Mellemøst-konfliktens myter og realiteter. 2. del

1 kommentar
Print Friendly, PDF & Email

15 apr

Myte 6
International bistand bidrager til at skabe fred.
Hvorledes vurderer du EU’s rolle i konflikten?
Der er i EU en opfattelse af, at Mellemøsten er amerikanernes boldbane. EU skal således bare gøre, hvad USA siger, og for så vidt har EU’s rolle været forfærdelig. Da Israel indførte blokaden af Gaza, som Amnesty International har kaldt en ”åbenlys krænkelse af international lov”, og som FN’s undersøgelseskommissionen har kaldt en ”mulig forbrydelse mod menneskeheden”, bakkede EU i praksis op om at opretholde blokaden.

EU er delvis ansvarlig for den kriminelle politik, som palæstinenserne i Gaza lider under. Den anden rolle, som EU spiller, er, at de finansierer alle disse ngo’er, der suger talentmassen ud af det palæstinensiske samfund. Disse ngo’er ender typisk med at arbejde for de udenlandske regeringer – donorerne. Og derfor vil de være påpasselige med ikke at skabe for meget kontrovers af frygt for at miste deres finansiering. Det grundlæggende formål med ngo’erne er således at pacificere de elementer i det palæstinensiske samfund, der kunne være potentielle politiske aktivister. De tiltrækker alt talentet og neutraliserer modstanden mod Israels konfiskering af palæstinensisk jord og ressourcer samt brugen af tortur mod det palæstinensiske folk.

Tror du, at international bistand til de palæstinensiske områder kan bidrage til at fremme freden?
Der er ingen fredsproces. Hvis der var en fredsproces, kunne man argumentere for, at international bistand kunne bidrage til en sådan proces. Tværtimod er der tale om en annekteringproces. I lyset heraf er formålet med f.eks. EU’s økonomiske bistand at pacificere de elementer i det palæstinensiske samfund, der ellers ville spille en ledende rolle i modstanden mod besættelsen. EU giver på den måde bestikkelse til palæstinenserne for, at de til gengæld holder sig i ro og ikke gør oprør mod den israelske besættelse.

 

Myte 7
I vinteren 2008-2009 udspillede der sig en krig mellem Israel og Hamas-styret i Gaza.


Din bog om krigen i Gaza …
[Afbryder:] Der var ingen krig i Gaza. Det var en massakre. For at der kan være en krig, skal to sider bekrige hinanden. Den palæstinensiske side bekrigede ikke Israel. Der var ingen kampe i Gaza.
Det fremgår af vidnesbyrd fra israelske soldater bag initiativet “Breaking the Silence“. De har udgivet en bog med vidnesbyrd fra israelske soldater, som var med til at udføre operationerne i Gaza. Her kan man læse, hvordan den ene efter den anden siger: “Vi så aldrig nogen arabere – vi var aldrig rigtig i kamp”. Nogle af dem sagde endvidere: “Vi var skuffede – vi ville ønske, at vi rent faktisk var kommet i kamp, men det skete ikke”. Så hvordan kan man kalde det en krig? En soldat sagde: “Det var som et barn, der brænder myrer med et forstørrelsesglas”. Da jeg var barn, havde jeg en lup, og jeg brændte myrer. Jeg indrømmer det, og jeg er ikke stolt af det. Men jeg har aldrig tænkt på mig selv som værende involveret i en krig. Det var en massakre.

Siden den første intifada er forholdene for palæstinensere blevet forværrede, og israelske angreb har forårsaget flere civile tab. Den offentlige mening om konflikten har måske ændret sig en smule, men udsigterne til en løsning synes mere dystre end nogensinde. Hvad skal der til for, at dette vil ændre sig?
Det er faktisk ikke helt korrekt. Da Israel invaderede Libanon i juni 1982, dræbte de omkring 18.000-20.000 libanesere og palæstinensere – primært civile. I invasionen af Libanon i juli 2006 var antallet af dræbte 1.200. Og modstanden mod Israel var endda større i 2006, end den var i 1982. Der er grænser for, hvad Israel kan slippe af sted med. Israel troede, at de kunne slippe af sted med, hvad de gjorde i Gaza i 2008-2009, fordi de ikke tillod nogen journalister eller menneskerettighedsorganisationer at komme ind i området for at dokumentere massakrens omfang. Lukningen af Gaza betød desuden, at genopbygning ikke kunne finde sted.
Det var en stor taktisk fejltagelse fra Israels side. For da FN’s undersøgelseskommission ledt af Richard Goldstone seks måneder senere rejste til Gaza, kunne ødelæggelsernes fulde omfang dokumenteres. Hvis de israelske myndigheder havde været lidt klogere, ville de have ladet forsyninger komme ind, så FN ikke sidenhen kunne se, hvilken katastrofe Israel havde skabt.

På den anden side er det også korrekt at sige, at Israels fremfærd i Gaza 2008-2009 nåede et nyt niveau af barbari. I alle andre tilfælde siden 1967 har israelske militære offensiver indeholdt et element af krigshandling. Juni 1967 [Seksdageskrigen] var en krig, selvom der i praksis var tale om et ”skydetelt”. 1973 [Yom Kippur-krigen] var en krig. 1982 var også en krig mod PLO [Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation] – det var ikke meget, men dog en krig. Libanon 2006 var ikke alene en krig, men endda en krig, som Israel tabte til Hizbollah. Offensiven mod Gaza 2008-2009 var derimod ikke en krig i egentlig forstand, men nærmere en massakre. En israelsk analytiker sagde sågar: ”Du begår en meget stor fejl, hvis du siger, at vi har vundet krigen – for der var ikke nogen krig”. Faktisk sagde han, at der ikke var nogen deciderede kamphandlinger i Gaza, og at Israel her havde nået et nyt niveau af barbari. Det, der var, var en massakre på civilbefolkningen.

 

Myte 8
Mellemøst-konflikten er præget af, at parterne gør en masse uforenelige krav gældende. Det er derimod ikke til at sige, om parterne måtte have lovligt ret til det, de gør krav på.
Med inspiration fra Mahatma Gandhi har du gjort dig til fortaler for ikkevoldelig modstand som en vej til fred. Men samtidig har du også hævdet, at Israel er nødt til at lide et militært nederlag, før der kan komme fred, da et nederlag angiveligt ville få Israel til at indse, at man er nødt til at ændre adfærd. Hvordan hænger det sammen?
Det hænger ikke sammen. Det er enten det ene eller det andet. Jeg tror dog, at man med begge midler kan nå samme mål om fred. Lad os tage den ikkevoldelige modstand som taktik.

Hvis jeg var palæstinensernes leder, ville jeg anbefale FN’s Generalforsamling at indbringe spørgsmålet om lovligheden af belejringen af Gaza for Den Internationale Domstol (ICJ). Så ville Den Internationale Domstol være nødt til at stadfæste, at belejringen er ulovlig i henhold til folkeretten, at der er tale om kollektiv afstraffelse, og at det er en åbenlys overtrædelse af Genève-konventionerne. Herefter ville palæstinenserne have to domme at støtte sig til, fordi ICJ allerede tidligere har fastslået, at muren [som annekterer store dele af Vestbredden] er ulovlig ifølge international lov. Dette ville skabe en platform for palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza i fællesskab til at iværksætte massive kampagner af civil ulydighed. Det ville ikke umiddelbart bringe besættelsen til ophør. Men det kunne skabe et stort momentum, hvis palæstinenserne på Vestbredden i tilstrækkeligt stort antal samledes om at bryde muren ned med ICJ’s udtalelse i hånden som berettigelse, samtidig med at palæstinenserne i Gaza med fredelige midler forsøgte at bryde blokaden med henvisning til udtalelsen fra Den Internationale Domstol.

Hvem kunne indvende noget imod, at palæstinenserne selv påtog sig at håndhæve loven, når nu det såkaldte ”internationale samfund” ikke gør det?

Og selvfølgelig skal vi i resten af verden gøre vores for at støtte palæstinenserne; hvis palæstinenserne står alene, vil Israel bare slagte dem. Men hvis vi gør vores del og mobiliserer den offentlige mening ved at forklare, at det eneste, palæstinenserne forsøger at gøre, er at håndhæve international lov, så tror jeg, at der er en meget god chance for, at muren og blokaden kan brydes, hvilket vil skabe et momentum for fred.

Det er ligesom med Gandhis Salt-march. For Gandhi handlede det egentlig ikke om salt. Gandhi valgte problemstillingen omkring salt, fordi det var noget, som påvirkede alle niveauer af det indiske samfund. Alle skulle betale saltafgift, både rig og fattig. Ghandi var på udkig efter et emne, som påvirkede alle samfundslag og dermed potentielt kunne mobilisere alle medlemmer af det indiske samfund. Han var også på udkig efter et spørgsmål, som ingen moralsk person kunne betvivle gyldigheden af: at betale en afgift på salt – en grundlæggende nødvendighed for den daglige kost.

I sidste ende fik han ikke meget ud af kampagnen. Briterne viste sig at være villige til at annullere afgiften for de fattigste indere, men det var ikke det, Gandhi ønskede. For Gandhi var Salt-marchen en måde at opbygge et momentum og mobilisere indernes magt for derefter at udnytte den styrkede magtposition i konkrete forhandlinger med briterne. Så selv om mange mennesker anså Salt-marchen for at være en fiasko, gjorde Gandhi det ikke. Umiddelbart efter han stillede sin kampagne for civil ulydighed i bero, rejste han til London for at forhandle, selv om han ikke forventede, at der ville komme noget særligt ud af det. Han havde en meget god fornemmelse for magtens realiteter, og han indså på det tidspunkt, at inderne endnu ikke var i en stærk nok position til at opnå, hvad de ønskede.

 

Myte 9
En eventuel løsning af konflikten ligger i hænderne på verdens ledere, ikke almindelige mennesker.
Det samme er tilfældet med palæstinenserne. Jeg tror, at palæstinenserne kan stoppe besættelsen, rive muren ned eller i hvert fald få væsentlige ændringer igennem. Dette er en måde at geare det palæstinensiske samfund på til den langsigtede kamp. Den eneste måde, man opnår noget meningsfuldt i denne verden, er gennem kamp. Den berømte amerikanske abolitionist Frederick Douglas sagde engang: ”Ingen kamp, intet fremskridt”. Hverken som individ eller som samfund opnår man noget, hvis ikke man udfordrer sig selv. Hvis man som individ får alt serveret, udvikler man hverken karakter eller intellekt. Udvikling opnår man kun, når man udfordrer sig selv gennem konstant kamp. Det er det samme med et samfund. Formålet med at engagere sig i civil ulydighed er at bevise over for sig selv og andre, at man har en reel magt til at tage kontrol over sit eget liv. Når du først indser, at du har denne magt, kan ingen bestemme over dig.

Men hvis du bare sidder og tænker: “Hvad mon Obama tænker? Hvad mon Clinton tænker?”, kommer man ikke nogen vegne. Det er ynkeligt og barnligt at gå op i, hvad magtens mænd kunne gøre, i stedet for at fokusere på, hvad du selv bør gøre. Det er sådan, voksne mennesker gebærder sig. Hvis du er voksen, sidder du ikke og venter på, at Messias frigør dig. Ingen anden person kan frigøre dig end dig selv. Så udfordringen for palæstinenserne er at udøve den magt, de allerede har, men ikke i tilstrækkeligt omfang udøver. Og den magt kan Israel ikke tage fra dem, hvis de først begynder at udøve den.

Det er lige meget, hvad Obama siger. Han er i bund og grund ikke forskellig fra sine forgængere. Disse mænd er alle dybt optagede af magt – deres egen magt. Hvis han var hvid, ville man kalde ham Bill Clinton.

Tror du, det er muligt at løse Israel/Palæstina-konflikten uden først at få gjort op med amerikansk imperialisme?
Alt har sine grænser. Det handler ikke kun om amerikansk imperialisme. Vi har et globalt system, der sætter store grænser for, hvad vi kan opnå. Jeg tror ikke på, at man kan løse sådanne problemer helt. Alt er blot skridt hen imod at gøre verden til et bedre sted. Da jeg voksede op, troede vi alle på en socialistisk revolution, et Big Bang, og så ville alt være perfekt. Men det er ikke den måde, verden fungerer på. Efter min mening skrider verden frem som trin på en stige. Og jeg vil blive mere end glad, hvis jeg i min levetid får at se et lille hjørne af verden, hvor mennesker formår at træde et enkelt trin op ad stigen. Kampen for retfærdighed stopper aldrig. Der er altid måder at forbedre verden på, måder, hvorpå vi kan gøre verden til et bedre sted. Vi opdager til stadighed alle mulige måder, hvorpå vores menneskelige potentiale undertrykkes. For hvad er i bund og grund et samfund andet end 10.000 måder, hvorpå vores menneskelige potentiale undertrykkes?

Som historien skrider frem, bliver vi bevidste om hindringerne for menneskelig udfoldelse; og i lykkelige tilfælde får vi fjernet hindringerne. Da jeg voksede op, var der f.eks. ikke nogen udviklet opfattelse af, hvad kvinder var i stand til. Dengang var en kvinde hjemmegående eller i bedste fald skolelærer. At kvaliteten af amerikanske skoler er blevet forringet så meget, hænger i øvrigt sammen med, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet. De klogeste kvinder var lærere, og da de med tiden indså, at de kunne blive advokater og læger, stoppede de med at være skolelærere. Det førte til et fald i undervisningskvaliteten. Vi opdagede på det tidspunkt 10.001 måder, hvorpå kvindernes potentiale blev begrænset af vores samfund. Jeg husker, første gang jeg over højttaleranlægget hørte en kvinde sige: “Det næste stop er …”. En kvindelig togfører? Det var umuligt. Eller en kvindelig buschauffør? Og på den måde opdager man, hvordan folks muligheder i den daglige praksis underlægges begrænsninger.

Da jeg for nogle få år siden var i Sydafrika, så jeg den værste fattigdom, jeg nogensinde har set. Det var som at træde ind i en anden tid. Jeg tror ikke, at hulemændene levede så usselt. Det var helt ubegribeligt. Da jeg spurgte dem, der viste mig rundt, hvor stor en procentdel af befolkningen, der lever sådan, svarede de: ”80 procent”. Ela Gandhi, Mahatma Gandhis barnebarn, sagde til mig: ”Det er virkelig sandt: I Sydafrika bliver de rige rigere, og de fattige fatigere. Ikke bare målt i relative tal, men også målt i absolutte tal.”

Hvor meget har afskaffelsen af apartheid så i virkeligheden betydet? Ikke meget. Men det var dog et fremskridt – et lille trin op ad stigen. Vi skal ikke lade os narre. De kræfter, der modarbejder os, er enorme. De er over mange år blevet institutionaliseret i vores samfund. Der arbejdes konstant på at vedligeholde dette system, og de fleste af os har måske kun en time eller to om ugen til at gøre en god gerning.

1 svar to “Mellemøst-konfliktens myter og realiteter. 2. del”

  1. Bjarne Riisgaard 06. aug, 2013 at 13:24 #

    Der er egentlig ikke meget nyt i Finkelsteins pointer. De indgår i en veletablereet international diskurs om udviklingsperspektiverne i Israel-Palæstina konflikten, efter at de israelske bosættelser og fragmenteringen af Vestbredden de-facto har gjort to-statsløsningen umulig (og derved formentlig også utilsigtet gjort den anakronistiske og racistiske natur af ideen om en specifikt “jødisk” nationalstat helt tydelig).

    Indenfor samtidshistorie og internationale relationer har respekterede akademikere som John Mearsheimer og Ilan Pappé, udgivet flere seriøse bidrag til diskursen, og i progressive websider med en nuanceret debat og kritiske analyser, som f.eks. http://www.mondoweisss.net og http://www.merip.org er debatten og analogierne med apartheid kampen i Sydafrika også blevet markant i de sidste 5 -6 år. I nogenlunde kronologisk rækkefølge kan nævnes følgende links og udgivelser:

    1)En tidlig journalistisk analyse i et veletableret internationalt organ var Leila Farsakhs artikel i netavisen Le Monde Diplomatique (in english): http://mondediplo.com/2007/03/07binational

    2)Temaet blev politisk aktualiseret da den tidligere formand for Knesset og medlem af det israelske arbejderparti, Avraham Burg i 2010 dannede sit eget anti-zionistiske, fælles arabisk-jødiske parti “Israel Equality (Shivyon Yisrael)” se: http://shivyonisrael.blogspot.dk/

    3)Burgs initiativ kom i forlængelse af længere tids politisk aktivisme i samme retning af det tidligere israelsk-arabiske Knessetmedlem Azmi Bishara, som tvang Bishara i eksil, men efterfølgende førte til dannelsen af partiet “National Democratic assembly (NDA)” se interviewet fra 2012 med partiets generalskreetær Awad Abdel Fattah på http://www.mondoweiss.net: http://mondoweiss.net/2012/11/its-time-for-palestinians-in-israel-to-stand-firm-against-the-bantustan-plan.html

    4) De seneste konsekvenser efter det israelske valg i år, er analyseret i MERIP:
    http://www.merip.org/mero/mero021313

    5)En fyldig og stadig aktuel sammenfatning af diskursen bag udviklingen er udgivet af den australsk-jødiske journaist web-redaktør Antony Loewenstein i antologien “After zionism: One state for Israel and Palestine” (Antony Loewenstein and Ahmed Moor(eds.): After Zionism: One State for Israel and Palestine. Saqi Books (August 28, 2012),
    ISBN-10: 0863568165

Skriv en kommentar