Tavshedens tyranni

2 kommentarer
Print Friendly

23 nov

23. november 2010

Den 9. november 2010 var Obama på statsbesøg i Indonesien. Samme dag offentliggjorde den uafhængige amerikanske journalist Allan Nairn dokumenter, der viser, at de indonesiske specialstyrker Kopassus fortsætter sin tradition for terrorvirksomhed, i dette tilfælde rettet mod kirkelige repræsentanter, aktivister, lovgivere, studenter, intellektuelle, politiske aktører og andre ”fjender” i Vestpapua, som har været under indonesisk overherredømme, siden den hollandske kolonimagt forlod området. USA har for kort tid siden genoptaget sin støtte til Kopassus.

Danske medier har informeret indgående om Obamas besøg i landet, hvor han tilbragte fire af sine barndomsår. Fokus har været Obamas personlige tilknytning til Indonesien, hans tale i Jakarta, besøgets magtpolitiske perspektiver i lyset af det amerikanske midtvejsvalg, reaktionerne på hans tale i Jakarta, Obamas fremstrakte hånd til den muslimske verden, analyser af hans tale i Jakarta samt overvejelser omkring, hvorvidt Obamas kritiske bemærkninger om Israels bosættelser ville overskygge det positive budskab i den tale, han holdt i Jakarta.

Til gengæld finder man intet om de nye oplysninger om den indonesiske terror eller USA’s støtte til den. Jyllands-Posten skriver et sted om Obamas ”stærke personlige appel til den muslimske verden om at slutte sig til Vesten i forsøget på at bekæmpe ekstremisme og terrorisme” (leder 11.11.2010), men kommer ikke ind på, at USA har tilsluttet sig Indonesiens terrorkampagne.

Der er indsigter af mere generel værdi i denne historie. Det kræver en uafhængig journalist, der bl.a. lever af private donationer, at skaffe indsigt i den slags terrorvirksomhed, som vores magthaverne ikke har interesse i at sætte på dagsordenen. Og det kræver en engageret blogger at videreformidle historien til et dansk publikum: Se denne artikel, der også bringer nødvendig baggrundsinformation om Kopassus samt de amerikanske relationer til den “antiterror enhed” inden for Kopassus, som udfører terroraktionerne. Alt sammen foregår uden for det etablerede mediesystem.

Denne historie er også et eksempel på, at mainstream-aviser er rigtig gode kilder, hvis man søger informationer om verdensledernes personlige og politiske udfordringer, deres taler, den offentlige dagsorden, de forholder sig til, og andet, der foregår i den politiske forgrund. Hvis man også vil informeres om den voldsudøvelse, der ikke indgår i ledernes PR-virksomhed, gør man bedst i at søge informationer andetsteds.

Det eksklusive fokus på den præsentable politiske forgrund bidrager selvsagt til at aflede opmærksomheden fra – og dermed holde liv i – de systematiske blodsudgydelser, der udspiller sig bag scenetæppet. Også dette er en mere generel problemstilling.

Til mediernes forsvar kan dog anføres, at de nye afsløringer hører til i småtingsafdelingen sammenlignet med tidligere storstilede amerikansk-indonesiske samarbejder om invasioner og massemordskampagner i folkemordsklassen, som medierne generelt heller ikke har vist interesse for. Efter gældende standarder er mediernes ikke-dækning helt i orden. Hvilket igen er værd at tænke nærmere over.

Den 9. november 2010 var Obama på statsbesøg i Indonesien. Samme dag offentliggjorde den uafhængige amerikanske journalist Allan Nairn dokumenter, der viser, at de indonesiske specialstyrker Kopassus fortsætter sin tradition for terrorvirksomhed, i dette tilfælde rettet mod kirkelige repræsentanter, aktivister, lovgivere, studenter, intellektuelle, politiske aktører og andre ”fjender” i Vestpapua, som har været under indonesisk overherredømme, siden den hollandske kolonimagt forlod området. USA har for kort tid siden genoptaget sin støtte til Kopassus.

Danske medier har informeret indgående om Obamas besøg i landet, hvor han tilbragte fire af sine barndomsår. Fokus har været Obamas personlige tilknytning til Indonesien, hans tale i Jakarta, besøgets magtpolitiske perspektiver i lyset af det amerikanske midtvejsvalg, reaktionerne på hans tale i Jakarta, Obamas fremstrakte hånd til den muslimske verden samt analyser af hans tale i Jakarta og overvejelser omkring, hvorvidt Obamas kritiske bemærkninger om Israels bosættelser ville overskygge det positive budskab i den tale, han holdt i Jakarta.

Til gengæld finder man intet om de nye oplysninger om den indonesiske terror eller USA’s støtte til den. Jyllands-Posten skriver et sted om Obamas ”stærke personlige appel til den muslimske verden om at slutte sig til Vesten i forsøget på at bekæmpe ekstremisme og terrorisme” (leder 11.11.2010), men kommer ikke ind på, at USA har sluttet sig til Indonesiens terroraktioner.

Der er indsigter af mere generel værdi i denne historie. Det kræver en uafhængig journalist, der bl.a. lever af private donationer, at skaffe indsigt i den slags terrorvirksomhed, som vores magthaverne ikke har interesse i at sætte på dagsordenen. Og det kræver en engageret blogger at videreformidle historien til (desværre nok kun et fåtal af) danskerne: Se dette indlæg. Alt sammen foregår uden for det etablerede mediesystem.

Denne historie er også et eksempel på, at mainstream-medierne er rigtig gode kilder, hvis man søger informationer om verdensledernes personlige og politiske udfordringer, deres taler, den offentlige dagsorden, de forholder sig til, og andet, der foregår i den politiske forgrund. Hvis man også vil informeres om den voldsudøvelse, der ikke indgår i ledernes PR-virksomhed, gør man bedst i at søge informationer andetsteds.

Det eksklusive fokus på den præsentable politiske forgrund bidrager selvsagt til at aflede opmærksomheden fra – og dermed holde liv i – de systematiske blodsudgydelser, der udspiller sig bag scenetæppet. Også dette er

Den 9. november 2010 var Obama på statsbesøg i Indonesien. Samme dag offentliggjorde den uafhængige amerikanske journalist Allan Nairn dokumenter, der viser, at de indonesiske specialstyrker Kopassus fortsætter sin tradition for terrorvirksomhed, i dette tilfælde rettet mod kirkelige repræsentanter, aktivister, lovgivere, studenter, intellektuelle, politiske aktører og andre ”fjender” i Vestpapua, som har været under indonesisk overherredømme, siden den hollandske kolonimagt forlod området. USA har for kort tid siden genoptaget sin støtte til Kopassus.

Danske medier har informeret indgående om Obamas besøg i landet, hvor han tilbragte fire af sine barndomsår. Fokus har været Obamas personlige tilknytning til Indonesien, hans tale i Jakarta, besøgets magtpolitiske perspektiver i lyset af det amerikanske midtvejsvalg, reaktionerne på hans tale i Jakarta, Obamas fremstrakte hånd til den muslimske verden samt analyser af hans tale i Jakarta og overvejelser omkring, hvorvidt Obamas kritiske bemærkninger om Israels bosættelser ville overskygge det positive budskab i den tale, han holdt i Jakarta.

Til gengæld finder man intet om de nye oplysninger om den indonesiske terror eller USA’s støtte til den. Jyllands-Posten skriver et sted om Obamas ”stærke personlige appel til den muslimske verden om at slutte sig til Vesten i forsøget på at bekæmpe ekstremisme og terrorisme” (leder 11.11.2010), men kommer ikke ind på, at USA har sluttet sig til Indonesiens terroraktioner.

Der er indsigter af mere generel værdi i denne historie. Det kræver en uafhængig journalist, der bl.a. lever af private donationer, at skaffe indsigt i den slags terrorvirksomhed, som vores magthaverne ikke har interesse i at sætte på dagsordenen. Og det kræver en engageret blogger at videreformidle historien til (desværre nok kun et fåtal af) danskerne: Se dette indlæg. Alt sammen foregår uden for det etablerede mediesystem.

Denne historie er også et eksempel på, at mainstream-medierne er rigtig gode kilder, hvis man søger informationer om verdensledernes personlige og politiske udfordringer, deres taler, den offentlige dagsorden, de forholder sig til, og andet, der foregår i den politiske forgrund. Hvis man også vil informeres om den voldsudøvelse, der ikke indgår i ledernes PR-virksomhed, gør man bedst i at søge informationer andetsteds.

Det eksklusive fokus på den præsentable politiske forgrund bidrager selvsagt til at aflede opmærksomheden fra – og dermed holde liv i – de systematiske blodsudgydelser, der udspiller sig bag scenetæppet. Også dette er en mere generel problemstilling.

Til mediernes forsvar kan dog anføres, at de nye afsløringer hører til i småtingsafdelingen sammenlignet med tidligere storstilede amerikansk-indonesiske samarbejder om invasioner og massemordskampagner i folkemordsklassen, som medierne generelt heller ikke har vist interesse for. Efter gældende standarder er mediernes ikke-dækning helt i orden. Hvilket igen er værd at tænke nærmere over.

en mere generel problemstilling.

Til mediernes forsvar kan dog anføres, at de nye afsløringer hører til i småtingsafdelingen sammenlignet med tidligere storstilede amerikansk-indonesiske samarbejder om invasioner og massemordskampagner i folkemordsklassen, som medierne generelt heller ikke har vist interesse for. Efter gældende standarder er mediernes ikke-dækning helt i orden. Hvilket igen er værd at tænke nærmere over.

2 svar to “Tavshedens tyranni”

  1. magnus boding hansen 07. feb, 2011 at 15:49 #

    DR2 Udland havde et stort indslag (det 3. om papua det seneste halve år) om netop Papua og Obamas besøg. Her fortalte vi igen, at der finder et slow motion-folkemord sted i Papua, der udføres af Kopassus, som er støttet af Australien og USA i terrorbekæmpelsens navn.

    For fremtiden ville det øge troværdigheden af dine analyser, hvis du ikke bare skrev “danske medier”, som det var dem alle sammen, men skrev hvilke danske medier.

    Men tak for, at du bringer fokus på dette vigtige problem, som du har helt ret i, er underrepræssenteret!

    vh,
    magnus boding hansen,
    tidl. praktikant på det nu nedlagt dr2 udland

    • Uffe Kaels Auring 07. feb, 2011 at 22:02 #

      Mange tak for berigtigelsen, Magnus. Der skulle have stået “danske aviser”, dvs. de landsdækkende danske dagblade. Det har jeg nu rettet.
      Når jeg i øvrigt skriver “danske medier”, menes de landsdækkende aviser, DR’s og TV 2’s kanaler samt disse mediers hjemmesider.

      Din kommentar kan give indtryk af, at udtrykket “danske medier” bruges fejlagtigt i andre af mine indlæg/analyser. Du må meget gerne sige til, hvis du er stødt på problemet andetsteds.

      Jeg ville gerne se de(t) omtalte DR2-indslag om Papua, men de optræder tilsyneladende ikke på DR2 Udlands hjemmeside. Ved du, om det er muligt at få fat udsendelserne på anden vis? Brugte I virkelig et udtryk som “slow motion-folkemord”?

      Jeg kan kun finde en temaudsendelse om Indonesien, som bl.a. omhandler ekstremisme – dvs. militant islamisme, ikke den langt mere omfattende ekstreme statsterror – og gengiver rosende ord fra Hillary Clinton om det indonesiske demokrati med tilslutning.
      Derudover lader indslaget Clinton fortælle om landenes interesse- og værdifællesskab. Det nævnes ikke, at storstilede volds- og terrorkampagner historisk har været og fortsat er et af de vigtigste elementer i dette fællesskab.
      I dette indslag dækker det “eksklusive fokus på den præsentable politiske forgrund” over “de systematiske blodsudgydelser, der udspiller sig bag scenetæppet”.

Skriv en kommentar