre militær magt med et moralsk formål” og beklagede, at dette projekt i vidt omfang mislykkedes, idet konfliktens forskellige parter, som jo havde oplagte interesser i NATO’s desinteresserede, moralskfunderede militære magt, kaprede de vestlige lederes ”høje idealer” for egen vindings skyld. I sin ophøjede idealisme manglede Vesten blik for, at de egentlige konfliktaktører ikke respekterede idealer, men kun egne interesser. NATO blev udnyttet.

At det er muligt for den vestlige kultur at omskrive det faktum, at den igennem 78 dage udsatte et andet land for død og ødelæggelse, til en variant af den klassiske historie om, hvorledes den gode og renfærdige må gå til grunde i en verden af ondskab og kynisme, er et kraftigt vidnesbyrd om den vestlige idealisme i betydningen: selvidealisering i terrorens tjeneste.

BBC-dokumentarens morale var tydelig nok: skru ned for idealismen og op for realismen. Som sådan var dokumentaren et behjertet forsøg på at begrænse de mulige skadevirkninger af vores alt for idealistiske demokratiers svagheder.

 

Strategisk mediekritik
Ud fra disse idealer må det derimod regnes blandt demokratiets styrker, at de indvendinger, som medierne rettede mod de militært vellykkede aktioner mod mål på NATO’s ”target list”, generelt cementerede forestillingen om NATO’s primære rolle som problemknuser. De kritiske spørgsmål var af to overordnede varianter.

For det første blev der rejst en del kritisk-afklarende spørgsmål om, hvorvidt NATO tilsigtede den forarmelse af civilbefolkningen, som bombningen af infrastruktur m.v. medførte. NATO’s talsmænd var lidt uklare på dette punkt. Man svarede oftest, at det var Milosevics ansvar; han kunne afblæse uhyrlighederne ved at indvilge i NATO’s krav. Men NATO medgav også, at de ”civile konsekvenser” (talsmand Sheas foretrukne term) muligvis bidrog til at isolere og lægge internt pres på Milosevic og dermed kunne være gavnlige for projektet, uden at det dog var hensigten at påføre civilbefolkningen yderligere ”ubehag”: ”vi er ikke i krig med den jugoslaviske befolkning”. Endelig håbede Shea d. 3. maj, at Milosevic ville begynde at høre ”ekkoer fra græsrødderne” – dvs. pres fra den forpinte civilbefolkning – efter at NATO-bombninger havde afskåret 70 pct. af landet fra elektricitet. Der var således rig lejlighed til at spørge ind til de strategiske rationaler: Gik man målrettet efter de ”civile konsekvenser” eller ej? Var de ønskede eller uønskede, måske blot kærkomne?

Det andet afgørende spørgsmål var, om strategien var effektiv i forhold til den overordnede målsætning om at knække fjenden. På morgenbriefingen d. 3. maj spurgte en journalist:

“Viser studiet af tidligere bombekampagner som denne ikke, at når mål som strømsystemer og andre ting, der påvirker den civile befolkning, bliver ramt, at dette faktisk forøger civilbefolkningens støtte til det siddende regime?”

Kort sagt: hvad gik strategien ud på, og var den effektiv? Bag disse kritiske indvendinger ligger forestillingen om, at ”civile konsekvenser” kan forsvares, hvis de er tilsigtede, succesfulde og hensigtsmæssige ift. de erklærede målsætninger.

 

Mediedækningens grundlag
Mediernes behandling af NATO’s drab på civile var præget af to grundlæggende forhold. For det første demokratiets vagthunds insisteren på, at NATO måtte leve op til alle tænkelige forholdsregler for at ”minimere civile tab”. For det andet en umiddelbar opfattelse af, at de officielle bombemål var legitime – og derfor ikke rettet mod civile.

I en foreløbig opgørelse over NATO’s bombninger af civile d. 1. juni 1999, ”Nato’s bombing blunders”, forsynede BBC hver enkelt ”bommert” med korte fejlbeskrivelser, som angav, hvad der var gået galt. Mens serbiske mediers officielle dødstal i nogle af tilfældene blev refereret i artiklen, leverede citater fra gerningsmændene i alle tilfælde de faktuelle redegørelser for de enkelte hændelser. Det resulterede i et par besynderlige fejlbeskrivelser:

”Cause of error: Nato defends action”

”Cause of error: Civilians caught in ‘legitimate bombing’”

Udsagnene giver ikke mening. At NATO forsvarer en bombeaktion, eller at civile bliver ramt i en bombeaktion, kan ikke være faktiske årsager til, at aktionerne slog fejl. Det, der sker senere, kan jo ikke påvirke det, der skete tidligere. Udsagnene bliver først begribelige, når det betænkes, at de hidrører fra et sammenstød mellem to af mediedækningens centrale præmisser: ”NATO’s bombninger af civile = fejlbombninger”, og ”bombninger, som NATO forsvarer, er ikke fejlbombninger”. Foruden evnen til at fastholde sine antagelser, selv når de resulterer i åbenlyst absurde udsagn om verden, illustrerer BBC-eksemplet, at NATO undertiden blev tilskrevet mere idealisme, end organisationen selv var villig til at påtage sig.

Hvis enkelte bombetogter både var humanitært katastrofale og efter NATO’s egne udsagn militært fejlslagne, blev det humanitære aspekt ofte kritisk anmærket; hvis de derimod var humanitært katastrofale militære succeser, var der sjældnere udfordrende spørgsmål. De kritiske spørgsmål angik m.a.o. primært hændelser, der gav grund til berettiget kritik ifølge de parametre, NATO selv gik ud fra.1 I reglen suspenderede en god score på de militære målestokke de kritiske journalisters anvendelse af de humanitære parametre. Den humanitære katastrofe i den militære succes er stadig et meget omfangsrigt og underbelyst fænomen.

I intet tilfælde fandt mediefolkene lejlighed til at behandle NATO’s målsætninger eller den konflikteskalerende og humanitært katastrofale bombekampagne som et selvstændigt problem. Kritikken angik i stedet alene en eventuel uhensigtsmæssig håndtering af et andet problem, man greb ind over for: serbernes overgreb og trodsighed.

Pointen kan generaliseres. Magthaverne fastsætter i reglen de grundlæggende præmisser for mulig kritik i mainstreammedierne. Det kan ses som en serviceydelse til mediefolk, som herved får to af de vigtigste ting for faget: et trygt, risikofrit rum til at bedrive ”objektiv” kritisk journalistik samt fokus. Fraværet af et vurderingsgrundlag, som magthaverne deler, betyder bemærkelsesværdigt ofte fraværet af diskussion. Prøv at finde undtagelser.

 

Alternativer?
Et alternativt grundlag for vurderingen af NATO’s aktioner kunne journalister og redaktører have fundet i international lov. FN’s charter er netop beregnet på at behandle tilfælde som NATO’s bombekampagne, der var en angrebskrig, hvilket karakteriseredes som ”den højeste internationale forbrydelse” af den amerikanske chefanklager ved Nürnberg-domstolen. Wesley Clark har siden betegnet krigen som ”teknisk set ulovlig”, dvs. ulovlig ifølge international lov (”General Clark’s Battles”, The New Yorker, 17. november 2003). Heraf følger, at samtlige af de tusindvis af bomber, NATO kastede over Serbien, inkl. mod serbiske soldater i Kosovo-provinsen, er forbrydelser.

Følger vi i stedet normen og ser bort fra denne teknikalitet, kunne man med Geneve-konventionerne i hånden have kastet lovmæssigt lys over interventionens enkeltaktioner. Geneve-konventionerne rummer de gældende regler for krigsførelse. For eksempel forbyder konventionerne ”vilkårlige angreb”, herunder ”angreb, som må forventes at medføre tilfældige tab af civilpersoners liv, skade på civile, ødelæggelse af civile genstande eller en kombination deraf, som betydelig vil overstige den forventede konkrete og direkte militære fordel” (Geneve-konventionen af 1977, 1. tillægsprotokol, artikel 51.5). På NATO’s pressekonferencer blev der sjældent stillet kritiske spørgsmål om, hvorvidt NATO’s systematiske destruktion af landets infrastruktur, strøm- og vandforsyning, petrokemiske fabrikker og olieraffinaderier (for ikke at tale om ødelæggelserne af hospitaler, skoler, afgrøder, religiøse bygninger og museer) var overdreven i forhold til ”den forventede konkrete og direkte militære fordel”, NATO opnåede derved.

Efter krigen opfordrede Human Rights Watch NATO-landenes regeringer til at etablere en uafhængig og upartisk kommission, som skulle undersøge bruddene på international humanitær lov og offentliggøre resultaterne. NATO-landene havde til lejligheden fået oprettet en partisk domstol, der efter alle kunstens regler – inklusive reglen om straffrihed for de stærkeste – skulle blotlægge det fulde omfang af fjendens ugerninger, som næsten uden undtagelse kunne dateres til perioden, efter at NATO havde indledt sine bombninger. Human Rights Watch’ opfordring blev ikke efterkommet. Man undersøger ikke sine egne forbrydelser offentligt.

 

Strategiske vs. offentlige lærdomme af bombningerne
Siden har højtstående NATO-eksperter dog overvejet emnet i en intern evaluering af interventionen, men ganske vist ud fra et ”strategisk” og ikke lovmæssigt synspunkt. Det er eksperternes ”dystre vurdering”, at bombningerne ”næsten ikke havde nogen militær effekt på præsident Milosevics regime, som først gav efter, da Rusland trak sin diplomatiske støtte tilbage”; kun bombningerne af ”civile mål” havde en vis effekt, men de blev introduceret alt for sent i krigen.

For en voldsbaseret organisation er det foruroligende, at diplomati (og så endda russisk diplomati, der går for at være særligt grovkornet og tilbagestående) syntes at opnå det resultat, som hele konfliktforløbet ellers skulle demonstrere, at kun NATO-bomber kunne realisere. Inden krigen havde NATO netop stået i spidsen for et forhandlingsforløb, som var dømt og tilsyneladende også designet til at mislykkes. Man lod dermed verden bevidne, hvorledes diplomatiske midler ikke slog til over for hårdnakket ondskab. Takket være mediefortielser og -forvrængninger lykkedes det at skabe et offentligt billede af gennemprøvet, men fejlslagent diplomati: Milosevics ondsindede vrangvillighed overvandt NATO’s gode diplomatiske konfliktløsningsinitiativer, så nu krævede det bomber. Kristne humanister som Kjeld Holm bekendtgjorde: ”Bomber kan også være næstekærlige”.

Næstekærligheden lever videre i Afghanistan, Pakistan, Libyen og diverse afrikanske lande, men NATO’s egen vurdering af 1999-bombningernes ineffektivitet synes derimod at være gået tabt for eftertiden. Selvom NATO’s evaluering af sin egen indsats ifølge Telegraph blotlægger “ubehagelige sandheder for soldater og politikere, der forsøger at uddrage lærdomme af Kosovo-operationen”, er der al mulig grund til at slå koldt vand i blodet. Hvordan det end hang sammen dengang, er det afgørende reelt set, hvorledes operationen huskes nu. I praktisk talt alle nutidige referencer til krigen krediteres NATO-bomber for, at Milosevic indvilgede i NATO’s krav. Kosovo er det standardsættende forbillede, som illustrerer den vestligt-anførte voldelige humanismes nødvendighed. Forbindelsen mellem næstekærlighed (eller de verdsliges humanisme) og bomber er blevet en naturlig del af vores kulturelle bagage, hvorfor det nu om stunder giver ringe mening at pege på dens eksistens.

I skyggen af den dystre diplomatiske sejr og den tilsvarende militære fiasko foreslog NATO-eksperterne, at der skulle foretages nogle ændringer i prioriteringen af krigsmidler og -metoder i lignende fremtidige situationer. Bl.a. lægges der op til en udvidet brug af de strategiske angreb: ”Enhver fremtidig NATO-operation vil sandsynligvis involvere kraftigere, mere skånselsløse angreb på civile mål såsom kraftværker og vandrensningsanlæg på et tidligere stadium i kampagnen.” Det skønnes altså, at de ”strategiske bombninger” ikke var overdrevne, men utilstrækkelige i forhold til de militære fordele, man kunne have opnået med tidligere, mere omfattende og bedre planlagte angreb på ”civile genstande”.

Det skal medgives, at meget tyder på, at der her ikke er tale om ”konkrete og direkte”, men mere generelle og indirekte militære gevinster. Kommandøren for NATO’s luftkrig, generalløjtnant Michael C. Short, havde allerede kort inden krigens afslutning foregrebet eksperternes bekymringer. Trods generel optimisme på luftbombardementernes vegne udtrykte Short ”frustration over de politiske og militære restriktioner”, som havde hindret en bedre udnyttelse af det militære potentiale i den civile faktor:

”Som pilot ville jeg have gjort dette anderledes […] det ville ikke have været en gradvist opbygget luftkampagne […] vi ville tage krigen ind i byerne fra første færd […] Hvis du vågner op om morgenen, og dit hus ikke har nogen strøm, og der ikke er gas til dit komfur, og den bro, du kører over, når du skal på arbejde, er ødelagt og vil ligge i Donau de næste 20 år, tror jeg, at du begynder at spørge: ’Hey, Slobo, hvad handler det her om? Hvor meget mere af dette skal vi udsættes for?’ Og på et tidspunkt holder du op med at bifalde den serbiske mandschauvinisme i trods mod verdenen og begynder at tænke på, hvordan dit land vil se ud, hvis dette fortsætter.” (”NATO General Predicts Victory in Two Months”, Washington Post, 24. maj 1999)

For kommandøren for luftkrigen var det væsentlige ved de ”strategiske angreb” altså ikke deres direkte militære betydning eller den forarmelse og død, som de påførte serbere og Kosovo-albanere, men de politiske og militære mål, man indirekte – via Sheas ”ekkoer fra græsrødderne” – kunne opnå ved at skabe ”civile konsekvenser”. Efter krigen har Short ofte pointeret, at de direkte angreb på serbernes styrker i Kosovo ikke var militært effektive, i modsætning til bombningen af infrastruktur m.v. i selve Serbien. Shorts tilgang til krigsførelse er selvsagt professionel, dvs. baseret på militære og ikke humanitære doktriner, og ligger i klar forlængelse af klassiske militærstrategiske tænkere som Hugh Trenchard, William Mitchell og Basil Liddell Hart, der i begyndelsen af det 20. århundrede formulerede grundtankerne bag den nyere tids vestlige bombeterror. Krig handler for Short om at ramme ”tyngdepunkter”, som er en ret omfattende kategori af ting, der er af “fundamental strategisk, økonomisk eller endda følelsesmæssig betydning for en fjende, og hvis tab ville underminere fjendens vilje eller evne til at kæmpe.” Hvis Short, der betegner sig selv som ”en stor fan af asymmetrisk krigsførelse”, havde haft frie hænder, ville han have sørget for, at Beograds borgere efter den første nats bombninger vågnede op “til en by i røg. Ingen strøm til køleskabet … ingen mulighed for at tage på arbejde.” Da denne vision var ved at være realiseret i slutningen af krigen, erklærede andre NATO-generaler ifølge Philadelphia Inquirer:

”Folket skal bringes til det punkt, hvor deres lys er slukkede, og deres broer er blokerede, så de ikke kan tage på arbejde.”

I ledende NATO-kredse er det åbenbart et fremherskende synspunkt, at en central del af moderne krigsførelse går ud på at forhindre folk i at komme på arbejde.

Professor i international politik Adam Roberts bemærker på linje med Short og NATO’s egne eksperter, at en ”foruroligende lære af luftkampagnen muligvis er, at dens mest effektive aspekt omfattede at skade det egentlige Serbien (inklusive dets befolkning og regering) snarere end direkte at angribe serbiske styrker i Kosovo og beskytte Kosovo-befolkningen”.

For en nøjere betragtning falder de beskrevne strategiske angreb ikke ind under Geneve-konventionernes artikel 51.5, idet deres civile omkostninger ikke er ”forventede og utilsigtede” eller overdrevne i forhold til de konkrete og direkte militære fordele, man hverken forventer eller tilsigter. Til gengæld kunne f.eks. artikel 51.2 i konventionens 1. tillægsprotokol om at terrorisere civilbefolkninger have været taget i anvendelse. De ”strategiske angreb” er tilfælde af storstilet international terrorisme.

Ovenstående betragtninger skal blot antyde, at der i international lov gemmer sig et rigt potentiale, som mindre partiske journalister kunne have udnyttet i deres dækning af konflikten. Imidlertid ville en sådan tilgang have været forfejlet på mindst to måder: Man ville med dette lidt ”akademiske” evalueringsgrundlag have været på kant med den journalistiske objektivitets påbud om at gå ud fra magthavernes præmisser, og kritikken ville have skudt forbi målet, idet den humanitære intervention officielt betegnede indledningen på en ny verdensorden, hvor de ret strenge, men rent ”tekniske” begrænsninger for magtanvendelse, som er fastsat i international lov, ikke længere måtte stå i vejen for de ”oplyste staters” (Foreign Affairs) ”høje idealer” (BBC) og ”moralske korstog” (Tony Blair).

 

Efter festen
I dag fejres vores vold ikke længere på samme måde. Begejstringen for den visionære, idealistiske indpakning af voldsprojektet blev til dels spoleret af ærkeidealisten Bush, hvis ufine manerer og primitive talemåder virkede stødende på især europæiske intellektuelle, der foretrækker den nuancerede og lærde propagandagenre, som Barack Obama mestrer. Idealistiske voldsomskrivninger afløses i stigende grad af ufolkelige, tekniske termer. Den tidligere bredt-appellerende ”krigen mod terror” hedder nu ”Overseas Contingency Operations”, hvilket for offentligheden betyder, at ”krigen mod terror” ikke længere er et tema, men a fact of life. Den sproglige mørklægning af volden følges af en tilsvarende ekspansion af hemmelige amerikanske militæroperationer samt en accelererende imperieudbygning. Behovet for retfærdiggørelse af volden og dens infrastruktur er aftagende. Denne forrående udvikling af voldskulturen skylder vi til dels den offentlige udlægning af Kosovo-interventionen.

1999-bombingerne af Serbien cementerede forestillingen om, at vi er moralsk overlegne, hos dem, der måtte være i tvivl (og det var der tidligere mange på især venstrefløjen, der var). Derudover lærte interventionen de vestlige offentligheder, at moral og international lov er to vidt forskellige størrelser, og at vi i tilfælde af konflikt mellem dem må gøre, hvad moralen byder, ikke hvad loven siger. Juridiske diskussioner om eksempelvis droneprogrammet forekommer nu og da, men har en udpræget teknisk og ret verdensfjern karakter, som for den brede offentlighed kun marginalt har noget at gøre med det afgørende spørgsmål om rigtigt og forkert, godt og ondt.

Ideen om vores moralske overlegenhed er nu udgangspunktet for tanken, snarere end en idé, magthaverne søger at demonstrere rigtigheden af. I dette klima af ophøjet indifference kan massedrabene og den mangeårige terrorisering af befolkningen i det nordvestlige Pakistan f.eks. ikke blive et alvorligt tema.2 Vi ved godt, at det gør ondt, men vores ledere vil det sikkert godt.

 

Litteratur

Albright, Madeleine & Robin Cook (1999, 16. maj): “Our Campaign Is Working”, Washington Post

BBC2 (2000, 12. marts): Moral Combat: NATO at War. Transskriberet internetversion: http://news.bbc.co.uk/hi/english/static/events/panorama/transcripts/transcript_12_03_00.txt. Videoen kan findes her: http://www.youtube.com/watch?v=Oc_WAqWri9I.

Beaumont, Peter, John Hooper, Helena Smith & Ed Vulliamy (1999, 28. marts): “Hi-tech war and primitive slaughter”, The Guardian. Internetversion: http://www.guardian.co.uk/world/1999/mar/28/edvulliamy.peterbeaumont

Blair, Tony (1999, 4. april): Sunday Telegraph, 4. april

Blair, Tony (1999, 14. juni): “A New Moral Crusade”, Newsweek

Boyer, Peter J. (2003, 17. november): ”The Political Scene: General Clark’s Battles”, The New Yorker. Internetversion: http://www.newyorker.com/archive/2003/11/17/031117fa_fact

Burns, Robert (1999, 15. april): “Cohen Regrets Civilian Deaths”, Associated Press. Internetversion: http://www.apnewsarchive.com/1999/Cohen-Regrets-Civilian-Deaths/id-910db2b30e301a79dc862416d57fcc3b

Butcher, Tim & Patrick Bishop (1999, 22. juli): “Nato admits air campaign failed”, The Telegraph. Internetversion: http://www.mail-archive.com/ctrl@listserv.aol.com/msg18907.html

Chien, A. J. (2001): “The Civilian toll”, Los Angeles Times, 11. oktober

Drozdiak, William (1999, 24. maj): ”NATO General Predicts Victory in Two Months”, Washington Post. Internetudgave: http://www.washingtonpost.com/wp-srv/inatl/longterm/balkans/stories/airwar052499.htm

Glennon, Michael J. (1999): “The New Interventionism: The Search for a Just International Law”, Foreign Affairs, maj/juni 1999. Internetversion: http://www.foreignaffairs.com/articles/54996/michael-j-glennon/the-new-interventionism-the-search-for-a-just-international-law

Holm, Kjeld (1999, 31. marts): ”Bomber kan også være næstekærlige”, Aktuelt

House of Commons (1999, 13. april): Hansard Debates, spalte 20. Internetversion: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199899/cmhansrd/vo990413/debtext/90413-05.htm#90413-05_head0

International Human Rights and Conflict Resolution (2012): “Living Under Drones”. Internetversion: http://www.fylrr.com/archives.php?doc=Stanford-NYU-LIVING-UNDER-DRONES.pdf

NATO (1999, 1. juni): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990601a.htm.

NATO (1999, 31. maj): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990531a.htm

NATO (1999, 25. maj): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990525b.htm

NATO (1999, 24. maj): ”Press Conference”. Internetversion:

http://www.nato.int/kosovo/press/p990524a.htm

NATO (1999, 27. april): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990427a.htm

NATO (1999, 23. april): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990423l.htm

NATO (1999a, 3. maj): ”Morning Briefing”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/b990503a.htm

NATO (1999b, 3. maj): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990503b.htm

Parker, Richard (1999, 23. maj): “Nato’s War Not Working, Air Chief Says The U.s. General Believes The Alliance May Either Have To Accept Belgrade’s Terms Or Widen The Fight.”, Inquirer Washington Bureau. Internetversion: http://articles.philly.com/1999-05-23/news/25514175_1_nato-pilots-nato-political-leaders-yugoslav-forces/2

Roberts, Adam (1999): “NATO’s ‘Humanitarian War’ Over Kosovo”, Survival, Vol. 41, no. 3. Internetversion: http://bev.berkeley.edu/fp/readings/Roberts.txt

Select Committee on Foreign Affairs (2000): ”Fourth Report”, afsnit 152. Internetversion: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/2814.htm

Tirpak, John A. (1999, september): ”Short’s View of the Air Campaign”, Air Force Magazine. Internetversion: http://www.airforce-magazine.com/MagazineArchive/Pages/1999/September%201999/0999watch.aspx

 

Udgivet 21. juni 2013

  1. De fire vigtigste parametre for vurderingen af NATO’s handlinger var: 1. Opfyldelsen af overordnede militærstrategiske målsætninger. 2. Det konkrete militære udbytte af bombningen af specifikke mål. 3. At man tog ”alle tænkelige forholdsregler for at minimere civile tab”. 4. At man undgik at udsætte civilbefolkningen for unødige ”ubehageligheder”. []
  2. Se Stanford Law Schools grundige rapport om droneprogrammets menneskelige konsekvenser for beskrivelser af denne terror: International Human Rights and Conflict Resolution (2012). []

1 svar to “Vestens strategiske terror. Mediernes strategiske kritik.”

  1. Hr. Pedersen 03. aug, 2013 at 20:21 #

    Det er velgjort at læse en analyse, der argumenterer sagligt for vestens forbrydelser. både mod mennesker og international lov, som denne konflikt ligesom Irakkrigen byggede på.

    Nu er det jo ikke engang ensbetydende med, at en krig – dvs invasion af en selvstændig stat – overhovedet er meningsfuld, selv efter beslutningeprocesser har fulgt internationel lov efter FN’s regler herom. Men det er dog et målpunkt, der kan lægge en vis begrænsning på vestens krigsudfoldelser.

    Og man kan vel sige at havde Anders Fogh Rasmussen ikke stået i spidsen for den ulovlige danske medvirken i Irakkrigen, var han nok ikke blevet krigsminister og/eller generalsekretær for NATO, ligesom et mere humant og retfærdigt magtforhold i Verden, sansynligvis ville have sikret ham en plads på bænken i Haag i stedet for.

    Sådan er verden som bekendt ikke, men artikler og analyser som denne, bidrager dog til muligheden for en anden tilgang til ” sandheden” om vestens stadige kamp for det gode. frigørende og demokratiske, end den dominerende.

    Denne venstreorienterede, analytiske og saglige tradition måtte for min skyld gerne fylde noget mere fremover.

    Sendt fra min Iphone- Torrevieja . Espana

Skriv en kommentar