Assad 2del-lille

7 kommentarer

At se let hen over vores eksisterende destruktive politikker for i stedet energisk at stille skarpt på det midlertidige fravær af konstruktive tiltag og indgreb er en eminent formel for at fremme en dagsorden, der sigter mod flere indgreb og større militært engagement i alle verdenshjørner uden for reel demokratisk kontrol. Denne eksklusive tilgang til internationale forhold er især nyttig over for en skeptisk og vagtsom offentlighed, der kan få afløb for sine kritiske tendenser ved at rette beskyldninger mod magthaverne – for at gøre for lidt. Den på en gang blinde og kritiske tilslutning er i nyere tid blevet en af grundpillerne i den demokratisk kontrollerede militariseringspropaganda.

”For verden udenfor er det stadig sværere at se passivt til og blot betragte overgrebene i Syrien,” skriver Information i sin leder d. 7. juni (som vanligt må man i særdeleshed forstå den vestlige verden, når der står noget om ”verden”).

Udsagnet er en variation over et velkendt tema, som danner optakten til enhver såkaldt humanitær intervention. Først en mediestorm mod beslutningstagerne for at forholde sig passivt. Dernæst begynder bombningerne.

Sætningen rummer en række antagelser om den vestlige verden og dens allierede:

  • Vi er ikke indblandet i den syriske konflikt.
  • Hvis vi skulle gribe ind i konflikten, sker det nødtvunget; vi handler ikke primært for at varetage egne interesser.
  • Vi betragter verden med et humanitært blik og har derfor svært ved at tolerere overgreb.

I en stor del af informations dækning af internationale konflikter fungerer disse ideer om vores internationale rolle som antagelser, avisen går ud fra, ikke åbne spørgsmål, som kan vurderes i lyset af fakta. Men holder antagelserne?

Amerikansk indblanding?
Anklager mod Vesten for at forholde sig passivt er et gennemgående indslag i Informations artikler om Houla-massakren: Vesten indtager en ”tilskuerrolle fra sidelinjen”; ”[d]et internationale samfund ser indtil videre passivt til, mens det syriske regime gennemfører en etnisk udrensning”; Vesten og FN har en ”[passiv] holdning til Bashar al-Assad-regimets drab på medborgere”; ”Det internationale samfund ser fortsat passivt til, trods drabene på 108 civile i Houla”. Under en debataften om situationen i Syrien spurgte Lasse Ellegaard: ”Hvorfor er Vesten så passive, når man var så aktive i Libyen?”

Historien om det passive Vesten er historien om et Vesten, der burde være ”aktivt”. Det er samtidig historien om, at vores ”handling”, hvis den ellers ville finde sted, ville have til formål at afhjælpe den ulykkelige situation.

Men er det rigtigt, at Vesten forholder sig passivt? Lad os se på den rolle, USA spiller i konflikten.

If. Wasington Post har det amerikanske udenrigsministerium hemmeligt finansieret syriske oppositionsgrupperinger siden 2005. Bl.a. har USA finansieret satellit-kanalen Barada TV, som fra sit hjemsted i London forsyner Syrien med anti-regerings-dækning. Tv-kanalen begyndte at transmittere i april 2009 og har taget aktivt del i kampagnen for at få omstyrtet Bashar al-Assads regime. Baradas nyhedsdirektør sidder samtidig i bestyrelsen for den syriske Bevægelse for Retfærdighed og Udvikling, der agiterer for at fjerne Assad.

Vi kender kun til Washingtons støtte til Barada TV takket være WikiLeaks.

I maj var den selvudnævnte oprørsleder Ammar Abdulhamid i Washington som spydspids i en delegation af ledende oppositionsfolk. Her mødtes de med amerikanske regeringsrepræsentanter. Abdulhamid er tidligere gæsteakademiker ved den amerikanske establishment-tænketank Brookings Institution, som plæderer for, at det er i USA’s ”nationale interesse” (og ikke blot interesserne hos de økonomiske sværvægtere, der finansierer Brookings Institutions virke) at få Assad fjernet. Efter mødet i Washington gik turen til Kosovos hovedstad, Pristina, hvor Abdulhamid udvekslede erfaringer i partisan-krigsførelse med ledere af Kosovos regering, bl.a. Kosovos premierminister, Hashim Thaci, der under konflikten med Serbien i slutningen af 90’erne stod i spidsen for Kosovos Befrielseshær og takket være NATO’s indgriben fik gennemført etnisk udrensning mod en stor del af de serbere, der havde hjemme i den tidligere jugoslaviske provins. Over for Associated Press fortalte Abdulhamid åbent, at han studerede Kosovo-eksemplet mhp. at overføre det til Syrien. Abdulhamid udtrykte, at han i særdeleshed var imponeret over, hvorledes det var lykkedes Kosovos Befrielseshær at integrere diverse væbnede grupperinger og militser i en samlet slagstyrke – som sidenhen samarbejdede med USA og NATO under bombningerne af Kosovo og Serbien i 1999. Talsmanden for Syriens nationalråd Radwan Ziadeh henviser ligeledes til Kosovo som et eksempel til efterfølgelse.

NATO’s 1999-angrebskrig mod Serbien giver stadig afkast.

Aktuelt deltager USA i forskellige former for militær assistance til syriske oprørsgrupper. Bl.a. bidrager USA med at koordinere våbenleverancer fra vestligt allierede olierige diktaturstater såsom Saudi-Arabien og Qatar. Washington Post citerede i midten af maj anonyme amerikanske beslutningstagere for, at USA vil bevæge sig mod stigende efterretningsmæssig og militær støtte til oprørerne. Associated Press rapporterer, at “U.S. operatives are sifting among the rebel groups to determine which should receive arms from other Arab nations.”

USA forholder sig ikke passivt til den syriske opposition, men støtter oprørerne militært, fortrinsvis igennem klientstater i den persiske bugt såsom Saudi-Arabien, med hvilken USA sidste år lavede historiens største våbensalgsaftale.

De nævnte tiltag følger en omfattende omlægning af den amerikanske Mellemøst-strategi, som blev gennemført i 2007. ”The redirection”, som denne omlægning blev kaldt af interne kilder, bragte klarhed over følgende dilemma: Skulle USA i terrorbekæmpelsens navn sætte alt ind på at få bugt med sunni-ekstremistiske grupperinger, eller skulle man omvendt søge at inddæmme ”the rise of the Shiites” – den markante styrkelse af USA-uvenlige shiitiske kræfter (navnlig Iran), som Irak-krigen til Washingtons bitre fortrydelse havde vist sig at være et uvurderligt bidrag til?

Grunden til, at dette ikke blot var et spørgsmål om en relativ vægtning af to indsatsområder, men et egentligt dilemma, pegede samtidig frem mod dets løsning: Sunni-ekstremistiske grupperinger hører øjensynligt til de mest potente og lettest mobiliserbare modstandere af de shiitiske styrer.

Så i dette valg mellem ”terrorbekæmpelse” og mindre diffuse stormagtsinteresser valgte man sidstnævnte og tog hul på endnu en runde af støtte til voldelige islamistiske kræfter mhp. at fremme sine magtpolitiske ambitioner. Endnu et kapitel i den relativt ukendte, men veldokumenterede historie, som begyndte med saudiarabisk og amerikansk støtte til islamistiske militante i Afghanistan i 1980’erne, blev åbnet.

Men kunne en sådan strategi ikke give bagslag? Da USA valgte at mobilisere ekstremistiske grupper i kampen mod ”den shiitiske halvmåne”, satte man tilsyneladende sin lid til, at kongedømmet Saudi-Arabien, som er hjemstedet for nogle af de primære aktører bag terrorangrebene d. 11. sept. 2001, kunne ”kontrollere” de ekstreme grupper. Som en amerikansk regeringskilde fortalte Seymour Hersh:

”[Saudi-Arabiens] message to us was ‘We’ve created this movement, and we can control it.’ It’s not that we don’t want the Salafis to throw bombs; it’s who they throw them at—Hezbollah, Moqtada al-Sadr, Iran, and at the Syrians, if they continue to work with Hezbollah and Iran.” (Salafisme er en ortodoks og fundamentalistisk gren af sunni-islam).

Foruden støtte til salafistiske terrorgrupper har man givet politisk og økonomisk støtte til en koalition af oppositionsgrupper, hvis centrale medlemmer ledes af Det Muslimske Broderskab. Mens det ellers så anti-amerikanske egyptiske Broderskab har sluttet sig til koret af stater, der agiterer for militær intervention i Syrien, støtter Broderskabets syriske fløj allerede aktivt den væbnede opstand i Syrien.

USA har altså angiveligt siden 2007 støttet ekstremistiske grupper, som så med en ført hånd fra Saudi-Arabien kunne ”throw bombs” i bl.a. Syrien. Selv USA anerkender, at en del udefrakommende terrorgrupper aktuelt kæmper i Syrien.

Der er også vidnesbyrd om et mere direkte amerikansk engagement. If. velinformerede kilder har den aldrig offentligt bekendtgjorte politik over for Syrien siden 2005 været ”regime-change”, som man har satset på kunne realiseres ”’on the cheap’ through destabilisation.” Senest har et WikiLeaks-dokument afsløret, at amerikanske specialstyrker har udført rekognosceringsopgaver i Syrien samt trænet syriske oprørsgrupper. Hensigten med sidstnævnte har “hypothetically” været, at de bevæbnede oppositionsgrupper skulle “commit guerrilla attacks, assassination campaigns, try to break the back of the Alawite forces, elicit collapse from within.”

Foruden propagandavirksomhed, der sigter mod at skabe og forme vores viden om verden, håndterer krigeriske stater den demokratiske udfordring igennem hemmeligholdelse og skjult eller uigennemskuelig magtudøvelse for dermed at opretholde en tilstand af ikke-viden. Igen kan man takke WikiLeaks for at have kastet en smule lys over det, der foregår bag scenetæppet – og beklage, at mainstream-medierne ikke i højere grad har udbredt kendskabet til disse informationer.

USA spiller ikke nogen passiv rolle i Syriens sammenbrud. At puste til ilden i det skjulte er ikke det samme som at indtage en ”tilskuerrolle fra sidelinjen”. Eller rettere: I et propagandasystem, hvor det kun er de officielt erklærede handlinger, der har status af almindeligt anerkendte kendsgerninger, må fordækte aktioner netop være ensbetydende med passivitet.

Information har bemærket, at ”Assad synes at gøre sit for at forværre sin egen situation”, idet han bl.a. fremstiller ”oprøret som udenlandsk dirigeret”. Assad overdriver ganske vist, men Vesten og ikke mindst dets allierede Golf-stater samt ikke mindst NATO-staten Tyrkiet har givet ham et overordentligt solidt fundament for disse anklager. I sin dækning af Houla-massakren fremstiller Information Assads udsagn som grebet ud af den blå luft frem for at orientere sine læsere om det faktuelle grundlag bag anklagerne.

Vestlige interesser?
Påstandene om Vestens angivelige ”passivitet” ligger i forlængelse af ideen om, at vi ikke har nogen særlige ”interesser” i Syrien (dvs. interesser af den velkendte kontante slags, som har at gøre med magt og/eller økonomi). Ellegaard konkluderer f.eks. i sin leder d. 29. maj:

”Vestlig militær indgriben for at ‘beskytte civile’ har kun fundet sted i Irak i 2003 og i Libyen i 2011. De to lande har olie i rigelige mængder, og det er vitalt for den vestlige økonomi. Det har Syrien ikke. Ej heller Yemen. Der er intet afkast at hente ved en redningsaktion for uskyldige civile.”

Den erfarne journalist bevæger sig her på kanten af, hvad man kan tillade sig inden for mainstream-journalistik. At krige kan betale sig, er efter Ellegaards vurdering en nødvendig betingelse for, at de bliver skudt i gang: Kun hvor humanitære hensyn og økonomiske interesser overlapper, sætter Vesten sin militærmaskine i gang. Det er normalt ikke god tone at hævde, at vestlig udenrigspolitik i realiteten er domineret af økonomiske hensyn og i sin selvfremstilling præget af hykleri.

Alligevel indgår dette desillusionerede billede af drivkræfterne bag vestlig militærpolitik i et argument for, at Vesten igen bør skride til ”militær indgriben”. For uanset om det har været af de forkerte grunde, så peger Ellegaard på, at der er en vis tradition for vestlige ”redningsaktioner”. Samtidig må læseren nødvendigvis slutte, at hvis Vesten intervenerer, kan det kun forklares ud fra humanitære hensyn, da der ikke aktuelt set er nogen afgørende interesser på spil: Der foreligger langt om længe en mulighed for en ren humanitær intervention uden det beskæmmende olieaspekt.

Af hvilke grunde er USA da engageret i militær og ikke-militær undergravende virksomhed over for det syriske regime, kunne man da spørge? Men dette spørgsmål rejser sig ikke, når det er givet, at vi forholder os ”passivt”.

Kunne man så pege på andre hensyn end USA’s store interesse for regionens olie?

En af hovedkræfterne bag Reagan-periodens økonomiske politik, Paul Craig Roberts, ser Syrien-konflikten som del af en efterkoldkrigs-stormagtskamp, i hvilken USA’s ambition er ubestridt hegemoni:

”The American interest in Libya was to clear China out of the Mediterranean and divorce them from the Libya oil investments. And I think Syria is targeted because of the large Russian naval base in Syria […] the United States […] learned that it can use Arab protests to evict the Chinese and the Russians from the Mediterranean not having to directly confront either power.“

I tilfældet Syrien, hævder Roberts, at “the drive for hegemony can continue with fewer obstacles,” hvis Assad bliver udskiftet med et mere lydigt styre.

De geopolitiske gevinster ved en omstyrtelse af Assad-regimet er i det hele taget svære at overse. Efter at Malta for tre år siden tilsluttede sig NATO’s ”Partnerskab for Fred”-program, er Libanon, Syrien, Cypern og Libyen de eneste tilbageværende Middelhavslande, der ikke enten er fuldgyldige NATO-medlemmer eller indgår i NATO’s partnerskabsprogrammer. USA og de øvrige NATO-medlemmer har planer for, hvorledes disse stater kommer ind i folden. Libyens kommende deltagelse i NATO’s ”Middelhavsdialog” vil fuldende alliancens partnerskaber på tværs af Nordafrika fra Egypten til Marokko og vil indlemme Libyens vestligt-genopbyggede flåde i alliancens maritime patruljeringsoperationer i Middelhavet.

Regeringen i Syrien er ikke kun den nuværende hovedfjende Irans vigtigste, men også eneste pålidelige alliererede blandt de arabiske stater. Den syriske havneby Tartus er hjemsted for Ruslands eneste flådebase i Middelhavet. ”Regimeskifte” i Damaskus vil, uanset hvorledes det tilvejebringes, med al sandsynlighed betyde lukning af den russiske flådebase og dermed afskære de russiske og iranske flåder fra Middelhavet. Den stålsatte diplomatiske og politiske modstand, som Rusland hidtil har affærdiget de vestlige Syrien-initiativer med, giver et godt billede af omfanget af de gevinster, Vesten har udsigt til, hvis Assad falder.

Konsekvenserne af indsættelsen af en provestlig regering i Syrien vil også påvirke nabolandet Libanon, hvor Israel og dets vestlige protektorer vil få friere hænder til at angribe Hizbollah og kommunistiske militser i den sydlige del af landet. I tillæg til de amerikanske bestræbelser på at vinde det libanesiske militærs loyalitet vil omstyrtelsen af Assad-regimet så godt som eliminere al opposition til vestlig kontrol med landet.

Der er måske ikke megen olie at komme efter, men rigeligt andet. I en artikel fra august 2011 tager den kompetente Ellegaard Syrien-konfliktens Øst-Vest-akse under behandling. Artiklen får belyst den russiske modstand mod ”Assad-tyranniet” ud fra Ruslands interesser, men forsømmer at berøre, hvorledes den næring, omfavnelse og militarisering af opstanden i Syrien, som NATO’s ledende stater står bag, ligger i klar forlængelse af den grænseløse ekspansionsstrategi, der har været retningsgivende for  alliancens udvikling, efter at afslutningen på den kolde krig fratog alliancen sin oprindelige, formelle eksistensberettigelse, men til gengæld gjorde hele kloden til en vestlig ”indflydelsessfære”.

Det betyder ikke, at USA nødvendigvis stålfast søger den åbenlyse militære intervention, som mange analytikere rigtignok mener rummer mange – også rent geopolitiske – faremomenter. Det er meget muligt, at man – evt. indtil en mere bombemoden situation måtte indtræde – benytter sine diplomatiske færdigheder samt militære midler og ekspertise til at holde liv i konflikten. Brookings Institution ræsonnerer således i en analyse af Washingtons handlemuligheder:

”[T]he United States might calculate that it is still worthwhile to pin down the Asad regime and bleed it, keeping a regional adversary weak, while avoiding the costs of direct intervention.”

At lade regimet bløde (rigtige mennesker bløder med, men de tæller ikke rigtigt, når det drejer sig om geopolitik) ved bl.a. at bevæbne oppositionsgrupper kan i den nuværende situation meget vel være den bedste måde ikke at løse konflikten på. Men samtidig vil man fjerne barriererne for “intervention”, hvilket er en bedrift i sig selv, uanset om man vil gribe muligheden eller ej. At vinde folkelig accept for intervention skaber i sig selv yderligere momentum bag den vestligt-anførte globale militariseringsbølge. De vestlige interventionstrusler, som kun eksisterer takket være folkeligt samtykke, tilskynder derudover anti-regime-kræfter i og uden for Syrien samt Assad-regimet selv til at militarisere deres aktiviteter og dermed bringe os nærmere den voldelige løsning på konflikten, som giver de bedste chancer for, at vi i post-Assad-Syrien foruden kaos vil se et styre, der er afhængigt af og lydigt over for de vestlige sponsorer, der med sine våben og konflikteskaleringsstrategi hjalp det til magten, og hvis fortsatte politiske og militære bistand vil være vitale for de kommende magthaveres evne til at holde rivaliserende grupper i skak. Det er her, bl.a. Information kommer ind i billedet med sit i den store sammenhæng rigtignok meget beskedne propagandabidrag.

Det humanitært bekymrede Vesten?
Når Tobias Havmand skriver, at det for verden udenfor bliver ”stadig sværere at se passivt til og blot betragte overgrebene i Syrien”, har han ret, for så vidt som han og hans kolleger fæstner vores blikke på gruopvækkende hændelser i Syrien og får os til at føle lede derved – med kravet om ”handling” som det passende humanistiske svar på ubehaget.

Vi har rigtignok svært ved at se bort fra fjendtlige regimers reelle og angivelige overgreb – omtrent lige så svært, som vi har ved at tage de overgreb, vi selv bærer et ansvar for, i nøjere betragtning. Eksemplerne på det sidstnævnte er talrige. Lad os, ligesom Information gjorde det, se bort fra tilfælde som NATO-angrebet d. 6. juni mod en bryllupsfest i Afghanistan, hvor 18 mennesker, herunder fem kvinder og syv børn, blev dræbt, og i stedet se tilbage på et lille udpluk af overgreb begået af venner af Vesten og med vestlig bistand inden for de seneste 15 års tid.

I månederne efter NATO’s 1999-bombninger af Kosovo og Serbien blev flere hundrede serbere dræbt  i en etnisk udrensningskampagne i Kosovo-provisen. Drabene fandt sted under NATO’s bevågenhed, men havde ikke større offentlig interesse. I dette tilfælde var beskeden: Se væk.

Det vestligt-støttede indonesiske militær er engageret i en terrorkampagne mod politiske aktivister i den ressourcerige indonesiske provins Vestpapua, som har været undertrykt af den indonesiske centralmagt igennem årtier. At der i juni måned var et opsving i drabene, får os ikke til at ”se passivt til”, for vi ser slet ikke disse ofre, ikke nu og sjældent tidligere. Den militære bistand tilflyder derimod stadig Indonesien, på aktiv vis.

To af Washingtons mest pålidelige allierede på det afrikanske kontinent, Rwanda og Uganda, har, siden de invaderede Congo i både 1996 og 1998, systematisk udplyndret landets naturressourcer, både direkte og igennem stedfortrædende militante grupper. Det vestligt støttede Kagame-regime i Rwanda har været hovedkatalysatoren for den ufattelige humanitære katastrofetilstand, Congo har befundet sig i igennem de seneste 15 år. I 1996 og 1997 massakrerede Kagames tropper titusindvis af hutuer, der var flygtet til Congo; USA nægtede at udlevere oplysninger til det hold af FN-efterforskere, der undersøgte omstændighederne omkring massakrerne. Status er, at flere millioner mennesker, op mod 5,4 millioner, har mistet livet som konsekvens af invasionerne af Congo, de fleste som følge af sygdom og sult. Landet er nedsunket i elendighed. Imens nyder vi i den vestlige verden godt af landets råstoffer, som bruges i elektronisk udstyr såsom mobiltelefoner og computere.

Andre aktører, der begunstiges af situationen i Congo, er canadiske og især amerikanske mineselskaber, der sidder på en stor del af udvindingen af Congos naturrigdomme. Udvindingsindustrien har igennem de seneste årtier finansieret både den congolesiske diktatoriske centralmagt, diverse militser samt bidraget til at opretholde en tilstand af retsløshed, dvs. et lukrativt businessklima. Vestlige firmaer er if. FN involveret i det, organisationen kalder ”the illegal exploitation of natural resources” i Congo.

For et halvt års tid siden anerkendte USA lavmælt det svindelbehæftede genvalg af Congos præsident Joseph Kabila, som berettiget anses som en garant for amerikanske interesser. Der er ligeledes en lang tradition for at holde hånden over Rwanda-regimets forbrydelser. I den seneste aktion har man fra amerikansk side tilsyneladende forsøgt at blokere eller forsinke offentliggørelsen af dele af en FN-rapport, som implicerer ledende rwandiske regeringsmedlemmer i et oprør i det østlige Congo, der blandt talløse onder har ført til 200.000 fordrevne mennesker.

Fra magthavernes side er det gennemgående underliggende budskab til medierne, at det ikke er vedholdende, systematiske menneskerettighedskrænkelser og humanitære katastrofer som disse, vi skal fokusere på. Information har ikke skrevet om de seneste amerikanske bestræbelser på at dække over Kagame-regimets forbrydelser, men har i andre sammenhænge ikke forsømt at give Kagame god presse.

En tidssvarende formel for interventionspropaganda
At se let hen over vores eksisterende destruktive politikker for i stedet energisk at stille skarpt på fraværet af konstruktive tiltag og indgreb er en eminent formel for at fremme den igangværende dagsorden, der sigter mod større militært engagement i alle verdenshjørner uden for reel demokratisk kontrol. Denne eksklusive tilgang til internationale forhold er især nyttig over for en skeptisk og vagtsom offentlighed, der kan få luft for sine kritiske tendenser ved at rette beskyldninger mod magthaverne – for at gøre for lidt. Den på en gang blinde og kritiske tilslutning er i nyere tid blevet en af grundpillerne i den demokratisk kontrollerende interventionspropaganda.

Vi behøver ikke også se nærmere på mediernes håndtering af de voldelige overgreb mod protesterne i mellemøstlige klientstater som Bahrain og Yemen for at indse, at et udisciplineret humanitært blik på verden uvægerligt vil komme i konflikt med hensynene til magt, berigelse og privilegier. Det er derfor vigtigt at skelne mellem brugbare og kontraproduktive overgreb. De brugbare overgreb – dvs. fjendtlige eller ikke-allierede aktørers ugerninger – fortjener offentliggørelse, opfølgning, dybdeborende journalistik og moralske krav om, at gerningsmændene må stå til regnskab. De kontraproduktive overgreb – som vi har medansvar for – fortjener derimod en langt mere lavmælt behandling, hvis ikke tavshed.

Det er altså ikke, som Information lægger op til, grusomme overgreb som sådan, der er svære at forholde sig passivt til. Det er fortrinsvis de overgreb, som er nyttige i forfølgelsen af magtpolitiske ambitioner, vi bliver bedt om at finde oprørende. Overgreb, som tjener de vestlige staters interesser, fortjener ingen vedvarende negativ dækning.

Som medieforbrugere er vi fritaget for at skulle håndtere den intellektuelle uredelighed og det moralske sammenbrud, der ligger i med sine egne åndsevner at værdsætte overgreb og deres ofre ud fra deres værdi for vestlig dominanspolitik. En central service, medierne yder, er netop at foretage denne selektion for os i tæt samspil med de politiske magthavere. Det billede af verden, medierne præsenterer, forudsætter og er i en betydelig udstrækning et resultat af denne selektion.

I denne redigerede virkelighed er det kun naturligt, at Vesten anført af USA rutinemæssigt fremstilles som international problemknuser, hvad enten man nu beklager manglen på aktuelt engagement eller ej. Hvis vi blev præsenteret for et mere helt billede af verden, ville det virke skræmmende at blive orienteret om, at USA ”optegne[r] mulighederne for en løsning i Syrien” og fremlægger ”en længe efterlyst handlingsplan” (fra Informations nyhedsanalyse ”Annan arbejder på lånt tid”), når landets FN-ambassadør lægger op til at indlede et ulovligt angreb på Syrien.

Massemedierne udgør ikke et lukket og direkte kontrolleret system; mange informationer og perspektiver, som går magthaverne imod, ser dagens lys i medierne, i hvert fald i spredte glimt. Det gælder ikke mindst i et marginalt ”uafhængigt” dagblad som Information (se f.eks. denne artikel). Men hovedlinjen i mediedækningen, også Informations, sørger for, at udsynet indsnævres, og indignationen retledes, så vores harme og handlingskrav tjener magtpolitikkens formål, alt imens vores selvforståelse bekræfter sig selv som magtkritisk.

Dagbladet Informations dækning af Houla-massakren, som fandt sted i Syrien d. 25. maj, har mange af krigspropagandaens klassiske kendetegn: ensidighed, fortielse af relevante informationer, gentagne beskyldninger, som ikke hviler på et solidt faktuelt grundlag. Houla-dækningen har samtidig tjent et klart formål: at retfærdiggøre og til dels plædere for intervention i den syriske konflikt. Dermed bidrager Information til at fjerne en af barriererne for et eventuelt angreb på Syrien: offentlighedens modvillighed.

Tiderne skifter, men krigeriske demokratiske stater står til enhver tid over for nogle basale udfordringer. For det første er magthaverne afhængige af folkelig opbakning. Det vil i reglen have omkostninger at handle imod folkelig modstand.

For det andet ønsker deres befolkninger typisk ikke, at mennesker skal slås ihjel. De fleste mennesker har den fordom, at død og ødelæggelse er af det onde. Skal man bakke op om krigshandlinger, vil man i det mindste have tungtvejende grunde.

I veludviklede demokratier er det normen, at de angrebsivrige magthavere med støtte fra professionelle manipulatorer præparerer de tungtvejende grunde – mens medierne står for popularisering, nuancering og udbredelse over for masserne. I denne vedholdende dirigering af den folkelige bevidsthed har et marginal dagblad som Information også en rolle at spille.

Informations dækning af Houla-massakren
Et fast indslag i den palet af begrundelser, vi præsenteres for, når der kaldes til krig, er gerningsmændenes ondskab og lidelserne hos de ofre, denne ondskab går ud over. Denne type begrundelse kan blive levende i kraft af angiveligt begåede (f.eks. Kosovo 1999) eller hypotetiske (f.eks. Libyen 2011) massakrer. Massakrer kan, som Informations krigskorrespondent Tobias Havmand prægnant formulerer det, være ”den emotionelle faktor, der kan skabe opbakning til en intervention.”

I det følgende gennemgås en del af de artikler, som Information har bragt om overgrebene i Houla d. 25. maj, hvor antageligt 108 mennesker blev dræbt, herunder 49 børn.

Den første artikel, Information skrev om Houla-massakren, var Charlotte Aagaards ”Syriens opposition: Lad os ikke i stikken!” fra d. 28. maj. Artiklen er et interview med talsmanden for Det Syriske Nationalråd, Radwan Ziadeh, som hævder, at Houla blot er ”en af utallige massakrer begået af de syriske sikkerhedsstyrker og af Shabiha”, som er en milits, der er loyal over for regimet. Aagaard nævner ikke, at Assad-regimet havde benægtet dette, men synes i stedet at skrive under på Ziadehs udlægning med bemærkningen om ”det internationale samfund[s] manglende vilje til at sætte en stopper for overgrebene på den syriske civilbefolkning”. Ziadeh argumenterer for vestlig indgriben i form af etableringen af en ”flyveforbudszone” med angrebet på Libyen som forbillede.

I artiklen præsenteres Ziadeh som ”eksilpolitiker og menneskerettighedsaktivist” og ”forsker i international politik”. Det nævnes, at han til daglig ”gæsteforsker på Georgetown University i USA”, men ellers fremstår han kritisk over for USA og NATO: ”Det internationale samfund har ladt os i stikken. I har intet gjort for at hjælpe den syriske befolkning.”

Ziadeh er imidlertid langt bedre konsolideret i det amerikanske politiske establishment, end artiklen lader ane. Ziadeh yder således generel opbakning til USA’s interventionistiske mellemøstpolitik, og han står i spidsen for Damaskus’ Center for Menneskerettigheder, der er finansieret af det statsstøttede amerikanske National Endowment for Democracy (NED). NED støtter oppositionskræfter i lande, hvis regeringer USA ikke kan lide. Derudover er Ziadeh aktiv i Fikra Forum, et online-projekt skabt af Washington Institute for Near East Policy, som på sin side blev oprettet af den store Israel-lobbyorganisation AIPAC i 1985. Ziadeh har i sin eksiltilværelse mødtes med Hillary Clinton, de indflydelsesrige senatorer John McCain og Joe Lieberman samt medlemmer af præsidentens Nationale Sikkerhedsråd.

Ziadehs beskyldninger mod regimet bliver ikke understøttet af andre kilder i artiklen.

I samme udgave af Information finder vi Lasse Ellegaards ”Houla: Etnisk udrensning sat i system”, der præsenterer Houla-massakren som et led i ”Bashar al-Assad-regimets drab på sine medborgere”. Artiklens hovedkilde, Ali Atassi, hævder, at regimet med massakren har påbegyndt en etnisk udrensningskampagne. Hen imod slutningen af artiklen indføjer en anden kilde, Syrien-eksperten Elie Chalhoub, dog et forbehold: ”hvis Bashar al-Assads styre har del i massakren i Houla, er det udtryk for »den dummeste fejltagelse, styret endnu har begået«” (min fremhævelse).

Ellegaard selv er dog ikke i tvivl: ”det synes at stå klart, at massakren er et led i en systematisk etnisk udrensning af sunnitiske syrere” med ”Bashar al-Assad-regimet” som den direkte bagmand. I Informations leder dagen efter, ”Massakren i Syrien”, præsenteres ”det morderiske regimes etniske udrensning i Homs-Hoularegionen” ligeledes som et faktum. Der oplyses ikke anden dokumentation for Ellegaards fakta end den syriske dissident og journalist Ali Atassis udsagn.

Ville Information have gengivet lige så inkriminerende udsagn mod de krigsførende stater i Irak? I givet fald: Ville Information antage dem som faktum?

I den aktuelle sag: Ville Information ikke kræve nøjere dokumentation for påstanden, hvis anklagen var rettet mod kræfter i den syriske opposition?

I den dybdegående artikel ”Bashars brutale bøller” fra d. 2. juni om Syriens Shabiha-militser, som i den vestlige offentlighed er blevet udpeget som massakrens umiddelbare bagmænd, baserer Ellegaard sin historie på en kilde, der modsiger den tidligere udlægning om, at regimet havde sat etnisk udrensning i system. En anonym ”tidligere topembedsmand i Assad-regimet” vurderer således: ”jeg tror ikke, at mordene er beordret oppefra. Det er snarere en lokal shabihakommandant, der har handlet på egen hånd. Den syriske hær ville ikke begå en sådan forbrydelse.”

Der er sikkert ikke mange læsere, der bidt mærke i modsigelsen – og med god grund, for den bemærkes ikke af avisen selv. Hovedsagen er den samme: Hvad enten mordene nu er beordret af regimet eller ej, er der tale om gerningsmænd, ”der gør regimets beskidte arbejde”. Viljen til at holde Bashar al-Assad og hans regime direkte ansvarlig for massakren er således usvækket. Det kræver ikke nøjere granskning af de nærmere omstændigheder at fastslå regimets ansvar.

Har nogle mainstream-medier holdt Barack Obama direkte ansvarlig for Haditha-massakren, der blev begået af amerikanske soldater? Kunne man forestille sig, at Information skrev om ”Baracks brutale bøller”, der ”gør den amerikanske regerings beskidte arbejde”, uden at have en flig af dokumentation for, at denne massakre blev udført med Barack Obamas vidende? Ville det virke forkert, hvis et medie baserede sin dækning af Haditha-massakrens kontekst og fakta på beskyldninger fra nogle af de millionvis af mennesker i regionen, der afskyr USA?

Informations artikel den 4. juni ’Jeg så en massakre’ er et interview med en højtstående afhopper fra det syriske regime, Jihad Raslan, som beretter, at han var vidne til Houla-massakren, og bekræfter, at Shabiha-militsen stod bag. Raslan understøtter den tidligere historie om, at Shabiha-militsen undertiden har et tæt samarbejde med det syriske militær og efterretningsvæsen, men præsenterer ingen detaljerede øjenvidneskildringer af selve massakren.

Informations leder d. 8. juni, ”Hvor meget er for meget?”, diskuterer spørgsmålet om intervention på baggrund af vidneudsagn om en række massakrer, herunder Houla. Lederen gør det indledningsvis klart, at det ikke er enkelt at placere ansvaret for massakrerne. Det nævnes, at modstandere af det syriske styre ”givetvis” kunne tænkes at begå massakrer i fremtiden (mens regeringens støtter vil gøre det med sikkerhed). Tilsvarende lader lederskribenten det være et åbent spørgsmål, om regimet planlægger de aktuelle massakrer eller blot ”har mistet kontrollen med situationen”.

Efter at have opridset de mestendels ukendte omstændigheder omkring massakrerne løftes blikket, og lederen tager fat på at diskutere militær intervention i Syrien. Præmissen er her, at det syriske regime ”myrder sine borgere uden blusel eller hæmninger”. Så hvad enten Assad-regimet nu er ansvarlig for de enkelte overgreb eller ej, holdes det ansvarlig for ”overgrebene” som sådan. Igen behøver Information ikke nøjere dokumentation for at fastslå, at regimet er gerningsmanden, om end det måske er i en eller anden ophøjet, apriorisk forstand, som ikke vedrører situationens – ret ukendte – kendsgerninger.

Fra dette afsæt lægger lederen op til, at det er tid til en militær intervention, der helst skal nyde bred opbakning og være sanktioneret af FN. Som et ekko af førnævnte Ziadehs ord om, at der er behov for, at man sætter ”magt bag sine ord”, anfører lederen:

”Så længe der ikke er vilje til at sætte handling bag en trussel, er den som regel tom, og når man ikke engang tør formulere en trussel mod styret i Damaskus, har regimet ret beset ikke så meget at være bange for udover risikoen for økonomisk kollaps.”

Informations dækning af Houla-overgrebene kan på mange måder synes mærkeligt inkonsekvent. Vi får både at vide, at massakren er regimets værk; at Shabiha-militsen har udført den på eget initiativ; og at vi ikke kan være sikre på, om det syriske regime var delagtig i massakren massakren (uden at den omstændighed dog rokker ved regimets ansvar for den). Midt i forvirringen må man dog påskønne, at artiklerne samlet set udtrykker en konsekvent ensidighed:

  • For Information er regime-kritiske kilders anklager mod det syriske regime tilstrækkelig dokumentation for, at Assad-styret er ansvarligt for Houla-massakren. Disse anklager opløftes til fakta.
  • Selv når det medgives, at der ikke er klarhed over de nøjere omstændigheder omkring massakren, peger Information stadig på Bashar al-Assad og hans regime som de ansvarlige.
  • Med gentagne udsagn om, at det internationale samfund, Vesten, NATO og FN forholder sig passivt til de forfærdelige overgreb, lægger artiklerne op til, at en intervention burde gennemføres.
  • Bortset fra at de obligatoriske benægtelser fra Bashar al-Assad citeres i en enkelt artikel, nævnes alternative versioner af, hvad der skete i Houla, ikke.
  • De syriske oprøreres overgreb nævnes ikke i artiklerne om massakren.

Hvad ved vi egentlig om Houla-massakren?
Efter en indledende periode, hvor medierne noget rådvildt præsenterede offentligheden for forskellige versioner af, hvad der foregik i Houla d. 25. maj, blev den dominerende mediehistorie, herunder Informations, at folk fra den regeringstro Shabiha-milits var gerningsmændene. Er det så sikkert, at denne historie er den eneste, der er værd at fortælle? Og er det så sikkert, at der end ikke er nogen grund til at overveje andre muligheder?

Der er ikke meget, man ved med sikkerhed. I et The Real News-interview fra begyndelsen af juni vurderer Ali Hashem, korrespondent for Al Mayadeen-nyhedsorganisationen:

“Actually, regarding what’s going on in Syria, it’s kind of chaos. No one knows really what’s going on […] there are some, you know, accusations for the regime that they did the [Houla] massacre. At the same time, the regime is accusing the opposition of committing the massacre.”

Så vidt jeg kan bedømme, holder Hashems vurdering stadig. Der er forskellige vidnesbyrd om og udlægninger af, hvad der skete, men få sikre fakta.

Er der grund til at tvivle på, at Shabiha-militsen var gerningsmændene?
I mange af Informations artikler nævnes det, at Shabiha-militsen benyttede knive, eller at en del af ofrene fik skåret struben over. F.eks. lyder det i lederen ”Hvor meget er for meget?”:

”Da hæren på afstand havde gjort sit arbejde, rykkede lokale Shabiha-militsmedlemmer ind og gjorde arbejdet færdigt med knive og skydevåben.”

Imidlertid berettede BBC’s nyhedsredaktør d. 7. juni:

”In the aftermath of the massacre at Houla last month, initial reports said some of the 49 children and 34 women killed had their throats cut. Western officials told me the subsequent investigation revealed none of those found dead had been killed in such a brutal manner.”

Derefter skriver han:

“In Houla, and now in Qubair, the finger has been pointed at the shabiha, pro-government militia. But tragic death toll aside, the facts are few: it’s not clear who ordered the killings – or why.” (Qubair er en anden massakre, som medierne, inkl. Information, gennemgående har holdt det syriske regime ansvarligt for, skønt FN’s observatører ikke har kunnet finde nogle beviser for, hvem der står bag.)

Samme dag reporterede BBC’s korrespondent Paul Danahar:

“Members of the international community in Damascus say that, contrary to initial reports, most of the people in Houla were killed by gunfire spraying the rooms, not by execution-style killings with a gun placed to the back of the head. Also, people’s throats were not cut, although one person did have an eye gouged out.”

At børn fik skåret halsen over og på andre måder blev sprættet op af Shabiha-militsen, er blevet nævnt i de fleste internationale artikler og indslag om massakren. Også Information har i sin dækning flittigt peget på, at brugen af knive er karakteristisk for Shabiha-militsen. Avisen har derimod ikke givet sine læsere mulighed for at forholde sig til de nævnte forlydender om, at der ikke blev brugt knive ved massakren.

Er der grund til at tvivle på den syriske oppositions udsagn?
Kilder med tilknytning til den syriske opposition er selvsagt partskilder, og som sådan har deres udsagn i udgangspunktet ringe troværdighed. Men det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at oppositionskildernes propaganda baserer sig på fakta. Hvorvidt er dette tilfældet? I en analyse af den syriske oppositions propagandavirksomhed peger risikoanalyseorganisationen Stratfor på, at ”[m]ost of the opposition’s more serious claims have turned out to be grossly exaggerated or simply untrue”. Ang. oppositionens anklager mod regimet for at begå eller true med at begå massakrer i Homs, december 2011, anfører Stratfor:

Although regime forces have been cracking down on dissent in Homs, there have been no signs of a massacre there. Syrian opposition forces have an interest in portraying an impending massacre, hoping to mimic the conditions that propelled a foreign military intervention in Libya to prevent former leader Moammar Gadhafi’s forces from leveling the opposition stronghold of Benghazi. However, the regime has calibrated its crackdowns to avoid just such a scenario. Regime forces have been careful to avoid the high casualty numbers that could lead to an intervention based on humanitarian grounds.”

Altså ikke et regime, der “myrder sine borgere uden blusel eller hæmninger”.

Stratfors konklusion om, at de mange upålidelige oplysninger fra oppositionskilder truer med at underminere hele oppositionens troværdighed, hviler givetvis på en fejlagtig antagelse: At den vestlige offentlighed kræver en høj grad af pålidelighed, når det gælder anklager mod et regime, der befinder sig i Vestens sigtekorn. Stratfor skulle nok have vurderet kvaliteten af oppositionens propagandavirksomhed ud fra dens nytteværdi snarere end dens sandhedsværdi.

Blev massakren begået af regimefjendtlige militante grupper?
Den 7. juni præsenterede Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) sine læsere for en anden version af massakren baseret på unavngivne øjenvidner. Bl.a. på baggrund af ofrenes sekteriske tilhørsforhold – de var fortrinsvis shia-konvertitter eller alawitter ligesom Assad – konkluderer avisen, at regime-fjendtlige sunni-muslimske militante grupper måtte stå bag massakren. If. artiklens kilder udfoldede massakren sig, efter at oprørsstyrker havde angrebet vejspærringer uden for Houla, som den syriske hær havde etableret for at beskytte nærliggende landsbyer, hvis indbyggere fortrinsvis er af Alawi-sekten, fra angreb fra sunni-militante grupper. Det udløste et slag mellem oprørere og den syriske hær, som varede cirka halvanden time. I dette tidsrum blev overgrebene begået i selve Houla. Efterfølgende skulle gerningsmændene have filmet deres ofre og præsenteret dem for verden som sunni-muslimer for dermed at inkriminere Assad-regimet.

If. National Reviews artikel om emnet understøttes udsagnene i FAZ-artiklen af andre øjenvidneberetninger, som er blevet indsamlet af medlemmer af St. James-klosteret i den syriske by Qara. National Review nævner også, at Khalidiya-massakren, der fandt sted i begyndelsen af april, if. St. James-klosteret var blevet begået af regimefjendtlige væbnede grupper, men ligesom Houla-massakren præsenteret for offentligheden som en regime-massakre. Den tyske forfatter Jürgen Todenhöfer hævder, at ”radikaliserede grupper blandt oprørerne” følger denne ”massakre-markedsførings-strategi”. Derudover støttes FAZ’s version i al væsentlighed af den russiske journalist Marat Musins detaljerede beretning om hændelsesforløbet omkring massakren. En anden ”massakre” i Tremseh, som blev proklameret af oppositionsaktivister, viste sig if. FN’s observatører slet ikke at være nogen massakre, men snarere “an uneven clash between the heavily armed Syrian military and local fighters bearing light weapons.”

Men kan det passe, at de regimefjendtlige grupper ikke blot overdriver og lyver om regimets misgerninger, men ligefrem begår eller fremprovokerer overgreb med henblik på at inkriminere Assad-regimet?

Channel 4 News’ korrespondent Alex Thomson og hans nyhedsteam oplevede i juni at blive lokket ind i en skudzone af nogle oprørere. Oprørerne, som havde eskorteret Thomson og hans kolleger, efterlod dem i en ”free fire zone” og forsøgte efterfølgende at hindre deres flugt hen til nogle FN-køretøjer. Det lykkedes ikke, og i stedet for endnu en historie om Assad-styrets hæmningsløse brutalitet kunne Thomson efter hændelsen reportere:

”I’m quite clear the rebels deliberately set us up to be shot by the Syrian Army. Dead journos are bad for Damascus.”

Dårligt for Damaskus, men godt for muligheden for at få udefrakommende stater til at påbegynde den militære intervention, som oprørerne åbent efterspørger. Thomson peger i sin blog på, at hændelsen ikke er enkeltstående. Historien om Assad-regimets drab på et nyhedshold fra Channel 4 ville formentlig have opnået større cirkulation, end beretningen om oprørernes forgæves forsøg på at fremkalde denne historie gjorde.

Historisk set har trængte kombattanter en god sans for den vækkende kraft, der kan frisættes af ”den emotionelle faktor” – en sans, der skærpes, når der er udsigt til at få verdens mægtigste militær i ryggen. If. Syrien-kenderen Patrick Seale er oprørernes “whole strategy […] to try and trigger a Western military intervention […] Now, to trigger such an intervention, they have either perpetrated massacres themselves […] or they try and provoke the regime into massacres.”

Denne strategi ville ikke være irrationel. I en lækket mail gengiver Stratfor Pentagon-kilders vurdering af, hvad der skal til, for at USA vil gribe militært ind i Syrien: “They [Pentagon-kilderne] don’t believe air intervention would happen unless there was enough media attention on a massacre, like the Ghadafi move against Benghazi.”

Houla-massakren blev øjeblikkeligt udråbt til at være et ”vendepunkt” i konflikten. Konsekvensen af Houla-massakren var netop, at linjen over for Assad-regimet på forskellig vis blev skærpet, og at muligheden for en militær intervention blev lagt på bordet af Hillary Clinton, hvilket kun udløste delvis tilfredshed hos Information, der hellere end trusler så ”handling”.

I Ellegaards artikel ”Houla: Etnisk udrensning sat i system” citeres Syrien-eksperten Elie Chalhoub for den indlysende pointe, at hvis Assad-styret var delagtig i massakren i Houla, er det »den dummeste fejltagelse, styret endnu har begået.« For at begå en massakre af det omfang må regimet rigtignok være mindst lige så dumt, som det efter sigende er ondt. Beskeden fra Assad-regimet til omverdenen ville være: ”Kom og bomb os.” Information har ikke fået forklaret, hvorfor regimet – der er helt blindt, hvad der skete i Libyen? – skulle være så tåbeligt.

Information på krigsstien
Mennesker bryder sig ikke om bestialske drab på civile og etnisk udrensning. Igennem tendentiøs dækning af Houla-massakren udruster Information sine læsere med gode grunde til, at der bør gribes ind over for det syriske regime. At avisen i flere af artiklerne samtidig bibringer os nyttige informationer og partsindlæg, hindrer ikke, at den gennemgående linje i og rammen for dækningen er stærkt tendentiøs.

Information skriver ikke blot om, men har dermed bragt ”den emotionelle faktor, der kan skabe opbakning til en intervention”, i spil. Som det gælder medieoptakten til de foregående krige, fungerer den emotionelle faktor bedst, når relevant information udelades, kildekritiske forbehold forbigås, og gængse dokumentationskrav suspenderes. Når alle disse filtre er fjernet, står billedet af de dræbte kvinder og børn klarere og renere. Samtidig fremmanes billedet af en blodtørstig Bashar al-Assad for enden af et sigtekorn. Hvem overhører den klare humanistiske appel? Hvem er så hjerteløs, at hun ikke råber ”skyd!”?

D. 27. juni offentliggjorde FN’s Menneskerettighedsråd en foreløbig rapport om bl.a. Houla-massakren. Det var ikke lykkedes FN’s undersøgelseskommission at identificere, hvem gerningsmændene var. Rapporten udpegede Shabiha (eller andre lokale militser), anti-regeringsgrupper eller ukendte udenlandske aktører som mulige bagmænd. Det nærmeste, rapporten kom en ansvarsplacering, var følgende vage udsagn: “forces loyal to the Government may have been responsible for many of the deaths”. Der foreligger altså, så vidt FN’s undersøgelseshold er orienteret, ikke slående beviser for noget som helst.

Men denne orientering når ikke Informations læsere. Vi har i FN-rapporten at gøre med, hvad man kunne kalde en sensationsfattig ”informationsfaktor, der er uegnet til at skabe opbakning til en intervention”. På Information mener man tilsyneladende ikke, at den emotionelle faktor skal dæmpes af simpel, solid information. Avisen skrev i hvert fald ikke noget om rapporten.

Efter at være blevet kontaktet af Medieoplysning.dk indføjede Lasse Ellegaard dog i en nyhedsanalyse d. 16. juli en enkelt sætning om, at der er ”modstridende beretninger om, hvem der stod bag [Houla-massakren] – syriske regimestyrker eller jihadkrigere fra den væbnede opposition” (Ellegaard regner tilsyneladende her Shabiha-miltsen for en ”regimestyrke” og går fejl af, at gerningsmændene ikke identificeres som ”jihadkrigere” i de bedst dokumenterede alternative versioner). Den ene beretning har været genstand for dybdeborende, eftertænksom, indlevende og først og fremmest vedholdende dækning. En alternativ beretning er end ikke blevet præsenteret; kun eksistensen af en sådan er i forbigående blevet nævnt, et par måneder efter massakren fandt sted.

Efter at have fulgt Informations dækning er det svært at være uenig med Hillary Clintons vurdering: “The regime-sponsored violence that we witnessed again in Hama [Houla] yesterday is simply unconscionable […] Syria will not, cannot be peaceful, stable or certainly democratic until Assad goes.”

Der skal altså gribes ind over for det syriske regime. Men det giver ikke sig selv, at netop vi – Danmark, NATO og dets allilerede – bør ”intervenere”. Det afhænger af, hvem vi er, og hvilken rolle vi spiller internationalt. For at yde de krigeriske stater et fuldgyldigt propagandabidrag måtte Information også viderebringe et billede af, at vi er de rette til at gribe til våben. Informations fremstilling af vores internationale rolle er emnet for anden del af analysen.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Åben/download som pdf

Fra krigsidealisme til krigspositivisme
De landsdækkende avisers ledere om WikiLeaks-dokumenterne er værdifulde kilder i undersøgelsen af den herskende krigstænkning her og nu. Avisledere fastsætter ikke kun avisernes officielle holdning; de angiver i en vis udstrækning også den forståelsesramme, hvori det tilsyneladende mindre holdningsbårne stof skrives og læses indenfor, og giver fingerpeg om, hvilke emner og perspektiver redaktionerne i øvrigt prioriterer.

I B.T.’s leder 25.10.2010 retter Helle Ib et kritisk blik mod ”de rædselsfulde følger af krigen imod terror, som den har udfoldet sig i Irak”. Sagen omkring danske soldaters udlevering af fanger til tortur får Ib til at spørge, om ”Danmark som krigsførende nation virkelig [kan] opretholde en nogenlunde ren samvittighed”.

Foruden terrorbekæmpelse nævnes en ”vision om frihed og demokrati” som motiv bag Irak-krigen. ”Men målet må aldrig hellige midlerne”, kommenterer lederen, der altså benytter krigsidealerne til at kritisere krigsførelsen, men ikke den faktiske krigsførelse til at betvivle krigsmålsætningerne. Ideen om den gode krig er uantastet, og B.T.’s leder er et klart eksempel på krigsidealisme af den klassiske kritiske variant.

Det er ikke de midler, der har taget livet af over en million og fordrevet flere millioner irakere, som Ib ikke kan acceptere, og det er ikke deltagelsen i denne angrebskrig, der har plettet Danmarks samvittighed.

Politikens leder ”Danmark skal lære af fejlene i Irak”, 26.10.2010, skrevet af en af Danmarks førende civile krigsaktivister, Tøger Seidenfaden, fremviser adskillige af krigshumanismens kernedyder i sit forsøg på at rehabilitere Danmark som krigsførende nation og levere en intellektuel platform, hvorfra nye krigsprojekter kan tage deres afsæt. Afghanistan- og især Irak-krigen fremstilles som afvigelser fra en ”aktivistisk” kurs, vi må holde fast i. Vores ”solidaritet og offervilje” er på plads, blot skal disse dyder udfoldes mere fornuftigt.

Udgangspunktet er idealistisk og kritisk:

”Danmark skal lære af fejlene i Irak”, som blev påført ”en mangeårig katastrofe uden sikkerhed for en bedre fremtid”, mens Afghanistan tegner til at blive ”et langtrukkent nederlag for både de gode viljer og de sort-hvidt tænkende i vores del af verden”.

Det er imidlertid ikke vores musketerlignende karaktertræk eller noble voldshensigter, men påpegningen af ubestridelige militære realiteter, der for lederen gør en konstruktiv tilgang til krig til en nødvendighed. Her træder et krigspositivistisk perspektiv ind i billedet.

For alle krigsfejltagelserne i Irak og Afghanistan ”ændrer ikke ved, at det danske forsvar er omstillet til at løse internationale missioner […] Hvordan man end vender og drejer det, er Danmark her og nu en krigsførende nation”. Som NATO-stat er Danmark nu engang i offensivt militært beredskab, det står ikke til at ændre, så vi må, hvis vi er ansvarlige, søge at få det bedste ud af det (på dette punkt har Seidenfaden en præference for at dræbe og destruere på menneskerettighedernes vegne, men forholder sig ikke afvisende over for andre krigsmålsætninger).1 Principiel krigsmodstand bliver dermed til en slags virkelighedsfornægtelse.

Mens det er i henvisningerne til menneskerettighederne og vores humanisme, at Seidenfadens opfordring til vold appellerer til vores hjerter, er det først med den nøgterne konstatering af Danmarks kommende militære engagementers uundgåelighed, at bestræbelsen på at retlede krigsførelsen bliver det eneste fornuftige svar på ”krigens udfordring”. Der venter os ”nye opgaver” forude; vi kender dem endnu ikke, og Seidenfaden navngiver dem ikke. Men NATO og USA vil formentlig udpege dem for ham og os andre ved lejlighed. Et sted i Afrika, måske.

På nuværende tidspunkt ved vi blot med sikkerhed, at det kræver voldshandlinger at være ”et internationalt engageret land”; et internationalt engagement uden udfarende militarisme er ikke en mulighed.

Folk, der måtte være uenige i lederens holdning til krig, tilrådes at tage bestik af ”virkeligheden” selv, som jo unægtelig bl.a. rummer en dansk militærpolitik, der har underlagt sig aggressive militærdoktriner og struktureret ”Forsvaret” derefter. Det er denne ”virkelighed”, som byder, at vi må gå konstruktivt til feltet og søge svar på, hvordan krige bedst føres, snarere end hvorvidt de skal føres. Igen ligesom i en debat om f.eks. sundhedspolitik.

Åbensindet, pragmatisk krigspositivisme og progressiv krigshumanisme med et globalt udsyn forenes i Politikens leder. Som sådan skulle der være noget for enhver, og få ville for alvor kunne have noget imod den beherskede og eftertænksomme, om end noget rutineprægede måde, Politikens chefredaktør opildner til vold på. Der er jo desuden tale om voldsopfordringer af den slags, der dagligt udgår fra landets avisredaktioner, ikke den marginaliserede, ekstreme slags, der udløser massive Facebook-protester og demonstrationer. Hvorvidt aviserne kan forbydes, tænker man ikke på at undersøge.

Den rene vare
Man kunne tro, at opfattelsen af krig som en normal og naturlig statsaktivitet, der ikke kræver videre begrundelse, alligevel hviler på uudtalte idealistiske krigsforestillinger, som er blevet en integreret del af vores voldstænkning. Krigsbegrundelserne har igennem en længere årrække været i heftig rotation i den almindelige orientering om verden, vi modtager fra medierne, og måske nærmer vi os det punkt, hvor krigsbegrundelserne er blevet indlejret i det kulturelle lag af tavs viden, vi har om verden.

Måske er situationen, at debatten om krig er kommet videre: Diskussionerne om grundlaget for og formålene med at gå i krig er blevet gennemspillet, så nu kan snakken tage sin begyndelse ved krigsførelsen som et faktum, vi konstruktivt må forholde os til.

Der er dog tegn på, at en mere grundlæggende forandring af vores krigstænkning er i gang. Jyllands-Postens og Weekendavisens ledere benytter således WikiLeaks-afsløringerne som en lejlighed til at agitere for, at hvad der i sin konsekvens er en benhård krigspositivistisk indstilling, bør erstatte de illusoriske idealer, vi hidtil har brugt til at sløre krigens realiteter med.

Mens Politikens leder ikke ser en opgave i ”at placere et ansvar for ugerninger”, som ”Danmark ifølge de nye WikiLeaks -dokumenter har et alvorligt medansvar for”, vil Jyllands-Postens leder, ”Krigens illusion”, 26.10.2010, gerne placere et politisk ansvar, ikke for al den død og lidelse, krigene har afstedkommet og fortsat producerer, men for at have fortiet, at det netop er, hvad krig primært handler om: ”Politikerne har et stort ansvar for, at netop det positive billede [af vores krigsdeltagelse] har været fremherskende. De har været med til at gemme krigens gru af vejen i al deres lovprisning af blandt andet militærets civile projekter.”

Jyllands-Postens leder søger at afsløre de herskende idealiserende krigsforestillinger som blændværk. Midlet er ”virkeligheden”. Og virkeligheden er grusom. Vi må have ”den mere barske side af krigen”, ”krigens gru” og ”krigens grusomme virkelighed” frem i lyset. Og så æde det hele råt, for grusomhed er, ”hvad deltagelse i krig indebærer”.

Lederen fremdrager ikke et eneste eksempel på krigshandlinger, vi ikke bør omfavne i al deres gru. Vores forestillinger om krig skal tilpasses krigens virkelighed; den faktiske krigsførelse skal ikke leve op til vores forestillinger. Derfor må vi også komme forestillingen om, at vi bør overholde ”spillereglerne”, til livs. For det gør vi jo ikke reelt set. Til forskel fra krigsidealismen benyttes idealer ikke til at legitimere krig. I stedet bruges krig som sådan til at legitimere ulovlige krigshandlinger i form af brud på Geneve-konventionerne.

Mennesker, som endnu måtte hænge fast i moralske forestillinger om krig, vil nok synes, der mangler noget i JP-lederens argumentation. For hvad er det for nogle gode ting ved krigene, der berettiger deres grusomhed (som vel i og for sig er af det onde?)? Lederen giver intet svar og er strengt taget heller ikke svar skyldig, når udgangspunktet er krigspositivistisk: Vi er nu engang i krig; dette faktum er norm nok i sig selv.

Omdrejningspunktet for Anne Knudsens leder i Weekendavisen, ”Lukkede øjne”, 29.10.2010, er ”den dobbeltmoralske konstruktion”, politikerne havde efterladt de danske styrker i Irak med: På den ene side skulle de danske soldater under svære betingelser kæmpe effektivt og opspore terrorister; på den anden side måtte de ikke bryde Geneve-konventionernes forbud mod at medvirke til tortur. Sådan var beskeden fra Christiansborg, og de to krav var uforenelige.

Skandalen i dette scenarie består i, at politikerne så at sige både ville være idealister og realister omkring krigsførelsen; Knudsen så gerne, at de holdt sig til det sidste. Årsagen til miseren er, at politikerne lider under ”vrangforestillinger” og ”dybt forankrede fordomme” om, at danskerne er krigsforskrækkede idealister (noget lignende mente Jyllands-Postens leder i øvrigt også; den ville åbne befolkningens øjne for krigens gru, ikke kun politikernes). Men det er i virkeligheden ikke tilfældet. Det danske folk besidder en langt større grad af ”politisk modenhed” end politikerne og går til spørgsmålet med åbne øjne og velvillige sind, hvis ikke ligefrem regulær krigsentusiasme. Hvor ved vi det fra? Jo:

”Selv i tiden efter det frygtelige nederlag i 1864 har det kun været de konverserende lag, der ivrede for generel fredsommelighed. Bøger, film og tegneserier om vore mange fortidige krige var hele tiden utrolig populære, ligesom rollespil og computerspil med indlagt væbnet konflikt i dag.”
 

Lederen forfølger ikke tanken videre og forklarer, hvorledes den voldsomme popularitet, krimigenren har oplevet i de senere år, afspejler en tilsvarende uforfærdet holdning til tortur, lemlæstelse og nøje gennemtænkte bestialske mord, når volden foregår i ikke-statsligt regi.

Når det gælder det blod, der udgydes på statsligt initiativ og ikke i film og tegneserier, stiller lederen sig på befolkningens side og mener øjensynligt ikke, at ”generel fredsommelighed” er værd at tragte efter. Danskerne tilskrives en principiel støtte til krig som sådan med alt, hvad det indebærer. Folkedybets passion for væbnet konflikt har en suveræn, uapologetisk karakter; man søger ikke tilflugt bag noble hensigtserklæringer for aktiviteter, der ikke kræver nogen undskyldning. Danskerne forstår, ”hvad krig er”. Mere skal der ikke til for at acceptere, hvad krig fører til, og tilsidesætte de spørgsmål om skyld og ansvar, som er bagsiden af idealismen.

For lederen udgør WikiLeaks-dokumenterne primært en lejlighed til at anprise det politiske format, danskerne udviser i deres omfavnelse af statens vold (og deres modne bekymringer for, hvorvidt volden ”nytter noget”). Dette leder frem til beretningen om de ringe udfoldelsesmuligheder, den danske krigspsyke og de kæmpende soldater levnes af politikere, der ikke forstår, at danskerne forstår, ”hvad krig er”.

Hvilket ikke leder frem til yderligere interesse for, hvad krig så er. Foruden denne bemærkning:

”Krig medfører vold; hvem vidste ikke det?”

Vi står her over for et nyt argumentatorisk trumfkort, der kan gøre rent bord, når kritikere forsøger at gøre indsigelser mod den ene eller anden angiveligt illegitime krigshandling, vi har medvirket til i kampens hede: ”Det siger sig selv. Krig medfører vold. Fortæl os nu noget nyt.”

LÆS TREDJE DEL AF ANALYSEN

  1. Seidenfaden synes i øvrigt at antage, at Irak- og Afghanistan-krigene er eksempler på, at ”man fører krig i menneskerettighedernes […] navn”, skønt det ikke var med sådanne begrundelser, at krigene blev startet. Antagelsen hviler øjensynligt på, hvad man kan kalde den idealistiske fejlslutning, som er udbredt i journalistikken. Den bagvedliggende logik er: ”Jeg mener, krige skal fremme menneskerettigheder. Vi og vores allierede har gode krigsmålsætninger. Ergo forsøger vi at fremme menneskerettigheder med vores krige.” []

Skriv en kommentar

Åben/download som pdf

Af Uffe Kaels Auring

Er der ved at ske et omslag i vores krigstænkning?

Da Janus Metz’ dokumentarfilm ”Armadillo” om Danmarks krig i Afghanistan havde premiere, mente forfatteren Carsten Jensen, at vi stod over for ”et jordskælv i nationens selvforståelse”. Den afbildede virkelighed ville sprænge befolkningens illusioner om sig selv som et fredsommeligt folkefærd. Siden har WikiLeaks offentliggjort hundredetusindevis af amerikanske feltberetninger fra Irak-krigen og dermed igen sat ”krigens virkelighed” på dagsordenen. Man skulle tro, at WikiLeaks-dokumenterne, der rummer talrige eksempler på invasionsstyrkernes overtrædelse af krigens regler, ville afføde kritik og skepsis omkring Danmarks krigsengagement og måske endda fremme fredssagen.

I stedet benyttes afsløringerne i vid udstrækning til at rette kritisk fokus mod de bånd, krigens regler i princippet lægger på vores krigsførelse. Samtidig er vi vidne til, at man søger at underminere ”det positive billede” af Danmarks krige som led i et forsvar for disse, hvilket efter gængs tænkemåde ellers kan synes ulogisk. Et jordskælv er måske for meget sagt, men et skred i den offentlige krigstænkning er tilsyneladende på vej.

Den civiliserede voldskultur
Vi lever i en kultur, hvori den intellektuelle klasse under kyndig vejledning af statslige propagandaapparater har indøvet og forfinet den ældgamle kunst at legitimere terror, krig og overgreb.

Vi lever også i den civiliserede del af verden. En fremherskende form for krigslegitimering består i at give anvisninger på, hvorledes krig bedrives på civiliseret vis, samt kalde til orden, når krigsførelsen bliver for inhuman.

Kritik af krigsførelsen er en dominerende form for legitimering af krigene selv, de nuværende og de kommende. Ideen om den gode krig opretholdes bl.a. igennem kritik og undertiden fordømmelse af de tilfælde af overdreven magtanvendelse, drab på civile og tortur, som den virkelige krig byder på. Man opfordrer til at undgå civile tab. Man insisterer på, at der er spilleregler, som skal overholdes.

Blodsudgydelse og ødelæggelse skal foregå inden for kultiverede rammer, og når spørgsmålet om, hvorvidt krigen i enkelte tilfælde har udartet sig i en beskidt retning, for en sjælden gangs skyld sættes på den offentlige dagsorden, må det indskærpes: Dette er ikke krig som sådan, men fejl, der kan rettes op på, evt. i nye krige.

I slutningen af oktober 2010 blev WikiLeaks’ ”Iraq War Logs” offentliggjort. De knap 400.000 dokumenter rummer militære feltrapporter om såkaldte ”betydningsfulde hændelser” i perioden 2004-2009. Dokumenterne giver offentligheden mulighed for at få indblik i det billede af krigen, som amerikanske soldater skriftligt har videregivet til deres overordnede. Indrapporteringerne viser, at velkendte aspekter ved krigsførelsen, såsom omfattende tortur, nedskydning af civile (15.000 hidtil udokumenterede dræbte civile optræder i dokumenterne), ekstensive luftbombardementer af huse og brugen af lejesoldater, ikke kun er en virkelighed, som irakere og krigskritikere har råbt op om, men som de amerikanske styrker også har registreret.

De talrige brud på konventionerne for krigsførelse har rejst debatter i nogle af de krigsførende lande. I den udstrækning debatten om afsløringerne i Danmark har berørt dokumenternes indhold, er det altovervejende sagen om danske styrkers udlevering af fanger til forventelig tortur, der har påkaldt sig opmærksomhed.

Forventninger til mediedækningen
Hvorledes ville den danske offentlighed tage imod disse nye afsløringer af vores medansvar for tortur, mord på civile og andre brud på krigens regler?

Man kunne forvente, at afsløringerne ville blive mødt med krigstilhængernes påmindelser om, hvorfor vi valgte at deltage i Irak-krigen: fjerne en tyran, indføre demokrati, bekæmpe terror m.v. Alternativet var i det mindste værre, og der er også kommet meget godt ud af krigen.

Krigskritiske røster ville formentlig pege på, at afsløringerne jo viste, at man var gået unødigt brutalt til værks. De ville kræve undersøgelser af sagen og mene, at man måtte sikre sig imod, at lignende tilfælde af uciviliseret krigshåndtering kunne finde sted i fremtiden.

Nogle ville mene, at krigsførelsen må leve op til vores idealer, helt ned til den enkelte krigshandling. Dette synspunkt ville især blive forfægtet af og appellere til folk på venstrefløjen. Andre ville se tingene i et større perspektiv og pege på, at krigsførelsen – om end til tider brutal og behæftet med de beklagelige fejltagelser, der uundgåeligt opstår, når man tager ansvar – netop realiserer vores idealer. Blikket for de store linjer – demokrati over for tyranni, frihed over for fundamentalisme osv. – samt villigheden til at gå på kompromis med idealerne i det små for at kunne forsvare dem desto mere kompromisløst i det store er mest udtalt på højrefløjen. I det mindste er man ikke her så nøjeregnende.

Begge parter ville på denne måde bidrage med hver deres værdipolitiske indlæg i den fortsatte idealisering af krigen.

Holder forventningerne stik?
I den offentlige debat om WikiLeaks’ afsløringer har sådanne forventelige reaktioner rigtignok været fremherskende. Krigsidealismen lever stadig, både som en udlægning af vores krige og som kritisk indvending mod visse aspekter ved vores krigsførelse.

Men forventningerne holder ikke helt stik. Man finder vidnesbyrd om en anden form for krigstænkning, der igennem de sidste par år har vundet terræn i offentligheden. Et brud med krigsidealismen er tilsyneladende undervejs.

Sammenlign følgende udsagn fra danske medier:

”[F]or meget meningsløs aktivering [og] for meget kontrol” hæmmer en aktiv beskæftigelsespolitik, ”systemet er blevet alt for firkantet” (Jan Trøjborg i Jyllands-Posten 31.10.2010).

”[M]edmindre reglerne bliver mere smidige”, forsinkes ”planer for nye hospitaler og forbedringer af de gamle […] med flere år” (Berlingske Tidende 06.04.2010).

”Kassetænkning og stive regler spænder ben for fjernbehandling af patienter med kroniske lidelser” (Jyllands-Posten Vest 07.07.2007).

”Teknik-og miljørådmand Laura Hay vil nu undersøge, om der findes en bedre løsning end det rigide regelrytteri, der sender lastvognene ud på en lang forurenende omvej i bynære områder.” (JP Århus 08.08.2010)

”Kan krig overhovedet føres lovligt? Det er et af de spørgsmål, som rejser sig i kølvandet på de knap 400.000 dokumenter, som internetsiden Wikileaks forleden lækkede.” (Debatoplæg til ”P1 Debat”, 26.10.2010)

Efter WikiLeaks-afsløringerne må man spørge, ”om det overhovedet kan lade sig gøre at føre en krig, hvis man spiller efter reglerne”. ”Kan danske soldater overhovedet vinde en krig, hvis de er tvunget til at følge reglerne?” (debatoplæg til DR2 ”Debatten”, 28.10.2010)

Fælles for disse udsagn er antagelsen om, at det i og for sig er skidt, hvis reglerne på et givent politisk område hindrer eller besværliggør den førte politik. Det gælder beskæftigelsespolitikken, sundhedspolitikken, trafikpolitikken. Og det gælder krig. I alle tilfælde ønsker man, at statens aktiviteter på området udfolder sig så effektivt og gnidningsfrit som muligt. Man argumenterer ikke for noget, alle relevante parter antages at være enige om, så der er ingen grund til at uddybe, hvorfor det skal være muligt at føre effektiv beskæftigelsespolitik, sundhedspolitik eller krig.

Der er dog en væsentlig forskel. De ovenstående citater om statens civile politikker tager udgangspunkt i de formål, der knytter sig til politikområdet: Det er kritisk, hvis reglerne på eksempelvis sundhedsområdet besværliggør behandlingen af patienter, hvilket jo er hovedformålet med sundhedsvæsenet. I krigsanliggender er det derimod den faktiske krigsførelse, der ophæves til norm: Det er nu en gang sådan, vi fører krig, og det er derfor kritisk, hvis reglerne ikke tillader det.

I debatoplægget til ”P1 Debat”-programmet konstateres det, at ”danske soldater med åbne øjne har overgivet fanger i Irak til tortur, og at krigen i forhold til civilbefolkningen i Irak har været endnu mere blodig og beskidt, end vi hidtil har fået at vide”. ”Men”, fortsætter ordstyreren, ”spørgsmålet er, om det kan være meget anderledes, hvis vi fra dansk side vil føre aktivistisk udenrigspolitik med våben i hånd?”

Spørgsmålet er ikke det velkendte idealistiske, om det kan være nødvendigt med en beskidt krigsførelse, når man forsøger at opnå godartede krigsmålsætninger. Spørgsmålet er, om det ikke er nødvendigt at føre en beskidt krig for at kunne føre krig. Og hvis det er tilfældet, så har vi et argument for at føre krig på den beskidte måde, for det at føre krig har, ligesom f.eks. sundhedspolitik, en værdi i sig selv, og det kræver et vist råderum.

DR2 ”Debatten” stiller spørgsmålet: ”Har Danmark forstået krigens natur?”1 I den nye krigstænkning er dette ikke ment som et oplæg til at problematisere Danmarks beslutninger om krigsdeltagelse eller den måde, Danmark og dets allierede fører krig på. Tankegangen er ikke: ”Siden vi nu ved, at krig er så beskidt og slår så mange civile ihjel m.v., bør man overveje en ekstra gang, om vi skulle have deltaget i krigene, eller i det mindste hvordan vi kan føre mere civiliseret krig i overensstemmelse med reglerne for krig.” Tankegangen er: ”Siden vi nu ved, at vores krigsførelse er så beskidt og slår så mange civile ihjel m.v., bør man overveje, om det nu engang ikke bare er sådan, krig er, og derfor opgive illusionen om at spille efter reglerne.”

Man kan kalde det krigspositivisme. Folk, der diskuterer disse ting, må fremover være påpasselige med at fremsætte påstande, der er sårbare over for det slagkraftige krigskort: ”… men så kan vi jo ikke føre krig!” I et intellektuelt klima, som er præget af krigspositivismen, står man med en dårlig sag, hvis ens synspunkter implicerer, at det bliver besværligt eller umuligt at føre krig.

I en fuldt modnet krigspositivistisk kultur vil sådanne konfrontationer dog ikke opstå; synspunkter, der kan fejes af bordet med konstateringer af, at vi så ikke kan føre krig, vil være utænkelige.

LÆS ANDEN DEL AF ANALYSEN

  1. Udsendelsen er i øvrigt bemærkelsesværdig, idet fredsforskeren Jan Øberg indgår i debatpanelet. Det er et særsyn i en krigsdækning, der ellers er domineret af ”sikkerhedseksperter”, ”eksperter i international politik” og ”terroreksperter”, som ofte burde præsenteres ved den mere neutrale betegnelse: krigsforskere. []
Skriv en kommentar

Åben/download som pdf

Krigspositivisme og realisme
Krigspositivismens fremvækst betegner selvsagt et tilbageskridt i moralitet, idet krigsaktivitet ekskluderes fra de områder af vores tilværelse, som almindelige moralske standarder meningsfuldt kan anvendes på. Med den megen tale om krigens ”natur”, ”virkelighed” og ”væsen” gøres krig til en tilstand, der eksisterer uafhængigt af menneskelig handling og hensigter. Når mennesket først er trukket i uniformen, har grebet våbnene og står på slagmarken, udøver ”krigen” til gengæld en suveræn indflydelse over dets adfærd.

Krig er bare, som det er, hvorfor det er en misforståelse at gå til fænomenet med stive forskrifter og hævede pegefingre. Det giver heller ikke mening at fordømme en løve for at have nedlagt og fortæret sit bytte på en særlig brutal måde.

Omvendt kunne man tro, at erkendelsen af, at krig er, hvad det er, vil bane vejen for en større grad af realisme og ærlighed, da der nu ikke længere er grund til at beskære og forskønne billedet af den reelle krigsførelse, så det passer til idealbilledet. Det er netop det erklærede ærinde i Jyllands-Postens og Weekendavisens ledere. Den uanfægtede realisme, lederne går til emnet med, fremstår imidlertid alene som en pointe om, hvordan krig bør opfattes: Krig er grusomt, vi må besinde os på, ”hvad deltagelse i krig indebærer” osv.

Lederne omsætter ikke disse forskrifter på en illusionsløs krigsdækning i praksis. Jyllands-Posten og Weekendavisen kunne have grebet den veliscenesatte anledning til at dykke ned i grusomme fænomener – såsom massemord, destruktionen af landets uddannelsesinstitutioner og sundhedssystem, millioner af fordrevne, de mange dødfødte, deformerede, hjerneskadede eller fejlernærede børn, brugen af dødspatruljer – uden at tynge fremstillingen med udtryk for skam og fortrydelse eller bortforklaringer og forsikringer om de gode hensigter bag volden. Men chancen forpasses. Den overordnede pointe står dog øjensynligt stadig ved magt: Vi er en krigsførende nation og må derfor købe hele pakken, formentlig inklusive de netop nævnte grusomheder – som det måske alligevel er bedst at forbigå i tavshed.

Nogle af krigens onder kommer alligevel på tale. ”Det koster at tage ansvar, og det er ikke mindst den virkelighed, som dokumenterne på WikiLeaks er med til at afsløre,” forklarer Jyllands-Posten. De eneste omkostninger, som lederen konkret forholder sig til, er de, der rammer os: ”Krigen har store omkostninger både for den enkelte soldat og soldatens familie, og sårede soldater, som før stort set kun figurerede i statistikkerne, er nu blevet en del af den danske krigsvirkelighed.” Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at WikiLeaks-dokumenterne omhandlede de danske soldaters og deres pårørendes lidelser og prøvelser.

Jyllands-Posten beretter altså, at de længe fuldt ud har været på omdrejningshøjde med den realisme, WikiLeaks-dokumenterne også eksemplificerer. Med henvisning til avisens Cavlingpris-vindende artikelserie har man nemlig gennem ”en lang række artikler” vist, at krigen har store omkostninger for de danske soldater.

Weekendavisen tager også spørgsmålet om et politisk ansvar op. I kraft af deres inkonsekvente udmeldinger om, hvorledes danske soldater skulle forholde sig til pågribelsen og behandlingen af fanger, forvaltede de danske politikere deres ansvar ”for andre menneskers liv, ære og velfærd” på en uansvarlig måde. Disse ”andre mennesker” er selvsagt alene de danske soldater. Når det kommer til krigens betydning for irakernes ”liv, ære og velfærd” … dertil kommer det ikke. Her gælder det igen: ”Krig medfører vold; hvem vidste ikke det?”

Ligesom hos Jyllands-Posten benyttes WikiLeaks-afsløringerne af Weekendavisen til at understrege, at vi er ofrene. Krigspositivisme versus krigsidealisme forekommer i denne forbindelse at være en relativt overfladisk diskussion. Når vi trænger ned i teksten, viser den velkendte ukomplicerede doktrinære indstilling til krig sig: Vores ofre har værdi, skal være meningsfulde, fordrer indlevelse og omsorg, rejser spørgsmål om ansvar; deres ofre har ringe værdi, er ikke et menneskeligt eller politiske anliggende, kan være del af krigens katastrofe eller grusomhed, men ansvarsløst. Og om irakerne lemlæstes, tortureres og dør forgæves eller ej, interesserer man sig ikke for.

Krigspositivisme og international lov
Debatoplæggenes og avisledernes bemærkninger om krigens ”spilleregler” hviler alle på den antagelse, at såfremt danske soldater ikke havde forbrudt sig mod reglerne for krigsførelse, navnlig Geneve-konventionerne, ville Danmarks krigsengagement i Afghanistan og Irak have været efter bogen. Spørgsmålet om selve krigens lovlighed (som er nedfældet i FN-pagten) gøres alene til et spørgsmål om krigsførelsens regelrethed (som er beskrevet i Geneve-konventionerne).

Eksistensen af den grundlæggende regel for krig anerkendes dermed ikke. Denne regel er det krigsforbud, som det internationale system på papiret hviler på. Den første sætning i FN-pagten fra 1945 lyder:

”Vi de forenede nationers folk er besluttede på at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden.”

Med hensigten om at udrydde krig tager FN-pagten fat ved problemets rod: at man starter krige. Stater må derfor ikke gå i krig (hvis ingen skyder først, bliver der slet ikke skudt). Dette forbud kvalificeres i to henseender. For det første må stater forsvare sig mod andre stater, der angriber dem, med militære midler. For det andet kan FN’s Sikkerhedsråd, hvis der foreligger et ”brud på freden”, beslutte at bemyndige brugen af militærmidler, i den udstrækning de måtte være ”nødvendige for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed”, og kun efter at alle fredelige tiltag er blevet forsøgt.

Krig anses altså for så alvorligt et anliggende, at krigsmidler kun må benyttes 1. med henblik på at imødegå og standse krigshandlinger, 2. hvis freden ikke kan genoprettes med ikke-militære midler, 3. og kun i det omfang der er påkrævet for at genoprette freden. Den generelle ide er, at krigsmidler kun anerkendes som et potentielt middel til at bringe (angrebs)krig til ophør.

Ingen af de to forhold – selvforsvar eller FN’s Sikkerhedsråds godkendelse – var opfyldt i krigene mod Afghanistan og Irak. Hvad betyder dette for snakken om spillereglerne?

Under Nürnberg-tribunalet sagde den amerikanske chefanklager, Robert Jackson, at krig uundgåeligt betyder ”drab, overfald, frihedsberøvelse og ødelæggelse af ejendom”. Han var for så vidt på linje med opfattelsen, at ”krig medfører vold”. Men i stedet for at sige ”og hvad så?”, mente Jackson dermed at have vist, at krigsmidler ”i sig selv er kriminelle”.

Hvis krigen selv er lovlig, er brugen af krigsmidler det selvsagt også. ”Men handlinger, som i sig selv er kriminelle, kan ikke forsvares ved at vise, at de, der begik dem, deltog i en krig, når krigen selv er ulovlig.” Hvor langt vi er fra at anerkende dette princip, viser menneskerettighedsorganisationernes praksis. Selv blandt disse bevægelser, der hører til dem, der kærer sig mest om menneskers liv, rettigheder og velfærd, benyttes krig, inklusive ulovlige krige, som en legitim undskyldning for voldshandlinger, nogle bestemte typer undtaget. Deres dokumentation og kritik af overtrædelser af krigens regler tjener til at undskylde alle de overgreb, der ikke udgør brud på Geneve-konventionerne, samt legitimere beslutningen om at gå i krig, hvormed en bølge af både ureglementeret og reglementeret vold uundgåeligt sættes i gang.

Ifølge international lov er brugen af volds- og ødelæggelsesmidler altså ikke undskyldt, fordi de anvendes i en krig, når denne krig er ulovlig. Først når krigen er lovlig, opstår i anden række spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte krigshandlinger også er det. Alle de krigshandlinger, Danmark har medvirket til i de seneste angrebskrige, er dermed ulovlige, fordi krigene selv var det.

Det stærke fokus på, hvorvidt Danmark har overholdt ”spillereglerne” for krigsførelse, viser, at man går ud fra, at vi har ret til at dræbe og ødelægge, når blot vi gør det i forbindelse med krig. Dette er ikke noget nyt. Allerede den heftige debat omkring Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm ”Den hemmelige krig” illustrerede til fulde, at det i det mindste er acceptabelt at dræbe og ødelægge på systematisk vis, mens det kan være skandaløst i et enkelt tilfælde at have udleveret mennesker til tortur (men endnu mere skandaløst at dokumentere det). Hvis nogen herhjemme tog fundamentale FN-principper højtideligt, ville man kunne have hørt det synspunkt, at Guldbrandsens afsløring var alvorlig, men dog en bagatel i det samlede regnskab over overgreb, som tortursagen afledte opmærksomheden fra.

Det nye, som krigspositivismen i denne sammenhæng har at byde på, er, at vi ikke blot har ret til at myrde og ødelægge i ulovlige krige, men også at bryde reglerne for krigsførelse, for så vidt krigens ”natur” eller ”virkelighed” kræver det. Båret frem af krigspositivismen er den herskende slyngelstatsmentalitet på vej til at indtage nyt territorium, omend den afgørende landvinding allerede er opnået. Før havde vi kun retten til at begå ”den største internationale forbrydelse” (Nürnberg-tribunalets term for angrebskrige); nu er vi på vej til at nægte eller ignorere anvendeligheden af reglerne for krigsførelse overhovedet. Ikke nogen revolution, men trods alt noget.

Det er i den nuværende situation svært at se, hvorledes slyngelstatsmentaliteten kan ekspandere yderligere.

Hvis krigen selv er lovlig, er brugen af krigsmidler det selvsagt også. ”Men handlinger, som i sig selv er kriminelle, kan ikke forsvares ved at vise, at de, der begik dem, deltog i en krig, når krigen selv er ulovlig.” Hvor langt vi er fra at anerkende dette princip, viser menneskerettighedsorganisationernes praksis. Selv blandt disse bevægelser, der hører til dem, der kærer sig mest om menneskers liv, rettigheder og velfærd, benyttes krig, inklusive ulovlige krige, som en legitim undskyldning for voldshandlinger, nogle bestemte typer undtaget. Deres dokumentation og kritik af overtrædelser af krigens regler tjener til at undskylde alle de overgreb, der ikke udgør brud på Geneve-konventionerne, samt legitimere beslutningen om at gå i krig, som uundgåeligt fører til både ureglementeret og reglementeret vold.

5 kommentarer

Åben/download som pdf

Første del af denne analyse fremsætter en række vidtrækkende påstande om mediedækningen af international vold på et ret spinkelt grundlag, kun to artikler. Analysen anskueliggør, hvorledes de opstillede ”regler” for behandlingen af international vold kan benyttes i fortolkningen af medieindhold, men godtgør ikke, hvorvidt reglerne faktisk gælder i almindelighed. Denne opfølgning på analysen kommer nærmere ind på sidstnævnte spørgsmål.

For at efterprøve holdbarheden af analysens konklusioner kontaktede vi d. 1/9 2010 journalisten bag artiklerne ”De renes land” og ”Midt i en krænkelsestid”, Puk Damsgård Andersen, og spurgte, om hun andetsteds har behandlet ”den vestlige og især amerikanske forbindelse til den pakistanske terror”. Vi bemærkede, at hendes artikler ikke berørte, at ”USA har været en af hovedsponsorerne bag den voldelige (stats)islamisme, som artiklerne ellers forsøger at forklare baggrunden for”, samt at Ahmed Rashid, som citeres i artiklerne som en autoritativ ekspert på området, har beskrevet denne ”vestlige forbindelse” relativt indgående.

Dernæst spurgte vi, om hun i andre artikler har overvejet, hvorvidt de amerikanske droneangreb mod ”pakistanere og pakistansk territorium skaber terror rettet mod Vesten”.

Puk Damsgård Andersen svarede dagen efter, at hun har behandlet dronespørgsmålet i talrige andre artikler ”samt amerikanernes rolle i hele situationen”, og foreslog, at vi søgte efter artiklerne på Infomedia. I forhold til droneemnet var det en god idé, da der knytter sig nogle specifikke nøgleord til emnet: ”ubemandet” og ”drone”. Artikler om det andet tema – ”den vestlige forbindelse”, som Andersen kalder ”amerikanernes rolle” – kan derimod vanskeligt indfanges med en Infomedia-søgning.

Andersen gjorde opmærksom på, at de forhold, vi rejste, ikke faldt inden for ”vinklen” i de specifikke artikler, ”som i stedet søgte at afsøge, hvad det også er ved pakistanerne selv, der gør dem til militante i visse tilfælde”. Denne vinkel er selvfølgelig helt legitim at anlægge, og enhver artikel om voldsproblemer i Pakistan og omegn behøver jo ikke trække ”vestlige forbindelser”. Men måske nu og da …

En søgning efter Andersens artikler om de amerikanske droneangreb resulterede i 17 avisartikler fra perioden 03.06.2006 til 01.08.2010 (se artikelliste).1 Tre af artiklerne er fra Kristeligt Dagblad, de resterende fra Morgenavisen Jyllands-Posten. I det følgende henvises til de enkelte artikler med de numre, de i kronologisk orden er tildelt i artikellisten.

En gennemlæsning af de 17 artikler giver indblik i mange forskellige aspekter af voldsproblematikker i Pakistan og Afghanistan. Andersen anlægger kritisk og kompetent forskellige vinkler på sine emner og lever gennemgående op til gængse journalistiske dyder. Sker dette inden for rammerne af de opstillede regelsæt i analysens første del eller ej?

1. Dækningen af vold og regelsættet for voldstyper

Artikelmaterialet giver ikke kun anledning til at se nærmere på Andersens behandling af dronespørgsmålet, men også anden politisk vold i området. Materialet kan betragtes som en forholdsvis, omend ikke helt tilfældig stikprøve af Andersens artikler om emnet.2

I første del af analysen hævdede jeg, at hovedparten af den internationale vold, som er genstand for mediernes bevågenhed, bliver indpasset i en af to voldskategorier: konstruktiv eller destruktiv vold. Passer dette på udplukket af Andersens øvrige artikler?

Krigen mod terror som overordnet fortælling
Andersen skriver inden for en ”krigen/kampen mod terror”-tolkningsramme, også i artiklerne, fra tiden efter at Obama officielt havde droppet denne overskrift; udtrykket anvendes således i 10 af artiklerne (3, 4, 5, 7, 8, 11, 13, 15, 16, 17), i alle tilfælde uden journalistiske forbehold. Som udgangspunkt for tolkningen af Vestens adfærd og politikker er ”krigen mod terror” en af flere mulige måder, hvorpå volden i området kan opdeles i en konstruktiv og en destruktiv type.

”Krigen mod terror”-tolkningsrammen griber international vold an på følgende måde: deres terror er problemet, mens vores krig (som evt. indbefatter ikke-militære aspekter) er måden, man forsøger at løse problemet på.

Den konstruktive volds bagmænd søger at opnå fred, sikkerhed og løsninger på aktuelle problemer. I artikelmaterialet bliver disse målsætninger nu og da eksplicit tillagt de vestlige aktører i området. USA og NATO presser på for ”en langtidsholdbar løsning” i Afghanistan (8). USA og Vesten fokuserer på ”at skabe fred i de sydlige provinser Helmand og Kandahar” (dvs. optrapper deres krigsaktiviteter). Forsøget på at skabe fred sættes derudover lig med bestræbelsen på at ”vinde krigen” (17). Ligeledes arbejder man efter ”en strategi, der sigter mod at overgive ansvaret for [Afghanistans] sikkerhed i 2014” (17).

Vesten fremstilles dog først og fremmest som en konstruktiv voldsmagt i kraft af sin bekæmpelse af den ”terror” og de ”militante”, som befolker samtlige artikler (”terror” optræder i alle artikler undtagen 14, mens de ”militante” ikke figurerer i artiklerne 11 og 15).

To ting står altså fast: 1. Vi og vores allierede har overordnet konstruktive målsætninger, 2. terrorisme og militante grupper er hovedproblemet. Langtfra at være en hæmsko for kritisk journalistik udgør disse præmisser et ståsted, hvorfra Andersens kritiske journalistik udfolder sig.

Kritisk og konstruktiv journalistik om krigen mod terror
Journalistikken spiller på et taktisk plan almindeligvis en konstruktiv og kritisk rolle i den fortløbende debat om, hvordan terrorproblemet bedst takles, hvor gode eller dårlige udsigter der er til en løsning, hvilket miks af militære og civile tiltag der er påkrævet, hvilke fejl man har begået og begår. I denne bestræbelse er granskningen af, hvilke årsager der er til problemet, selvsagt centrale.

Således også hos Andersen. Hendes artikler rummer forskellige synspunkter på, hvorledes terrorproblemet skal håndteres. Syv artikler (1, 5, 7, 9, 10, 12, 15) peger på manglende udvikling og uddannelse i især Pakistans stammeområder som årsager til, at de militante samt deres ekstremistiske ”tankesæt” har vundet fodfæste. F.eks. nævnes det i en artikel, at en effektiv bekæmpelse af Taleban i Pakistans stammeområder ud over en bedre koordineret militær indsats mellem USA og Pakistan kræver uddannelse, jobmuligheder og infrastruktur (12): Stammeområderne bør ikke ”alene angribes ud fra en militær strategi”; og ”der skal andet og mere end en militær strategi til at opnå en langsigtet løsning i stammeområderne” (12).

I en anden artikel frygter en familie fra Waziristan, ”at det vil blive en uendelig krig, hvis ikke Vesten og den pakistanske regering tænker i andre baner end blot den militære” (15): skolegang og jobmuligheder vil give de unge mænd alternativer til at gribe til våben.

Indimellem gives anvendelse af vold forrang i løsningsforslagene. F.eks. lægger Andersen sin egen autoritet bag følgende ord: ”Med en analfabetisme på over 80 pct. og ringe jobmuligheder er det essentielt at få en udvikling i gang i stammeområdet for at stabilisere Pakistan og Afghanistan. Men før dette kan ske, må [det pakistanske militær] rydde op i de militante grupper, der reagerede voldeligt og prompte på meldingen om en ny operation i Waziristan.” (10) At ”rydde op” bruges også i en anden artikel (8) til at beskrive ”operationer”, som fører til død, lemlæstelse og ødelæggelse. Andersen mener ligeledes, at Danmark må bakke op om den pakistanske hærs aktioner i stammeområderne (11).

Med udgangspunkt, oftest implicit, i spørgsmål såsom, ”hvordan den pakistanske regering og hær får nedkæmpet de militante grupper” (10), og hvad der er ”vejen frem for at stoppe den pakistanske Taleban-bevægelses angrebslyst” (16), rummer artiklerne forskellige bud på, hvilket blandingsforhold af vold og civile tiltag der bedst kan få bugt med problemet. ”En militær indsats er ikke nok til at forhindre udklækkelsen af nye terrorister” (12), men dog altid en del af opskriften.

Kritiske perspektiver på Vesten fra særligt berørte lokalbefolkningers side findes ligeledes i en del artikler (1, 7, 9, 12, 15, 16). Som korrespondent i det ekstremt USA-kritiske Pakistan må kritiske synspunkter på Vestens rolle i området høre til Andersens dagligdag; Andersen lever op til det professionelle krav om at gengive holdningerne hos folket på gaden og i bjergene.

Andersen gør dog sjældent mere end at referere denne, i øvrigt sjældent særligt radikale kritik; den benyttes ikke som udgangspunkt for yderligere journalistisk granskning; i stedet fremstilles kritikken undertiden som symptom på den pakistanske terrorkultur eller som en følelsessag.

Den konstruktive vold er ikke nødvendigvis uproblematisk. Men den udgør gennemgående kun et problem, i den udstrækning den ikke effektivt formår at håndtere vores hovedproblem: den destruktive vold, terrorismen og dens grobund.

Ikke til diskussion
Overholdelse af reglerne for voldstyper implicerer, at den ellers kritiske og konstruktive journalistik er afskåret fra at berøre en lang række af forhold og problematikker, f.eks.:

  • Intet sted overvejes det, hvorvidt USA’s og NATO’s tilstedeværelse og fremfærd i området i sig selv udgør et problem, der bør løses.
  • ”Hvad skal man gøre for at stoppe NATO’s, USA’s og den pakistanske stats mange angreb?” er ikke et spørgsmål.
  • Intet sted spørges der til den vestlige krigsførelses årsager og betingelser.
  • Om der ligger et særligt krigerisk ”tankesæt” til grund for Vestens adfærd, er ikke en mulighed.
  • Om vores deltagelse i aggressionskrige og besættelser har en grobund i krigsfremmende uddannelses- og informationssystemer på hjemmefronten, er ikke et emne.
  • Om der kunne være andre målsætninger på spil hos de fremmede krigsmagter end terrorbekæmpelse, fred og sikkerhed, er ikke en overvejelse værd.
  • Om der er økonomiske (f.eks. energiforsyning, krigsindustri) og bredere strategiske hensyn (f.eks. inddæmning af Rusland, Kina og Iran) på spil snarere end terrorbekæmpelse, kommer ikke i betragtning.
  • Der er selvsagt ingen overvejelser om, hvorvidt voldelig modstand er påkrævet for at komme de fremmede magters ødelæggelse til livs.

Vestens samt den pakistanske stats vold er simpelthen et – evt. proaktivt – modtræk mod terror. Pointen her er ikke, at de ovennævnte forhold tages op til overvejelse og afvises. Pointen er, at de ikke indgår i de perspektiver, der anlægges – og at de ikke, end ikke forsøgsvist, kan benyttes som udgangspunkt for en journalistisk undersøgelse af vores egne og vores allieredes handlinger. Sådanne overvejelser kan ikke forekomme i en journalistik, der, som Andersens, opererer ud fra regelsættet om, at vores vold er konstruktiv i sit sigte, og deres vold er destruktiv.

2. Dækningen af droneangrebene og regelsættet for voldsrelationer

Droneangrebene beskrives som ”målrettede” angreb (3, 5), ”nålestiksoperationer” (1), ”præcisionsbombninger” (4), der skal ”få styr på” militante (9), ”dæmme op for militante islamister” (1) og ”rydde op langs grænsen til Pakistan” (8). Målene for angrebene angives som ”Al-Qaida og Taleban-folk” (5), Taleban-lederen Baitullah Mehsud (10), folk, som deltager i ”hellig krig mod Vesten” (3), ”hellige krigere” i øvrigt (2, 15), ”militante” (1, 3, 9, 13, 14), ”specifikke, terrorrelaterede mål” (12) og ”terrorister” (4, 11). Altså løsningsorienteret, konstruktiv vold. I intet tilfælde er droneangrebene, som indtil nu har kostet langt over 1.000 mennesker livet, artiklens hovedemne.

At bombningerne rammer civile, nævnes i artikel 4 og 12; i artikel 4 er det en internt fordrevet pakistaner, der peger på civile ofre; i artikel 12 er det redaktøren for det pakistanske Daily Times, der gør opmærksom på, at bombningerne har civile omkostninger. Sammenholdt med de opgørelser over angrebenes civile og militante ofre, som blev omtalt i analysens første del, kunne man argumentere for, at artiklernes markante fokus på droneangrebenes militære karakter bærer præg af en ubalance.

Artiklernes generelt kritisk-konstruktive tilgang til ”krigen mod terror” viser sig også sine steder i behandlingen af droneangrebene. I overensstemmelse med Andersens uddannelses- og udviklingsdagsorden bemærkes et sted, at en islamisk lærd samt et dusin andre ledere fra Waziristan mødtes med en amerikansk udviklingskonsulent for at bede om amerikanske investeringer i deres område: ”De havde brug for at blive hørt af det internationale samfund og ikke blot bombet af amerikanernes ubemandede fly.” (7) Denne påpegning af, at den militære indsats bør bakkes op af en civil indsats, understøtter dronebombningernes konstruktive profil – hvor utilstrækkelig den end er.

Den pakistanske utilfredshed med USA’s politikker i området nævnes også i relation til droneangrebene. En artikel nævner, at befolkningen i Pakistans stammeområder ”for længst [har] fået nok af amerikanske angreb fra ubemandede fly og anklager om et militant tankesæt” (17), anklager, som Andersen i øvrigt indgående har søgt at underbygge i sin journalistik.

De nærmere omstændigheder omkring droneangrebene belyses ikke. F.eks. giver ingen af artiklerne et bud på, hvor mange menneskeliv angrebene har kostet. Artiklerne kommer ikke ind på, hvorfor USA har valgt at forfølge en så aggressiv kurs over for Pakistan (undertiden med skarpe protester fra det officielle Pakistan til følge foruden folkelige fordømmelser og en tiltagende fjendtlig indstilling over for USA og Vesten blandt befolkningen), og hvilken konflikttænkning der ligger bag.

Fænomenet er tilstrækkeligt, omend implicit forklaret med vendinger som ”krigen mod terror”, ”rydde op langs grænsen”, ”få styr på” militante, bekæmpe hellige krigere – den slags ting, som konstruktive voldsmagter laver, når de opererer i et land, der er ”arnested for international terrorisme” (12), ”terroristernes tilflugtssted” (4), ”den store terroristfabrik” (16).

”Krigen skaber terror”-synspunktet
I analysens første del hævdede jeg, at ”i en kultur, der håndhæver voldsreglerne, opfattes det typisk som benægtelse eller undskyldning af terror at foreslå, at den destruktive vold kunne være en konsekvens af vores konstruktive vold.” Denne logik udfoldes i artikel 16, hvor det bemærkes, at den pakistanske udenrigsministers angivelige bemærkning om, at en mislykket terroraktion i New York var en ”forventelig” følge af droneangrebene, af den pakistanske engelsksprogede avis The News ”blev opfattet som »retfærdiggørende på Talebans vegne snarere end et udtryk for, at Pakistan vil forfølge terrorproblemet på egen grund«.”

I samme ånd står der et sted: ”[Hamid] Karzai bliver også bebrejdet for ikke at gøre nok i kampen mod Taleban. Han har flere gange kritiseret USA og Nato for at slå civile ihjel i den vestlige del af landet.” (8) Underforstået: kritik af vores drab på civile vidner om manglende stålsathed i ”kampen mod Taleban”. Det tankesæt, der ligger til grund for sådanne udsagn, er et interessant emne, men skal ikke beskæftige os videre her.3

Det forekommer imidlertid også, at ”krigen skaber terror”-synspunktet gengives. En redaktør for den pakistanske avis Daily Times citeres for, at droneangrebene, ”selvom de er rettet mod specifikke, terrorrelaterede mål”, ofte rammer civile: ”Det betyder, at for hvert nyt angreb bliver der dræbt militante, men samtidig skabt flere unge mænd med et militant tankesæt.” (12)

Efter terrorangrebet på Hotel Marriott i Islamabad d. 20. september 2008 beretter Andersen, at ”mens pakistanerne tæller deres sårede, retter vreden sig mod USA. Det var indirekte amerikanernes skyld, at en selvmordsbomber, der ifølge det pakistanske indenrigsministerium kommer fra stammeområdet og tilhører pakistansk Taleban, valgte at køre en lastbil med 1.000 kg sprængstof op foran lørdag aftens festligheder på Marriott Hotel, lyder budskabet.” (3)

Som tonen i citatet måske indikerer, tages dette ”budskab” ikke videre seriøst. Det er først og fremmest et indtryk af en oprevet folkestemning – ”vreden mod USA” – læserne efterlades med.

En anden artikel om terrorangrebet mod Hotel Marriott-terrorangrebet kommer ind på samme emne. Med droneangrebene sættes

”målrettede operationer ind mod specifikke Al Qaida- og Taleban-folk. Operationer, der er aldeles upopulære blandt pakistanerne, og som blev udråbt som årsag til bomben på Hotel Marriott. Også blandt familier, der mistede deres kære, da hotellet brændte ned.

Waheed mistede sin søster Shabana, der efterlader fire døtre. Han mener, at det var amerikanerne, der »smadrede Shabana«.

»Selvfølgelig er der pakistanere, der sprænger sig selv i luften. Det kunne jo aldrig være vesterlændinge, for de har ikke lyst til at dø. Men disse mennesker er desperate, de er uuddannede, og de ser ikke andre muligheder. De er selv blevet angrebet så mange gange, så jeg kan godt forstå, at de nogle gange vælger den vej. Det er de blevet presset til af Vesten,« sagde Waheed, da hans søster var blevet begravet.” (5)

Denne subjektive reaktion fremstår noget overdrevet i lyset af det, der objektivt reageres imod: ”målrettede operationer […] mod specifikke Al Qaida- og Taleban-folk”.

Om samme emne hedder det, at ”pakistanerne […] opfatter attentatet som et svar på militærets og USA’s krig mod de militante i stammeområderne, og det brændende hotel blev Zardaris ilddåb som ny præsident. Det står klart, at islamiske terrorister har for let adgang til selvmordsangreb midt i hovedstaden.” (6) Hvis ”pakistanernes” opfattelse her, for en gangs skyld, var blevet benyttet som grundlag for den videre journalistiske refleksion, kunne den afsluttende, autoritative konklusion i stedet have været: ”Det står klart, at USA’s bombninger i stammeområderne nu også rammer hovedstaden i form af selvmordangreb.”

Men det ville selvfølgelig være en upassende konklusion i en journalistik, der 1. stort set uden undtagelse lader ”krigen skaber terror”-tanken være noget, menige pakistanere ”mener” og ”opfatter”, 2. ofte omtaler de militante og ekstremistiske tankesæt, der præger den pakistanske kultur. Førstnævnte læses uundgåeligt i lyset af sidstnævnte. Selv moderat kritiske synspunkter på ”krigen mod terror”-fænomenet omfattes af subjektiveringen: ”Desuden føler mange, at Pakistan gør absolut mere end rigeligt i kampen mod terror, som de mener er skabt af USA.” (6)

Samme kildedistancering, som ellers er god journalistisk tone, markeres ikke over for de udlægninger af fænomenet, som er autoriserede i vores del af verdenen. Man støder ikke på udsagn som: ”USA hævder/mener, at målet for angrebene er terrorister” eller ”NATO har den opfattelse, at terrorisme i Afghanistan er et problem, der bør bekæmpes militært”.

Den måske skarpeste kritik af droneangrebene bliver leveret af en pakistansk internt fordrevet, Muhammed, som i en artikel fra oktober 2008 beretter, at han ”i april var […] vidne til amerikanernes angreb i Damadola, hvor 85 studerende i en koranskole blev dræbt. Hvad har de gjort? De er alle uskyldige.” (4) Damadola er gennem tiden blevet angrebet flere gange af USA’s ubemandede bombefly med mange civile ofre til følge. Imidlertid har der ikke været nogen officielle forlydender om et amerikansk angreb i april 2008. Den 14. maj 2008 blev angiveligt mellem 12-14 mennesker dræbt i et droneangreb nær Damadola, men målet var her boligbebyggelse, ikke en koranskole.

Hvorfor taler Muhammed da om et amerikansk angreb mod en koranskole i april 2008? Hvor kommer de 85 dræbte fra? Refererer hans udtalelse til et andet, velkendt angreb? Eller fandt et droneangreb sted i april 2008, uden at nogen medier rapporterede om det?

Sådanne spørgsmål er det nok svært at finde svar på. Væsentligere i denne sammenhæng er, hvorfor Andersen tilsyneladende ikke stillede sig selv sådanne spørgsmål, da Muhammed omtalte angrebet over for hende.

Man må gå ud fra, at Andersen ikke forinden var bekendt med et sådant angreb i april 2008 og som professionel journalist ville have spurgt ind til oplysningen for at få afklaret, præcis hvad Muhammed refererede til. Derefter ville hun vel faktatjekke udsagnet og – hvis der var noget ved Muhammeds version, som ikke stemte – på den ene eller anden måde korrigere for Muhammeds ukorrekte information i artiklen eller bemærke, at der i øvrigt ikke fandtes nogen forlydender om hændelsen, således at læserne ikke blev præsenteret for uunderbygget eller fejlagtig fakta om så vigtig en hændelse.

”Så vigtig en hændelse”? Ja, hvis forlydender om et angreb mod en koranskole, hvor 85 blev dræbt, ”alle uskyldige”, ikke er af særlig betydning, er det måske ikke så mærkeligt. I journalistik faktatjekker man selvfølgelig vigtige påstande, der rummer ny viden, men der må også være en bagatelgrænse.

Mit bedste bud på en forklaring er, at Muhammeds formentlig fejlagtige oplysning falder under denne grænse, og at det skyldes, at ofre for vores og vores allieredes vold har ringe værdi – er ”unworthy victims” med Edward Herman og David Petersons term – mens ofre for vores fjenders vold har stor værdi (ofrenes værdi er groft sagt den inverse funktion af gerningsmændenes værdi). Dertil svarer vidt forskellige procedurer for den journalistiske behandling af hændelser, der involverer ”værdige” vs. ”uværdige” ofre, også mht. efterprøvning af fakta og de ressourcer, der sættes af til at få klarhed over de basale objektive karaktertræk ved begivenhederne (antal ofre, tid, sted osv.).

Hvis Andersen i stedet havde interviewet en pakistaner, der omtalte et for hende ukendt Al-Qaida-angreb på et universitet i Islamabad, der havde kostet bare et enkelt menneske livet, ville hun med al sandsynlighed have undersøgt påstanden og ikke viderebragt den ukorrigeret, hvis den ikke holdte.

Bortredigering?
Er der så tale om ”bortredigering”? For at opsummere de centrale observationer omkring dækningen af droneangrebene og ”krigen skaber terror”-aspektet ved ”krigen mod terror”:

  • Droneangrebene bliver nævnt i en relativt stor del af Andersens artikler; der er ikke på nogen måde tale om, at fænomenet forties.4 USA vedkender sig i øvrigt også officielt de droneangreb, som udsletter ”high value targets”, ellers ikke. Denne officielle amerikanske bortredigeringspolitik kommer artiklerne ikke ind på.
  • Imidlertid berøres det sjældent, at droneangrebene dræber civile og kunne skabe terror og grobund for terror.
  • Hvor ”terror skaber krig”-synspunktet gengives, optræder det med en enkelt undtagelse (artikel 12) i citater fra menige pakistanere, uden at emnet uddybes. Da artiklerne foruden er præget af et fokus på militante og ekstremistiske tankesæt i den pakistanske kultur, og da deres land kaldes ”terroristfabrik” m.m., fremstår ”terror skaber krig”-tanken snarere som et udslag af en allerede problematiseret ekstremisme end en selvstændig, objektiv problemstilling. Denne journalistiske praksis kan fortolkes som et forsøg på at løse den basale professionelle opgave om at videreformidle ”pakistanske perspektiver” uden samtidig at begå klare brud på reglerne for, hvordan international vold bør dækkes.
  • De regelbrydende udsagn fra menige pakistanere hører derfor snarere til den virkelighed, artiklerne problematiserer og søger at forklare, end de benyttes som legitime tolkninger af denne virkelighed.
  • Skønt det altså hænder, at droneangrebene af andre bliver rejst som problem, bliver fænomenet ikke angrebet med den løsningsorienterede tilgangsvinkel, Andersen rutinemæssigt anlægger, når det er den destruktive vold, der behandles.

Dækningen af droneangrebene er altså præget af bortredigering i overensstemmelse med regelsættet for relationen mellem konstruktiv og destruktiv vold. Hvis bortredigeringsfænomenet også antages at inkludere ”subjektivering” (eller manglende objektivering) af de ureglementerede synspunkter på forholdet mellem konstruktiv og destruktiv vold samt manglende tematisering af ”krigen skaber terror” som et problem i sig selv, der påkalder sig løsningsforslag, er bortredigeringen i de behandlede artikler ret gennemført.

 

3. ”Den vestlige forbindelse” og regelsættet for voldsrelationer

I artikelmaterialet alluderes der til ”en vestlig forbindelse” et enkelt sted. Under mellemrubrikken ”Et vestligt skabt monster” gengives et citat af Shah Bul Aziz Tajik fra avisen The News: ”[Det pakistanske] efterretningsvæsen, der opererer med økonomisk hjælp fra USA og andre, hjalp engang til med at skabe dette Frankensteins monster [Taleban], som nu er løbet efter sine skabere.”

Herefter uddyber Andersen: ”Frankensteins monster alias Taleban og andre militante grupper har sprængt sig ind i kernen af det pakistanske samfund.” Nærmere forklares det ikke, i hvilken forstand Taleban er ”et vestligt skabt monster”. Hvis sagen er, at USA har ydet økonomisk bistand til den pakistanske efterretningstjeneste, som så på sin side har hjulpet til med at skabe Taleban, virker det noget overdrevet at tale om ”et vestligt skabt monster”.

Skønt USA også mere direkte støttede Taleban i regimets første leveår, er det i alle tilfælde en misvisende påstand, at Taleban skulle være skabt af Vesten/USA eller det pakistanske efterretningsvæsen; der ligger mange andre årsager bag Taleban-bevægelsens opkomst end vestlig eller pakistansk indblanding i Afghanistan. Artiklen kunne have grebet chancen til at gå nærmere ind på de måder, Vesten/USA konkret har ydet direkte bidrag til Taleban-regimet samt andre fundamentalistiske, voldelige kræfter i området, men tager ikke tråden op.

I øvrigt står der ikke noget om en ”vestlig forbindelse” i artikelmaterialet.

I sit svar på vores forespørgsel indikerede Andersen, at hun er bekendt med Ahmed Rashids behandling af vestlig sponsorering af voldelig islamisme i Pakistan, og mente, at denne vinkel er ”relevant”. Derfor virkede det som en god idé at læse de artikler af Andersen, hvor Ahmed Rashid nævnes, for at finde eksempler på Andersens behandling af ”den vestlige forbindelse”.

En Infomedia-søgning viser, at Ahmed Rashid figurerer i 13 af Andersens artikler, heriblandt et længere interview.5 I disse artikler giver Rashid mange bud på, hvori problemerne med terror og islamisme består, samt hvorledes de bør imødegås af Vesten og Pakistan med vold, magt og andre politiske initiativer. Intet sted kommer Rashid dog ind på vestlig støtte til Taleban-bevægelsen og islamiseringen af den pakistanske stat og dens institutioner.

For så vidt underbygges konklusionen i den første del af analysen: ”Den islamismekritiske Rashid, der peger på den pakistanske stat og kultur som det umiddelbare ophav for terrorisme, kan bruges. Den islamismekritiske Rashid, der trækker tråde til Washington, går derimod ikke an.”

I 12 af de 13 artikler præsenteres Rashid som ”ekspert” i spørgsmål omkring Taleban eller Pakistan. Intet sted nævnes det, at han i de senere år også har tjent som rådgiver for den amerikanske general David Petreaus, den tidligere øverstkommanderende i Irak og nu Afghanistan, samt den amerikanske udsending til Afghanistan Richard Holbrooke. Rashids egen vestlige forbindelse får læseren ikke noget at vide om; angiveligt er der ikke noget potentielt kompromitterende for Rashids uafhængighed som ekspert og analytiker ved dette. Artiklerne holder sig her til en af krigsjournalistikkens grundregler: En given kilde er ikke en partskilde, så længe den er på vores hold eller tager vores parti.

En anden internationalt kendt pakistansk forfatter og journalist, Tariq Ali, der ikke er mindre ekspert i pakistanske spørgsmål eller mindre islamisme-kritisk end Ahmed Rashid, men dog forholder sig mere principielt kritisk over for den aktuelle vestlige indblanding i området, er derimod ikke nævnt i nogen af Andersens artikler.

Bortredigeringen slår tilsyneladende stærkere igennem ift. ”den vestlige forbindelse” end ”krigen skaber terror”. Dette er ikke overraskende. Regelsættet for voldsrelationer kan nok bedst forstås som en måde at opretholde regelsættet for voldstyper. Så længe øget destruktiv vold kun konciperes som en indirekte og utilsigtet konsekvens ved den konstruktive vold (som i tilfældet med ”krigen skaber terror”), forplumres den skarpe opdeling mellem konstruktiv og destruktiv vold måske en smule, men der rokkes ikke nødvendigvis ved voldstypernes hhv. konstruktive og destruktive sigte. Hvis øget destruktiv vold derimod diskuteres som en direkte og mere tilsigtet konsekvens af de konstruktive voldsstaters politikker (som i tilfældet med ”den vestlige forbindelse”), bliver det en større udfordring at opretholde regelsættet for voldstyperne.6

4. Afrunding

I sit svar til os bemærkede Andersen, at de vinkler, vi nævnte, var ”ligeså relevante” som den vinkel, hun havde anlagt i artiklerne ”De renes land” og ”Midt i en krænkelsestid”, men at hendes vinkel ikke har været behandlet så ofte som de vinkler, vi efterspurgte.

Mht. det sidste indikerer artikelmaterialet, der som nævnt er præget af et markant fokus på pakistanske ”tankesæt” samt manglende udvikling og uddannelse i Pakistan, at det forholder sig omvendt: hendes vinkel – ”hvad det også er ved pakistanerne selv, der gør dem til militante i visse tilfælde” – behandles oftere og mere grundigt. Jeg vil formode, at dette også gælder for mediedækningen i øvrigt.

Artikelmaterialet indikerer, at Andersens synspunkt om, at vores vinkel er ”ligeså relevant” som fokusset på strengt pakistanske årsager til pakistansk terror og vold, snarere afspejler en journalistisk selvforståelse end en journalistisk praksis. Jeg vil tro, at Andersen karrieremæssigt står sig bedst ved ikke at forveksle de to ting: Hvis hun greb ”krigen skaber terror”- og især ”den vestlige forbindelse”-emnerne an med samme kritiske grundighed, hun i øvrigt praktiserer, ville hun formentlig få problemer med sine arbejdsgivere. Hvis ikke, kan man kun opfordre Andersen til at bringe sin praksis mere i overensstemmelse med sin overbevisning.

Denne analyse har fokuseret på, hvad der bliver skrevet og ikke skrevet om politisk vold i Pakistan-Afghanistan-området, og sammenholdt dette med de opstillede regelsæt for behandlingen af international vold. Derimod er forholdet mellem Andersens dækning og (en mindre partisk repræsentation af) realiteterne kun marginalt blevet berørt, ligesom den menneskelige side af sagen ikke er blevet behandlet.

En kort bemærkning om “den menneskelige side af sagen”: Ofre for droneangrebene er ikke bare ”ofre”, ”militante” eller ”civile”. De er f.eks. drenge og piger, kvinder og mænd, som hen imod afslutningsceremonien ved en begravelse af et andet offer for droneangreb blev sprængt i stykker af missiler fra ubemandede bombefly (angrebet fandt sted 23. juni 2009 i Sydwasiristan). De mennesker, der fjernstyrer disse fly fra en militærbase i Nevada, havde formentlig fået instrukser om, at der her var nogle ”militante” eller ”terrorister”, der skulle opsøges af deres Reaper- eller Predator-dronefly og præcisionsbombes med Hellfire-missiler. For nu bare at præsentere en brøkdel af den kontekst, der bliver destruktive voldsaktioner til del i mainstream-medierne …

Vi kontaktede Puk Damsgård Andersen igen d. 5/9 og spurgte, om hun kunne nævne nogle titler på artikler omhandlende ”den vestlige forbindelse”, da det ikke er ligetil at få fat på disse artikler med en Infomedia-søgning. Hun har endnu ikke svaret os.

5. Forslag til videre læsning

For et alternativt perspektiv på ”krigen mod terror”-fænomenet kan Edward Herman og David Petersons artikel There Is No “War on Terror” anbefales.

Max Kantars International Law: The First Casualty of America’s Drone War rummer en god analyse af dronekrigen med et mere indgående fokus på dens politiske baggrund og menneskelige omkostninger. Ligesom hos Andersen er der selvfølgelig ikke tale om nogen ren repræsentation af fænomenet. Kantar benytter international lov som indgangsvinkel og standard – et muligt, mere upartisk og mindre diskriminerende alternativ til den gældende standard: Vores vold er godartet, og ofrene for vores vold er derfor ondsindede eller af ringe værdi.

Der findes i øvrigt en stor mængde ”ureglementeret” information om de emner, denne analyse har berørt. Kontakt redaktion@medieoplysning.dk, hvis du søger eller vil anbefale yderligere information om emnerne.

Artikelliste

  1. Søgestrengen ”Puk Damsgård” <and> (drone* <or> ubemand*) blev benyttet. []
  2. Ift. emnet politisk vold i Pakistan overhovedet rummer udvælgelsesmetoden en vis bias, idet søgeordene garanterer, at artiklerne til dels retter fokus mod USA’s vold. []
  3. Det er korrekt, at Karzais kritik af civile ofre bragte ham i miskredit i Vesten og banede vejen for et intensivt mediefokus på den korruption og udemokratiske adfærd, som i øvrigt havde præget hans styre helt fra begyndelsen; denne kritiske bevågenhed bliver Karzai-styret til dels stadig udsat for, omend han ikke længere er i decideret bad standing. []
  4. Andersen har derudover formentlig behandlet emnet i andre artikler, da droneangrebene ikke nødvendigvis beskrives som sådan i alle hendes artikler offentliggjort på Infomedia, og da nogle af hendes artikler om emnet muligvis ikke indgår i Infomedias database. Dog er det usandsynligt, at hun har skrevet andre Infomedia-artikler, hvor droneangrebene er hovedemnet. []
  5. De fundne artikler er ”Midt i en krænkelsestid”, Jyllands-Posten 13.06.2010, ”Terroristerne fra de renes land”, Jyllands-Posten 13.06.2010, ”Bombe mod partnerskabet”, Jyllands-Posten 16.05.2010, ”Den ultimative test i Marjah”, Jyllands-Posten 14.02.2010, ”Den hemmelige krig flytter sig”, Kristeligt Dagblad 16.12.2009, ”Uhyret med de mange ansigter”, Jyllands-Posten 20.09.2009, ”Vesten søger ny ven”, Jyllands-Posten 19.08.2008, ”Terroristernes tilflugtssted”, Jyllands-Posten 04.06.2008, ”Interview: Taleban på fremmarch”, Jyllands-Posten 19.05.2008, ”Al Qaida truer Europa”, Jyllands-Posten Vest 06.09.2007, ”Terror i Europa: Her styrer stammerne”, Jyllands-Posten Vest 06.09.2007, ”Præsident presset op i ringhjørnet”, Jyllands-Posten Vest 16.05.2007, ”Den pakistanske krise”, Jyllands-Posten 18.03.2007. []
  6. Ahmed Rashids virke er dog et eksempel på, at det ikke er umuligt at imødekomme denne udfordring. []
4 kommentarer

Åben/download som pdf

Principiel vs. taktisk og situationel kritik
I sit essay fortæller Carsten Jensen om ”et Afghanistan fanget i kaos”, hvor vi ”på tragisk vis” begår ”fejltagelser”. Vi spiller en ”negativ rolle” i ”en udsigtsløs evighedskrig”. Vi er muligvis gode nok, men ”vi er afhængige af de forkerte” (navnlig afghanske krigsherrer). Det er ”en krig med tvivlsomme mål” (hvilke mål kommer Jensen ikke ind på, og han synes i øvrigt snarest at beskrive krigen som formålsløs), en ”fiasko”. Det er den taktiske kritiks værste gloser, Jensen trækker frem. Disse har altid i varierende omfang været repræsenteret i vestlige mediers krigsomtale.1 Jensen køber ikke de officielle målsætninger, men sætter omvendt heller ikke alternative målsætninger i deres sted. Resultatet er, at det hele fremstår udsigtsløst.

Jensens nedslående observationer deles af mange eksperter og er formentlig korrekte isoleret set.2 Hvorvidt de pessimistiske observationer skal forstås som krigskritik, er derimod ikke givet. Det kommer an på udgangspunktet. Hvis krigsprojektet i sig selv er af det gode, er det selvfølgelig kritisk, at det forvaltes og går så skidt. Hvis krigsprojektets målsætninger omvendt er skadelige, er det alt andet lige kun godt, at det forvaltes og går skidt, for så vidt vores fejlhåndtering af situationen bringer os nærmere en afslutning. En kritisk indstilling til, hvordan det går, forudsætter i reglen opbakning til de mål, vi angiveligt forsøger at bevæge os hen imod.

Til ”vi vil det gode”-doktrinen hører yderligere antagelser om, at vores ofre har stor værdi, mens deres ofre kun har ringe værdi (og stort set ingen værdi i sig selv). De, vi officielt forsøger at dræbe, værdsættes højt, omend med modsat fortegn, end når det gælder vores egne faldne. En anden antagelse er, at vi ikke kan begå forbrydelser (mens vi ofte befinder os blandt forbrydere). Disse antagelser er uudtalte, men strukturerer ligesom doktrinen om vores gode hensigter vores krigstænkning.

Os og dem
Skønt Jensen vender sig kritisk mod det antagonistiske verdensbillede og ”dem eller os”-retorikken, som han finder hos George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen, finder vi også antagonismen hos Jensen selv. De afghanske krigsherrer er ”halvkriminelle”, de er involveret i ryggesløst ”magtmisbrug” og sammenlignes med ”Jønker”. For mange af krigsherrernes vedkommende er karakteristikken faktisk ret høflig. Omtalen af vores krigsherrer er imidlertid langt mere respektfuld. USA fremstilles ikke som regionens store mafiaboss. Der står heller ikke noget om de storforbrydere, der igangsætter og forvalter angrebskrige – dvs. massemord af ufattelige dimensioner – fra pæne kontorer i vestlige hovedsteder.

Essayet begynder med konstateringen af, at Afghanistan-krigen ”de sidste par år har […] været blodig.”; udsagnet konkretiseres alene med et regnskab over de danske ofre: ”Den har kostet 31 danske soldater livet og samtidig alvorligt invalideret langt over 100.” Tilsyneladende er det kun vores umådeligt lille tilskud af eget blod til Afghanistan-krigens samlede blodpøl, der skal tælles med til illustration af, at krigen har været blodig.

Der er ikke noget unormalt ved dette; Jensens tekst er kun bemærkelsesværdig ved sin efter forholdene skarpe kritik af mediedækningen og krigsførelsen. Muligvis tilpasser Jensen sin argumentation til de gældende præmisser for i det mindste at sikre en vis overbevisningskraft: Når vi alligevel ikke interesserer os for Afghanistan og afghanerne, er det først påpegningen af uheldige konsekvenser for os, der kvalificerer et argument som kritisk i nogen begribelig forstand.3 I alt fald kulminerer Jensens kritiske synspunkter generelt med konklusionerne: Det fungerer ikke for os, vi bliver ofre, det er kontraproduktivt.

Hvad enten der er tale om en taktisk valgt argumentationsstrategi (Jensen skriver under hensyntagen til de doktrinære præmisser) eller et doktrinært udgangspunkt (Jensen går ud fra de doktrinære præmisser), giver hans fremstilling en indikation på, hvor den kritiske yderlighed befinder sig i det intellektuelle spektrum for krigsopfattelser.

Er Jensens diagnose rigtig?
Essayet tilbyder en tankevækkende statusrapport over de særlige dogmatiske blokeringer, der angiveligt gør sig gældende i de hjemlige mediers krigsdækning. Carsten Jensen fremstiller situationen som et særligt dansk fænomen. Det er sandsynligvis rigtigt, at der i mange andre vestlige lande er en større grad af åbenhed over for de kritiske perspektiver, Jensen mener, at vi lukker af for herhjemme.

Denne bedrift har man i alt fald bemærket i udlandet. Danmark er således i en The Wall Street Journal-artikel blevet fremhævet som det gode, atypiske eksempel på, hvordan man sikrer folkelig krigsopbakning. Krigstilhængeren og ”sikkerhedseksperten” Peter Viggo Jakobsen fra Københavns Universitet udtaler til avisen:

”The key to sustaining public support is an elite consensus that includes politicians in government and opposition as well as key opinion leaders: influential intellectuals, academics and columnists.”

Det bemærkes videre, at krigen herhjemme er blevet ”solgt” som en humanitær mission snarere end blot forsvar over for en terrortrussel. I England, nævnes det, står politikerne over for ”a hostile media”, men:

”It’s a different story in Denmark. “On editorial pages, there has been a total agreement that it is a necessary war,” says Kristian Mouritzen, the foreign editor of Berlingske Tidende, one of Denmark’s big three dailies.”

Jensens analyse støttes også til dels af en af de mest erfarne skikkelser i den danske medieverden, Lisbeth Knudsen, som på sin blog har skrevet et oplysende indlæg om krigsjournalistikkens udfordringer og formål:

”I medierne prøver vi at finde den rette, svære journalistiske balance mellem respekt, anerkendelse og hensyn til de udsendte soldater og den nødvendige, nationale opbakning og tro på en mening med projektet, og så den politiske realisme og virkelighed i et land meget anderledes end vores […] Vi forsøger at finde balancen mellem den nådesløse, kritiske journalistik, som vi normalt værner om, og som tjener et demokrati bedst med sin åbenhed og troværdighed, og så troen på, at det nytter at sætte danskere til i et fjernt land at bekæmpe terroren fra hus til hus og bringe så store ofre, selv om vi aldrig får en kopi af det danske demokrati og velfærdssystem i Afghanistan.”

Med disse udsagn, der lyder som en mellemting mellem religiøs bekendelse og patriotisk-bekymret sportsjournalistik, erklærer den tidligere generalsekretær for Danmarks Radio og nuværende chefredaktør på Berlingske Tidende sig for så vidt enig med Jensen i, at medierne ser det som sin opgave at udvise respekt over for soldaterne og bakke op om krigsførelsen, samt at disse hensyn er i modstrid med en realistisk krigsdækning. Og ikke helt ulig hos Jensen består ”den politiske realisme” i erkendelsen af, hvor uimodtageligt Afghanistan er over for vores velmenende planer for landet, ikke mindst demokratiopbygningsbestræbelserne. Vi kommer med de ”bedste intentioner”, men de udfordres ”helt ud i håbløsheden” af ”korruption, klaner og krigsherrer”.

Knudsen ser det ikke som mediernes opgave at forklare og forsvare, at vi har de ”bedste intentioner”; dette tages for givet og behøver ikke at blive demonstreret. Opgaven er at sikre taktisk opbakning, ”troen på, at det nytter”. Knudsen og Jensen har forskellige holdninger til en analyse, de i hovedtræk er enige om.

Alligevel er det mit indtryk, at Jensens diagnose af krigsdækningens amputerede karakter ikke er helt retvisende. I mediernes bestræbelse på at balancere rollen som militært heppekor på den ene side og rollen som organ for ”den politiske realisme” på den anden trænger megen situationel og nogen taktisk kritik igennem. Det er en balance, som efter forholdene kan tippe, og forskellige medier søger balancepunktet forskellige steder (Jensen kan selv siges at befinde sig i det kritiske yderpunkt). Jensen går efter min vurdering både for vidt (der er større rum for taktisk og situationel kritik, end hans analyse indikerer) og går ikke langt nok (krigsdækningens begrænsninger på det principielle plan bliver ikke klargjort). Medierne er i deres krigsdækning så at sige mindre taktisk-dogmatiske og mere principielt-doktrinære, end hans analyse giver indtryk af.

At der oven på det fundamentale doktrinære lag af gode intentioner findes et mindre rodfæstet dogmatisk forsvarsværn, som beskytter særligt de danske styrker mod taktisk kritik, er nok rigtigt. Det ville kræve en større indholdsanalyse af danske medier at få klarlagt, hvor god en beskyttelse medierne yder.

En taktisk diskussion af dogmernes formålstjenlighed
Forstået som et særligt dansk fænomen registrerer Jensens dogmer på sin vis afstanden mellem krigsdækningen herhjemme og krigsdækningen hos vores allierede (og det synes at være underforstået, at hvis blot vi levede op til internationale, dvs. vestlige, standarder, ville problemet være løst). Forskellen er dog af hovedsageligt ”taktisk” og ”situationel” art. Det ville på det principielle plan ikke gøre den store forskel, om dogmerne blev kasseret, så længe ”vi vil det gode”-doktrinen bestod.

Den manglende lydhørhed over for de elitekilder, som Jensen benytter til at korrigere de danske fejlopfattelser, vidner derimod om en inkompetence hos vores medier, som må bekymre enhver, der mener, at medierne ikke kun skal afspejle synspunkterne hos det hjemlige etablissement, men også de langt mere magtfulde udenlandske aktører, der styrer slagets gang og har den afgørende indflydelse på den internationale krigsdagsorden. Fra et internationalt eliteperspektiv må det anses for uprofessionelt, hvis danske medier tilsidesætter gængse relevanskriterier, når højtstående voldsfacilitatorer som Stanley McChrystal og Richard Holbrooke siger ting, der ikke passer ind i de måske lidt forsimplede konsensusfortællinger, vores politikere holder sig til. Det kan skyldes, at den danske stat og dens krigspropagandainstitutioner – såsom Dansk Institut for Militære Studier, Dansk Institut for Internationale Studier, Forsvarets Mediecenter og Institut for Statskundskab på Københavns Universitet – har for stor magt over medierne. I alle tilfælde er det formentlig ikke hensigtsmæssigt, hvis eliternes krigsbekymringer ikke levnes megen plads i mediebilledet: Normalt er en levende og fri elitedebat en af de afgørende forudsætninger for, at fejltagelser kan rettes, og de taktiske og strategiske valg, der bedst tjener eliteinteresser, kan identificeres og forfølges.

På den anden side har Danmark ingen nævneværdig indflydelse på den overordnede retning i projektet. Når nu NATO/Washington ønsker vores militære bidrag, kan man alene af den grund argumentere for, at det altovervejende hensyn må være at sikre krigsopbakning – med alle midler. Værdien af taktisk og situationel realisme stiger med graden af indflydelse og er derfor ikke høj for Danmarks vedkommende.

Slagsiden af en mindre taktisk-dogmatisk krigsdækning vil sandsynligvis være, at man ville fremme krigstræthed og -pessimisme hos befolkningen. Risikoen for, at det ville inspirere til øget krigsmodstand og fredsarbejde, er derimod yderst begrænset.

Og folkelig bevidsthed om og stillingtagen til de strukturelle og institutionelle faktorer, der militariserer vores verden og producerer død og ødelæggelse år efter år, ville som et første skridt kræve et opgør med doktrinen om, at vi, alle vores fejl, tåbeligheder og mangler til trods, vil det gode og altid befinder os i en proces, hvor vi med vold og magt forsøger at finde ud af, hvordan vi bedst opnår det.

Det er i denne forbindelse værd at gøre opmærksom på, at det ikke er den tavse, desillusionerede krigsmodstand, der udgør en trussel mod fortsat krig. I et lækket CIA-notat fra marts 2010, som foreslår forskellige propagandastrategier, der kan gøre befolkningerne i Tyskland og Frankrig mindre fjendtligtstemte over for Afghanistan-krigen, bemærkes det, at modstanden i disse lande er overvældende (80 pct.), men at det endnu ikke er noget problem, da der er tale om en passiv, pessimistisk opposition.

Et underafsnit i notater hedder: ”Public apathy enables leaders to ignore voters”, en observation, der selvfølgelig ikke er fremmed for de, der arbejder med tankekontrol, men som også alle tilhængere af demokrati burde skrive sig bag øret. Det gør formentlig ikke den store forskel for den førte militærpolitik, om befolkningen er krigsbegejstret eller omvendt bare træt af (at høre om) krigen.

Forklaring på dogmerne
Som nævnt er Jensens primære forklaring på dogmerne, at de tjener til at beskytte os mod realiteter, der i uforfalsket form ville krænke den nationale selvforståelse. Dogmerne hjælper til at gøre ”den ubekvemme krig” bekvem.

Jeg har hidtil fremstillet det, som om ansvaret alene placeres hos medierne og (sekundært) politikerne. Jensens perspektiv er imidlertid bredere: Dogmerne ”håndhæves af ukritiske medie, uansvarlige politikere og en befolkning, der foretrækker ikke at vide noget”. Der er altså tale om et nationalt projekt.

Det er vist ret almenmenneskeligt at se bort fra ubehagelige ting, som vi selv har medansvar for, eller alternativt se bort fra medansvaret for ting, vi i øvrigt anerkender, er ubehagelige. Sådanne reservationer har vi normalt ikke over for andres ugerninger; dem er vi i vores personlige liv såvel som i synet på internationale forhold ofte dybt optaget af. Menneskers moraldomme er oftest domme over de andre.

Alligevel er vi, inkl. medierne, normalt i stand til at anlægge i det mindste taktisk-kritiske perspektiver på magtfulde nationale aktører. Kritik af ledende politikere, herunder statsministre og udenrigsministre, fylder en del; politikerne får sager på halsen, og mediernes kommentatorer går meget op i, hvordan de ”håndterer” disse sager. F.eks. kan det udløse mediestorm, hvis vores ledere ikke udviser en passende respekt over for deres overordnede blandt vores allierede og ikke forstår vigtigheden af at gribe chancen til at komme i selskab med supermagtfulde mennesker som den amerikanske udenrigsminister.

Vores selvforståelse bliver ikke synderligt anfægtet af den grund. Hvis befolkningen derimod har et følelsesmæssigt problem med selv taktisk kritik af vores krigsengagement, må det skyldes, at identifikationen med militærmagten Danmark og dens kæmpende sønner er særlig stærk.

Og hvorfor er den så det (hvis den er det)? En del af forklaringen kan søges på et kulturelt niveau: ”forsvaret” er associeret med ”Danmark”, kongehuset, kristendommen og dannebrog – håndfaste symboler for det nationale ”Vi”. Der er imidlertid ikke noget naturgivent ved tilknytningen mellem ”forsvaret” og de øvrige markører for ”Danmark”. Under den kolde krig, da en moderat anti-militarisme også var et politisk fænomen herhjemme, fyldte militært engagement næppe meget i vores selvforståelse. ”Forsvaret” fik først sin ophøjede status, da Danmark valgte at deltage i den bølge af USA-ledede aggressionskrige, som blev igangsat i tiden efter den kolde krigs ophør.4 Denne udenrigspolitiske kurs har været omgærdet af en uhørt grad af elitekonsensus; at nationalismen (Dansk Folkeparti) og internationalismen (Det Radikale Venstre) her har fundet deres fælles kamp, er kun det mest iøjnefaldende udtryk for en internationalt dikteret militærpatriotisme, der gennemsyrer hele det politiske felt – eller i alt fald den del af det politiske felt, som tages alvorligt.

Jeg mener, at den top-down-demokrati-model, der ligger til grund for Peter Viggo Jakobsens ovenfor citerede kommentar, giver et bedre udgangspunkt for en forståelse af fænomenet: Elitekonsensus har generelt – en i det mindste passiviserende – gennemslagskraft hos befolkningen og bidrager også til at give den ”den nationale selvforståelse” karakter og skærpe dens sans for krænkelser.

Er Danmark et særtilfælde?
Mens den høje grad af elitekonsensus herhjemme nok virker indskrænkende på det taktiske og situationelle niveau, gør den næppe den store forskel på det principielle plan. I denne henseende er Danmark helt på linje med andre nationer.

Jensens første dogme, ”Vi er bare gode”, dvs. moralsk overlegne, har tilsyneladende karakter af en ”principiel” doktrin (men udfordres ikke som sådan). Man behøver ikke som Jensen at dykke ned i danmarkshistorien for at finde forklaringer på dette forhold (selvom man dermed selvfølgelig kan få et mere nuanceret billede af den karakter, forestillingen om moralsk overlegenhed har). Det vil være vanskeligt at finde tilfælde, hvor en eller anden variant af denne forestilling ikke ligger til grund for det herskende informationssystems behandling af statens krigsaktiviteter. Cirka lige så vanskeligt, som det vil være at finde eksempler på informationssystemer, der er blot nogenlunde uafhængige af magthaverne.

På det taktiske plan er vi i Danmark nok heller ikke så langt fra de stater, vi får vores militære ordrer fra, som Jensens essay kan give indtryk af. Eksempelvis fremstilles ”Hvis vi ikke skyder dem dér, kommer de her”-dogmet som en dansk ekstremitet, repræsenteret ved Søren Espersen. Imidlertid er synspunktets fornemste fortaler præsident Barack Obama, som har gjort terrorbekæmpelse til det primære rationale for sine krigsoptrapningsinitiativer.5

Mod en ny yderlighed
Jensen advarer mod, at ”de skæbnesvangre valg, en krig medfører […] tages med lukkede øjne”, og mener, at ”dansk presses store, stadig uopfyldte forpligtelse” ligger i at tilvejebringe solid og umanipuleret viden, som vi kan træffe disse valg på grundlag af.

Som nævnt kan der være en vis ræson i, at befolkningens øjne holdes lukket. Folkelig indsigt tjener sjældent magtudøvelsen.

Det samme gælder ikke de beslutningsdygtige samfundsmedlemmer. De kan ikke være tjent med mangelfuld viden om områder, de har interesse i og indflydelse på. De har brug for pålidelig taktisk og situationel information for at kunne træffe hensigtsmæssige beslutninger.

De danske kommercielle mediers ”store forpligtelse” er dog først og fremmest at tjene penge til deres ejere. Af profit-forpligtelsen alene følger en elitebias. Det principielt-kritiske er ikke rentabelt. Skulle et medie finde på at anlægge et principielt-kritisk spor – evt. blot sidespor – i sin dækning af statens militære aktiviteter, ville der garanteret blive lukket af for den strøm af statscertificeret information, som journalisterne er afhængige af for at kunne gøre dagens arbejde; det ville hæmme adgangen til kilder; man ville være nødsaget til i højere grad selv at producere analyser og tolkninger, og de ”menneskelige” historier (f.eks. invaliderede soldater, pårørendes oplevelser m.v.) ville blive fortalt til andre medier; mediet ville halte bagefter i jagten på krigsnyheder, og det ville blive udsat for politisk pres; mediets dækning ville i bedste fald blive mødt med forundring hos modtagerne, der vanskeligt ville kunne inkorporere dets historier i den samlede medieflades krigsfortælling.

Årsagen til, at det formentlig aldrig ville komme så vidt, er ikke kun økonomisk. Allerede på et ideologisk plan vil principielt kritiske tanker, for så vidt de overhovedet kan tænkes, være i strid med overbevisningerne hos journalister, redaktører og ejere, som jo for de flestes vedkommende har arbejdet sig igennem en anden del af vores informationssystem (uddannelsessystemet) med succes og næppe er ladt uberørt af de værdier, det viderebringer. For mennesker, som staten har skolet i sine selektive udgaver af objektivitet, upartiskhed og kritisk tænkning, vil en overskridelse af ”vi vil det gode”-doktrinen forekomme ”politisk”, tendentiøs, ensidig, kontroversiel, langt ude, del af en suspekt dagsorden m.v. Principiel kritik reserverer vi til de andre, Vestens fjender, som generelt er ondsindede og tilbagestående.

Jeg vil gerne tro, at hindringen for en mere civiliseret opfattelse af og stillingtagen til Afghanistan-krigen – og de krige, der vil følge efter den – snarere skal findes i et informationssystem, som filtrerer information i overensstemmelse med magthavernes interesser, og ikke så meget i, at den danske befolkning ikke kan håndtere at blive konfronteret med ubehageligheder. I hvilken udstrækning det er det ene eller det andet, er det nok ikke muligt at afgøre her og nu.

Men det kunne komme an på en prøve. F.eks. kunne man forsøge at erstatte det eksisterende mediesystem med medier, som er underlagt demokratisk kontrol, og se, hvilken krigsdækning der ville komme ud af det. Hvordan ville medieindholdet se ud, hvis medierne var ejet og blev drevet af deres journalister og brugere? Hvad om journalister og læsere havde definitiv og direkte redaktionel indflydelse? Det kunne være et interessant og lærerigt eksperiment.

Indtil det sker, er der ingen grund til at tillægge medierne ideelle forpligtelser, som strider mod deres institutionelle basis, men al mulig grund til at frigøre sig fra deres indoktrinering, søge information og især tolkninger andre steder og engagere sig for at opbygge mere demokratiske medier.

  1. Et tilfældigt valgt eksempel er DR2-programmet “Sange der ændrede verden” fra d. 13. juli 2010, som vanærede John Lennons fredsarbejde med sin historie om ”Give Peace A Chance”. Programmet fortalte om den ”nyttesløse” og ”frustrerende” Vietnam-krig, hvor ”300 amerikanske soldater blev dræbt” om måneden. Altså Vietnam-krigen, der kostede ca. 3,4 millioner ikke-amerikanere livet. Programmet illustrerede om noget, at verden desværre ikke har ændret så meget. []
  2. Dvs. når vi ser bort fra den bredere geopolitiske kontekst, den endeløse Afghanistan-krig udfolder sig inden for. F.eks. at krigen er den primære drivkraft bag NATO’s ekspansion. []
  3. Den samme uudtalte ligegyldighed over for andre (typisk farvede) menneskers død og lidelser genfindes overalt i vores kultur. Den tages f.eks. for givet, når det hævdes, at vi bør afhjælpe sult og nød for at mindske terrortruslen mod os. Muligvis det rigtige fokus, taktisk set, men det indgyder næppe respekt hos de mennesker, der er genstand for vores bekymring. []
  4. Hvis man vil se, hvad den danske udenrigspolitiske forskning har at sige om dette emne, skal man lede efter titler, der rummer ord som ”aktivisme” og ”internationalisme” – de officielle betegnelser for Danmarks tilpasningspolitik i efterkoldkrigstiden. Karakteristisk for relationen mellem staten og den akademiske verden er disse betegnelser først blevet lanceret af de ansvarlige politikere, dernæst overtaget af de førende forskere på området. []
  5. Se Stephen Walts artikel ”The ”safe haven” Myth” for en god analyse af terrorbekæmpelsesperspektivet i Afghanistan-krigen. []