Den syrisk-tyrkiske krise og pressens knæfald for krigstrommerne

3 kommentarer
Print Friendly

8 okt

Krigens spin, ukritisk serviceret af pressen, skaber mere krig til glæde for den voksende krigsideologi og -industri.

Var jeg syrisk oprører, ville jeg ikke være i tvivl om, hvad der netop nu måtte gøres i den fastlåste situation med ringe udsigt til intervention fra Vesten og dermed ingen mulighed for at vinde den 17 måneder lange borgerkrig mod al-Assad.

Jeg ville selvfølgelig affyre et par mortergranater ind over grænsen til Tyrkiet. Og hvis granaterne ikke fremprovokerede den nødvendige tyrkiske modreaktion, så måtte strategien jo desværre opgraderes, og civile dræbes. Sådan er krig, især moderne krig. Når det så var lykkedes at ramme nogle uskyldige civile, og Tyrkiet efterfølgende anklagede al-Assad for ugerningen og, forhåbentligt, skød tilbage mod hans militær – og pressen samtidig gjorde sin vigtige del og gav historien det rigtige spin – var der en god chance for, at det var lykkedes at slå rigtig mange fluer med ét slag, endda med den mindst mulige militære indsats. Så kunne oprørshæren læne sig tilbage og lade tyrkerne og NATO gøre resten af det beskidte arbejde med at omstyrte al-Assads styre.

Moderne krigsspin

Der er god grund til at formode, at ovennævnte er præcist, hvad der i virkeligheden sker på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet i disse dage. Efter en håndfuld morternedslag uden tab af menneskeliv slog en granat d. 3. oktober ned i den tyrkiske grænseby Akcakale og dræbte en mor og hendes fire børn. Efter drabene udviklede en international krise sig med så stor hast, at det var, som om alle bare sad parat til at håndtere lige præcis denne situation. Samtidig bliver vi præsenteret for en omgang moderne krigsspin med livlig deltagelse af pressen, der for længst er blevet militærindustriens og krigsideologiens effektive forlængede arm.

Tyrkiets præsident, Erdogan, protesterer. Det samme gør USA. NATO holder et sjældent hasteindkaldt sikkerhedsmøde, og overalt i medierne bliver forsvarspagtens grundpille repeteret: pligten til at forsvare et medlemsland kollektivt, hvis det angribes. Helt befriende at høre oven på NATO’s mange problematiske angrebskrige.

Endelig fordømmer FN ugerningen, som al-Assad holdes ansvarlig for. Alt dette skete inden for et døgn, efter at den tyrkiske kvinde og hendes fire børn på usleste vis var dræbt i Akcakale.

Til min forbavselse inddrager ingen af de ganske mange danske og internationale medier, jeg tjekker, ovennævnte sandsynlige involvering af syriske oprørere. Aljazeera kom tættest på ved at citere Syriens informationsminister, Omran al-Zoubi, for at opfordre Tyrkiet og andre til at vise ”tilbageholdenhed”. Og han tilføjer: ”I tilfælde af sådanne grænseepisoder bør landene opføre sig klogt, særligt når der er mulighed for eksistensen af terroristgrupper i grænseområdet.”

Mangelfuld og fordrejet nyhedsdækning

Ifølge Aljazeera kondolerer Syriens informationsminister i samme åndedrag over for det tyrkiske folk samt understreger, at hans land respekterer de omgivende landes suverænitet.

SANA, det statslige nyhedsbureau i Syrien, bringer under lokale nyheder Omran al-Zoubis udtalelser til sagen, inkl. en oplysning, der – lige akkurat – nåede ud i de vestlige medier, nemlig at Syrien havde igangsat en undersøgelse for at finde ud af, hvem der affyrede morteren mod Akcakale.

Alle de vestlige medier, jeg ser episoden beskrevet i, følger imidlertid en bekymrende endimensionel og farvet nyhedsdækning. Så mangelfuld og fordrejet, at det svært at se pressen som andet end en forlænget arm for Vestens og NATO’s ønske om en militær intervention i Syrien, ligesom man ønskede det i Libyen, i Irak, i Afghanistan osv.

Eksempelvis rapporterer DR ensidigt og intenst 3. oktober om morternedslaget i Akcakale. I radioavisen kl. 10 om formiddagen d. 4. oktober bliver sagens anklagede part, al-Assads Syrien, for første gang – delvis – hørt med sætningen: ”Syrien vil nu undersøge, hvem der skød granater ind over den tyrkisk-syriske grænse.” Efterfølgende oplyses det, at tyrkisk militær har skudt tilbage mod syriske militærstillinger med kanoner (og dræbt ca. 30 soldater), for at beskytte sin befolkning, men i øvrigt ikke ønsker krig med Syrien. DR glemmer at oplyse, at Syrien – formentlig i endnu højere grad en Tyrkiet – heller ikke ønsker krig med sit naboland mod nord. DR gentager flere gange i løbet af d. 4. oktober, at Tyrkiet ingen interesse har i at gå i krig mod Syrien. Men ikke en eneste gang nævnes/høres Syriens synspunkt. Samtidig overses diverse oprørsgruppers åbenlyse interesser i en militær optrapning med inddragelse af NATO-landet Tyrkiet.

Aljazeera rapporterer kl. 19.30 d. 4. oktober, at lokale i byen Akcakale anklager den tyrkiske regering for at have medansvar for det syriske morterangreb 3. oktober, fordi man støtter oprørene i Syrien.

Ritzau udsender kl. 15.15 et telegram, hvor Tyrkiets vicepremierminister, Besir Atalay, citeres for at sige: “Den syriske side har erkendt, hvad den gjorde og sagt undskyld”

Begyndelsen på en storkrig?

Dette citat, som Ritzau oplyser kommer fra nyhedsbureauet AFP, repeteres af de fleste andre medier. Til trods for at den eneste udtalelse, jeg kan finde fra al-Assads Syrien, er ovennævnte fra landets informationsminister, bliver dette fuldstændig ignoreret af de vestlige medier, der derved skaber det diametralt modsatte billede: At Syrien er skyldig, og at man herfra skyldbetonet beder om forladelse.

Når krigen mellem Tyrkiet og Syrien formentlig raser for fuld kraft om kort tid, og NATO er ved at gøre de første bombefly klar til at ”beskytte civilbefolkningen”, så er ingen selvfølgelig interesseret i at kende resultatet af undersøgelsen af morternedslaget 3. oktober, der måske var den sidste dråbe i en syndflod af blodigt vanvid, der truer med at drukne Mellemøsten i den måske mest ødelæggende militære konflikt nogensinde.

Ekspertudtalelser

Politiken og Jyllands-Posten, der begge giver historien topprioritet, laver hver for sig to næsten identiske ekspert-baserede artikler 4. oktober. Politiken spørger således Henrik Ø. Breitenbauch, der er seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, og citerer ham for at sige:

»En krig mellem Syrien og Tyrkiet ligger på ingen måde i kortene. Jeg har meget svært ved at se, at det skulle være i Assads interesse. Han er mere end travlt optaget med at slå sin egen befolkning ihjel.«

Artiklens indgangsvinkel lyder: ”Syrien har i dag undskyldt angrebet, som Henrik Ø. Breitenbauch antager var en fejl.”

Jyllands-Posten spurgte Kristian Søby Kristensen. Han siger næsten ordret det samme som Breitenbauch.

”Jeg kan ikke se, hvad Assads interesse skulle være i at puste til en konflikt med Tyrkiet. Det ville være en virkelig, virkelig dårlig idé. Det eneste, der kan komme ud af det, er en militær konflikt, som han i udgangspunktet ville have svært ved at vinde. Og jeg tror, han har nok at gøre med at slås mod oprørshæren.”

”Desuden vil en involvering af Tyrkiet i konflikten kunne trække andre lande ind også. Hvis Tyrkiet først begynder at engagere sig i det her, vil det åbne banen for, at vestlige magter også kommer til at spille en rolle”.

Journalistisk format

Syrien bliver ikke spurgt om noget. Ingen refererede til, hvad al-Assads styre mener. Det journalistiske grundprincip om at høre alle parter i en sag gælder ikke i moderne krigsførelse med en hær af embedded journalists – ”journalister i seng” med Vestens krigsførende part. Således er det, som jeg har vist, intet problem for dækningen af denne sag helt at bortredigere den sandsynligste baggrund for morter-angrebene, nemlig at de formentlig er udført af oprørere og ikke al-Assads militær.

Kl. 22 d. 5. oktober gentager DR-radioavisen den seneste udvikling i sagen: at en ny mortergranat kl. 18.30 er slået ned på en mark i Tyrkiet. ”Syrien havde ellers lovet, at det ikke ville ske igen. Men i dag skete det så alligevel”, lyder speaket ordret. Måske havde DR vist et større journalistik format, hvis speakeren havde tilføjet ”Heldigvis!”.

For eksemplerne viser, at Vesten, inkl. de fleste medier, er låst fast i en forstenet krigsideologi, der siden 11. september 2001 er sivet ind som en farlig gas i offentligheds, lederes og pressens hoveder og gjort dem ude af stand til at se andet end splinten i deres broders øje; for alt andet er dækket af bjælkerne i deres egne øjne. Og så længe der ikke er flere, der reagerer over for tidens krigsforherligelse, kan vi se frem til endnu mere krig med forfærdelige lidelser for endnu flere uskyldige civile. Det gør mig særlig trist at tænke på flere børn som ofre end de i forvejen hundredetusindvis, der – siden Vesten påbegyndte sine krige i Afghanistan og Irak – er blev dræbt, lemlæstet, skadet på sjæl og sind.

Hvad vil der mon fremover ske på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien? Oven på den fantastiske virkning, mortergranaten i Akcakale 3. oktober har haft for oprørernes problematiske sag, er det usandsynligt, at vi har set de sidste granatnedslag i Tyrkiet.

 

Journalist Jesper Petersen, 5. oktober 2012.

3 svar to “Den syrisk-tyrkiske krise og pressens knæfald for krigstrommerne”

  1. Anna Adhemar 10. okt, 2012 at 19:44 #

    Meget velskrevet artikel….tankevækkende men ikke overraskende!

  2. Mustafa Gol 15. okt, 2012 at 10:54 #

    Meget flot. Vi er så frustureret i øjeblikket omkring mediernes dækning. Kritisk jornalistik er meget vigtige nu når der er stor fare for krig i området. Men det er svært at se i Danmark. Tak for det.

Trackbacks og Pingbacks

  1. 23 feb | Syrien - 23. feb, 2013

    […] Från en dansk sida som ger upplysning om propaganda i danska nyhetsmedier. Precis en sådan behöver vi i Sverige. Den här artikeln är några månader gammal och handlar om granatbeskjutningen in i Turkiet som kom från Syrien och dödade ca 5 människor. Mediabevakningen verkar vara mycket lik den i Sverige vilket understryker hur väldresserade och styrda västmedierna är. medieoplysning.dk – Den syrisk-tyrkiske krise og pressens knæfald for krigstrommerne […]

Skriv en kommentar