Folkemord på muslimer og jøder – et reelt og tænkt eksempel

Skriv en kommentar

Mord er maksimalt forkastelige, når de udføres på terroristisk vis. Terroren er drabets absolut skærpende omstændighed. Anderledes med krigens drab. Krigen er ikke blot en formildende, men legitimerende omstændighed for drabet. (mere…)

Krigsrøg i dansk journalistiks maskinrum

1 kommentar

Kommentar af journalist Jesper Petersen

Krigspropaganda – viderebragt af de dominerende amerikanske nyhedsmedier, der ejes af de samme banker, som tjener tykt på den opgraderede ”sikkerheds”-politik – vælter også ud af den danske presse.
Læs mere

Den frie presse skriver ufrit om terrorkrigen

2 kommentarer

Kommentar 8. august 2016 af journalist Jesper Petersen

I en årrække har jeg forsøgt at få danske aviser samt Dansk Journalistforbunds (DJ) redaktør på fagbladet Journalisten til at interessere sig for mediernes problematiske dækning af den såkaldte krig mod terror.

Men alle mine gode ideer til artikler om emnet er stort set blevet ignoreret. Mest overraskende måske også af DJ-fagbladsredaktør Øjvind Hesselager, der har valgt ikke at prioritere en af ”journalistikkens største udfordringer” p.t., sådan som DR’s nyhedschef Ulrik Haagerup præcist udtrykte det på dr.dk 28. juli.

Krig, frygt og spænding giver opmærksomhed og sælger både underlødige journalistiske produkter og annoncer. Ligesom forsimplede fjendebilleder.

Så krig og terror er godt ikke bare for krigsindustrien og den magtfulde pengeverden bag, men også medierne.

Fred er, ligesom naturen, noget billigt skidt, som navnkundige Otto Gelsted så rammende formulerede det for mange år siden.

Vesten har formentlig aldrig været mere sammenbruds- og fallittruet end omkring årtusindskiftet, en halv snes år efter USSR’s opløsning i 1991. Hundredtusindvis var truet af arbejdsløshed i USA som følge af krigsindustriens og militærets åbenlyse overflødighed. 100.000 højreorienterede (arbejdsløse fra militær m.m.) truede i midten af 90’eren præsident Bill Clinton med borgerkrig. Gentagne gange skød gale personer mod det Hvide Hus. D. 19. april 1995 terrorbombede højreorienterede en regeringsbygning i Oklahoma og dræbte 168 uskyldige, heriblandt mange børn fra en børnehave.

Fraværet af en ny ydre fjende skabte en overhængende risiko for, at USA ende i borgerkrig. Men da det så allermest sort ud for verdens sidste, sejrende supermagt, angreb ”ansigtsløse kujoner” (fra USA?) ”heldigvis” USA hin uforglemmelige og skelsættende dag 11. september 2001. Herefter er det gået støt fremad for USA. I dag er den amerikanske (og f.eks. også danske) krigsforretning større end nogensinde.

Læs evt. mere via linket her: http://journalisten.dk/11-september-graenselost-bedrag.

Og her: http://arbejderen.dk/kronik/fred-i-vor-tid-nej-tak-helst-ikke.

Selv et barn kunne gennemskue bedraget. Men medierne kunne – eller ville – ikke og videreformidlede ukritisk hvert nyt højst tvivlsomme videoklip fra Osama bin Laden, der truede hele den vestlige verden med snarlig undergang. Pudsigt nok gjorde han aldrig alvor af sine – oftest uklare eller helt uforståelige – trusler. Og pudsigt nok tog han, eller nogen andre, aldrig direkte ansvaret for den nyere tids mest succesfulde angreb på USA og på amerikansk jord.

Da verdens angiveligt farligste mand, Osama bin Laden, et tidligere CIA-aktiv under Afghanistan-krigen i 1980’erne, blev skudt ubevæbnet i sit soveværelse i maj 2011, havde USA ikke længere brug for verdens største USA-konstruerede bøhmand. Vestens løgnagtige krige med enorme civile lidelser i bl.a. Afghanistan, Irak og Libyen havde skabt nok reelt ”terror”-modtryk samt frygt i Vestens befolkninger til at sikre krigsindustrien mange år frem.

En overfladisk gennemgang af den frie, men desværre ofte dybt utroværdige, presses dækning af krig og terror siden terrorangrebet i USA 11. september 2001 afslører en malmstrøm af usande, elendigt researchede og dybt subjektive artikler, radio- og tv-indslag.

Lad mig lige nævne et par danske avisoverskrifter om Iraks påståede masseødelæggelsesvåben lige før den FN-stridige og løgnagtige krig blev skudt i gang med dansk regeringsstøtte af USA i marts 2003:

“Saddam kan ramme Europas storbyer”, “Saddam har atomvåben”, “Saddam har giftgas nok til at dræbe 50 millioner”.

Efter at Hesselager i længere tid havde ignoreret mine artikelideer om den fordrejede dækning af terrorkrigen, foreslog jeg til sidst at skrive en (bagside)kommentar i stedet. Også det blev ignoreret. Ligesom alle mine telefonopkald var forgæves. Hesselager tog aldrig sin telefon og besvarede aldrig mine mails.

Jeg fandt Hesselagers adfærd og faglige inkompetence så graverende, at jeg i februar 2015 klagede til DJ’s hovedbestyrelse, der imidlertid vaskede sine hænder ved blot at oplyse, at Hesselager frit kunne redigere Journalisten, som han ønskede. Inkl. bortredigere kommentarer fra medlemmer.

Nu er der så langsomt ved at gå hul på pressens betændte terrorkrigs-byld. Siden efteråret har flere medier så småt taget hul på problematikken (Dagbladet Information, Politiken m.fl.). Hesselager har selv debuteret – forsigtigt – med at omtale den faglige debat i bl.a. DR.

Det er godt. Men alt for lidt og alt for sent. Hesselager, som jeg synes er både meget dygtig og produktiv på andre områder end det, jeg forsøger at få en snorksovende medieverden til at få øjnene op for, burde for længst have været erstattet med en, der havde forståelse for verdens formentligt vigtigste journalistiske emne lige nu.

Når krig og terror spredes yderligere i den nærmeste fremtid, vil alle de medier og redaktører fortsat vaske deres hænder og dybt beklage den forfærdelige og meningsløst onde verden, vi lever i.

Men der er desværre også masser af logik i den omstændighed, at journalister i stigendende grad bliver anset for at være part i verdens konflikter og ender med at betale med livet for denne udvikling. For medierne bærer vitterligt et voksende medsansvar for millioner af civiles meningsløse – men økonomisk givtige – lidelser og død.

Læs god kommentar fra Peblish via link her: https://peblish.dk/articles/51

Konstruktionen af bedrag

Skriv en kommentar

Medieforbrugeren holdes orienteret om, at verden er et trusselsmiljø, der vedvarende skal krisehåndteres. Det er ikke et synspunkt, han forholder sig til, men en erfaring, han dagligt gør sig. Han ser det i fjernsynet, på internettet, læser det i avisen, hører det i radioen. Da mediebrugeren også er demokratisk borger, efterspørges hans stillingtagen: Skal vi intervenere? Er du med?

Krigen får sine særlige anledninger: forestående folkemord, massakrer, uhørt brutalitet og ondskab.

Sådanne krigspåskud har en snæver og bred funktion. Den snævre funktion består i at skabe opbakning til at bekrige en udpeget fjende her og nu. Den brede funktion består i at kultivere vores almindelige krigsbehov og fastholde os i en forestillingsverden, i hvilken vi er et ideelt, voldeligt subjekt i en verden af fjender.

”Vi” er Danmark, Vesten, NATO, USA, verdenssamfundet, det internationale samfund, men også dig og mig og studieværten; ”fjender” er en åben kategori. Tilstanden er konflikt, og det bestandigt aktualiserede grundspørgsmål er: ”intervention eller ej?” Når vi står over for ekstrem ondskab (f.eks. i form af bestialske halshugninger, dog ikke vennernes), påhviler bevisbyrden de uvillige.

Det hænder, at krigspåskuddet ikke udløser et krigsstartskud. Men det betyder ikke, at den forudgående voldsmobilisering har været forgæves. Krigspåskud er med til at opretholde vores åndelige voldsberedskab. Krigspåskud vænner os til at tænke i voldelige løsninger.

Medierne producerer ikke direkte krigstilslutningen. De populariserer fundamentet for den. Distinktionen kan synes teoretisk.

Før Islamisk Stats ”brutalitet og ondskab” var ”Assads giftgas” krigspåskuddet. Men Assads giftgas var et bedrag. Optrevlingen af dette bedrag er offentliggjort i Kritisk Debat.

 

Udgivet 12. november 2014

Information melder sig i krigskoret

Skriv en kommentar

Dagbladet Information, som ellers på vanlig humanistisk vis længe har været fodslæbende, har med sin leder d. 29. august meldt sig i krigskoret. Læs mere

Stærke følelser og sund fornuft: På vej i krig

4 kommentarer

Som beskrevet i et andet indlæg om mediedækningen af giftangrebet i Gouta er der mange veje, ad hvilke den offentlige krigsagitation kan kulminere i opfordringer om at indlede et angreb på Syrien. Et offentligt forfægtet standpunkt er, at brugen af kemiske våben bør udløse et angreb på styret i Syrien, uagtet at der ikke er klarhed over, hvem der står bag. Det syriske styre skal altså holdes ansvarligt, selvom det muligvis ikke er det.

Næppe et særlig folkeligt synspunkt. Mon ikke den jævne dansker vil mene, at et angreb på det syriske styre kun kan komme på tale, hvis det kan lægges til grund, at styret selv har udført giftangrebet?

I så fald gav åbningsindslaget i 21.30-TV-Avisen d. 27. august de danske seere et solidt fundament for at tilslutte sig krigskoret.

Studievært Kim Bildsøe Lassen kan indledningsvis berette:

”I mange af verdens hovedstæder overvejes her til aften, hvordan man straffer Syrien for at bruge giftgas mod sin egen befolkning.”

Udsagnet postulerer ikke direkte, men underforstår, at det syriske styre har brugt ”giftgas mod sin egen befolkning”. Spørgsmålet er alene, hvordan man så vil straffe “Syrien” for det.

Efter at have præsenteret udsagn fra flere ledende danske politikere, som alle understøtter denne udlægning, bringes en kort montage med fokus på de menneskelige lidelser, angrebet har affødt. Camilla Markvardsens speak forklarer først:

”Sammen med en lang række arabiske og andre vestlige lande mener [USA og Storbritannien], at det var Syriens præsident Assad, som slog mindst 350 syrere ihjel med giftgas.”

Den skepsis, som findes i en lang række af verdens andre lande, nævnes ikke. Udsynet indskrænkes til de krigsivrige stater. I næste skridt afgør Markvardsen skyldsspørgsmålet. Det, USA og Storbritannien ”mener”, opløftes til fakta:

”Et angreb ind i Syrien kan finde sted inden for de næste to til tre dage for at forhindre Assad i at bruge flere kemiske våben.”

Underforstået: Assad brugte i det aktuelle tilfælde kemiske våben. Nu vil man forhindre ham i at bruge ”flere”.

Efter at have interviewet udenrigsminister Villy Søvndal sammenføjer Lassen de vestlige lederes anklager mod Assad for at have brugt giftgas med indslagets egen antagelse om, at det er et faktum:

”Store dele af verdenssamfundet er altså efterhånden overbevist om, at den syriske præsident, Assad, i sidste uge brugte kemiske våben”

At verdenssamfundet er ”overbevist”, implicerer, at de vestlige ledere og deres arabiske allierede – der her lidt usædvanligt er blevet indlemmet i ”verdenssamfundet” – ikke blot hævder, men på baggrund af fakta tror, at Assad brugte kemiske våben. På samme måde var man i sin tid ”overbevist om”, at Saddam Hussein havde et aktivt atomvåbenprogram, ligesom man længe har været ”overbevist om”, at Iran prøver at fremstille atomvåben.

Hvad vestlige ledere hævder, er i udgangspunktet, hvad de oprigtigt tror. For så vidt er det ikke en mulighed, at deres udsagn skulle være blandt de løgne, fabrikationer og bevidste fordrejelser, som knudepunkterne i den politiske verdenshistorie ellers er så fuld af.

Beviserne: Følelse og fornuft
Der er forskel på at lægge noget til grund og reel bevisførelse. Godt syv minutter inde i indslaget rettes fokus mod, hvilke ”beviser” der findes for TV-Avisens antagelse om, at Assad stod bag angrebet. Lassen spørger USA-korrespondent Johannes Langkilde: ”Hvad bygger amerikanerne det på?” Langkildes svar legemliggør symbiosen mellem magthavere og mediefolk:

”Ja, udenrigsminister Kerry holdt jo et stærkt og følelsesladet pressemøde i går, hvor han siger, at USA er fuldstændig overbeviste om, at Assad har brugt kemiske våben mod civilbefolkningen. Og så siger han, at dem, der måtte hævde, at oprørerne selv har fabrikeret det her angreb, de er simpelthen ikke ved deres fulde fem […] og så baserer man det på det, som John Kerry altså kalder sund fornuft.”

Så langt består beviserne altså i  følelser og fornuft hos en af konfliktens centrale aktører – ren fornuft, som ikke kobles til simpelt bevismateriale, efterretninger og dokumentation. Langkilde tillægger denne form for bevisførelse troværdighed ud fra dens egne standarder: Pressemødet var ”stærkt og følelsesladet”. Man er “fuldstændig overbeviste”. Han indføjer dog også følgende:

”Så man baserer det altså på nogle oplysninger, som USA i øvrigt også siger, de vil fremlægge i løbet af de næste dage, altså der er åbenbart flere beviser i posen her fra amerikansk side.”

Igen tages troværdigheden i USA’s offentlige udmeldinger for givet. Der eksisterer ”nogle oplysninger” og ”beviser”. Angiveligt reelle beviser, som blot skal fremlægges som supplement til de fakta, der med vendingen “flere beviser” indikeres allerede at være præsenteret for offentligheden. At Lassen i den efterfølgende interviewsekvens med Søvndal mere kritisk spørger ind til, hvilke krav man fra dansk side vil stille til den amerikanske bevisførelse, synes i konteksten snarest at bestyrke forestillingen om, at den ventede amerikanske redegørelse for hændelsens fakta blot vil konkretisere, hvad der allerede er kundgjort af følelse og fornuft.

Gengivelsen af Kerrys bemærkning om, at de, “der måtte hævde, at oprørerne selv har fabrikeret det her angreb […] simpelthen ikke [er] ved deres fulde fem”, kunne DR i øvrigt have brugt til at udstille en intern splittelse i det politisk-militære etablissement. Eksempelvis mener det danske forsvars Peter Viggo Jakobsen, at det er “mere nærliggende at tro, at det er oprørerne, der har gjort det”, end styret selv. Major Lars Cramer-Larsen finder, at “det ikke urealistisk, at det er islamistiske terrorister, der er imod Assad, som står bag”, men derimod ikke sandsynligt, at det skulle være Assad selv.

Når magten taler
Uforstyrret af de forbeholdne, forsigtige, komplicerede og modsatrettede vurderinger, som i øvrigt kan indhentes fra upartiske ekspertkilder, vender vi os mod de største autoriteter. De bringer klarhed. Berlingske skrev i sin leder d. 28. august:

”Man kan ikke aflæse signalerne fra […] John Kerry og hans britiske kollega William Hague på anden måde, end at konklusionen er klar: Det var Assad-styret, som stod bag den ufattelige ugerning. Er det tilfældet, er det internationale samfund nødt til at svare igen.”

De vestlige statsmænds signaler tydes, og ”konklusionen er klar”. Egentlige beviser behøves ikke. Eftersætningen (”Er det tilfældet …”) peger stilfærdigt på muligheden af, at konklusionen er forkert. Men det er underordnet, for konklusionen er stadig klar: ”Tillader det internationale samfund først forbryderregimer at tage kemiske våben i anvendelse mod civilbefolkninger […] er der sket et skred.” Altså skal vi deltage i det forestående angreb på Syrien. Det skal være en “markering”. Klarhed frem for besindelse på, hvad vi egentlig har grund til at tro.

Dansk mainstreampropaganda er ikke så svulstig i sin form som dens totalitære modstykke. Der er imidlertid en central parallel: Når lederne har talt, har vi de relevante fakta. Ikke ubetvivlelige fakta, men dog fakta, vi må antage og intensivt fokusere på. Evt. indtil andet er bevist.

Det er ikke utænkeligt, at vores ledere har ret i deres anklager. Men et menneske, der betragtede alt dette på afstand og ikke var opdraget til krig og magtbenovelse, ville nok undre sig over, at den mest betydningsfulde informationsformidlingskanal i Danmark går ud fra, at lederne har ret, uden at pege på rationelle grunde til, at det skulle være tilfældet. Man må i denne sammenhæng skelne skarpt mellem rationalitet og “sund fornuft”.

 

Udgivet 29. august 2013

Krigsdriften i vores tænkning

3 kommentarer

I flere af de ledende artikler i Danmarks førende aviser benyttes giftangrebene i Gouta d. 21. august som begrundelse for, at Syrien bør angribes, ulovligt om nødvendigt. Fra flere vidt forskellige udgangspunkter når aviserne samme konklusion: Vi bør angribe Syrien. Læs mere

Mediernes påbud: Du skal slå ihjel

2 kommentarer

Nedenfor ser du knap 10 minutters velproduceret propaganda fra det bredtfavnende statsmedie DR. Læs mere

Aldous Huxley: Om krigsforfalskninger

Skriv en kommentar

Uddrag fra Words and Behavior (1936). Oversat fra Stop NATO’s hjemmeside.

indexHvis vi, som det så ofte sker, vælger at skabe sammenhæng i vores erfaringer ved hjælp af ord, der forfalsker kendsgerningerne, er det, fordi forfalskningen på en eller anden måde er til vores egen egoistiske fordel. Overvej for eksempel emnet krig. Krigen er enormt vanærende for dem, der beordrer den, og selv for dem, der blot tolererer dens eksistens. Derudover er krigens kendsgerninger oprørende og gruopvækkende for de, der har en udviklet følsomhed. At forfalske disse kendsgerninger – og derved få krigen til at synes mindre ond, end den i virkeligheden er, og vores eget ansvar for at tolerere krig mindre tungt – er til vores fordel i dobbelt forstand. Ved at undertrykke og fordreje sandheden beskytter vi vores følelser og bevarer vores selvagtelse. Nuvel, sprog er blandt andet et redskab, som mænd bruger til at undertrykke og fordreje sandheden. Eftersom krigens realitet er for ubehagelig at tænke på, skaber vi et sprogligt alternativ til denne virkelighed – parallelt med den, men væsensforskellig fra den. Det bliver nu noget andet, som vi reagerer følelsesmæssigt på, og som vi vurderer moralsk: Ikke krigen, som den er i virkeligheden, men fiktionen om krigen, som den eksisterer i vores behageligt forfalskende floskler. Dumheden i at bruge upassende sprog viser sig for en nærmere betragtning at udgøre den mest raffinerede dækmanøvre.

Den mest chokerende kendsgerning ved krig er, at dens ofre og dens instrumenter er mennesker, og at disse individuelle mennesker af afskyelige politiske konventioner er dømt til at myrde eller blive myrdet i stridigheder, som ikke vedrører dem; til at påføre uskyldige og selv – uden at være skyld i nogen forbrydelser mod deres fjender – blive udsat for alskens grusomheder.

Det strategiske og politiske sprog er så vidt muligt designet med henblik på at skjule denne kendsgerning, så det ser ud, som om krige ikke bliver udkæmpet af enkeltpersoner, der er programmeret til at myrde hinanden uprovokeret og i koldt blod, men i stedet udkæmpes af enten upersonlige og derfor fuldtud ikke-moralske og ufølsomme kræfter eller af personificerede abstraktioner.

Her er et par eksempler på den første form for forfalskning. I stedet for “ryttere” eller “fodsoldater” ynder militære forfattere at tale om “sabler” og ”geværer”. Her er en sætning fra en beskrivelse af slaget ved Marengo: “Ifølge Victors rapport var det franske tilbagetog velordnet; det er i hvert fald sikkert, at regimenterne holdt sammen, for de 6.000 østrigske sabler havde ingen mulighed for at vende hjem.” Kampen er mellem sabler på rækker og geværer i militær opstilling – en simpel kategori af isenkram.

Ved andre lejligheder er der ikke tale om noget så vulgært materielt som isenkram. Kampene er mellem platoniske idealer, mellem fysikkens og matematikkens abstraktioner. Kræfter interagerer; vægte er slynget ind i skalaer; masserne er sat i bevægelse. Eller også er det hele blevet til geometri. Linjer bøjer ud og ind; forlænges eller bliver buede; drejer sig om et fast punkt.

Alternativt er kombattanterne personlige, i den forstand at de er personifikationer. Der er “fjenden”, i ental, som lægger “sine” planer og udkæmper ”sine” slag. Tildelingen af ​​personlige egenskaber til fællesskaber, til geografiske udtryk eller til institutioner er, som vi skal se, en kilde til ustandselig forvirring i den politiske tænkning og til utallige politiske fejltagelser og forbrydelser. Personificering i politik er en fejl, som vi begår, fordi det er til vores egoistiske fordel at være i stand til at føle os voldsomt stolte af vort land og vores tilhørsforhold til det og at tro, at alle selvforskyldte ulykker i virkeligheden er Den Fremmedes værk. Det er lettere at rette voldsomme følelser mod en person end mod en abstraktion; af den grund har vi for vane at skabe politiske personificeringer.

I nogle tilfælde er militære personificeringer blot specialtilfælde af politiske personificeringer. Et givent fællesskab, f.eks. hæren eller den krigsførende nation, bliver tildelt navnet og får sammen med navnet overført egenskaberne hos en enkelt person, for at vi kan være i stand til at elske eller hade det mere intenst, end vi kunne gøre, hvis vi tænkte på det, som det egentlig er: en række forskellige individer.

I andre tilfælde anvendes personificering til det formål at dække over krigens fundamentale absurditet og afskyelighed. Det, der er absurd og uhyrligt ved krig, er, at mænd, som ikke har nogen personlige udeståender med hinanden, oplæres til at myrde hinanden i koldt blod. Ved at personificere stridende hære eller lande er vi i stand til at tænke på krig som en konflikt mellem individer. Det samme resultat opnås ved at skrive om krig, som om den udelukkende blev udkæmpet af ledende generaler og ikke af de private soldater i deres hære. (“Rennenkampf havde kæmpet von Schubert tilbage.”) Følgerne er i begge tilfælde, at krig bliver umulig at skelne fra et værtshusslagsmål – mens den i virkeligheden er fundamentalt anderledes. Et slagsmål mellem to individer er tilgiveligt; bevidst organiseret massemord er derimod en uhyrlig uretfærdighed. Vi benytter stadig krig som et politisk instrument; og at forstå den fulde ondskab og absurditet i krigen ville derfor være ubelejligt. For hvis vi først forstod, ville vi være nødt til at gøre en indsats for at slippe af med denne afskyelige ting. Altså bruger vi et sprog, som skjuler eller forskønner krigens virkelighed, når vi taler om den.

For i størst muligt omfang at kunne ignorere de faktiske forhold, antager vi, at kampe ikke udkæmpes af soldater, men af ​​ting, principper, allegorier, personificerede fællesskaber, eller (når vi er mest humane) af stridende kommandører, som har sat sig op imod hinanden i en enkeltstående tvekamp. Af samme grund benytter vi et bredt udvalg af eufemismer, når vi skal beskrive krigens processer og konsekvenser. Selv de mest patriotiske og militaristiske mennesker tøver med at kalde en spade for en spade. For at skjule deres hensigter for dem selv gør de brug af maleriske metaforer. Vi hører dem, for eksempel, kræve krigsfly, som er talrige og kraftfulde nok til at “ødelægge gedehamse i deres reder” – med andre ord: at kaste termit, brisante sprængstoffer og blistergas ud over indbyggerne i nabolande, inden de får mulighed for at gøre det samme mod os.

Og hvor beroligende er ikke historikernes og strategernes sprog! De skriver beundrende om de militære genier, der ved, “hvornår man skal slå til mod fjendens linje” (en enkelt kombattant forstyrrer de geometriske konstruktioner i en personificering); hvornår man skal “omdirigere sin flanke”, hvornår man skal ”foretage en omringningsmanøvre”. Som var de ingeniører, der diskuterede materialers styrke og fordelingen af ​​spændinger, taler de om abstrakte entiteter kaldet “håndkraft” og “ildkraft”. De opsummerer de langvarige lidelser og grusomheder ved skyttegravskrig med vendingen “en udmattelseskrig”; massakren og lemlæstelsen af mennesker bliver ligestillet med mattering af en linse.

Et farligt abstrakt ord, som figurerer i alle diskussioner om krig, er “magt”. De, som tror på, at man kan skabe kollektiv sikkerhed ved hjælp af militære pagter mod en mulig aggressor, er særlig glade for dette ord. “Man kan ikke,” siger de, “opnå international retfærdighed, medmindre man er villig til at indføre den med magt.” “Fredselskende lande må forene sig for at bruge magt mod aggressive diktaturer.” “Demokratiske institutioner skal beskyttes, om nødvendigt, med magt.” Og så videre.

Nu har ordet “magt”, når det bruges om menneskelige relationer, ingen enkeltstående, konkret betydning. Der findes den “magt”, som bruges af forældre, når de, uden at ty til nogen form for fysisk vold, får deres børn til at handle eller afstå fra at handle på en bestemt måde. Der findes den “magt”, som bruges af de ansatte på en sindssygeanstalt, når de forsøger at forhindre en galning i at såre sig selv eller andre. Der findes den “magt”, som politiet anvender, når de kontrollerer en menneskemængde, og den anden slags ”magt”, som de benytter, når de hæver kniplen. Og endelig er der den “magt”, som bruges i krig. Denne magts udtryksform varierer selvsagt med det teknologiske udstyr, som står til rådighed for de krigsførende parter, med de politikker, de forfølger, og med krigens særlige omstændigheder. Men generelt kan det siges, at ”magt” betyder vold og bedrageri, der anvendes til bekæmpe ​​kombattanternes kapaciteter.

Variationer i mængden, hvis den er tilstrækkelig stor, producerer variationer i kvalitet. Den “magt”, som er krig, især moderne krig, er vidt forskellig fra den “magt”, som er en politiaktion, og brugen af ​​det samme abstrakte ord til at beskrive de to forskellige processer er dybt misvisende. (Endnu mere misvisende er den eksplicitte sidestilling af en krig, ført af de allierede magter i Folkeforbundet mod en aggressor, med en politiaktion mod en kriminel. Det første tilfælde af ”magt” er brugen af ​​vold og bedrageri, uden grænser og mod såvel uskyldige som skyldige; det andet tilfælde af ”magt” er brugen af ​​strengt begrænset vold og et minimum af bedrageri, som udelukkende overgår den skyldige).

Virkeligheden er en række konkrete og særlige situationer. Når vi tænker over sådanne situationer, bør vi bruge de særlige og konkrete ord, som gælder for dem. Hvis vi lige så vel (og lige så dårligt) bruger abstrakte ord om andre, helt uensartede situationer, er det sikkert, at vi kommer til at tænke forkert.

Lad os tage de ovenfor citerede sætninger og oversætte det abstrakte ord “magt” til et sprog, som vil klarlægge (endskønt utilstrækkeligt) de konkrete og særlige forhold i moderne krigsførelse.

“Man kan ikke opnå international retfærdighed, medmindre man er villig til at indføre den med magt.” Oversat bliver dette til: “Man kan ikke opnå international retfærdighed, medmindre man er beredt på, med henblik på at gennemtvinge en retfærdig løsning, at kaste termit, brisante sprængstoffer og blistergas på indbyggerne i fremmede byer og som modsvar få termit, brisante sprængstoffer og blistergas kastet over indbyggerne i dine byer.” Ved afslutningen af ​​denne fremgangsmåde vil retfærdighed blive gennemtvunget af den sejrende part – det vil sige, hvis der er en sejrende part. Det skal bemærkes, at retfærdighed skulle have været gennemtvunget af de sejrende parter ved den seneste krigs afslutning. Men desværre var sejrherrernes temperament efter fire års kampe et sådant, at de var helt ude af stand til at indstifte en retfærdig fredsslutning. De Allierede høster i nazi-Tyskland, hvad de såede i Versailles. Sejrherrerne i den næste krig vil have gennemgået intensive bombardementer med termit, brisante sprængstoffer og blistergas. Vil deres temperament være bedre, end de Allieredes temperament var i 1918? Vil de være bedre i stand til at lave en retfærdig løsning? Svaret er helt åbenlyst: Nej. Det er psykologisk set helt umuligt, at retfærdighed skulle blive indstiftet af den moderne krigsførelses metoder.

De næste to sætninger kan tages sammen. “Fredselskende lande må forene sig for at bruge magt mod aggressive diktaturer. Demokratiske institutioner skal beskyttes, om nødvendigt med magt.” Lad os oversætte. “Fredselskende lande må forene sig for at kaste termit, brisante sprængstoffer og blistergas over indbyggerne i lande, der regeres af aggressive diktatorer. Dette må de gøre, og naturligvis tåle konsekvenserne af, for at bevare freden og de demokratiske institutioner.” To spørgsmål rejser sig umiddelbart. For det første: Er det sandsynligt, at freden kan opnås af en proces, som er beregnet til at reducere den velordnede livsform i vores komplicerede samfund til kaos? Og for det andet: Er det sandsynligt, at demokratiske institutioner vil blomstre i en tilstand af kaos? Igen, svarene er temmelig tydeligt benægtende.

Ved at bruge det abstrakte ord “magt” i stedet for udtryk, der i det mindste forsøger at beskrive krigens realiteter, som de er i dag, skjuler de, der prædiker, at kollektiv sikkerhed opnås igennem militært samarbejde, for sig selv og andre, ikke kun de foreliggende fakta, men også de sandsynlige konsekvenser af deres foretrukne politik. Forsøget på at sikre retfærdighed, fred og demokrati igennem ”magt” virker rimeligt nok, indtil vi indser, at dette uforpligtende ord for det første henviser til aktiviteter, der i vores tidsalder næppe kan undgå at resultere i socialt kaos, og for det andet indser, at konsekvenserne af socialt kaos er uretfærdighed, kronisk krigsførelse og tyranni. I det øjeblik vi tænker i konkrete og specifikke termer om den konkrete og specifikke proces, som kaldes ”moderne krig”, vil vi opdage, at der ingen som helst udsigt er til, at en politik, som virkede (eller i det mindste ikke resulterede i fuldstændig katastrofe) i fortiden, også vil virke i den nærmeste fremtid. Forsøget på at sikre retfærdighed, fred og demokrati ved hjælp af “magt”, hvilket i dette særlige øjeblik i historien betyder termit, brisante sprængstoffer og blistergas, er omtrent lige så fornuftigt som at forsøge at slukke en brand med en farveløs væske, der tilfældigvis ikke er vand, men benzin.

(…)

De alternativer, vi står over for, synes simple nok. Enten skal vi opfinde og samvittighedsfuldt anvende en ny teknik til at skabe revolutioner og løse internationale konflikter; ellers skal vi klamre os til den gamle teknik og ved hjælp af “magtanvendelse” (det vil sige termit, brisante sprængstoffer og blistergas), ødelægge os selv. De, der, uanset af hvilken grund, skjuler karakteren af ​​det andet alternativ med misvisende sprogbrug, gør verden en alvorlig bjørnetjeneste. De fører os ind i en af ​​de fristelser, vi finder det sværest at modstå – fristelsen til at flygte fra virkeligheden og foregive, at fakta ikke er, hvad de er. Ligesom Shelley (men uden Shelleys skarpsindige bevidsthed om, hvad han gjorde) væver vi konstant

Et ligklæde af snak for at skjule os fra solen
I dette velkendte liv. [“Leghorn, 1. juli, 1820”]

Vi beskytter vore sind med et omfattende system af abstraktioner, tvetydigheder, metaforer og lignelser mod den virkelighed, vi ikke ønsker at kende alt for tydeligt; vi lyver for os selv, så vi stadig har uvidenhedens undskyldning, dumhedens og den manglende forståelses alibi, i kraft af hvilke vi med god samvittighed kan fortsætte med at begå og tolerere de mest uhyrlige forbrydelser:

Den stakkel, der har lært sine eneste bønner
Fra forbandelser, som knap kender ord nok
Til at bede sin himmelske Fader om en velsignelse,
Bliver en velsmurt ordsmed,
Og kyndig på sejre og nederlag,
Og alle vores fine ord for brodermord;
Ord, som vi problemfrit ruller hen over vores tunger
Ligesom blotte abstraktioner, tomme lyde som
Vi ikke tilknytter nogen mening eller form!
Som om soldaten døde uden et sår:
Som om fibrene i dette gudlignende legeme
Blev gennemboret uden smerte: som om staklen
Der faldt i kamp, imens han udførte blodige gerninger,
Steg til Himlen og ikke blev dræbt;
Som om han ikke havde nogen kone, der længes efter ham,
Ingen Gud, der dømmer ham. [Coleridge, ”Fears in Solitude” (1798)]

Det sprog, vi bruger om krig, er upassende, og dets uhensigtsmæssighed er designet til at skjule en virkelighed, der er så modbydelig, at vi ikke ønsker at kende den.

Truslen fra umenneskerne

1 kommentar

DR2’s 22.30-Deadline-indslag om de opblussende stridigheder mellem Israel og Gaza d. 15. nov. rummede de sædvanlige bedrag omkring situationen i Mellemøsten. Det vil sige, at indslaget udfoldede grundlæggende forestillinger i den offentlige – eller måske blot den offentliggjorte – bevidsthed. Læs mere