Aldous Huxley: Om krigsforfalskninger

Skriv en kommentar
Print Friendly

4 apr

Uddrag fra Words and Behavior (1936). Oversat fra Stop NATO’s hjemmeside.

indexHvis vi, som det så ofte sker, vælger at skabe sammenhæng i vores erfaringer ved hjælp af ord, der forfalsker kendsgerningerne, er det, fordi forfalskningen på en eller anden måde er til vores egen egoistiske fordel. Overvej for eksempel emnet krig. Krigen er enormt vanærende for dem, der beordrer den, og selv for dem, der blot tolererer dens eksistens. Derudover er krigens kendsgerninger oprørende og gruopvækkende for de, der har en udviklet følsomhed. At forfalske disse kendsgerninger – og derved få krigen til at synes mindre ond, end den i virkeligheden er, og vores eget ansvar for at tolerere krig mindre tungt – er til vores fordel i dobbelt forstand. Ved at undertrykke og fordreje sandheden beskytter vi vores følelser og bevarer vores selvagtelse. Nuvel, sprog er blandt andet et redskab, som mænd bruger til at undertrykke og fordreje sandheden. Eftersom krigens realitet er for ubehagelig at tænke på, skaber vi et sprogligt alternativ til denne virkelighed – parallelt med den, men væsensforskellig fra den. Det bliver nu noget andet, som vi reagerer følelsesmæssigt på, og som vi vurderer moralsk: Ikke krigen, som den er i virkeligheden, men fiktionen om krigen, som den eksisterer i vores behageligt forfalskende floskler. Dumheden i at bruge upassende sprog viser sig for en nærmere betragtning at udgøre den mest raffinerede dækmanøvre.

Den mest chokerende kendsgerning ved krig er, at dens ofre og dens instrumenter er mennesker, og at disse individuelle mennesker af afskyelige politiske konventioner er dømt til at myrde eller blive myrdet i stridigheder, som ikke vedrører dem; til at påføre uskyldige og selv – uden at være skyld i nogen forbrydelser mod deres fjender – blive udsat for alskens grusomheder.

Det strategiske og politiske sprog er så vidt muligt designet med henblik på at skjule denne kendsgerning, så det ser ud, som om krige ikke bliver udkæmpet af enkeltpersoner, der er programmeret til at myrde hinanden uprovokeret og i koldt blod, men i stedet udkæmpes af enten upersonlige og derfor fuldtud ikke-moralske og ufølsomme kræfter eller af personificerede abstraktioner.

Her er et par eksempler på den første form for forfalskning. I stedet for “ryttere” eller “fodsoldater” ynder militære forfattere at tale om “sabler” og ”geværer”. Her er en sætning fra en beskrivelse af slaget ved Marengo: “Ifølge Victors rapport var det franske tilbagetog velordnet; det er i hvert fald sikkert, at regimenterne holdt sammen, for de 6.000 østrigske sabler havde ingen mulighed for at vende hjem.” Kampen er mellem sabler på rækker og geværer i militær opstilling – en simpel kategori af isenkram.

Ved andre lejligheder er der ikke tale om noget så vulgært materielt som isenkram. Kampene er mellem platoniske idealer, mellem fysikkens og matematikkens abstraktioner. Kræfter interagerer; vægte er slynget ind i skalaer; masserne er sat i bevægelse. Eller også er det hele blevet til geometri. Linjer bøjer ud og ind; forlænges eller bliver buede; drejer sig om et fast punkt.

Alternativt er kombattanterne personlige, i den forstand at de er personifikationer. Der er “fjenden”, i ental, som lægger “sine” planer og udkæmper ”sine” slag. Tildelingen af ​​personlige egenskaber til fællesskaber, til geografiske udtryk eller til institutioner er, som vi skal se, en kilde til ustandselig forvirring i den politiske tænkning og til utallige politiske fejltagelser og forbrydelser. Personificering i politik er en fejl, som vi begår, fordi det er til vores egoistiske fordel at være i stand til at føle os voldsomt stolte af vort land og vores tilhørsforhold til det og at tro, at alle selvforskyldte ulykker i virkeligheden er Den Fremmedes værk. Det er lettere at rette voldsomme følelser mod en person end mod en abstraktion; af den grund har vi for vane at skabe politiske personificeringer.

I nogle tilfælde er militære personificeringer blot specialtilfælde af politiske personificeringer. Et givent fællesskab, f.eks. hæren eller den krigsførende nation, bliver tildelt navnet og får sammen med navnet overført egenskaberne hos en enkelt person, for at vi kan være i stand til at elske eller hade det mere intenst, end vi kunne gøre, hvis vi tænkte på det, som det egentlig er: en række forskellige individer.

I andre tilfælde anvendes personificering til det formål at dække over krigens fundamentale absurditet og afskyelighed. Det, der er absurd og uhyrligt ved krig, er, at mænd, som ikke har nogen personlige udeståender med hinanden, oplæres til at myrde hinanden i koldt blod. Ved at personificere stridende hære eller lande er vi i stand til at tænke på krig som en konflikt mellem individer. Det samme resultat opnås ved at skrive om krig, som om den udelukkende blev udkæmpet af ledende generaler og ikke af de private soldater i deres hære. (“Rennenkampf havde kæmpet von Schubert tilbage.”) Følgerne er i begge tilfælde, at krig bliver umulig at skelne fra et værtshusslagsmål – mens den i virkeligheden er fundamentalt anderledes. Et slagsmål mellem to individer er tilgiveligt; bevidst organiseret massemord er derimod en uhyrlig uretfærdighed. Vi benytter stadig krig som et politisk instrument; og at forstå den fulde ondskab og absurditet i krigen ville derfor være ubelejligt. For hvis vi først forstod, ville vi være nødt til at gøre en indsats for at slippe af med denne afskyelige ting. Altså bruger vi et sprog, som skjuler eller forskønner krigens virkelighed, når vi taler om den.

For i størst muligt omfang at kunne ignorere de faktiske forhold, antager vi, at kampe ikke udkæmpes af soldater, men af ​​ting, principper, allegorier, personificerede fællesskaber, eller (når vi er mest humane) af stridende kommandører, som har sat sig op imod hinanden i en enkeltstående tvekamp. Af samme grund benytter vi et bredt udvalg af eufemismer, når vi skal beskrive krigens processer og konsekvenser. Selv de mest patriotiske og militaristiske mennesker tøver med at kalde en spade for en spade. For at skjule deres hensigter for dem selv gør de brug af maleriske metaforer. Vi hører dem, for eksempel, kræve krigsfly, som er talrige og kraftfulde nok til at “ødelægge gedehamse i deres reder” – med andre ord: at kaste termit, brisante sprængstoffer og blistergas ud over indbyggerne i nabolande, inden de får mulighed for at gøre det samme mod os.

Og hvor beroligende er ikke historikernes og strategernes sprog! De skriver beundrende om de militære genier, der ved, “hvornår man skal slå til mod fjendens linje” (en enkelt kombattant forstyrrer de geometriske konstruktioner i en personificering); hvornår man skal “omdirigere sin flanke”, hvornår man skal ”foretage en omringningsmanøvre”. Som var de ingeniører, der diskuterede materialers styrke og fordelingen af ​​spændinger, taler de om abstrakte entiteter kaldet “håndkraft” og “ildkraft”. De opsummerer de langvarige lidelser og grusomheder ved skyttegravskrig med vendingen “en udmattelseskrig”; massakren og lemlæstelsen af mennesker bliver ligestillet med mattering af en linse.

Et farligt abstrakt ord, som figurerer i alle diskussioner om krig, er “magt”. De, som tror på, at man kan skabe kollektiv sikkerhed ved hjælp af militære pagter mod en mulig aggressor, er særlig glade for dette ord. “Man kan ikke,” siger de, “opnå international retfærdighed, medmindre man er villig til at indføre den med magt.” “Fredselskende lande må forene sig for at bruge magt mod aggressive diktaturer.” “Demokratiske institutioner skal beskyttes, om nødvendigt, med magt.” Og så videre.

Nu har ordet “magt”, når det bruges om menneskelige relationer, ingen enkeltstående, konkret betydning. Der findes den “magt”, som bruges af forældre, når de, uden at ty til nogen form for fysisk vold, får deres børn til at handle eller afstå fra at handle på en bestemt måde. Der findes den “magt”, som bruges af de ansatte på en sindssygeanstalt, når de forsøger at forhindre en galning i at såre sig selv eller andre. Der findes den “magt”, som politiet anvender, når de kontrollerer en menneskemængde, og den anden slags ”magt”, som de benytter, når de hæver kniplen. Og endelig er der den “magt”, som bruges i krig. Denne magts udtryksform varierer selvsagt med det teknologiske udstyr, som står til rådighed for de krigsførende parter, med de politikker, de forfølger, og med krigens særlige omstændigheder. Men generelt kan det siges, at ”magt” betyder vold og bedrageri, der anvendes til bekæmpe ​​kombattanternes kapaciteter.

Variationer i mængden, hvis den er tilstrækkelig stor, producerer variationer i kvalitet. Den “magt”, som er krig, især moderne krig, er vidt forskellig fra den “magt”, som er en politiaktion, og brugen af ​​det samme abstrakte ord til at beskrive de to forskellige processer er dybt misvisende. (Endnu mere misvisende er den eksplicitte sidestilling af en krig, ført af de allierede magter i Folkeforbundet mod en aggressor, med en politiaktion mod en kriminel. Det første tilfælde af ”magt” er brugen af ​​vold og bedrageri, uden grænser og mod såvel uskyldige som skyldige; det andet tilfælde af ”magt” er brugen af ​​strengt begrænset vold og et minimum af bedrageri, som udelukkende overgår den skyldige).

Virkeligheden er en række konkrete og særlige situationer. Når vi tænker over sådanne situationer, bør vi bruge de særlige og konkrete ord, som gælder for dem. Hvis vi lige så vel (og lige så dårligt) bruger abstrakte ord om andre, helt uensartede situationer, er det sikkert, at vi kommer til at tænke forkert.

Lad os tage de ovenfor citerede sætninger og oversætte det abstrakte ord “magt” til et sprog, som vil klarlægge (endskønt utilstrækkeligt) de konkrete og særlige forhold i moderne krigsførelse.

“Man kan ikke opnå international retfærdighed, medmindre man er villig til at indføre den med magt.” Oversat bliver dette til: “Man kan ikke opnå international retfærdighed, medmindre man er beredt på, med henblik på at gennemtvinge en retfærdig løsning, at kaste termit, brisante sprængstoffer og blistergas på indbyggerne i fremmede byer og som modsvar få termit, brisante sprængstoffer og blistergas kastet over indbyggerne i dine byer.” Ved afslutningen af ​​denne fremgangsmåde vil retfærdighed blive gennemtvunget af den sejrende part – det vil sige, hvis der er en sejrende part. Det skal bemærkes, at retfærdighed skulle have været gennemtvunget af de sejrende parter ved den seneste krigs afslutning. Men desværre var sejrherrernes temperament efter fire års kampe et sådant, at de var helt ude af stand til at indstifte en retfærdig fredsslutning. De Allierede høster i nazi-Tyskland, hvad de såede i Versailles. Sejrherrerne i den næste krig vil have gennemgået intensive bombardementer med termit, brisante sprængstoffer og blistergas. Vil deres temperament være bedre, end de Allieredes temperament var i 1918? Vil de være bedre i stand til at lave en retfærdig løsning? Svaret er helt åbenlyst: Nej. Det er psykologisk set helt umuligt, at retfærdighed skulle blive indstiftet af den moderne krigsførelses metoder.

De næste to sætninger kan tages sammen. “Fredselskende lande må forene sig for at bruge magt mod aggressive diktaturer. Demokratiske institutioner skal beskyttes, om nødvendigt med magt.” Lad os oversætte. “Fredselskende lande må forene sig for at kaste termit, brisante sprængstoffer og blistergas over indbyggerne i lande, der regeres af aggressive diktatorer. Dette må de gøre, og naturligvis tåle konsekvenserne af, for at bevare freden og de demokratiske institutioner.” To spørgsmål rejser sig umiddelbart. For det første: Er det sandsynligt, at freden kan opnås af en proces, som er beregnet til at reducere den velordnede livsform i vores komplicerede samfund til kaos? Og for det andet: Er det sandsynligt, at demokratiske institutioner vil blomstre i en tilstand af kaos? Igen, svarene er temmelig tydeligt benægtende.

Ved at bruge det abstrakte ord “magt” i stedet for udtryk, der i det mindste forsøger at beskrive krigens realiteter, som de er i dag, skjuler de, der prædiker, at kollektiv sikkerhed opnås igennem militært samarbejde, for sig selv og andre, ikke kun de foreliggende fakta, men også de sandsynlige konsekvenser af deres foretrukne politik. Forsøget på at sikre retfærdighed, fred og demokrati igennem ”magt” virker rimeligt nok, indtil vi indser, at dette uforpligtende ord for det første henviser til aktiviteter, der i vores tidsalder næppe kan undgå at resultere i socialt kaos, og for det andet indser, at konsekvenserne af socialt kaos er uretfærdighed, kronisk krigsførelse og tyranni. I det øjeblik vi tænker i konkrete og specifikke termer om den konkrete og specifikke proces, som kaldes ”moderne krig”, vil vi opdage, at der ingen som helst udsigt er til, at en politik, som virkede (eller i det mindste ikke resulterede i fuldstændig katastrofe) i fortiden, også vil virke i den nærmeste fremtid. Forsøget på at sikre retfærdighed, fred og demokrati ved hjælp af “magt”, hvilket i dette særlige øjeblik i historien betyder termit, brisante sprængstoffer og blistergas, er omtrent lige så fornuftigt som at forsøge at slukke en brand med en farveløs væske, der tilfældigvis ikke er vand, men benzin.

(…)

De alternativer, vi står over for, synes simple nok. Enten skal vi opfinde og samvittighedsfuldt anvende en ny teknik til at skabe revolutioner og løse internationale konflikter; ellers skal vi klamre os til den gamle teknik og ved hjælp af “magtanvendelse” (det vil sige termit, brisante sprængstoffer og blistergas), ødelægge os selv. De, der, uanset af hvilken grund, skjuler karakteren af ​​det andet alternativ med misvisende sprogbrug, gør verden en alvorlig bjørnetjeneste. De fører os ind i en af ​​de fristelser, vi finder det sværest at modstå – fristelsen til at flygte fra virkeligheden og foregive, at fakta ikke er, hvad de er. Ligesom Shelley (men uden Shelleys skarpsindige bevidsthed om, hvad han gjorde) væver vi konstant

Et ligklæde af snak for at skjule os fra solen
I dette velkendte liv. [“Leghorn, 1. juli, 1820”]

Vi beskytter vore sind med et omfattende system af abstraktioner, tvetydigheder, metaforer og lignelser mod den virkelighed, vi ikke ønsker at kende alt for tydeligt; vi lyver for os selv, så vi stadig har uvidenhedens undskyldning, dumhedens og den manglende forståelses alibi, i kraft af hvilke vi med god samvittighed kan fortsætte med at begå og tolerere de mest uhyrlige forbrydelser:

Den stakkel, der har lært sine eneste bønner
Fra forbandelser, som knap kender ord nok
Til at bede sin himmelske Fader om en velsignelse,
Bliver en velsmurt ordsmed,
Og kyndig på sejre og nederlag,
Og alle vores fine ord for brodermord;
Ord, som vi problemfrit ruller hen over vores tunger
Ligesom blotte abstraktioner, tomme lyde som
Vi ikke tilknytter nogen mening eller form!
Som om soldaten døde uden et sår:
Som om fibrene i dette gudlignende legeme
Blev gennemboret uden smerte: som om staklen
Der faldt i kamp, imens han udførte blodige gerninger,
Steg til Himlen og ikke blev dræbt;
Som om han ikke havde nogen kone, der længes efter ham,
Ingen Gud, der dømmer ham. [Coleridge, ”Fears in Solitude” (1798)]

Det sprog, vi bruger om krig, er upassende, og dets uhensigtsmæssighed er designet til at skjule en virkelighed, der er så modbydelig, at vi ikke ønsker at kende den.

Skriv en kommentar