Assads massakre? Propaganda i Informations dækning af konflikten i Syrien. 1. del.

Print Friendly

7 aug

Dagbladet Informations dækning af Houla-massakren, som fandt sted i Syrien d. 25. maj, har mange af krigspropagandaens klassiske kendetegn: ensidighed, fortielse af relevante informationer, gentagne beskyldninger, som ikke hviler på et solidt faktuelt grundlag. Houla-dækningen har samtidig tjent et klart formål: at retfærdiggøre og til dels plædere for intervention i den syriske konflikt. Dermed bidrager Information til at fjerne en af barriererne for et eventuelt angreb på Syrien: offentlighedens modvillighed.

Tiderne skifter, men krigeriske demokratiske stater står til enhver tid over for nogle basale udfordringer. For det første er magthaverne afhængige af folkelig opbakning. Det vil i reglen have omkostninger at handle imod folkelig modstand.

For det andet ønsker deres befolkninger typisk ikke, at mennesker skal slås ihjel. De fleste mennesker har den fordom, at død og ødelæggelse er af det onde. Skal man bakke op om krigshandlinger, vil man i det mindste have tungtvejende grunde.

I veludviklede demokratier er det normen, at de angrebsivrige magthavere med støtte fra professionelle manipulatorer præparerer de tungtvejende grunde – mens medierne står for popularisering, nuancering og udbredelse over for masserne. I denne vedholdende dirigering af den folkelige bevidsthed har et marginal dagblad som Information også en rolle at spille.

Informations dækning af Houla-massakren
Et fast indslag i den palet af begrundelser, vi præsenteres for, når der kaldes til krig, er gerningsmændenes ondskab og lidelserne hos de ofre, denne ondskab går ud over. Denne type begrundelse kan blive levende i kraft af angiveligt begåede (f.eks. Kosovo 1999) eller hypotetiske (f.eks. Libyen 2011) massakrer. Massakrer kan, som Informations krigskorrespondent Tobias Havmand prægnant formulerer det, være ”den emotionelle faktor, der kan skabe opbakning til en intervention.”

I det følgende gennemgås en del af de artikler, som Information har bragt om overgrebene i Houla d. 25. maj, hvor antageligt 108 mennesker blev dræbt, herunder 49 børn.

Den første artikel, Information skrev om Houla-massakren, var Charlotte Aagaards ”Syriens opposition: Lad os ikke i stikken!” fra d. 28. maj. Artiklen er et interview med talsmanden for Det Syriske Nationalråd, Radwan Ziadeh, som hævder, at Houla blot er ”en af utallige massakrer begået af de syriske sikkerhedsstyrker og af Shabiha”, som er en milits, der er loyal over for regimet. Aagaard nævner ikke, at Assad-regimet havde benægtet dette, men synes i stedet at skrive under på Ziadehs udlægning med bemærkningen om ”det internationale samfund[s] manglende vilje til at sætte en stopper for overgrebene på den syriske civilbefolkning”. Ziadeh argumenterer for vestlig indgriben i form af etableringen af en ”flyveforbudszone” med angrebet på Libyen som forbillede.

I artiklen præsenteres Ziadeh som ”eksilpolitiker og menneskerettighedsaktivist” og ”forsker i international politik”. Det nævnes, at han til daglig ”gæsteforsker på Georgetown University i USA”, men ellers fremstår han kritisk over for USA og NATO: ”Det internationale samfund har ladt os i stikken. I har intet gjort for at hjælpe den syriske befolkning.”

Ziadeh er imidlertid langt bedre konsolideret i det amerikanske politiske establishment, end artiklen lader ane. Ziadeh yder således generel opbakning til USA’s interventionistiske mellemøstpolitik, og han står i spidsen for Damaskus’ Center for Menneskerettigheder, der er finansieret af det statsstøttede amerikanske National Endowment for Democracy (NED). NED støtter oppositionskræfter i lande, hvis regeringer USA ikke kan lide. Derudover er Ziadeh aktiv i Fikra Forum, et online-projekt skabt af Washington Institute for Near East Policy, som på sin side blev oprettet af den store Israel-lobbyorganisation AIPAC i 1985. Ziadeh har i sin eksiltilværelse mødtes med Hillary Clinton, de indflydelsesrige senatorer John McCain og Joe Lieberman samt medlemmer af præsidentens Nationale Sikkerhedsråd.

Ziadehs beskyldninger mod regimet bliver ikke understøttet af andre kilder i artiklen.

I samme udgave af Information finder vi Lasse Ellegaards ”Houla: Etnisk udrensning sat i system”, der præsenterer Houla-massakren som et led i ”Bashar al-Assad-regimets drab på sine medborgere”. Artiklens hovedkilde, Ali Atassi, hævder, at regimet med massakren har påbegyndt en etnisk udrensningskampagne. Hen imod slutningen af artiklen indføjer en anden kilde, Syrien-eksperten Elie Chalhoub, dog et forbehold: ”hvis Bashar al-Assads styre har del i massakren i Houla, er det udtryk for »den dummeste fejltagelse, styret endnu har begået«” (min fremhævelse).

Ellegaard selv er dog ikke i tvivl: ”det synes at stå klart, at massakren er et led i en systematisk etnisk udrensning af sunnitiske syrere” med ”Bashar al-Assad-regimet” som den direkte bagmand. I Informations leder dagen efter, ”Massakren i Syrien”, præsenteres ”det morderiske regimes etniske udrensning i Homs-Hoularegionen” ligeledes som et faktum. Der oplyses ikke anden dokumentation for Ellegaards fakta end den syriske dissident og journalist Ali Atassis udsagn.

Ville Information have gengivet lige så inkriminerende udsagn mod de krigsførende stater i Irak? I givet fald: Ville Information antage dem som faktum?

I den aktuelle sag: Ville Information ikke kræve nøjere dokumentation for påstanden, hvis anklagen var rettet mod kræfter i den syriske opposition?

I den dybdegående artikel ”Bashars brutale bøller” fra d. 2. juni om Syriens Shabiha-militser, som i den vestlige offentlighed er blevet udpeget som massakrens umiddelbare bagmænd, baserer Ellegaard sin historie på en kilde, der modsiger den tidligere udlægning om, at regimet havde sat etnisk udrensning i system. En anonym ”tidligere topembedsmand i Assad-regimet” vurderer således: ”jeg tror ikke, at mordene er beordret oppefra. Det er snarere en lokal shabihakommandant, der har handlet på egen hånd. Den syriske hær ville ikke begå en sådan forbrydelse.”

Der er sikkert ikke mange læsere, der bidt mærke i modsigelsen – og med god grund, for den bemærkes ikke af avisen selv. Hovedsagen er den samme: Hvad enten mordene nu er beordret af regimet eller ej, er der tale om gerningsmænd, ”der gør regimets beskidte arbejde”. Viljen til at holde Bashar al-Assad og hans regime direkte ansvarlig for massakren er således usvækket. Det kræver ikke nøjere granskning af de nærmere omstændigheder at fastslå regimets ansvar.

Har nogle mainstream-medier holdt Barack Obama direkte ansvarlig for Haditha-massakren, der blev begået af amerikanske soldater? Kunne man forestille sig, at Information skrev om ”Baracks brutale bøller”, der ”gør den amerikanske regerings beskidte arbejde”, uden at have en flig af dokumentation for, at denne massakre blev udført med Barack Obamas vidende? Ville det virke forkert, hvis et medie baserede sin dækning af Haditha-massakrens kontekst og fakta på beskyldninger fra nogle af de millionvis af mennesker i regionen, der afskyr USA?

Informations artikel den 4. juni ’Jeg så en massakre’ er et interview med en højtstående afhopper fra det syriske regime, Jihad Raslan, som beretter, at han var vidne til Houla-massakren, og bekræfter, at Shabiha-militsen stod bag. Raslan understøtter den tidligere historie om, at Shabiha-militsen undertiden har et tæt samarbejde med det syriske militær og efterretningsvæsen, men præsenterer ingen detaljerede øjenvidneskildringer af selve massakren.

Informations leder d. 8. juni, ”Hvor meget er for meget?”, diskuterer spørgsmålet om intervention på baggrund af vidneudsagn om en række massakrer, herunder Houla. Lederen gør det indledningsvis klart, at det ikke er enkelt at placere ansvaret for massakrerne. Det nævnes, at modstandere af det syriske styre ”givetvis” kunne tænkes at begå massakrer i fremtiden (mens regeringens støtter vil gøre det med sikkerhed). Tilsvarende lader lederskribenten det være et åbent spørgsmål, om regimet planlægger de aktuelle massakrer eller blot ”har mistet kontrollen med situationen”.

Efter at have opridset de mestendels ukendte omstændigheder omkring massakrerne løftes blikket, og lederen tager fat på at diskutere militær intervention i Syrien. Præmissen er her, at det syriske regime ”myrder sine borgere uden blusel eller hæmninger”. Så hvad enten Assad-regimet nu er ansvarlig for de enkelte overgreb eller ej, holdes det ansvarlig for ”overgrebene” som sådan. Igen behøver Information ikke nøjere dokumentation for at fastslå, at regimet er gerningsmanden, om end det måske er i en eller anden ophøjet, apriorisk forstand, som ikke vedrører situationens – ret ukendte – kendsgerninger.

Fra dette afsæt lægger lederen op til, at det er tid til en militær intervention, der helst skal nyde bred opbakning og være sanktioneret af FN. Som et ekko af førnævnte Ziadehs ord om, at der er behov for, at man sætter ”magt bag sine ord”, anfører lederen:

”Så længe der ikke er vilje til at sætte handling bag en trussel, er den som regel tom, og når man ikke engang tør formulere en trussel mod styret i Damaskus, har regimet ret beset ikke så meget at være bange for udover risikoen for økonomisk kollaps.”

Informations dækning af Houla-overgrebene kan på mange måder synes mærkeligt inkonsekvent. Vi får både at vide, at massakren er regimets værk; at Shabiha-militsen har udført den på eget initiativ; og at vi ikke kan være sikre på, om det syriske regime var delagtig i massakren massakren (uden at den omstændighed dog rokker ved regimets ansvar for den). Midt i forvirringen må man dog påskønne, at artiklerne samlet set udtrykker en konsekvent ensidighed:

  • For Information er regime-kritiske kilders anklager mod det syriske regime tilstrækkelig dokumentation for, at Assad-styret er ansvarligt for Houla-massakren. Disse anklager opløftes til fakta.
  • Selv når det medgives, at der ikke er klarhed over de nøjere omstændigheder omkring massakren, peger Information stadig på Bashar al-Assad og hans regime som de ansvarlige.
  • Med gentagne udsagn om, at det internationale samfund, Vesten, NATO og FN forholder sig passivt til de forfærdelige overgreb, lægger artiklerne op til, at en intervention burde gennemføres.
  • Bortset fra at de obligatoriske benægtelser fra Bashar al-Assad citeres i en enkelt artikel, nævnes alternative versioner af, hvad der skete i Houla, ikke.
  • De syriske oprøreres overgreb nævnes ikke i artiklerne om massakren.

Hvad ved vi egentlig om Houla-massakren?
Efter en indledende periode, hvor medierne noget rådvildt præsenterede offentligheden for forskellige versioner af, hvad der foregik i Houla d. 25. maj, blev den dominerende mediehistorie, herunder Informations, at folk fra den regeringstro Shabiha-milits var gerningsmændene. Er det så sikkert, at denne historie er den eneste, der er værd at fortælle? Og er det så sikkert, at der end ikke er nogen grund til at overveje andre muligheder?

Der er ikke meget, man ved med sikkerhed. I et The Real News-interview fra begyndelsen af juni vurderer Ali Hashem, korrespondent for Al Mayadeen-nyhedsorganisationen:

“Actually, regarding what’s going on in Syria, it’s kind of chaos. No one knows really what’s going on […] there are some, you know, accusations for the regime that they did the [Houla] massacre. At the same time, the regime is accusing the opposition of committing the massacre.”

Så vidt jeg kan bedømme, holder Hashems vurdering stadig. Der er forskellige vidnesbyrd om og udlægninger af, hvad der skete, men få sikre fakta.

Er der grund til at tvivle på, at Shabiha-militsen var gerningsmændene?
I mange af Informations artikler nævnes det, at Shabiha-militsen benyttede knive, eller at en del af ofrene fik skåret struben over. F.eks. lyder det i lederen ”Hvor meget er for meget?”:

”Da hæren på afstand havde gjort sit arbejde, rykkede lokale Shabiha-militsmedlemmer ind og gjorde arbejdet færdigt med knive og skydevåben.”

Imidlertid berettede BBC’s nyhedsredaktør d. 7. juni:

”In the aftermath of the massacre at Houla last month, initial reports said some of the 49 children and 34 women killed had their throats cut. Western officials told me the subsequent investigation revealed none of those found dead had been killed in such a brutal manner.”

Derefter skriver han:

“In Houla, and now in Qubair, the finger has been pointed at the shabiha, pro-government militia. But tragic death toll aside, the facts are few: it’s not clear who ordered the killings – or why.” (Qubair er en anden massakre, som medierne, inkl. Information, gennemgående har holdt det syriske regime ansvarligt for, skønt FN’s observatører ikke har kunnet finde nogle beviser for, hvem der står bag.)

Samme dag reporterede BBC’s korrespondent Paul Danahar:

“Members of the international community in Damascus say that, contrary to initial reports, most of the people in Houla were killed by gunfire spraying the rooms, not by execution-style killings with a gun placed to the back of the head. Also, people’s throats were not cut, although one person did have an eye gouged out.”

At børn fik skåret halsen over og på andre måder blev sprættet op af Shabiha-militsen, er blevet nævnt i de fleste internationale artikler og indslag om massakren. Også Information har i sin dækning flittigt peget på, at brugen af knive er karakteristisk for Shabiha-militsen. Avisen har derimod ikke givet sine læsere mulighed for at forholde sig til de nævnte forlydender om, at der ikke blev brugt knive ved massakren.

Er der grund til at tvivle på den syriske oppositions udsagn?
Kilder med tilknytning til den syriske opposition er selvsagt partskilder, og som sådan har deres udsagn i udgangspunktet ringe troværdighed. Men det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at oppositionskildernes propaganda baserer sig på fakta. Hvorvidt er dette tilfældet? I en analyse af den syriske oppositions propagandavirksomhed peger risikoanalyseorganisationen Stratfor på, at ”[m]ost of the opposition’s more serious claims have turned out to be grossly exaggerated or simply untrue”. Ang. oppositionens anklager mod regimet for at begå eller true med at begå massakrer i Homs, december 2011, anfører Stratfor:

Although regime forces have been cracking down on dissent in Homs, there have been no signs of a massacre there. Syrian opposition forces have an interest in portraying an impending massacre, hoping to mimic the conditions that propelled a foreign military intervention in Libya to prevent former leader Moammar Gadhafi’s forces from leveling the opposition stronghold of Benghazi. However, the regime has calibrated its crackdowns to avoid just such a scenario. Regime forces have been careful to avoid the high casualty numbers that could lead to an intervention based on humanitarian grounds.”

Altså ikke et regime, der “myrder sine borgere uden blusel eller hæmninger”.

Stratfors konklusion om, at de mange upålidelige oplysninger fra oppositionskilder truer med at underminere hele oppositionens troværdighed, hviler givetvis på en fejlagtig antagelse: At den vestlige offentlighed kræver en høj grad af pålidelighed, når det gælder anklager mod et regime, der befinder sig i Vestens sigtekorn. Stratfor skulle nok have vurderet kvaliteten af oppositionens propagandavirksomhed ud fra dens nytteværdi snarere end dens sandhedsværdi.

Blev massakren begået af regimefjendtlige militante grupper?
Den 7. juni præsenterede Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) sine læsere for en anden version af massakren baseret på unavngivne øjenvidner. Bl.a. på baggrund af ofrenes sekteriske tilhørsforhold – de var fortrinsvis shia-konvertitter eller alawitter ligesom Assad – konkluderer avisen, at regime-fjendtlige sunni-muslimske militante grupper måtte stå bag massakren. If. artiklens kilder udfoldede massakren sig, efter at oprørsstyrker havde angrebet vejspærringer uden for Houla, som den syriske hær havde etableret for at beskytte nærliggende landsbyer, hvis indbyggere fortrinsvis er af Alawi-sekten, fra angreb fra sunni-militante grupper. Det udløste et slag mellem oprørere og den syriske hær, som varede cirka halvanden time. I dette tidsrum blev overgrebene begået i selve Houla. Efterfølgende skulle gerningsmændene have filmet deres ofre og præsenteret dem for verden som sunni-muslimer for dermed at inkriminere Assad-regimet.

If. National Reviews artikel om emnet understøttes udsagnene i FAZ-artiklen af andre øjenvidneberetninger, som er blevet indsamlet af medlemmer af St. James-klosteret i den syriske by Qara. National Review nævner også, at Khalidiya-massakren, der fandt sted i begyndelsen af april, if. St. James-klosteret var blevet begået af regimefjendtlige væbnede grupper, men ligesom Houla-massakren præsenteret for offentligheden som en regime-massakre. Den tyske forfatter Jürgen Todenhöfer hævder, at ”radikaliserede grupper blandt oprørerne” følger denne ”massakre-markedsførings-strategi”. Derudover støttes FAZ’s version i al væsentlighed af den russiske journalist Marat Musins detaljerede beretning om hændelsesforløbet omkring massakren. En anden ”massakre” i Tremseh, som blev proklameret af oppositionsaktivister, viste sig if. FN’s observatører slet ikke at være nogen massakre, men snarere “an uneven clash between the heavily armed Syrian military and local fighters bearing light weapons.”

Men kan det passe, at de regimefjendtlige grupper ikke blot overdriver og lyver om regimets misgerninger, men ligefrem begår eller fremprovokerer overgreb med henblik på at inkriminere Assad-regimet?

Channel 4 News’ korrespondent Alex Thomson og hans nyhedsteam oplevede i juni at blive lokket ind i en skudzone af nogle oprørere. Oprørerne, som havde eskorteret Thomson og hans kolleger, efterlod dem i en ”free fire zone” og forsøgte efterfølgende at hindre deres flugt hen til nogle FN-køretøjer. Det lykkedes ikke, og i stedet for endnu en historie om Assad-styrets hæmningsløse brutalitet kunne Thomson efter hændelsen reportere:

”I’m quite clear the rebels deliberately set us up to be shot by the Syrian Army. Dead journos are bad for Damascus.”

Dårligt for Damaskus, men godt for muligheden for at få udefrakommende stater til at påbegynde den militære intervention, som oprørerne åbent efterspørger. Thomson peger i sin blog på, at hændelsen ikke er enkeltstående. Historien om Assad-regimets drab på et nyhedshold fra Channel 4 ville formentlig have opnået større cirkulation, end beretningen om oprørernes forgæves forsøg på at fremkalde denne historie gjorde.

Historisk set har trængte kombattanter en god sans for den vækkende kraft, der kan frisættes af ”den emotionelle faktor” – en sans, der skærpes, når der er udsigt til at få verdens mægtigste militær i ryggen. If. Syrien-kenderen Patrick Seale er oprørernes “whole strategy […] to try and trigger a Western military intervention […] Now, to trigger such an intervention, they have either perpetrated massacres themselves […] or they try and provoke the regime into massacres.”

Denne strategi ville ikke være irrationel. I en lækket mail gengiver Stratfor Pentagon-kilders vurdering af, hvad der skal til, for at USA vil gribe militært ind i Syrien: “They [Pentagon-kilderne] don’t believe air intervention would happen unless there was enough media attention on a massacre, like the Ghadafi move against Benghazi.”

Houla-massakren blev øjeblikkeligt udråbt til at være et ”vendepunkt” i konflikten. Konsekvensen af Houla-massakren var netop, at linjen over for Assad-regimet på forskellig vis blev skærpet, og at muligheden for en militær intervention blev lagt på bordet af Hillary Clinton, hvilket kun udløste delvis tilfredshed hos Information, der hellere end trusler så ”handling”.

I Ellegaards artikel ”Houla: Etnisk udrensning sat i system” citeres Syrien-eksperten Elie Chalhoub for den indlysende pointe, at hvis Assad-styret var delagtig i massakren i Houla, er det »den dummeste fejltagelse, styret endnu har begået.« For at begå en massakre af det omfang må regimet rigtignok være mindst lige så dumt, som det efter sigende er ondt. Beskeden fra Assad-regimet til omverdenen ville være: ”Kom og bomb os.” Information har ikke fået forklaret, hvorfor regimet – der er helt blindt, hvad der skete i Libyen? – skulle være så tåbeligt.

Information på krigsstien
Mennesker bryder sig ikke om bestialske drab på civile og etnisk udrensning. Igennem tendentiøs dækning af Houla-massakren udruster Information sine læsere med gode grunde til, at der bør gribes ind over for det syriske regime. At avisen i flere af artiklerne samtidig bibringer os nyttige informationer og partsindlæg, hindrer ikke, at den gennemgående linje i og rammen for dækningen er stærkt tendentiøs.

Information skriver ikke blot om, men har dermed bragt ”den emotionelle faktor, der kan skabe opbakning til en intervention”, i spil. Som det gælder medieoptakten til de foregående krige, fungerer den emotionelle faktor bedst, når relevant information udelades, kildekritiske forbehold forbigås, og gængse dokumentationskrav suspenderes. Når alle disse filtre er fjernet, står billedet af de dræbte kvinder og børn klarere og renere. Samtidig fremmanes billedet af en blodtørstig Bashar al-Assad for enden af et sigtekorn. Hvem overhører den klare humanistiske appel? Hvem er så hjerteløs, at hun ikke råber ”skyd!”?

D. 27. juni offentliggjorde FN’s Menneskerettighedsråd en foreløbig rapport om bl.a. Houla-massakren. Det var ikke lykkedes FN’s undersøgelseskommission at identificere, hvem gerningsmændene var. Rapporten udpegede Shabiha (eller andre lokale militser), anti-regeringsgrupper eller ukendte udenlandske aktører som mulige bagmænd. Det nærmeste, rapporten kom en ansvarsplacering, var følgende vage udsagn: “forces loyal to the Government may have been responsible for many of the deaths”. Der foreligger altså, så vidt FN’s undersøgelseshold er orienteret, ikke slående beviser for noget som helst.

Men denne orientering når ikke Informations læsere. Vi har i FN-rapporten at gøre med, hvad man kunne kalde en sensationsfattig ”informationsfaktor, der er uegnet til at skabe opbakning til en intervention”. På Information mener man tilsyneladende ikke, at den emotionelle faktor skal dæmpes af simpel, solid information. Avisen skrev i hvert fald ikke noget om rapporten.

Efter at være blevet kontaktet af Medieoplysning.dk indføjede Lasse Ellegaard dog i en nyhedsanalyse d. 16. juli en enkelt sætning om, at der er ”modstridende beretninger om, hvem der stod bag [Houla-massakren] – syriske regimestyrker eller jihadkrigere fra den væbnede opposition” (Ellegaard regner tilsyneladende her Shabiha-miltsen for en ”regimestyrke” og går fejl af, at gerningsmændene ikke identificeres som ”jihadkrigere” i de bedst dokumenterede alternative versioner). Den ene beretning har været genstand for dybdeborende, eftertænksom, indlevende og først og fremmest vedholdende dækning. En alternativ beretning er end ikke blevet præsenteret; kun eksistensen af en sådan er i forbigående blevet nævnt, et par måneder efter massakren fandt sted.

Efter at have fulgt Informations dækning er det svært at være uenig med Hillary Clintons vurdering: “The regime-sponsored violence that we witnessed again in Hama [Houla] yesterday is simply unconscionable […] Syria will not, cannot be peaceful, stable or certainly democratic until Assad goes.”

Der skal altså gribes ind over for det syriske regime. Men det giver ikke sig selv, at netop vi – Danmark, NATO og dets allilerede – bør ”intervenere”. Det afhænger af, hvem vi er, og hvilken rolle vi spiller internationalt. For at yde de krigeriske stater et fuldgyldigt propagandabidrag måtte Information også viderebringe et billede af, at vi er de rette til at gribe til våben. Informations fremstilling af vores internationale rolle er emnet for anden del af analysen.