Forarmelse på den neutrale, nødvendige måde

1 kommentar

Analyse af Mellemøst-analytiker Poyâ Pâkzâd

Et ikke usædvanligt, men lærerigt eksempel på, hvordan den danske dækning af det iranske atomprogram i almindelighed er genstand for ensidig vestlig propaganda, er 21.30-TV Avisens indslag herom den 15. oktober.
Læs mere

Den syrisk-tyrkiske krise og pressens knæfald for krigstrommerne

3 kommentarer

Krigens spin, ukritisk serviceret af pressen, skaber mere krig til glæde for den voksende krigsideologi og -industri.

Var jeg syrisk oprører, ville jeg ikke være i tvivl om, hvad der netop nu måtte gøres i den fastlåste situation med ringe udsigt til intervention fra Vesten og dermed ingen mulighed for at vinde den 17 måneder lange borgerkrig mod al-Assad.

Jeg ville selvfølgelig affyre et par mortergranater ind over grænsen til Tyrkiet. Og hvis granaterne ikke fremprovokerede den nødvendige tyrkiske modreaktion, så måtte strategien jo desværre opgraderes, og civile dræbes. Sådan er krig, især moderne krig. Når det så var lykkedes at ramme nogle uskyldige civile, og Tyrkiet efterfølgende anklagede al-Assad for ugerningen og, forhåbentligt, skød tilbage mod hans militær – og pressen samtidig gjorde sin vigtige del og gav historien det rigtige spin – var der en god chance for, at det var lykkedes at slå rigtig mange fluer med ét slag, endda med den mindst mulige militære indsats. Så kunne oprørshæren læne sig tilbage og lade tyrkerne og NATO gøre resten af det beskidte arbejde med at omstyrte al-Assads styre.

Moderne krigsspin

Der er god grund til at formode, at ovennævnte er præcist, hvad der i virkeligheden sker på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet i disse dage. Efter en håndfuld morternedslag uden tab af menneskeliv slog en granat d. 3. oktober ned i den tyrkiske grænseby Akcakale og dræbte en mor og hendes fire børn. Efter drabene udviklede en international krise sig med så stor hast, at det var, som om alle bare sad parat til at håndtere lige præcis denne situation. Samtidig bliver vi præsenteret for en omgang moderne krigsspin med livlig deltagelse af pressen, der for længst er blevet militærindustriens og krigsideologiens effektive forlængede arm.

Tyrkiets præsident, Erdogan, protesterer. Det samme gør USA. NATO holder et sjældent hasteindkaldt sikkerhedsmøde, og overalt i medierne bliver forsvarspagtens grundpille repeteret: pligten til at forsvare et medlemsland kollektivt, hvis det angribes. Helt befriende at høre oven på NATO’s mange problematiske angrebskrige.

Endelig fordømmer FN ugerningen, som al-Assad holdes ansvarlig for. Alt dette skete inden for et døgn, efter at den tyrkiske kvinde og hendes fire børn på usleste vis var dræbt i Akcakale.

Til min forbavselse inddrager ingen af de ganske mange danske og internationale medier, jeg tjekker, ovennævnte sandsynlige involvering af syriske oprørere. Aljazeera kom tættest på ved at citere Syriens informationsminister, Omran al-Zoubi, for at opfordre Tyrkiet og andre til at vise ”tilbageholdenhed”. Og han tilføjer: ”I tilfælde af sådanne grænseepisoder bør landene opføre sig klogt, særligt når der er mulighed for eksistensen af terroristgrupper i grænseområdet.”

Mangelfuld og fordrejet nyhedsdækning

Ifølge Aljazeera kondolerer Syriens informationsminister i samme åndedrag over for det tyrkiske folk samt understreger, at hans land respekterer de omgivende landes suverænitet.

SANA, det statslige nyhedsbureau i Syrien, bringer under lokale nyheder Omran al-Zoubis udtalelser til sagen, inkl. en oplysning, der – lige akkurat – nåede ud i de vestlige medier, nemlig at Syrien havde igangsat en undersøgelse for at finde ud af, hvem der affyrede morteren mod Akcakale.

Alle de vestlige medier, jeg ser episoden beskrevet i, følger imidlertid en bekymrende endimensionel og farvet nyhedsdækning. Så mangelfuld og fordrejet, at det svært at se pressen som andet end en forlænget arm for Vestens og NATO’s ønske om en militær intervention i Syrien, ligesom man ønskede det i Libyen, i Irak, i Afghanistan osv.

Eksempelvis rapporterer DR ensidigt og intenst 3. oktober om morternedslaget i Akcakale. I radioavisen kl. 10 om formiddagen d. 4. oktober bliver sagens anklagede part, al-Assads Syrien, for første gang – delvis – hørt med sætningen: ”Syrien vil nu undersøge, hvem der skød granater ind over den tyrkisk-syriske grænse.” Efterfølgende oplyses det, at tyrkisk militær har skudt tilbage mod syriske militærstillinger med kanoner (og dræbt ca. 30 soldater), for at beskytte sin befolkning, men i øvrigt ikke ønsker krig med Syrien. DR glemmer at oplyse, at Syrien – formentlig i endnu højere grad en Tyrkiet – heller ikke ønsker krig med sit naboland mod nord. DR gentager flere gange i løbet af d. 4. oktober, at Tyrkiet ingen interesse har i at gå i krig mod Syrien. Men ikke en eneste gang nævnes/høres Syriens synspunkt. Samtidig overses diverse oprørsgruppers åbenlyse interesser i en militær optrapning med inddragelse af NATO-landet Tyrkiet.

Aljazeera rapporterer kl. 19.30 d. 4. oktober, at lokale i byen Akcakale anklager den tyrkiske regering for at have medansvar for det syriske morterangreb 3. oktober, fordi man støtter oprørene i Syrien.

Ritzau udsender kl. 15.15 et telegram, hvor Tyrkiets vicepremierminister, Besir Atalay, citeres for at sige: “Den syriske side har erkendt, hvad den gjorde og sagt undskyld”

Begyndelsen på en storkrig?

Dette citat, som Ritzau oplyser kommer fra nyhedsbureauet AFP, repeteres af de fleste andre medier. Til trods for at den eneste udtalelse, jeg kan finde fra al-Assads Syrien, er ovennævnte fra landets informationsminister, bliver dette fuldstændig ignoreret af de vestlige medier, der derved skaber det diametralt modsatte billede: At Syrien er skyldig, og at man herfra skyldbetonet beder om forladelse.

Når krigen mellem Tyrkiet og Syrien formentlig raser for fuld kraft om kort tid, og NATO er ved at gøre de første bombefly klar til at ”beskytte civilbefolkningen”, så er ingen selvfølgelig interesseret i at kende resultatet af undersøgelsen af morternedslaget 3. oktober, der måske var den sidste dråbe i en syndflod af blodigt vanvid, der truer med at drukne Mellemøsten i den måske mest ødelæggende militære konflikt nogensinde.

Ekspertudtalelser

Politiken og Jyllands-Posten, der begge giver historien topprioritet, laver hver for sig to næsten identiske ekspert-baserede artikler 4. oktober. Politiken spørger således Henrik Ø. Breitenbauch, der er seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, og citerer ham for at sige:

»En krig mellem Syrien og Tyrkiet ligger på ingen måde i kortene. Jeg har meget svært ved at se, at det skulle være i Assads interesse. Han er mere end travlt optaget med at slå sin egen befolkning ihjel.«

Artiklens indgangsvinkel lyder: ”Syrien har i dag undskyldt angrebet, som Henrik Ø. Breitenbauch antager var en fejl.”

Jyllands-Posten spurgte Kristian Søby Kristensen. Han siger næsten ordret det samme som Breitenbauch.

”Jeg kan ikke se, hvad Assads interesse skulle være i at puste til en konflikt med Tyrkiet. Det ville være en virkelig, virkelig dårlig idé. Det eneste, der kan komme ud af det, er en militær konflikt, som han i udgangspunktet ville have svært ved at vinde. Og jeg tror, han har nok at gøre med at slås mod oprørshæren.”

”Desuden vil en involvering af Tyrkiet i konflikten kunne trække andre lande ind også. Hvis Tyrkiet først begynder at engagere sig i det her, vil det åbne banen for, at vestlige magter også kommer til at spille en rolle”.

Journalistisk format

Syrien bliver ikke spurgt om noget. Ingen refererede til, hvad al-Assads styre mener. Det journalistiske grundprincip om at høre alle parter i en sag gælder ikke i moderne krigsførelse med en hær af embedded journalists – ”journalister i seng” med Vestens krigsførende part. Således er det, som jeg har vist, intet problem for dækningen af denne sag helt at bortredigere den sandsynligste baggrund for morter-angrebene, nemlig at de formentlig er udført af oprørere og ikke al-Assads militær.

Kl. 22 d. 5. oktober gentager DR-radioavisen den seneste udvikling i sagen: at en ny mortergranat kl. 18.30 er slået ned på en mark i Tyrkiet. ”Syrien havde ellers lovet, at det ikke ville ske igen. Men i dag skete det så alligevel”, lyder speaket ordret. Måske havde DR vist et større journalistik format, hvis speakeren havde tilføjet ”Heldigvis!”.

For eksemplerne viser, at Vesten, inkl. de fleste medier, er låst fast i en forstenet krigsideologi, der siden 11. september 2001 er sivet ind som en farlig gas i offentligheds, lederes og pressens hoveder og gjort dem ude af stand til at se andet end splinten i deres broders øje; for alt andet er dækket af bjælkerne i deres egne øjne. Og så længe der ikke er flere, der reagerer over for tidens krigsforherligelse, kan vi se frem til endnu mere krig med forfærdelige lidelser for endnu flere uskyldige civile. Det gør mig særlig trist at tænke på flere børn som ofre end de i forvejen hundredetusindvis, der – siden Vesten påbegyndte sine krige i Afghanistan og Irak – er blev dræbt, lemlæstet, skadet på sjæl og sind.

Hvad vil der mon fremover ske på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien? Oven på den fantastiske virkning, mortergranaten i Akcakale 3. oktober har haft for oprørernes problematiske sag, er det usandsynligt, at vi har set de sidste granatnedslag i Tyrkiet.

 

Journalist Jesper Petersen, 5. oktober 2012.

DR’s usandheder. Konstruktionen af krigspåskud

3 kommentarer

I moderne demokratier er det mediernes opgave at få folk til at forstå, at de stater, vores ledere ønsker omstyrtet, er skurke, der fortjener at blive ramt af vold med døden til følge. Opgaven kan løses på mange måder. Ensidighed og nedtoning af vigtig information er gennemgående propagandametoder.

Men en vis portion løgnagtighed indgår nu og da i mikset.

Usandheden

DR fortalte d. 4. oktober således sine seere, at Syriens regering “undskyldte” et morterangreb, som blev affyret fra Syrien og ramte en tyrkisk landsby. Granatnedslaget kostede fem mennesker livet.

Som vi husker fra Muhammed-krisen, er “undskyld” ikke et ord, statsledere omgås lemfældigt. Faktisk er det ofte højtidelige offentlige begivenheder, når stater siger undskyld.

Det har sine gode grunde. “Undskyld” vil sige, at man erkender, at man – typisk med overlæg – har gjort noget, der er forkert. Det ved stater udmærket. Når DR beretter, at den syriske regering undskyldte angrebet, forledes seerne til at tro, at regeringen indrømmede at stå bag angrebet.

Det er usandt. Den syriske regering undskyldte ikke og påtog sig ikke ansvar for angrebet. I stedet angav Syriens FN-ambassadør “oprørere” og “terrorister” som de sandsynlige bagmænd. I en officiel udtalelse om hændelsen opfordrede han derudover Tyrkiet til at agere besindigt og rationelt og meddelte, at den syriske regering  undersøgte hændelsen.

DR – som tilsyneladende blot viderebringer internationale, vestlige nyhedsmediers redigering – bragte imidlertid en kort, nøje tilskåret sekvens i ambassadørens tale, som ligesom lød som noget, der lå i forlængelse af en undskyldning. Og dog. I DR’s udklip fortæller FN-ambassadøren, at Syrien har overbragt de efterladte “kondolencer”. Efter almindelig skik og brug er der forskel på at kondolere og at undskylde dødsfald. Undskyld ikke over for de efterladte, næste gang du er til begravelse.

Alligevel virker DR Updates version overbevisende. DR Update d. 4. oktober:

 

 

Her er, hvad Syriens FN-ambassadør, Bashar al-Jaafari, sagde:

 

 

Hvis der i Danmark fandtes en større bevidsthed om og modstand mod de usandheder, der informerer os, ville DR’s forvrængninger fremstå som tåbelig, kontraproduktiv propaganda. Den slags, der kunne afsløres og ville udløse rettelser og beklagelser osv.

Insinuationerne

Men usandhederne har øjensynligt ikke nogen omkostninger. I det brede mediebillede går man alligevel mere forsigtigt frem. I stedet for at direkte at sige, at den syriske regering står bag angrebet, insinuerer man det.

Den generelle vending om morterbeskydningen er således “de syriske angreb”, hvilket – ligesom når man siger “de amerikanske angreb”, “de russiske angreb” osv. – signalerer, at det er staten, der agerer. Den moderne, demokratiske propaganda består kun i begrænset omfang af fusk, løgn og overlagt manipulation. En fremherskende og mere sofistikeret metode er i stedet, at man påstår noget, der ikke i sig selv er forkert, men som skaber forvrængede eller forkerte forestillinger om verden. Således med vendingerne “de syriske angreb” eller “angrebene fra Syrien”.

Det er faktisk i disse konstante insinuationer – og ikke de gemene usandheder – at den væsentligste, mest omfangsrige og effektive propaganda ligger. For en analytisk betragtning består den lejlighedsvise usandheds værdi i, at den markerer det generelle bedrags overdrev.

Fortielserne

Antagelsen, der ligger til grund for insinuationerne, er, at det syriske regime er ualmindeligt åndssvagt og/eller selvmorderisk. Eksperterne er for kloge til at påstå det ligeud. Det kræver derfor tavshed. Der er en påfaldende mangel på interesse for spørgsmålet om, hvem der i jordnær, faktuel forstand affyrede granaterne; det er i dette tilfælde tilstrækkeligt at vide og gentage, at de kom fra Syrisk territorium.

Vi skal ikke tænke videre over, hvem der har interesse i at inddrage NATO-staten Tyrkiet i konflikten. Vi skal heller ikke nævne, at Tyrkiet efter indledningsvist at have været noget fodslæbende blev en nøglebrik i den destabiliseringsstrategi, USA og dets allierede arabiske kongedømmer havde forfulgt fra konfliktens begyndelse.

Den aktuelle udvikling

Imens ser Tyrkiet nu ud til yderligere at accelerere det syriske kollaps, et vigtigt skridt på vejen hen imod realiseringen af projektet om at befri Mellemøsten for stater, der udfordrer den vestlige dominans.
Medierne er meget optaget af, hvad der sker på den “syrisk-tyrkiske grænse”. Kun for en snæver betragtning foregår stridighederne på den syrisk-tyrkiske grænse. NATO har selv blik for det større billede og har officielt erklæret, at der er tale om fjendtlige handlinger “ved NATO’s sydøstlige grænse”. At konflikten udspiller sig netop dér, er et langt bedre udgangspunkt for en forståelse af, hvad der er på spil, og hvad vi rimeligvis kan forvente, der vil ske i den sydøstlige del af NATO’s landområde i den kommende tid.

 

Opfordring

Spørg DR’s nyhedsredaktion, hvad der ligger til grund for deres påstand om, at den syriske regering har undskyldt angrebet. Nyhedsredaktionen kan kontaktes her: 1212@dr.dk

Henvis evt. til vores behandling af emnet. Send gerne en kopi af din mail og deres eventuelle svar til os: redaktion@medieoplysning.dk

 

21.30-TV-Avisen d. 4. oktober lod også Syrien “undskylde”:

 

 

 

Opdatering: Det er sjældent helt rimeligt og ofte temmelig selektivt at trække enkeltmediers propagandistiske dækning frem. For anskuelighedens skyld kan man fokusere på træet – som her DR – men lad os kaste et par blikke ud i andre dele af skoven. De fleste danske medier udbredte usandheder om hændelsen.

 

  • “Assad vil blotte sig for oprørerne, hvis han starter en krig mod Tyrkiet”, nyhedsanalyse i Politiken d. 5. oktober:

“Hvis man ikke vil i krig med sit naboland, er det utvivlsomt klogere at lade være at beskyde det – end at sende mortergranater ind over grænsen.

Syrien sagde i går, at det ikke ønsker krig med Tyrkiet. Men syriske granater blev sent onsdag sendt ind over den tyrkiske grænse og dræbte civile i byen Akcakale.”

Uden dokumentation, endsige begrundelse, antager analysen her, at det syriske styre står bag angrebet.

 

  • “Usikre zoner”, leder i Politiken d. 5. oktober:

”styret i Damaskus har indrømmet fadæsen”

 

  • “Syrien til Tyrkiet: Undskyld”,  Jyllands-Posten d. 5. oktober:

“[S]yrerne sendte granater ind over grænsen til den tyrkiske by Akcakale”

Tyrkiet angreb derpå Syrien for at ”markere, at det syriske regime er gået for langt”

Endelig kom der ”en melding fra Damaskus, hvor man indrømmede, at man stod bag.” En sådan melding fandtes og findes ikke.

 

  • “Et skridt nærmere syrisk skrækscenarium”, Berlingske Tidende d. 5. oktober:

”syriske styrker” står bag angrebet.

 

  • “Syrien siger undskyld”, Ekstra Bladet 5. oktober

 

  • “Syrien undskylder angreb på Tyrkiet”, Kristeligt Dagblad d. 5. oktober

 

Dagbladet Information bragte en mere neutral, afbalanceret artikel om hændelsen: “Tyrkiet bjæffer, men bider ikke”

To anmeldelser af Medieoplysning

Skriv en kommentar

Dækningen af Israels forarmelsespolitik

1 kommentar

Politikens artikel om WikiLeaks-dokumenterne om den overlagte forarmelsespolitik, Gazas befolkning bliver udsat for, er behæftet med gængse misrepræsentationer og udeladelser.
Læs mere