Vestens ansvar. Propaganda i Informations dækning af konflikten i Syrien. 2. del.

7 kommentarer
Print Friendly, PDF & Email

7 aug

At se let hen over vores eksisterende destruktive politikker for i stedet energisk at stille skarpt på det midlertidige fravær af konstruktive tiltag og indgreb er en eminent formel for at fremme en dagsorden, der sigter mod flere indgreb og større militært engagement i alle verdenshjørner uden for reel demokratisk kontrol. Denne eksklusive tilgang til internationale forhold er især nyttig over for en skeptisk og vagtsom offentlighed, der kan få afløb for sine kritiske tendenser ved at rette beskyldninger mod magthaverne – for at gøre for lidt. Den på en gang blinde og kritiske tilslutning er i nyere tid blevet en af grundpillerne i den demokratisk kontrollerede militariseringspropaganda.

”For verden udenfor er det stadig sværere at se passivt til og blot betragte overgrebene i Syrien,” skriver Information i sin leder d. 7. juni (som vanligt må man i særdeleshed forstå den vestlige verden, når der står noget om ”verden”).

Udsagnet er en variation over et velkendt tema, som danner optakten til enhver såkaldt humanitær intervention. Først en mediestorm mod beslutningstagerne for at forholde sig passivt. Dernæst begynder bombningerne.

Sætningen rummer en række antagelser om den vestlige verden og dens allierede:

  • Vi er ikke indblandet i den syriske konflikt.
  • Hvis vi skulle gribe ind i konflikten, sker det nødtvunget; vi handler ikke primært for at varetage egne interesser.
  • Vi betragter verden med et humanitært blik og har derfor svært ved at tolerere overgreb.

I en stor del af informations dækning af internationale konflikter fungerer disse ideer om vores internationale rolle som antagelser, avisen går ud fra, ikke åbne spørgsmål, som kan vurderes i lyset af fakta. Men holder antagelserne?

Amerikansk indblanding?
Anklager mod Vesten for at forholde sig passivt er et gennemgående indslag i Informations artikler om Houla-massakren: Vesten indtager en ”tilskuerrolle fra sidelinjen”; ”[d]et internationale samfund ser indtil videre passivt til, mens det syriske regime gennemfører en etnisk udrensning”; Vesten og FN har en ”[passiv] holdning til Bashar al-Assad-regimets drab på medborgere”; ”Det internationale samfund ser fortsat passivt til, trods drabene på 108 civile i Houla”. Under en debataften om situationen i Syrien spurgte Lasse Ellegaard: ”Hvorfor er Vesten så passive, når man var så aktive i Libyen?”

Historien om det passive Vesten er historien om et Vesten, der burde være ”aktivt”. Det er samtidig historien om, at vores ”handling”, hvis den ellers ville finde sted, ville have til formål at afhjælpe den ulykkelige situation.

Men er det rigtigt, at Vesten forholder sig passivt? Lad os se på den rolle, USA spiller i konflikten.

If. Wasington Post har det amerikanske udenrigsministerium hemmeligt finansieret syriske oppositionsgrupperinger siden 2005. Bl.a. har USA finansieret satellit-kanalen Barada TV, som fra sit hjemsted i London forsyner Syrien med anti-regerings-dækning. Tv-kanalen begyndte at transmittere i april 2009 og har taget aktivt del i kampagnen for at få omstyrtet Bashar al-Assads regime. Baradas nyhedsdirektør sidder samtidig i bestyrelsen for den syriske Bevægelse for Retfærdighed og Udvikling, der agiterer for at fjerne Assad.

Vi kender kun til Washingtons støtte til Barada TV takket være WikiLeaks.

I maj var den selvudnævnte oprørsleder Ammar Abdulhamid i Washington som spydspids i en delegation af ledende oppositionsfolk. Her mødtes de med amerikanske regeringsrepræsentanter. Abdulhamid er tidligere gæsteakademiker ved den amerikanske establishment-tænketank Brookings Institution, som plæderer for, at det er i USA’s ”nationale interesse” (og ikke blot interesserne hos de økonomiske sværvægtere, der finansierer Brookings Institutions virke) at få Assad fjernet. Efter mødet i Washington gik turen til Kosovos hovedstad, Pristina, hvor Abdulhamid udvekslede erfaringer i partisan-krigsførelse med ledere af Kosovos regering, bl.a. Kosovos premierminister, Hashim Thaci, der under konflikten med Serbien i slutningen af 90’erne stod i spidsen for Kosovos Befrielseshær og takket være NATO’s indgriben fik gennemført etnisk udrensning mod en stor del af de serbere, der havde hjemme i den tidligere jugoslaviske provins. Over for Associated Press fortalte Abdulhamid åbent, at han studerede Kosovo-eksemplet mhp. at overføre det til Syrien. Abdulhamid udtrykte, at han i særdeleshed var imponeret over, hvorledes det var lykkedes Kosovos Befrielseshær at integrere diverse væbnede grupperinger og militser i en samlet slagstyrke – som sidenhen samarbejdede med USA og NATO under bombningerne af Kosovo og Serbien i 1999. Talsmanden for Syriens nationalråd Radwan Ziadeh henviser ligeledes til Kosovo som et eksempel til efterfølgelse.

NATO’s 1999-angrebskrig mod Serbien giver stadig afkast.

Aktuelt deltager USA i forskellige former for militær assistance til syriske oprørsgrupper. Bl.a. bidrager USA med at koordinere våbenleverancer fra vestligt allierede olierige diktaturstater såsom Saudi-Arabien og Qatar. Washington Post citerede i midten af maj anonyme amerikanske beslutningstagere for, at USA vil bevæge sig mod stigende efterretningsmæssig og militær støtte til oprørerne. Associated Press rapporterer, at “U.S. operatives are sifting among the rebel groups to determine which should receive arms from other Arab nations.”

USA forholder sig ikke passivt til den syriske opposition, men støtter oprørerne militært, fortrinsvis igennem klientstater i den persiske bugt såsom Saudi-Arabien, med hvilken USA sidste år lavede historiens største våbensalgsaftale.

De nævnte tiltag følger en omfattende omlægning af den amerikanske Mellemøst-strategi, som blev gennemført i 2007. ”The redirection”, som denne omlægning blev kaldt af interne kilder, bragte klarhed over følgende dilemma: Skulle USA i terrorbekæmpelsens navn sætte alt ind på at få bugt med sunni-ekstremistiske grupperinger, eller skulle man omvendt søge at inddæmme ”the rise of the Shiites” – den markante styrkelse af USA-uvenlige shiitiske kræfter (navnlig Iran), som Irak-krigen til Washingtons bitre fortrydelse havde vist sig at være et uvurderligt bidrag til?

Grunden til, at dette ikke blot var et spørgsmål om en relativ vægtning af to indsatsområder, men et egentligt dilemma, pegede samtidig frem mod dets løsning: Sunni-ekstremistiske grupperinger hører øjensynligt til de mest potente og lettest mobiliserbare modstandere af de shiitiske styrer.

Så i dette valg mellem ”terrorbekæmpelse” og mindre diffuse stormagtsinteresser valgte man sidstnævnte og tog hul på endnu en runde af støtte til voldelige islamistiske kræfter mhp. at fremme sine magtpolitiske ambitioner. Endnu et kapitel i den relativt ukendte, men veldokumenterede historie, som begyndte med saudiarabisk og amerikansk støtte til islamistiske militante i Afghanistan i 1980’erne, blev åbnet.

Men kunne en sådan strategi ikke give bagslag? Da USA valgte at mobilisere ekstremistiske grupper i kampen mod ”den shiitiske halvmåne”, satte man tilsyneladende sin lid til, at kongedømmet Saudi-Arabien, som er hjemstedet for nogle af de primære aktører bag terrorangrebene d. 11. sept. 2001, kunne ”kontrollere” de ekstreme grupper. Som en amerikansk regeringskilde fortalte Seymour Hersh:

”[Saudi-Arabiens] message to us was ‘We’ve created this movement, and we can control it.’ It’s not that we don’t want the Salafis to throw bombs; it’s who they throw them at—Hezbollah, Moqtada al-Sadr, Iran, and at the Syrians, if they continue to work with Hezbollah and Iran.” (Salafisme er en ortodoks og fundamentalistisk gren af sunni-islam).

Foruden støtte til salafistiske terrorgrupper har man givet politisk og økonomisk støtte til en koalition af oppositionsgrupper, hvis centrale medlemmer ledes af Det Muslimske Broderskab. Mens det ellers så anti-amerikanske egyptiske Broderskab har sluttet sig til koret af stater, der agiterer for militær intervention i Syrien, støtter Broderskabets syriske fløj allerede aktivt den væbnede opstand i Syrien.

USA har altså angiveligt siden 2007 støttet ekstremistiske grupper, som så med en ført hånd fra Saudi-Arabien kunne ”throw bombs” i bl.a. Syrien. Selv USA anerkender, at en del udefrakommende terrorgrupper aktuelt kæmper i Syrien.

Der er også vidnesbyrd om et mere direkte amerikansk engagement. If. velinformerede kilder har den aldrig offentligt bekendtgjorte politik over for Syrien siden 2005 været ”regime-change”, som man har satset på kunne realiseres ”’on the cheap’ through destabilisation.” Senest har et WikiLeaks-dokument afsløret, at amerikanske specialstyrker har udført rekognosceringsopgaver i Syrien samt trænet syriske oprørsgrupper. Hensigten med sidstnævnte har “hypothetically” været, at de bevæbnede oppositionsgrupper skulle “commit guerrilla attacks, assassination campaigns, try to break the back of the Alawite forces, elicit collapse from within.”

Foruden propagandavirksomhed, der sigter mod at skabe og forme vores viden om verden, håndterer krigeriske stater den demokratiske udfordring igennem hemmeligholdelse og skjult eller uigennemskuelig magtudøvelse for dermed at opretholde en tilstand af ikke-viden. Igen kan man takke WikiLeaks for at have kastet en smule lys over det, der foregår bag scenetæppet – og beklage, at mainstream-medierne ikke i højere grad har udbredt kendskabet til disse informationer.

USA spiller ikke nogen passiv rolle i Syriens sammenbrud. At puste til ilden i det skjulte er ikke det samme som at indtage en ”tilskuerrolle fra sidelinjen”. Eller rettere: I et propagandasystem, hvor det kun er de officielt erklærede handlinger, der har status af almindeligt anerkendte kendsgerninger, må fordækte aktioner netop være ensbetydende med passivitet.

Information har bemærket, at ”Assad synes at gøre sit for at forværre sin egen situation”, idet han bl.a. fremstiller ”oprøret som udenlandsk dirigeret”. Assad overdriver ganske vist, men Vesten og ikke mindst dets allierede Golf-stater samt ikke mindst NATO-staten Tyrkiet har givet ham et overordentligt solidt fundament for disse anklager. I sin dækning af Houla-massakren fremstiller Information Assads udsagn som grebet ud af den blå luft frem for at orientere sine læsere om det faktuelle grundlag bag anklagerne.

Vestlige interesser?
Påstandene om Vestens angivelige ”passivitet” ligger i forlængelse af ideen om, at vi ikke har nogen særlige ”interesser” i Syrien (dvs. interesser af den velkendte kontante slags, som har at gøre med magt og/eller økonomi). Ellegaard konkluderer f.eks. i sin leder d. 29. maj:

”Vestlig militær indgriben for at ‘beskytte civile’ har kun fundet sted i Irak i 2003 og i Libyen i 2011. De to lande har olie i rigelige mængder, og det er vitalt for den vestlige økonomi. Det har Syrien ikke. Ej heller Yemen. Der er intet afkast at hente ved en redningsaktion for uskyldige civile.”

Den erfarne journalist bevæger sig her på kanten af, hvad man kan tillade sig inden for mainstream-journalistik. At krige kan betale sig, er efter Ellegaards vurdering en nødvendig betingelse for, at de bliver skudt i gang: Kun hvor humanitære hensyn og økonomiske interesser overlapper, sætter Vesten sin militærmaskine i gang. Det er normalt ikke god tone at hævde, at vestlig udenrigspolitik i realiteten er domineret af økonomiske hensyn og i sin selvfremstilling præget af hykleri.

Alligevel indgår dette desillusionerede billede af drivkræfterne bag vestlig militærpolitik i et argument for, at Vesten igen bør skride til ”militær indgriben”. For uanset om det har været af de forkerte grunde, så peger Ellegaard på, at der er en vis tradition for vestlige ”redningsaktioner”. Samtidig må læseren nødvendigvis slutte, at hvis Vesten intervenerer, kan det kun forklares ud fra humanitære hensyn, da der ikke aktuelt set er nogen afgørende interesser på spil: Der foreligger langt om længe en mulighed for en ren humanitær intervention uden det beskæmmende olieaspekt.

Af hvilke grunde er USA da engageret i militær og ikke-militær undergravende virksomhed over for det syriske regime, kunne man da spørge? Men dette spørgsmål rejser sig ikke, når det er givet, at vi forholder os ”passivt”.

Kunne man så pege på andre hensyn end USA’s store interesse for regionens olie?

En af hovedkræfterne bag Reagan-periodens økonomiske politik, Paul Craig Roberts, ser Syrien-konflikten som del af en efterkoldkrigs-stormagtskamp, i hvilken USA’s ambition er ubestridt hegemoni:

”The American interest in Libya was to clear China out of the Mediterranean and divorce them from the Libya oil investments. And I think Syria is targeted because of the large Russian naval base in Syria […] the United States […] learned that it can use Arab protests to evict the Chinese and the Russians from the Mediterranean not having to directly confront either power.“

I tilfældet Syrien, hævder Roberts, at “the drive for hegemony can continue with fewer obstacles,” hvis Assad bliver udskiftet med et mere lydigt styre.

De geopolitiske gevinster ved en omstyrtelse af Assad-regimet er i det hele taget svære at overse. Efter at Malta for tre år siden tilsluttede sig NATO’s ”Partnerskab for Fred”-program, er Libanon, Syrien, Cypern og Libyen de eneste tilbageværende Middelhavslande, der ikke enten er fuldgyldige NATO-medlemmer eller indgår i NATO’s partnerskabsprogrammer. USA og de øvrige NATO-medlemmer har planer for, hvorledes disse stater kommer ind i folden. Libyens kommende deltagelse i NATO’s ”Middelhavsdialog” vil fuldende alliancens partnerskaber på tværs af Nordafrika fra Egypten til Marokko og vil indlemme Libyens vestligt-genopbyggede flåde i alliancens maritime patruljeringsoperationer i Middelhavet.

Regeringen i Syrien er ikke kun den nuværende hovedfjende Irans vigtigste, men også eneste pålidelige alliererede blandt de arabiske stater. Den syriske havneby Tartus er hjemsted for Ruslands eneste flådebase i Middelhavet. ”Regimeskifte” i Damaskus vil, uanset hvorledes det tilvejebringes, med al sandsynlighed betyde lukning af den russiske flådebase og dermed afskære de russiske og iranske flåder fra Middelhavet. Den stålsatte diplomatiske og politiske modstand, som Rusland hidtil har affærdiget de vestlige Syrien-initiativer med, giver et godt billede af omfanget af de gevinster, Vesten har udsigt til, hvis Assad falder.

Konsekvenserne af indsættelsen af en provestlig regering i Syrien vil også påvirke nabolandet Libanon, hvor Israel og dets vestlige protektorer vil få friere hænder til at angribe Hizbollah og kommunistiske militser i den sydlige del af landet. I tillæg til de amerikanske bestræbelser på at vinde det libanesiske militærs loyalitet vil omstyrtelsen af Assad-regimet så godt som eliminere al opposition til vestlig kontrol med landet.

Der er måske ikke megen olie at komme efter, men rigeligt andet. I en artikel fra august 2011 tager den kompetente Ellegaard Syrien-konfliktens Øst-Vest-akse under behandling. Artiklen får belyst den russiske modstand mod ”Assad-tyranniet” ud fra Ruslands interesser, men forsømmer at berøre, hvorledes den næring, omfavnelse og militarisering af opstanden i Syrien, som NATO’s ledende stater står bag, ligger i klar forlængelse af den grænseløse ekspansionsstrategi, der har været retningsgivende for  alliancens udvikling, efter at afslutningen på den kolde krig fratog alliancen sin oprindelige, formelle eksistensberettigelse, men til gengæld gjorde hele kloden til en vestlig ”indflydelsessfære”.

Det betyder ikke, at USA nødvendigvis stålfast søger den åbenlyse militære intervention, som mange analytikere rigtignok mener rummer mange – også rent geopolitiske – faremomenter. Det er meget muligt, at man – evt. indtil en mere bombemoden situation måtte indtræde – benytter sine diplomatiske færdigheder samt militære midler og ekspertise til at holde liv i konflikten. Brookings Institution ræsonnerer således i en analyse af Washingtons handlemuligheder:

”[T]he United States might calculate that it is still worthwhile to pin down the Asad regime and bleed it, keeping a regional adversary weak, while avoiding the costs of direct intervention.”

At lade regimet bløde (rigtige mennesker bløder med, men de tæller ikke rigtigt, når det drejer sig om geopolitik) ved bl.a. at bevæbne oppositionsgrupper kan i den nuværende situation meget vel være den bedste måde ikke at løse konflikten på. Men samtidig vil man fjerne barriererne for “intervention”, hvilket er en bedrift i sig selv, uanset om man vil gribe muligheden eller ej. At vinde folkelig accept for intervention skaber i sig selv yderligere momentum bag den vestligt-anførte globale militariseringsbølge. De vestlige interventionstrusler, som kun eksisterer takket være folkeligt samtykke, tilskynder derudover anti-regime-kræfter i og uden for Syrien samt Assad-regimet selv til at militarisere deres aktiviteter og dermed bringe os nærmere den voldelige løsning på konflikten, som giver de bedste chancer for, at vi i post-Assad-Syrien foruden kaos vil se et styre, der er afhængigt af og lydigt over for de vestlige sponsorer, der med sine våben og konflikteskaleringsstrategi hjalp det til magten, og hvis fortsatte politiske og militære bistand vil være vitale for de kommende magthaveres evne til at holde rivaliserende grupper i skak. Det er her, bl.a. Information kommer ind i billedet med sit i den store sammenhæng rigtignok meget beskedne propagandabidrag.

Det humanitært bekymrede Vesten?
Når Tobias Havmand skriver, at det for verden udenfor bliver ”stadig sværere at se passivt til og blot betragte overgrebene i Syrien”, har han ret, for så vidt som han og hans kolleger fæstner vores blikke på gruopvækkende hændelser i Syrien og får os til at føle lede derved – med kravet om ”handling” som det passende humanistiske svar på ubehaget.

Vi har rigtignok svært ved at se bort fra fjendtlige regimers reelle og angivelige overgreb – omtrent lige så svært, som vi har ved at tage de overgreb, vi selv bærer et ansvar for, i nøjere betragtning. Eksemplerne på det sidstnævnte er talrige. Lad os, ligesom Information gjorde det, se bort fra tilfælde som NATO-angrebet d. 6. juni mod en bryllupsfest i Afghanistan, hvor 18 mennesker, herunder fem kvinder og syv børn, blev dræbt, og i stedet se tilbage på et lille udpluk af overgreb begået af venner af Vesten og med vestlig bistand inden for de seneste 15 års tid.

I månederne efter NATO’s 1999-bombninger af Kosovo og Serbien blev flere hundrede serbere dræbt  i en etnisk udrensningskampagne i Kosovo-provisen. Drabene fandt sted under NATO’s bevågenhed, men havde ikke større offentlig interesse. I dette tilfælde var beskeden: Se væk.

Det vestligt-støttede indonesiske militær er engageret i en terrorkampagne mod politiske aktivister i den ressourcerige indonesiske provins Vestpapua, som har været undertrykt af den indonesiske centralmagt igennem årtier. At der i juni måned var et opsving i drabene, får os ikke til at ”se passivt til”, for vi ser slet ikke disse ofre, ikke nu og sjældent tidligere. Den militære bistand tilflyder derimod stadig Indonesien, på aktiv vis.

To af Washingtons mest pålidelige allierede på det afrikanske kontinent, Rwanda og Uganda, har, siden de invaderede Congo i både 1996 og 1998, systematisk udplyndret landets naturressourcer, både direkte og igennem stedfortrædende militante grupper. Det vestligt støttede Kagame-regime i Rwanda har været hovedkatalysatoren for den ufattelige humanitære katastrofetilstand, Congo har befundet sig i igennem de seneste 15 år. I 1996 og 1997 massakrerede Kagames tropper titusindvis af hutuer, der var flygtet til Congo; USA nægtede at udlevere oplysninger til det hold af FN-efterforskere, der undersøgte omstændighederne omkring massakrerne. Status er, at flere millioner mennesker, op mod 5,4 millioner, har mistet livet som konsekvens af invasionerne af Congo, de fleste som følge af sygdom og sult. Landet er nedsunket i elendighed. Imens nyder vi i den vestlige verden godt af landets råstoffer, som bruges i elektronisk udstyr såsom mobiltelefoner og computere.

Andre aktører, der begunstiges af situationen i Congo, er canadiske og især amerikanske mineselskaber, der sidder på en stor del af udvindingen af Congos naturrigdomme. Udvindingsindustrien har igennem de seneste årtier finansieret både den congolesiske diktatoriske centralmagt, diverse militser samt bidraget til at opretholde en tilstand af retsløshed, dvs. et lukrativt businessklima. Vestlige firmaer er if. FN involveret i det, organisationen kalder ”the illegal exploitation of natural resources” i Congo.

For et halvt års tid siden anerkendte USA lavmælt det svindelbehæftede genvalg af Congos præsident Joseph Kabila, som berettiget anses som en garant for amerikanske interesser. Der er ligeledes en lang tradition for at holde hånden over Rwanda-regimets forbrydelser. I den seneste aktion har man fra amerikansk side tilsyneladende forsøgt at blokere eller forsinke offentliggørelsen af dele af en FN-rapport, som implicerer ledende rwandiske regeringsmedlemmer i et oprør i det østlige Congo, der blandt talløse onder har ført til 200.000 fordrevne mennesker.

Fra magthavernes side er det gennemgående underliggende budskab til medierne, at det ikke er vedholdende, systematiske menneskerettighedskrænkelser og humanitære katastrofer som disse, vi skal fokusere på. Information har ikke skrevet om de seneste amerikanske bestræbelser på at dække over Kagame-regimets forbrydelser, men har i andre sammenhænge ikke forsømt at give Kagame god presse.

En tidssvarende formel for interventionspropaganda
At se let hen over vores eksisterende destruktive politikker for i stedet energisk at stille skarpt på fraværet af konstruktive tiltag og indgreb er en eminent formel for at fremme den igangværende dagsorden, der sigter mod større militært engagement i alle verdenshjørner uden for reel demokratisk kontrol. Denne eksklusive tilgang til internationale forhold er især nyttig over for en skeptisk og vagtsom offentlighed, der kan få luft for sine kritiske tendenser ved at rette beskyldninger mod magthaverne – for at gøre for lidt. Den på en gang blinde og kritiske tilslutning er i nyere tid blevet en af grundpillerne i den demokratisk kontrollerende interventionspropaganda.

Vi behøver ikke også se nærmere på mediernes håndtering af de voldelige overgreb mod protesterne i mellemøstlige klientstater som Bahrain og Yemen for at indse, at et udisciplineret humanitært blik på verden uvægerligt vil komme i konflikt med hensynene til magt, berigelse og privilegier. Det er derfor vigtigt at skelne mellem brugbare og kontraproduktive overgreb. De brugbare overgreb – dvs. fjendtlige eller ikke-allierede aktørers ugerninger – fortjener offentliggørelse, opfølgning, dybdeborende journalistik og moralske krav om, at gerningsmændene må stå til regnskab. De kontraproduktive overgreb – som vi har medansvar for – fortjener derimod en langt mere lavmælt behandling, hvis ikke tavshed.

Det er altså ikke, som Information lægger op til, grusomme overgreb som sådan, der er svære at forholde sig passivt til. Det er fortrinsvis de overgreb, som er nyttige i forfølgelsen af magtpolitiske ambitioner, vi bliver bedt om at finde oprørende. Overgreb, som tjener de vestlige staters interesser, fortjener ingen vedvarende negativ dækning.

Som medieforbrugere er vi fritaget for at skulle håndtere den intellektuelle uredelighed og det moralske sammenbrud, der ligger i med sine egne åndsevner at værdsætte overgreb og deres ofre ud fra deres værdi for vestlig dominanspolitik. En central service, medierne yder, er netop at foretage denne selektion for os i tæt samspil med de politiske magthavere. Det billede af verden, medierne præsenterer, forudsætter og er i en betydelig udstrækning et resultat af denne selektion.

I denne redigerede virkelighed er det kun naturligt, at Vesten anført af USA rutinemæssigt fremstilles som international problemknuser, hvad enten man nu beklager manglen på aktuelt engagement eller ej. Hvis vi blev præsenteret for et mere helt billede af verden, ville det virke skræmmende at blive orienteret om, at USA ”optegne[r] mulighederne for en løsning i Syrien” og fremlægger ”en længe efterlyst handlingsplan” (fra Informations nyhedsanalyse ”Annan arbejder på lånt tid”), når landets FN-ambassadør lægger op til at indlede et ulovligt angreb på Syrien.

Massemedierne udgør ikke et lukket og direkte kontrolleret system; mange informationer og perspektiver, som går magthaverne imod, ser dagens lys i medierne, i hvert fald i spredte glimt. Det gælder ikke mindst i et marginalt ”uafhængigt” dagblad som Information (se f.eks. denne artikel). Men hovedlinjen i mediedækningen, også Informations, sørger for, at udsynet indsnævres, og indignationen retledes, så vores harme og handlingskrav tjener magtpolitikkens formål, alt imens vores selvforståelse bekræfter sig selv som magtkritisk.

7 svar to “Vestens ansvar. Propaganda i Informations dækning af konflikten i Syrien. 2. del.”

  1. Birgitte Rahbek 08. aug, 2012 at 10:40 #

    Det er et stort arbejde du har påtaget dig med at gennemgå det omfattende materiale. Det undrer mig som udgangspunkt at du falder over Lasse Ellegaard som jeg betragter som den dygtigste analytiker i danske medier. Men desværre er udgangspunktet for din kritik også fejlagtig, for den massakre I taler om, hvor der stilles spørgsmål til hvem der begik den, var ikke den i Houla, men den nogle dage senere i landsbyen Qubair. Det fremgår også af FAZ’s artikel. Dog har jeg lidt på fornemmelsen at de måske har redigeret lidt i den, fordi den oprindelig ikke var helt klar og blev misforstået af mange, der ikke var kyndige i tysk og på den måde blev viderebragt på engelsk og andre sprog. I denne udgave står det til gengæld helt klart:
    http://www.faz.net/aktuell/politik/neue-erkenntnisse-zu-getoeteten-von-hula-abermals-massaker-in-syrien-11776496.html
    fra FB ser det ud som om artiklen kommer et andet sted også, jeg håber at du medtager dette.

    • Uffe Kaels Auring 08. aug, 2012 at 14:26 #

      Kære Birgitte,
      Mange tak for din kommentar.
      Jeg falder hverken over Lasse Ellegaard med min gode eller onde vilje. Jeg valgte at undersøge emnet “Informations dækning af Houla-massakren” for at se, om avisens dækning adskilte sig fra den propagandistiske behandling, jeg oplevede i danske og internationale nyhedsmedier. Dette emne, mente og mener jeg, er i sig selv væsentligt og interessant at undersøge. At Lasse Ellegaard viste sig at være ophavsmand til en god del af Houla-artiklerne, gav mig hverken grund til at opgive projektet eller ændre i konklusioner, jeg fandt, der var sagligt belæg for.

      Som nævnt i analysen mener jeg, at Ellegaard er “erfaren” og “kompetent”. Jeg kan her tilføje, at det generelt er mit indtryk, at han undertiden praktiserer en grad af journalistisk uafhængighed, som er uovertruffen i det danske mainstream-medielandskab. At Ellegaards artikler alligevel indgår i en dækning, der har en propagandistisk karakter, fortæller efter min vurdering noget om de stærke institutionelle kræfter, der er på spil.
      Men igen: Analyserne handler ikke om Ellegaards journalistiske virke (jeg har i analysen jo kun behandlet et ekstremt lille udsnit af dette), men Informations dækning af Houla-massakren (idet der perspektiveres til avisens bredere dækning af konflikten).

      Frankfurter Allgemeine Zeitungs [FAZ] artikel om Houla er ikke “udgangspunktet” for min kritik. Artiklen er kun et element i kritikken. Selv hvis der ikke fandtes nogen velanskrevne alternative versioner af, hvad der foregik i Houla d. 25. maj, ville Informations dækning stadig være præget af dokumentationsunderskud og ensidighed – af grunde, som der er redegjort for i analysen.

      Rainer Hermanns FAZ-artikel, som du linker til, og jeg bruger som reference (det link, du anfører, er også analysens eget link!) – ”Abermals Massaker in Syrien” – omhandler både Qubair- og Houla-massakren. Læs de sidste to tredjedele af artiklen, der kun handler om Houla. Så vidt jeg kan se, er analysens gengivelse af artiklens beretning om massakren korrekt.
      Læs også Rainer Hermanns opfølgende artikel, hvor han forsvarer denne version. Der er ikke tale om en forveksling pga. sprogforvirring.

      Som nævnt i analysen indskriver Information i øvrigt Qubair-massakren i den linje, avisen allerede lagde for dagen med behandlingen af Houla-massakren. Information peger også i dette tilfælde på, at det syriske regime højst sandsynligt må være ansvarligt. FN-observatører kunne dog ikke finde beviser for, hvem gerningsmændene var.

      De bedste hilsner,
      Uffe

  2. Birgitte Rahbek 09. aug, 2012 at 13:06 #

    Kære Uffe.
    Tak for dit lange svar. Lad mig gøre det helt klart: jeg er enig med dig i hvad det er for et spil der foregår omkring Syrien. Brutale diktaturer og imperialistiske planer er for tiden det stof invasioner skabes af. Jeg har heller ikke megen fidus til mange af de syriske væbnede oprørere, (historien med Channel 4 kender jeg godt og den er grum). Der er ofte en tendens til at ofrene tager farve af bødlerne, og det er stærkt utroværdigt at se Saudi Arabien og Qatar i rollen som demokratiets forsvarere eller fødselshjælpere. Endnu mere uhyggeligt bliver det, hvis man læser Oded Yinon’s “A strategy for Israel in the Nineteen Eighties” som er oversat og redigeret af Israel Shahak, 1982. Her fremgår det at det bedste der kunne ske for Israel var at de omgivende lande blev delt op i små sekteriske enklaver. Det går jo meget godt må man sige.Når alt det er sagt synes jeg alligevel at din overskrift “Informations propagandistiske dækning…” er skudt helt ved siden af. Dels var Lasse Ellegaard på ferie i Danmark i det meste af den periode du omhandler, hvilket også fremgik af det møde på Information om Syrien, hvor jeg har indtryk af at du var til stede. Her leverede LE en fremragende analyse, delvist gentaget i en bagsideleder fornylig, om behovet for at inddrage Iran, hvis man vil flytte på noget. Essensen i din artikel er korrekt, men vinklingen er forfejlet – efter min mening. Endelig må jeg sige at jeg bliver mere og mere mystificeret angående de to massakrer, som jeg opgiver at tage stilling til eller forstå, altså hvad foregik i Houla og hvad i Qubair.
    De bedste hilsener
    Birgittre

    • Uffe Kaels Auring 10. aug, 2012 at 12:33 #

      Kære Birgitte,
      Tak for referencen til Oded Yinon. En anden masterstrategi, som meget vel kan have udstukket den overordnede kurs for amerikansk mellemøst-politik siden 2001, findes her: “we’re going to attack and destroy the governments in 7 countries in five years – we’re going to start with Iraq, and then we’re going to move to Syria, Lebanon, Libya, Somalia, Sudan and Iran.”

      Jeg vil også prøve at klargøre nogle ting:
      Grundlaget for analysen er alene artikler, der omhandler Houla-massakren. Er overskriften så en stramning? Måske. Jeg mener i hvert fald, at der er belæg for, at ”en central del af Informations dækning af Syrien-konflikten har været propagandistisk”; Houla-massakren var højtprofileret i avisens dækning. Hvad Information ellers har skrevet af fornuftige og ufornuftige ting om konflikten, ændrer ikke på, at avisen uden at have faktuelt grundlag derfor behandlede Houla-massakren, som om det var en kendsgerning, at Assad (og/eller co.) var ansvarlig, samt at massakren var led i en udrensningskampagne fra regimets side, og på dette konstruerede faktuelle grundlag mere eller mindre direkte plæderede for, at Vesten burde ”intervenere”. Fremgangsmåden er velkendt.

      Det tager man måske ikke så højtideligt, når det gælder regimer, der er i Vestens sigtekorn – men tænk, hvis f.eks. Tyrkiet blev udsat for denne mediebehandling.

      Jeg vil overveje at ændre undertitlen til “propaganda i Informations dækning af konflikten i Syrien”. Tak for din indvending.

      Analysens empiri er altså avisartikler, og ”propaganda” benyttes i udgangspunktet som et begreb, der angår nyhedsindholdet, ikke journalistiske processer. At Lasse Ellegaard var på ferie i perioden (hvilket jeg ikke vidste), kan måske have noget at gøre med, hvorfor avisens dækning var propagandistisk (uden at jeg helt ved hvordan), ikke om avisindholdet var propagandistisk.

      Jeg var ikke til stede ved det nævnte debatmøde, men har hørt det som podcast. Det er i udgangspunktet ikke synderlig relevant for analysen, hvad der blev sagt her (man kunne dog i en anden sammenhæng godt skrive noget om debatmødet som et eksempel på, hvorledes et begreb som ”folkedrab” uimodsagt og udokumenteret kan hæftes på et regimes voldshandlinger, når regimet er stemplet som fjendtligt), da analysen omhandler avisens dækning – de informationer, der når den brede læserskare. Dog to bemærkninger om mødet, nu du nævner det:
      1. Tobias Havmand genfortæller FAZ-versionen af Houla-massakren på mødet. At avisens læsere ikke blev præsenteret for denne version, var altså et bevidst fravalg fra avisens side.
      2. I sin opridsning af de roller, diverse internationale aktører spiller, fortæller Lasse Ellegaard:

      ”Vi har Qatar og Saudi-Arabien, som leverer våben, og som stimulerer et internationalt […] jihadoprør imod styret; vi har et Vesten, som i hvert fald ikke på denne side af november vil gribe ind ift. Syrien”
      ”Man spørger hele tiden sig selv: Hvad er det, der gør, at Vesten, NATO, USA, EU, er så utrolig passiv ift. den syriske opstand, hvor de var utrolig aktive, da der blev indledt en borgerkrig i Libyen?”

      Der er mange udmærkede ting i Ellegaards øvrige analyse på debatmødet, men som illustreret i ovenstående citater går han fejl af Vestens rolle. USA griber allerede ind, bl.a. i samarbejde med Qatar og Saudi-Arabien (som, netop som dette foregår, er ved at blive inviteret ind i NATO-varmen). NATO er ligeledes aktive: Tyrkiet spiller en afgørende rolle, idet landet leverer lejre, våben og forsyningskanaler til ”Den Frie Syriske Hær”, næppe uden billigelse fra de ledende NATO-stater. Se i øvrigt analysens behandling af den vestlige ”passivitet”.
      I denne sammenhæng er det nok velment, men også noget verdensfjernt at tale om, at Vesten burde ”inddrage Iran” i ”en politisk løsning”. De informationer, vi har, tyder kraftigt på, at Vesten aktivt arbejder for en voldelig løsning, bl.a. som led i en strategi, der skal isolere og ultimativt underminere det iranske regime.
      Ideen om, at Vesten er ”utrolig passiv” skyldes måske doktrinære blokeringer: Det er vanskeligt for en vestlig bevidsthed at rumme den tanke, at Vesten med overlæg arbejder for konflikteskalering (i dette tilfælde med hjælp fra og tilsyneladende i koordination med jihad-kræfter).

      På samme måde med det spørgsmål, du rejser, om, hvorvidt ”man vil flytte på noget.” Vi flytter allerede på noget og har gjort det fra første færd: Vi har bidraget til at militarisere det, der begyndte som mestendels fredelige protestaktioner, og gør det fortsat.
      Det er ikke min hensigt med ovenstående at tage hul på en rent semantisk diskussion eller være polemisk. Jeg mener, der er væsentlige substantielle spørgsmål involveret.

      Lasse Ellegaard har for nylig skrevet en rigtig god analyse (leder), hvor han indikerer, at Iran givetvis vil blive ”inddraget” på anden vis: som mål for regimeudskiftning.

      Jeg beklager, at det blev endnu en lang smøre.

      Mange hilsner,
      Uffe

  3. Bjarne Riisgaard 31. aug, 2012 at 14:46 #

    Tak for en sjældent grundig og nuanceret analyse i både 1. og 2. del, og i øvrigt for en rigtig god hjemmeside der har været tiltrængt længe.

    Der er et enkelt aspekt som jeg savnede lidt blev uddybet, til trods for, at det er så indlysende, at det burde være unødvendigt at nævne:

    Baath regimet i Syrien repræsenterer den eneste officielle statsmagt i den arabiske verden,der kan opretholde en kritisk modstand mod israelske interesser, uafhængigt af USA og EU. Desuden er det formentlig også afgørende for Irans mulighed for at støtte Hizbollah, og uden Baathregimet i Syrien og Hizbollah i Libanon har Israel frit spil i mellemøsten. (for glimrende løbende analyser af udviklingen imellemøsten, se http://www.merip.org).

  4. Jørgen Jørgensen 27. aug, 2013 at 16:51 #

    Artiklerne 1 og 2, stiller mange tvivlsspørgsmål om hvor korrekte de omtalte nyheder og kommentarer er.

    Jeg er enig i, at man skal være meget kritisk overfor såkaldte eksperter når de især beskriver en krigssituation, eller en situation der kan ende med en krig/oprør o. lign.

    Det eneste jeg mangler i de to artiklers analyser er, hvordan mener man så alle de dræbte er kommet frem på nyhedssiderne. Der er vel ikke tvivl om, at der er mange døde, trods alt.

    • Uffe Kaels Auring 27. aug, 2013 at 17:14 #

      Kære Jørgen,
      Nej, der er ingen tvivl om, at mange blev dræbt – 108 if. de fleste beretninger – og det er ikke artiklernes hensigt at så tvivl om det.

      Massakrens eksistens er accepteret af alle parter. Diskussionen om massakren angår først og fremmest, hvem bagmændene var.

      Massakren kendte medierne vistnok først til fra videoer af de dræbte, som regimemodstandere havde uploadet og cirkuleret på internettet. Mange af de bestialske aspekter ved de første beretninger om massakren måtte man siden (undlade at) korrigere. I denne artikel skriver jeg lidt om dette.

      Min analyse angik ikke så meget, hvorvidt Informations artikler var “korrekte”, men i hvilket omfang de var tendentiøse i kildebrugen, videreformidlingen af den information, der var tilgængelig på daværende tidspunkt m.v.

      Mange hilsner,
      Uffe

Skriv en kommentar