Hvorfor er Gaza på randen af kollaps?

1 kommentar
Print Friendly, PDF & Email

3 mar

3. marts 2011

Den humanitære krise i Gaza fremstilles oftest som en følgeskadevirkning af et konfliktfyldt forhold mellem israelere og palæstinensere eller som resultatet af militære handlinger udført af Israel for at varetage sikkerhedshensyn.

WikiLeaks-dokumenter bragt af det norske dagblad Aftenposten bekræfter imidlertid, at det er en bevidst politik fra Israels side at holde Gazas økonomi på randen af sammenbrud.

I en lækket indberetning fra den amerikanske ambassade i Tel Aviv fra 2008 forlyder det:

”Israelske embedsmænd har ved flere lejligheder bekræftet over for ambassaden, at de har til hensigt at fastholde Gazas økonomi på det lavest mulige niveau, som kan opnås, uden at man udløser en humanitær krise […] de har til hensigt at fastholde Gazas økonomi på randen af kollaps uden at skubbe den ud over kanten.”

Den israelske intention er således at forarme Gazas befolkning så meget som muligt uden dog at kvæle den helt. Formålet med ikke at skubbe Gaza helt ud over kanten kunne være, at Israel gerne vil undgå en situation, der er så katastrofal, at omverdenen ikke vil kunne forholde sig passiv.

På den ene side må politikken siges at være lykkedes.

Først og fremmest fordi den palæstinensiske befolkning i Gaza faktisk lever på randen af sammenbrud. Af en rapport udarbejdet af Crisis Action – en sammenslutning af 21 humanitære organisationer – fra december 2010 fremgår det, at 39 pct. af befolkningen er arbejdsløse, 61 pct. lider under fødevareusikkerhed, og 80 pct. er afhængige af international bistand. Israel har realiseret denne målsætning bl.a. gennem omfattende ødelæggelser af infrastrukturen i området og gennem en blokade, der begrænser importen af basale fornødenheder til de ca. 1,5 millioner palæstinensere i Gaza. Og derudover er forarmelsen altså bl.a. blevet finjusteret med pengepolitiske instrumenter, sådan som WikiLeaks-dokumenterne viser.

Et andet tegn på, at Israel kan siges at have realiseret sin målsætning, kommer til udtryk ved den reaktion, som WikiLeaks’ afsløring har fremkaldt. I det store hele er afsløringen gået ubemærket hen.

På den anden side kan politikken siges at have slået fejl for israelerne, i og med at det ikke er lykkedes dem at undgå en humanitær krise. Ifølge FN’s organisation for palæstinaflygtninge (UNRWA) er betegnelsen ”humanitær krise” netop det, der kendetegner situationen i Gaza. Israel opererer øjensynligt med en anden standard for, hvornår mennesker, der lever under israelsk besættelse, lider nød.

Bortset fra en kort artikel i Politiken har mainstreammedierne, og beslutningstagerne, ikke reageret på WikiLeaks’ afsløring. At afsløringen af Israels egentlige intentioner ikke har fremkaldt stærke reaktioner i f.eks. EU-landenes regeringer, kan undre. For det første, fordi politikken er en del af den kollektive afstraffelse af den palæstinensiske civilbefolkning, hvilket er ulovligt i henhold til international lov. Dette konstaterer Amnesty International i deres årsrapport fra 2010. For det andet, fordi Israel dermed modarbejder EU’s erklærede intention om at skabe økonomisk udvikling i de palæstinensiske områder, hvilket der årligt investeres mange millioner euro i.

Hvis den danske befolkning var bedre informeret om den israelske politiks reelle karakter, måtte man forvente et stærkere folkeligt pres for at få beslutningstagerne til at afkræve Israel at handle i overensstemmelse med international lov. Dette ville være et vigtigt skridt i retningen af en løsning på den årelange konflikt. Derfor er det beklageligt at se, at afsløringen ikke får mere opmærksomhed.

LÆS OGSÅ VORES INDLÆG OM POLITIKENS ARTIKEL

Opfordring

Kontakt danske medier ang. dette emne samt andre aspekter af forarmelsespolitikken, som vi har skrevet om her: Gaza på diæt.

Spørg f.eks., om de har behandlet emnerne; hvis ikke, hvorfor; om de har tænkt sig at skrive noget om det; hvad der skulle til, for at de ville behandle emnerne.

Henvis evt. til vores behandling af forarmelsespolitikken.

Send gerne en kopi af din mail og deres eventuelle svar til os: redaktion@medieoplysning.dk

1 svar to “Hvorfor er Gaza på randen af kollaps?”

  1. Poyâ Pâkzâd 04. mar, 2011 at 13:41 #

    Hvorfor er Gaza på randen af kollaps?

    Jeg skrev herom til Information i december 2010 fra en internetcafé i Cairo dagen inden jeg tog til Gaza for at se forholdene med egne øjne. http://www.information.dk/219985

    Der er en humanitær katastrofe. Det har der været længe før den omtalte blokade kom på banen. Israel indførte den økonomiske udsultningspolitik, som vi kender den i dag, i 2001, som ifølge UNCTAD “skubbede den palæstinensiske økonomi ind i sådan en ‘underudvikling,’ at så meget som $2,4 milliarder blev drænet ud af Vestbreddens og Gazas økonomi.”

    I perioden mellem 2000 og 2006 var der “et tab på $42,846,895 i Gazas landbrugsproduktion, på grund af destruktionen af land, afgrøder og drivhuse.” FN’s daværende Gaza-ordfører John Dugard skrev, at området var “på randen af en humanitær katastrofe.”

    Blokaden er ikke direkte forbundet med Hamas – som også den erfarne israelske journalist Amira Hass har skrevet, idet den økonomiske belejring trådte i kraft efter Oslo-aftalens indgåelse i 1992. Siden da har Gaza’s økonomi været under israelsk kontrol. I realiteten blev blokaden bevisligt påført Gaza, før Hamas kom til magten. Det er helt utvivlsomt, eftersom den tidligere direktør for verdensbanken James Wolfensohn tog til Gaza i 2005 for at standse Israels blokade – det er et år inden Hamas blev valgt i 2006. Det var netop for at afværge en ny voldscyklus efter Israels såkaldte “tilbagetrækning.”

    Harvards Gaza-ekspert Sara Roy skriver, at belejringen har to grundlæggende mål. Det ene er at sikre, at Gaza “blot anskues som et humanitært problem…uden politisk identitet og politiske krav.” Den anden er at gøre Gaza afhængig af Egypten: “Det er grunden til, at israelerne tolererer de hundredvis af tunneller rundt omkring i Gaza,” som er en mere eller mindre “reguleret kommerciel sektor” (London Review of Books, 1. jan. ’09).

    Hvorfor denne politik?

    Spm. er så, også, hvordan det kan være, at Israel vil afspore opmærksomheden fra Gazas politiske krav og identitet. Hamas fik Israel til at lukke grænsen ind til Gaza og efter behag skrue op og ned for blokaden. Denne udlægning er uden tvivl den dominerende fortolkning af blokadens logik i medierne (TV og tryk). Men som jeg allerede har gjort udtryk for i det ovenstående, så strammede Israel blokaden i 2006 – den var altså allerede blevet påført inden Hamas kom til magten.

    Ikke desto mindre indgik Hamas en 6 måneders våbenhvile, under betingelse af at blokaden blev løftet. Det blev den som bekendt aldrig. Israels udenrigsministerium udgav en rapport, der sågar bekræftede, at det var Israel der brød våbenhvilen (se også Amnesty’s årsrapport fra 2008). Den egyptisk mæglede våbenhvile mellem Israel og Hamas virkede og blev betegnet som en “seks måneders hvile.” Rapporten beskrev, at “Hamas forsigtigt overholdte våbenhvilen,” og effektivt “håndhævede den over for øvrige terrororganisationer.” Det fremgår af ministeriumsrapportens diagrammer, at cirka 179 Hamas-raketter blev affyret månedligt i perioden op til våbenhvilen. Under våbenhvilen blev der affyret 3 om måneden op til den 4. november, hvor Israel udførte et kommandoraid på en tunnel, der dræbte 6 palæstinensere.

    Den israelske avis Yedioth Ahronoth oplyste den 12. december, at Hamas forsøgte at forlænge våbenhvilen under de gamle betingelser, men Israel afviste det kort tid før bombningen. Israels angreb var blevet planlagt mindst 6 måneder inden.

    Israels angreb var delvist udført for at afværge Hamas’ rapprochement og genetableringen af frygten for Israel i regionen. Siden 2005 har Hamas været mere imødekommende over for fredsforhandlinger end Israel (en ret så vigtig pointe iht. “Køreplanen for fred”, der insisterer på at Hamas lægger våbnene). Det første dokument Hamas underskrev, efter de vandt et frit og retfærdigt valg, var det såkaldte “prisoner’s document,” hvor Hamas sammen med Fatah kalder på en palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne. Ifølge Ha’aretz bydes det velkommen af 77% af den palæstinensiske befolkning. Det er siden valgsejren blevet erkendt i brede kredse, at Hamas er parat til at anerkende Israel de facto – omend ikke de jure. Dette skyldes Hamas-ledelsens gentagende opfordring til permanent våbenhvile og forhandlinger om palæstinensisk statsdannelse uden for Israels grænser.

    (Se følgende kilder:
    Avi Issacharoff, “Poll: 77 % of Palestinians support the Prisoner’s Document,” June 2009, Ha’aretz | Mouin Rabbani, “A Hamas Perspective on the Movement’s Evolving Role: An Interview with Khalid Mishal: Part II,” Summer 2008, Journal of Palestine Studies vol. 37 | Avi Issacharoff, “Meshal: Hamas backs Palestinian state in ’67 borders,” April 2008, Ha’aretz | Amira Hass, “Haniyeh: Hamas willing to accept Palestinian state with 1967 borders,” September 2008, Ha’aretz | Middle East Online, “Hamas calls for Palestinian state in 1967 borders,” June 2009 |Hamas, “We Do Not Wish to Throw Them Into the Sea,” February 2006, Washington Post | Jay Solomon & Julien Barnes-Dacey, “Hamas Chief Outlines Terms for Talks on Arab Israeli-Peace,” Juli 2009, Wall Street Journal.)

    Målet med Gaza-krigen var ifølge israelske kilder, at “genskabe israelsk afskrækkelses-effekt”, fordi “dets fjender er ikke så bange for det, som de engang var eller bør være,” skriver Ethan Bronner (NYTimes, 13. jan. 2009). Israels sikkerhedsbekymringer er i høj grad baseret på dets evne til at skræmme dets naboer – og denne afskrækkelse mistede Israel til dels ved det såkaldte ‘nederlag’ til Hizbollah i 2006. Det var netop den væsentligste drivkraft bag Israels angreb på Egypten i juni 1967, som resulterede i Israels besættelse af Gaza og Vestbredden. Den daværende hærchef Ariel Sharon formanede det israelske sikkerhedskabinet til at iværksætte et præventivt angreb på Egypten for at opretholde Israels “vigtigste våben — frygten for os” (Zeev Maoz, Defending the Holy Land, s.89).

    Gaza er på randen af humanitær kollaps, fordi Israel gerne vil afskære Gaza fra resten af det palæstinensiske selvstyre og afspore opmærksomheden fra dets nationalistisk politiske identitet. Gaza blev angrebet, fordi Israel søgte at genetablere sin afskrækkelseskapacitet i regionen og samtidig afværge Hamas’ gentagne kald på våbenhviler og en forhandling om en tostatsløsning i overensstemmelse med “Køreplanen for fred.”

    Hvordan opnås fred?

    “I sine 60 år” har Israel været “utilbøjelig til at engagere sig i meningsfulde forhandlinger” med sine modstandere og kun “alt for klar til at anvende militær magt for at påtvinge sin vilje.” Angrebet på Gaza er det “seneste klimaks i denne langvarige israelske politik.” Sådan udtaler den ledende israelske historiker Avi Shlaim sig til den netbaserede nyhedskanal Democracy Now i januar.

    Men med de regionale protestbevægelser i Mellemøsten eksisterer der nu en hidtil uset mulighed for at mobilisere et bredt internationalt publikum til at handle hinsides symbolske bidrag. Der er en reel mulighed for at tvinge Israel til at overholde international lov: bryde blokaden og nedrive muren for at ophæve besættelsen og etablere en palæstinensisk stat.

    Oprettelsen af en palæstinensisk stat nyder foruden tilslutningen fra de autoritative og repræsentative politiske organer i FN også regional og juridisk opbakning. I 2002 udkom den Saudiske fredsplan, der er underskrevet af de 22 arabiske stater og Iran (Ha’aretz, 1. juni 2009). Planen er en gentagelse af tostatsløsningens betingelser og den saudiske fredsplan fra 1981 (Fahd-planen). Initiativet opfordrer til en palæstinensisk stat, der skal fastlægges efter Israels fulde tilbagetrækning til 1967-grænserne. Det tilføjes, at de arabiske stater derefter skal normalisere relationerne med Israel.

    I 2004 udgav Den Internationale Domstol, den højeste juridiske instans i verden, en rådgivende udtalelse om den mur som Israel har bygget på Vestbredden. Domstolen fastslog, at muren er ulovlig. Den bekræftede ulovligheden af bosættelser og “territoriale erhvervelser som følge af trusler eller magtanvendelse.” Domstolen anså “Gaza, (hele) Vestbredden inklusive Østjerusalem” for at være “besat palæstinensisk territorium.” Den enstemmige rapportering fra menneskerettighedsorganisationerne omkring bosættelserne, Østjerusalem og de internationale grænser komplementerer ligeledes denne tilgang. Senest giver Goldstone-rapporten også anledning til en standsning af den dobbeltmoralske straffrihed, som Israel har nydt som funktion af den uforbeholdne amerikanske støtte.

    Obama har rost det arabiske initiativ (den saudiske plan) og opfordret de arabiske stater til at gå videre med normaliseringen af forholdene med Israel. Indtil videre har han ikke anderkendt forslagets forhåndsbetingelser og dermed implicit opretholdt den traditionelle amerikanske afvisningspolitik. Der er ingen tegn på, at Obama er parat til at overveje det arabiske initiativs kerneindhold, endsige fremme det.

    Indtil videre har det mest presserende element i Obama-administrationens politik vis-a-vis israelerne været opfordringen til ”fastfrysning af bosættelser.” Men Israels bosættelsespolitik i de besatte områder siden Oslo har medført en fordobling af bosætterbefolkningen fra 280.000 til knap en halv million i dag. Bosættelserne optager næsten halvdelen af arealet på Vestbredden. Bosættelserne er aldrig stoppet og under Netanyahu er de stadig i hastig udvikling med såvel nye konstruktioner og ”naturlig vækst” i de allerede eksisterende bosættelser.

    Hvis Obama var alvorligt imod udvidelsen af bosættelser, kunne han nemt gøre konkrete foranstaltninger, for eksempel ved at reducere USA’s økonomiske støtte, der afsættes til dette formål. Det ville næppe være en radikal eller et modigt træk.

    Bush Sr. administrationen handlede i sin tid hinsides overflødig retorik, da den gjorde indsigelse mod de ”ulovlige bosættelser” ved at true med standsningen af økonomisk støtte til dem. I skarp konstrast anfører Obama administrationens embedsmænd ifølge NYTimes, at sådanne foranstaltninger “ikke er til debat”, og at eventuelt pres vil være “symbolsk.” Los Angeles Times rapporter, at “amerikanske embedsmænd” privat har sagt, ”at de aldrig havde forventet at vinde en samlet fastfrysning og bemærkede, at Mitchell havde undgået, at udtale dette som et mål.” Alt i alt betyder dette, at Obama-adminstrationens vage opfordring til fastfrysning var udtænkt spin, der var designet til at aflede opmærksomheden fra konsolideringen af de i forvejen etablerede ”ulovlige bosættelser.”

    FREDEN skal ikke søges gennem det Hvide Hus, for denne er ikke en neutral mægler mellem parterne. Folkelig mobilisering bør fokuseres på at træffe gevinst på den internationale konsensus og baseres/forhandles omkring parternes juridisk berettigede krav. USA vil forpurre ethvert forsøg fra FN’s Sikkerhedsråd på at behandle det fortsatte dødvande mellem Israel og palæstinenserne.

    Hvis parterne ikke kan nå en aftale vil en af to løsninger skulle indføres: Enten universel anerkendelse af en palæstinensisk stat i området uden for Israels 1967-grænser eller anerkendelse af Israels opnåelse af de jure og de facto suverænitet i hele Palæstina (kræver at Israel giver alle, der er omfattet af borgerskabet lige rettigheder eller lider internationale sanktioner, boykot og afinvestering). Begge formularer ville tvinge parterne til at gøre en seriøs indsats for at finde en aftale eller at tage konsekvenserne af deres vrangvillighed. Begge formularer kunne gennemføres direkte af statsmedlemmer i det internationale samfund, men det kræver, at verden vil stå op til USA og Israel, der er i færd med at bantustanisere Vestbredden.

    De planer der udføres lige nu er designet til at give Israel kontrol over de mest værdifulde arealer på Vestbredden. Fragmentering af Vestbredden i frakoblede og ikke-levedygtige enklaver har hindret meningsfuld palæstinensisk udvikling. I store dele af Vestbredden og i Østjerusalem er de eneste ledige arealer til bygning af huse under israelsk jurisdiktion, mens vandforbruget hos de 5.000 jødiske bosættere i Jordan-dalen svarer til 75% af vandforbruget hos de to millioner palæstinensiske indbyggere på Vestbredden. Den ”ulovlige mur” giver også israelerne kontrol over Vestbreddens grundvandsreserver. Israel vil være i stand til fortsat at sikre, at palæstinenserne kun får en fjerdedel af det vand som israelerne i bosættelserne drikker, som Verdensbanken rapporterede tilbage i april 2010.

    Det eneste håb der er tilbage for fred, er en international bevægelse mod besættelsen – intet mindre kan tilskynde supermagterne til at tage handling.

Skriv en kommentar