Skriv en kommentar

Kritiske vinkler på USA’s strategi: fredsdilemmaet

Der findes altså ikke kun en vej til forløsning. Artiklerne inden Rices første diplomatiske rejse strukturerede gennemgående konflikten efter følgende model: Først 1. konflikt, så 2. USA’s konfliktløsning og fredsbestræbelser, til sidst 3. fred. Medierne så frem til andet punkt i forløbet, og da de efterhånden ikke længere kunne se bort fra, at USA’s konflikthåndtering allerede var i gang, men på en uforudset konfliktfremmende måde, blev en anden model fremherskende, hvori den projekterede konfliktudvikling gik fra 1. konflikt over 2. USA’s krigsstøtte til 3. demokrati (og evt. 4. varig fred som en følge af den demokratiserende krigsførelse). I sin rene form blev volden indskrevet i selve demokratiseringsprocessen: ”Krigshandlingerne […] repræsenterer en dyr omkostning ved en proces, der skal fremme demokratiet på kloden […] første fase er kaotisk og [blodig].”[1] Oftere blev den projekterede overgang fra krigsengagement til demokrati behandlet som en strategisk problemstilling – der påkaldte sig kritik. Af hvilken art?

For så vidt som demokratifilosofien ikke levner plads til tvivl om realiteten af den demokratiske målsætning eller afdækning af det udemokratiske indhold i det reelle projekt, kan der kun bedrives kritisk journalistik mht. midlerne. Kritik kan grundlæggende angå to forhold: 1. krigsstøtten virker imod hensigten (f.eks. fordi volden kan vække modstand og give bagslag, hvilket var Lars Erslev Andersens store bekymring), 2. der anvendes for lidt vold mod demokratiets fjender. Lad os se på sidstnævnte indvending.

Den grundlæggende modsigelse i, at en stat, som arbejder for fred og demokrati, søger at opnå dette med voldsmidler, skærpes med synspunktet om, at der ikke bruges nok vold. Et fredssøgende land vil under alle omstændigheder helst afholde sig fra at bruge vold, mens et fredssøgende land, der har erkendt, at fredsarbejdet kun kan realiseres med ufred, vil være tilbøjelig til at bruge den nødvendige vold. Men det fredssøgende land kan ikke gøre begge dele. Og jo mere vold freden skønnes at kræve, des mere antager denne modsigelse karakter af et dilemma. Når ideen om det fredselskende USA er udgangspunktet for forståelsen af dets udenrigspolitiske rolle, er det således naturligt, at artikler, som betvivler, at mængden af vold er tilstrækkelig, vil præsentere os for to ubehageligheder: enten ikke at opnå fred eller ikke at agere fredeligt.

Det er sjældent, at medierne foreslår, at der kan være noget galt med vestlige grundværdier, men d. 1. august rejste Berlingske Tidende spørgsmålet Er Vesten for blødsøden til at vinde en krig? i en artikel af samme navn. Mens Politiken havde peget på, at strategien om at ”bombe demokrati og respekt for menneskerettighederne ind i regionen”[2] havde slået fejl, fremsætter Berlingske Tidende det synspunkt, at fejlen ligger i, at vores egen respekt for menneskerettigheder forhindrer os i at bombe og dræbe i stor nok stil til, at de andre også får respekt for menneskerettighederne og demokrati. Dette er ”krigens dilemma”:

”At mennesker – mænd, kvinder, pensionister og børn – dør i krig, kan ikke komme som en overraskelse for nogen, og trods til tider følelsesladet retorik stiller konservative kommentatorer et tankevækkende spørgsmål: Er Vestens universelle bekymring for menneskers vilkår blevet så dybt forankret i os, at vi ikke længere kan acceptere selv de mest basale nødvendigheder for at føre krig – heller ikke selv om krigen har til formål at beskytte vores egen frihed og demokrati?”

Med følgende citat lader artiklen en ”neokonservativ strateg” og tidligere taleskriver for Ronald Reagan og George Bush senior, John Podhoretz, konkretisere ”bekymringen”:

”Sæt nu den taktiske fejl, som vi […] har begået i Irak, er, at vi ikke har slået nok sunni’er ihjel i begyndelsen for at intimidere dem og gøre dem så bange for os, at de ville føje os i hvad som helst? Var grunden til oprøret og den nuværende sekteriske uro ikke, at det [sic] var en stor overlevelsesgrad blandt sunni-muslimske mænd mellem 15 og 35 år?”

Hindringen for en sådan ”udryddelsesordre” og dermed demokratispredning er ifølge Podhoretz for meget demokrati på hjemmefronten: ”Det ville amerikanske vælgere ikke have accepteret.” Derfor kan et tilstrækkeligt antal civile libanesere – Podhoretz anslår i Libanon-tilfældet et mindre folkemord på 10.000 civile – ikke slås ihjel. I samme ånd citeres en anden kommentator for, at ”[s]elv det mest magtfulde militær i verden er underlagt bredere, kulturelle restriktioner.” I slutningen af artiklen citeres ”[m]ere moderate amerikanske kræfter” for nogle kritiske bemærkninger om højrefløjens ”retorik” og ”opfordring til større beslutsomhed i krig”, som afklædes som ”et udtryk for manglende vilje til for alvor at se egne fejl i øjnene – i Irak og i Mellemøsten i det hele taget: »Alle fejl kan og bliver bortforklaret med det faktum, at vi bare ikke har slået nok folk ihjel endnu. Det er selvmorderisk galskab.«” (Men vel først of fremmest morderisk galskab?)

Artiklen nævner ikke, at Israel med amerikansk opbakning syntes at have sat sig ud over den ”universelle bekymring for menneskers vilkår” med den storstilede destruktion af den libanesiske infrastruktur og monstrøse brug af klyngebomber. Det kan skyldes, at end ikke disse indslag af ødelæggelse tilfredsstiller ”de mest basale nødvendigheder for at føre krig”. Det følger naturligt, hvis man mener, at situationen krævede en ”udryddelsesordre” eller en mangedobling af de civile ofre.[3] To dage efter Berlingske Tidende var gået i kødet på det blødsødne Vesten, offentliggjorde Human Rights Watch en rapport, som dokumenterede nogle af de omfattende krigsforbrydelser, Israel havde begået mellem d. 12. og 27. juli.[4] Berlingske Tidende greb ikke anledningen til at klargøre, at skønt Israel muligvis ikke fuldt ud havde accepteret ”de mest basale nødvendigheder for at føre krig”, havde den jødiske stat trods alt ikke fuldstændigt ligget under for den ”universelle bekymring for menneskers vilkår”. Med undtagelse af Informations oversættelse af en artikel fra The Independent blev Human Rights Watch’ rapport ikke nævnt i dansk presse.[5]

Jyllands-Posten tog d. 4. august fat på en lignende problematik, men mente, at USA netop handlede ud fra hensigten om at slå mange civile ihjel. Umiddelbart efter at have genbrugt ovenstående Podhoretz-citat om massemord på sunnimuslimske mænd tilføjede Sanne Gram:

”Netop denne frygt for at stoppe krigshandlingerne mod Hizbollah, før bevægelsen er tilstrækkeligt svækket, kom til udtryk, da Condoleezza Rice besøgte Libanon og Israel første gang for halvanden uge siden. Inden sin afrejse til regionen sagde hun, at det ikke gav nogen mening at gennemtvinge en våbenhvile, og hun talte heller ikke om øjeblikkelig våbenhvile, da hun besøgte regionen. Derimod lagde hun op til en længere strategisk løsning på konflikten i Mellemøsten.”

Det var altså frygten for, at der ikke ville blive slået nok mennesker ihjel, der kom til udtryk i afvisningen af ideen om en våbenhvile og lanceringen af den ”strategiske løsning” på konflikten. Artiklen refererer til kritik af den amerikanske linje ”fra flere analytikere”, som efterlyser ”en mere konkret plan fra USA”.[6] En mere principiel kritik af det humanitært set betænkelige i politikken gengives ikke. Hvis vi ikke havde overskredet grænsen for simpel racisme ved simpelthen at opfatte muslimer som umennesker, ville vi forstå, hvad Sanne Gram angiveligt ikke selv forstår: Hun anklager indirekte Condoleezza Rice for at være delagtig i et forsøg på folkemord på rigtige mennesker.

Ekstra Bladet havde allerede behandlet dilemmaet i lederen Blår eller bomber d. 24. juli:

”Afvisningen af en hurtig våbenhvile udstiller ganske godt Vestens dilemma. På den ene side er der drømmen om et demokratisk Mellemøsten, på den anden side de mangeårige erfaringer fra området, der ikke giver grund til optimisme. Det er smukt at drømme om fred på jord, men tør man stole så stærkt på drømmen, at man er villig til at betale med tusinder af døde civile blandt den op mod en million i Libanon, som FN skønner skal have hjælp meget hurtigt?”

Det er ikke utænkeligt, at ledende al-Qaeda-strateger, som arbejder på at virkeliggøre deres udgave af ”fred på jord”, anlægger lignende cost-benefit-agtige betragtninger i planlægningen af terrorangreb.

Formuleringen i denne lidt mere pragmatiske udgave af dilemmaet indikerer, at prisen, i form af tusinder af døde civile, ville være værd at betale, såfremt der dermed var gode chancer for at få de smukke drømme om demokrati og ”fred på jord” realiseret. Lederen mener, at ”den amerikanske strategi, som Danmark har tilsluttet sig [giver] god mening”, hvis man tror på ”drømmen om demokrati i det urohærgede Mellemøsten og de arabiske diktatur-stater”. Det fremhæves, at Per Stig Møllers kopiargumentation for ikke at støtte kravet om våbenhvile ”er klar nok og […] på mange måder rigtig: En våbenhvile her og nu ville ikke løse de grundlæggende konflikter i området, den ville være et falsk løfte om fred og en garanti for mere vold i fremtiden, som USA’s udenrigsminister, Condoleezza Rice, har formuleret det.” Ekstra Bladet er dog skeptisk og ser den amerikanske voldsstrategi som et udtryk for utidig ”optimisme”. Problemet er, at ”de mangeårige erfaringer” – angiveligt med gode vestlige initiativer, som ikke virkede efter hensigten – tyder på, at der ikke er tilstrækkeligt gunstige betingelser for drømmens virkeliggørelse i den kriseramte region. Af kedelige erfaringer peges der på, at valgene i Libanon, de palæstinensiske områder og Irak ikke har ført til de ønskede resultater, men bl.a. yderligere terrorisme og fanatisme.[7]

Ekstra Bladet havde i sin leder fire dage før argumenteret for våbenhvile. Lederen anlagde det konflikthåndteringsperspektiv, som var dominerende i tiden inden Rices rejse:

”Den eneste magt i verden, der har styrken til at gennemtrumfe en våbenhvile, er USA. Israel lytter til amerikanerne, men Washington D.C. har stort set givet Tel Aviv frie hænder. Lad os håbe for de mange hundredtusinder civile, der nu er på flugt eller har søgt ly i kældre, at også præsident George W. Bush på et tidspunkt ikke længere kan holde ud at se uskyldige mænd, kvinder og børn blive slået ihjel. Nu haster det.”[8]

Sammenholdt fremstår de to lederartikler som et klart eksempel på skiftet i fokus fra USA’s konflikthåndtering til krigsforlængende, strategiske, demokratifremmende løsninger.[9] På et tidspunkt mellem d. 20. og 24. juli havde Ekstra Bladet indarbejdet USA’s argumenter for fortsat krig i sin udlægning af konflikten samt indskrevet Libanon i den generelle demokratiseringsfortælling. Opfattet på de godartede intentioners plan, som i denne sammenhæng er realplanet, foretog avisen ingen holdningsændring: I begge ledere fremstod USA som (hhv. passiv/svag og tragisk) helt. At USA’s politiske mål samtidig blev redefineret, er sagen uvedkommende.

Demokratiseringsprojektet og voldspropaganda

Tidligere rejstes spørgsmålet, om dækningen af konflikten kunne etablere en tilstrækkelig forbindelse til realiteterne uden at fravige præmisserne om, at USA arbejder for fred og konfliktløsning, i en situation, hvor fundamentet for den tidligere konflikthåndterings- og fredsbestræbelsestolkning var smuldret, idet USA i både ord og handling mere og mere demonstrativt underminerede denne. Som min gennemgang skulle illustrere, blev ideen om det fredssøgende USA fastholdt inden for en ændret konfliktopfattelse. Tilbage står spørgsmålet, om den ændrede konfliktopfattelse etablerede en bedre forbindelse til realiteterne.

Bevægelsen væk fra den bløde konflikthåndteringstolkning hen imod et stærkere fokus på USA som en strategisk aktør, der søgte at mindske sine fjenders indflydelse i regionen, betegnede et fremskridt for en mere faktabaseret dækning af USA’s rolle i konflikten. Den strategiske tolkning gav plads til analyser af magtforhold og -kampe i regionen. Dermed blev der etableret en stærkere forbindelse til realiteterne (hvorvidt udlægningen af dem i reglen var korrekt eller plausibel, er et ganske andet spørgsmål).

Imidlertid var der generel konsensus om, at strategien var drevet af en overordnet målsætning om at demokratisere, og at USA handlede i direkte forlængelse af sit regionale demokratiseringsprojekt. Hvilken forbindelse havde demokratiseringsprojektet med realiteterne, og i hvilket omfang var der en forbindelse? For at vurdere dette er man i første instans nødt til at behandle ideen om USA’s demokratiseringsprojekt som en påstand om noget virkeligt.

Antagelsen bag al demokratisnakken var: USA har et demokratiseringsprojekt, som er styrende for dets politikker i Mellemøsten. I en undersøgelse af et eventuelt propagandaindhold i udsagnet er følgende spørgsmål centrale: 1. Hvad ligger der i begrebet om et ”demokratiseringsprojekt”? 2. Hvilket empirisk indhold knyttes til demokratiseringsprojektet? 3. Hvad er forholdet mellem indholdet i den reelle empiri og de gængse betydninger af ”demokrati” og ”demokratisering”?

  1. Under Libanon-krigen bragte de danske medier stort set ingen oplysninger om, hvad USA’s demokratiseringsprojekt konkret bestod i. Det proklameres som ”den store plan”,[10] en ”vision”,[11] en ”filosofi”,[12] en ”mission”,[13] en ”drøm”[14] osv. Nogle steder nævnes de goder, demokratiet fra USA’s side er tiltænkt at bringe med sig, såsom varig fred og sikkerhed. I reglen optræder demokratiseringsprojektet som en modpol til nøje udvalgte antidemokratiske kræfter i regionen, især islamister og terrorister. ”Demokratiet” er en kraft, repræsenteret ved det USA, som søger at udbrede ”demokratiet”. Og ”demokratiet” har fjender, som modarbejder ”demokratiets” udbredelse. Overensstemmelsen med USA’s officielle version er slående. På dette plan er ”demokratiseringsprojektet” kun defineret ved sin rolle i en eventyrlignende konfliktstruktur. Der er intet heri, som relaterer sig til gængse betydninger af ”demokrati”. Når der ikke peges på noget egentlig demokratisk ved projektet, må det skyldes, at det er en selvfølgelighed, at USA’s politikker er båret af demokratiske hensigter og har et ægte demokratisk indhold. Det skulle derfor være overflødigt at konkretisere.
  2. I nogle artikler blev demokratiseringsprojektet dog tillagt et konkret indhold: Det har udfoldet sig i Libanon, Palæstina og Irak. Det hævdes, at demokratiet med større eller mindre succes har spredt sig fra land til land. Eksemplerne bliver blot nævnt; hvordan USA’s demokratiseringsprojekt i disse tilfælde har fordret eller resulteret i reel demokratisering, siges der intet om. Igen må det skyldes, at der er tale om fuldstændigt ukontroversielle påstande (hvilket ikke betyder indlysende sande påstande).
  3. Når man vil undersøge forholdet mellem de nævnte eksempler og gængse betydninger af ”demokratisering”, er det derfor nødvendigt at søge oplysninger om det konkrete indhold i eksemplerne andetsteds. Påstanden om, at demokratiet har spredt sig fra land til land, er praktisk talt umulig at forstå noget konkret ved, så den kan hverken afvises eller bekræftes. Med de øvrige eksempler forholder det sig i hovedtræk således: Enten er de stort set irrelevante for spørgsmålet om et demokratiseringsprojekt (Libanon), eller også viser de, at USA har ageret udemokratisk samt modarbejdet og forhalet demokratisering (Irak og Palæstina) og udøvet undergravende virksomhed mod demokratiet og straffet befolkningen for et demokratisk valg (Palæstina).

Fra et rationelt synspunkt kan realiteterne ikke berettige den førnævnte påstand om USA’s demokratiprojekt, når man ved dette bl.a. forstår et projekt, som respekterer og søger at fremme folks selvbestemmelse. At USA’s demokratiseringsprojekt optræder som en selvfølgelighed, indikerer, at medierne alligevel finder, at forbindelsen til realiteterne tilstrækkelig – eller overflødig. Påstanden har en karakter, som man kunne forvente at genfinde i den totalitære stats paroler.

 

Endelig kan man spørge, hvilken rolle demokratiseringsideen spiller i den offentlige meningsdannelse. Et centralt træk er, at den legitimerer og tilskynder til vold, terror og krig. I denne forstand lever lignende projekter videre den dag i dag, selvom voldspropagandafunktionen nu legemliggøres mere negativt i ”humanitære katastrofer”, ”skruppelløse diktatorer”, ”magtpolitikken fra øst”, ”islamisme” m.v. USA vil, når det påtager sig det lederskab, som det ellers afkræves, føre os til en bedre verden. De skiftende formålsbestemmelser opfylder alle den samme funktion: legitimering af vold, iscenesættelse af aktuelle stridigheder i deres projekterede ophævelse, i en fredstilstand, som først vores vold kan føde.

Udgivet 14. august 2016

—————–

[1] En tidlig foregribelse af tankegangen findes i ”Putins triumf”, B.T., 17. juli 2006.

[2] ”USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket”, Politiken, 17. juli 2006

[3] ”Er Vesten for blødsøden til at vinde en krig?”, Berlingske Tidende, 1. august 2006.

[4] Human Rights Watch (august 2006): ”Fatal Strikes: Israel’s Indiscriminate Attacks Against Civilians in Lebanon”. www: https://www.hrw.org/reports/2006/lebanon0806/lebanon0806web.pdf

[5] ”Undersøgelse: Israel anklages for krigsforbrydelser”, Information, 5. august 2006.

[6] ”USA og krisen: Det amerikanske dilemma”, Jyllands-Posten, 4. august 2006.

[7] ”Blår eller bomber”, Ekstra Bladet, 24. juli 2006.

[8] ”Nu haster det, mr. Bush”, Ekstra Bladet, 20. juli 2006.

[9] Dog er lederen fra d. 24. juli relativt tidligt ude med det positive demokratiperspektiv.

[10] ”Condoleezza Rice på usikker grund”, Berlingske Tidende, 3. august 2006,

[11] ”Libanon-krigen som del af USA’s krig mod terror”, Jyllands-Posten, 24. juli 2006.

[12] ”Det var ikke meningen det skulle gå sådan”, Berlingske Tidende, 23. juli 2006.

[13] Ibid.

[14] ”Blår eller bomber”, Ekstra Bladet, 24. juli 2006.

Skriv en kommentar

Indledende skepsis: Demokratiet, der blev kidnappet

I begyndelsen forstod medierne konflikten som noget i sig selv ondartet og for USA obstruerende. Der gik nogen tid, før man på USA forstod, at den ville føre til noget godt.

Bush udtrykte allerede d. 13. juli sin bekymring for demokratiet: ”Hvad end Israel gør, bør det ikke svække Saniora-regeringen i Libanon […] Vi er bekymrede for det skrøbelige demokrati i Libanon.”[1] Berlingske Tidende citerede dagen efter første del af udtalelsen, men oversatte ganske sigende “Saniora government” med “demokratiet”.[2] D. 16. juli orienterede Rice:

“Vi har sagt til premierminister Olmert og andre israelere, at vi […] håber, at Israel […] vil udvise tilbageholdenhed i dets operationer, så uskyldige civile ikke lider nød […] og så den libanesiske regering, som er god og demokratisk […] ikke undermineres af disse handlinger.”[3]

Med sådanne udtalelser fra lederne kunne man vente, at medierne ud over at gøre sig taktiske bekymringer om den humanitære situation ville se dystre perspektiver for demokratiet, og dermed USA, i krisen. Det var derimod ikke til forudse, at man ligefrem ville genbruge Rices ordvalg i en faktaboks:

”Kampene mod Hizbollah truer med at underminere den libanesiske regering, der ellers er et [sic] af Bush-administrationens succeshistorier i missionen for at demokratisere Mellemøsten.”[4]

I Politiken kunne man d. 17. juli læse en endnu mere pessimistisk vurdering:

”Hvor USA for tre år siden troede, at det kunne bombe demokrati og respekt for menneskerettighederne ind i regionen, så står det i dag klart for enhver, at strategien ikke bare er slået fejl. Den har også […] ført til, at USA har mistet enhver form for indflydelse på flere af de helt centrale aktører i den aktuelle konflikt”.

Vurderingen er pessimistisk, idet den underliggende antagelse tilsyneladende er, at USA’s bruger sin eventuelle ”indflydelse” til at løse konflikter: ”At kræve tilbageholdenhed eller fordømme handlinger er ret svagt, når man tænker på den indflydelse, USA skulle udøve […] USA har mistet enhver indflydelse i regionen ved allerede at have vist, at den magt, det ‘burde’ have, enten er brugt op eller aldrig har været der.”[5]

Jyllands-Posten fortsatte den skeptiske linje med artiklen USA på sidelinjen i Mellemøsten. Manchetten forklarer: ”Washington har kun få muligheder for at neddæmpe spændingerne i Mellemøsten, skønt den optrappede konflikt sætter spørgsmålstegn ved præsident Bush’ strategi, der gennem udbredelse af fred og demokrati skal sikrede [sic] fredsaftale.”

Det bliver ikke forklaret, hvordan udbredelse fred og demokrati skal sikre en fredsaftale (eller hvad en sådan skal nytte, hvis freden allerede er udbredt). Til gengæld giver artiklen en smule baggrundsviden om demokratiudbredelsesprojektet:

”Det er mere end et år siden, at præsidenten gav udbredelse af fred og demokrati i Mellemøsten højeste prioritet. Det blev set som et effektivt våben mod terror og som en vej til økonomisk fremgang. Strategien løb imidlertid ind i alvorlige vanskeligheder, da premierminister Ariel Sharon blev sat ud af spillet, og da Hamas, der af USA betragtes som en terrororganisation, kort tid senere vandt valget til det palæstinensiske parlament.”

Libanon-konflikten anskues i forlængelse af disse vanskeligheder:

”Nu glider både Libanon og Gaza mod et kaos, der allerede har kostet snesevis eller hundreder af mennesker livet. Hermed stilles der store spørgsmålstegn ved præsident Bush’ påstande om, at USA kan udbrede demokrati i den arabiske verden og dermed bane vejen for en fredelig løsning på den arabiske-israelske konflikt.”[6]

Mens det er givet, at USA ønsker og forsøger at udbrede demokrati i den arabiske verden, er det i kraft af den modstand, projektet møder, tvivlsomt, om det kan lykkes. P1’s Orientering kunne forundret meddele, at ”den hårdeste kritik” mod den USA-støttede israelske bombeoffensiv ”netop kommer fra de kræfter, der har nydt godt af den amerikanske demokrati-eksport.”[7] For den prominente amerikanske kommentator Thomas Friedman gav de islamiske, militante kræfter og de generelt dårlige betingelser for demokrati i regionen også grund til pessimisme: ”demokratiets rødder stikker ikke dybt i disse områder […] Måske har skeptikerne ret: Måske kan demokrati, den mest magtfulde form for legitimt styre, ganske enkelt ikke implementeres hvor som helst.” Der er ifølge Friedman ikke tale om ”rigtige demokratier” i Libanon og Palæstina.[8]

Da rigtigt demokrati antages at føre til fred og stabilitet, kan det virke paradoksalt, at det netop er de nye mellemøstlige demokratier, som nu skaber problemer for de gamle vestlige demokratier i regionen. Men som Friedman er inde på, kommer det an på, hvad man forstår ved demokrati. I den lange artikel Det var ikke meningen det skulle gå sådan forklarer Berlingske Tidende, at Irak, Libanon og Palæstina i virkeligheden er ”papir-demokratier”:

”Som flere eksperter påpeger, er det ikke bare valghandlingen i sig selv, der gør et demokrati […] hele verden bevidner lige nu, at folkevalgte kræfter i de tre lande ser stort på demokratiets grundprincipper. De handler på egen hånd på tværs af alle regler og har tilsyneladende ikke på noget tidspunkt haft andet i sigte end at udnytte demokratiet til at få indflydelse […] forskellen mellem demokrati og papir-demokrati måles ikke i bogstaver, men i tusinder af uskyldige dødsofre […] Mellemøsten er måske nok frustrerende, og demokratiet finder måske aldrig fodfæste i regionen.”

Artiklen forsøger at finde en forklaring på, hvorfor ”de gode hensigter” og velmenende initiativer – demokratiseringen af Irak, de seneste valg i Libanon og Palæstina, Israels 1982-invasion af Libanon (som skulle ”skabe et stabilt styre”) – ender med at føre til ulykker. Forklaringen ligger i ”loven om utilsigtede konsekvenser”, som ifølge en amerikansk kommentator er ”noget nær en naturlov”, for ”i Mellemøsten går det sjældent, som man forudser.” Det har tilsyneladende krævet omfattende research at komme på denne tese; artiklen anfører Washington Post, New York Times, The Weekly Standard, The American Thinker, Haaretz, Seattle Times og Middle East Journal som kilder (seks amerikanske og en israelsk). Ikke desto mindre tegner artiklen et billede af komplet forudsigelighed: De gode initiativer fører igen og igen til eller bliver efterfulgt af det, som det netop var hensigten at undgå – hvilket er ”frustrerende”.[9]

Også i de øvrige ovennævnte artikler benyttes mere eller mindre udfoldede versioner af ”det var ikke meningen, det skulle gå sådan”-forklaringen til at afklare (mis)forholdet mellem USA’s hensigter og de realiteter, der indfinder sig, efter USA har gjort sin indflydelse gældende. Forholdet mellem USA’s politikker og resultaterne af disse belyses derimod stort set ikke, ligesom der ikke skrives meget om, hvad USA mere konkret har gjort. USA’s rolle vurderes ud fra intentionerne, ikke realiteterne. Ligeledes forstås den generelle situation i Mellemøsten ud fra de hensigter, USA angiveligt har for regionen. Der findes varierende synspunkter på, hvorvidt årsagen til, at det ikke går efter hensigten, primært skal lokaliseres i de regionale forhold eller i de midler og strategier, USA anvender for at nå sine mål. Hvorvidt den overordnede målsætning er menneskerettigheder, demokrati, stabilitet og fred, er derimod ikke genstand for diskussion. Det tages for givet. Det overvejes ikke, om årsagen til, at det ikke går efter hensigten, kunne være, at den erklærede hensigt ikke er årsag til det, man gør.

På baggrund af denne analyse, som lærer, at USA’s indflydelse i praksis ikke fremmer de ønskede godartede mål eller i værste fald er kontraproduktiv, synes det ulogisk at beklage sig over mindre amerikansk indflydelse i regionen. Selv inden for rammerne af konsensustolkningen om, at USA har gode og fredelige hensigter, ville en opfattelse af, at landet i realiteten gør mere skade end gavn, lægge op til konklusionen, at USA (i det mindste) burde neddrosle sit engagement i Mellemøsten. En sådan konklusion holder dog kun, hvis det antages, at viden om eksisterende og forventelige resultater har større vægt end proklamerede hensigter. De behandlede artikler synes at operere med den modsatte antagelse. Det er karakteristisk, at Politiken beretter om det ”kaos”, ”store dele af regionen” har været præget af efter ”krigen i Irak og amerikanske høges storladne taler om at ville sprede demokrati og frihed ud over det ganske Mellemøsten”, og slår fast, at USA’s strategi har slået fejl, ­men samtidig beklager, at USA dermed har mistet sin indflydelse.[10] Normalt ville man mene, at det er positivt, at de, som uafladeligt laver fejl og skaber kaos, mister indflydelse – især hvis de bruger bomber.

Artiklen Det var ikke meningen det skulle gå sådan stiller selv spørgsmålet om, hvorvidt Irak-krigen, som var båret af gode hensigter, også var en god idé, på følgende retoriske måde:

”Hvad betyder det? At amerikanerne er skyld i hele balladen? Bush kunne bare have droppet sit demokrati-halløj, og så ville der ikke være ballade i Irak. USA ville tilmed have været stærkere i dag, hvilket kunne have skræmt Hamas og Hizbollah og deres støtter i Syrien og Iran fra at provokere Israel. Alt ville være bedre. Ville det ikke?”

Artiklen lader med et indirekte citat en analytiker svare, at tanken er ”bekvem”, men ”forkert […] for den fritager resten af verdenssamfundet for et stort medansvar.”[11] Herefter nævnes andre stormagters fejlagtige håndtering af Saddam Hussein i 1990’erne. Med denne ansvarsfordeling afvises tanken om, at demokrati-halløjet og dermed Irak-krigen skulle være en dårlig idé. USA’s fejl var ikke en fejl, eftersom andre fremmede magter også begik fejl.

Friedmans artikel peger ligeledes på, at et stærkere engagement fra Europas side er en forudsætning for, at demokratiet ”kan komme til at fungere i de arabisk-muslimske lande”.[12] Den teoretiske mulighed, at en indskrænket amerikansk indflydelse i Mellemøsten kunne betyde mindre konflikt, har derimod ikke figureret i dansk presse under Libanon-krigen. Selv blandt de mere pessimistiske artikler, som pointerer eller indikerer, at USA har fejlet og skabt uro og kaos, leder man forgæves efter en afvigelse fra konsensustolkningen om, at USA essentielt set er konfliktløser.

 

Gryende demokratisk optimisme: Demokrati, filosofi og realiteter

Igennem hele konflikten gav situationen anledning til pessimistiske betragtninger over demokratiets trivsel i regionen. Men delvis parallelt hermed blev fortolkningen af USA’s rolle i konflikten som en strategisk videreførelse af demokratispredningsprogrammet mere fremherskende hen imod slutningen af juli, i sammenklang med den konstruktive konfliktopfattelse. Libanon-tilfældet lod sig uden større problemer indføje i den fortsatte fortælling.

Baggrunden for USA’s demokratiprojekt, som ifølge den ovenfor citerede Jyllands-Posten artikel fik højeste prioritet for ”mere end et år siden”, er interessant. Mere præcist var det d. 6. november 2003, at ”præsidenten gav udbredelse af fred og demokrati i Mellemøsten højeste prioritet”[13]i en tale ved National Endowment for Democracy.[14] Før da rangerede udbredelse af demokrati lavt blandt begrundelserne for Irak-krigen. Da Bush holdt sin berømte demokratitale, var der ikke længere megen tvivl om, at Bush’, Blairs og Foghs afgørende spørgsmål om, hvorvidt Saddam Hussein ville vise sig villig til at eliminere sine masseødelæggelsesvåben, ikke lod sig besvare meningsfuldt: Kravet beroede på en uvirkelig forudsætning.

Siden da skulle demokratispredning blive den dominerende fortolkningsramme for forståelsen af USA’s rolle og målsætninger i regionen, blandt såvel tilhængere som kritikere. I de vestlige medier og hos vestlige intellektuelle vel at mærke. 1 pct. af den irakiske befolkning støttede kort efter Bush’ tale ideen om, at USA havde invaderet Irak for at skabe demokrati.[15]

 

Lars Erslev Andersen, den førende danske terrorekspert, var med artiklen Libanon-krigen som del af USA’s krig mod terror en af de første herhjemme til at udfolde en mere positiv demokratifortolkning af situationen. Andersens artikel er et godt eksempel på en mainstreamanalyse, idet hovedparten af hans analytiske begreber og skabeloner er genbrug af metaforer og slogans fra Bush- og Rice-udtalelser. Omvendt forliger Andersen ideen om USA’s ædle bestræbelser med magtpolitisk analyse, hvilket ikke er ualmindeligt for mere akademiske kommentatorer.

Ifølge artiklen er der overordnet to parter i Mellemøsten: ”dem, der bakker op om USA ’s nye Mellemøst-politik, der sigter mod at skabe varig fred ved at bakke op om det amerikanske demokratiseringsprojekt i regionen”, og de, der er imod projektet: ”terroristerne, ekstremisterne og islamisterne, i Iran, Syrien, Hizbollah, Hamas, Islamisk Jihad, Al Qaida samt deres sympatisører i oppositionerne i de arabiske lande”. Andersen kunne have inkluderet flertallet af de berørte borgere i regionen blandt ”modstandere af den nye amerikanske orden i Mellemøsten” og en del terrorister, ekstremister og islamister blandt demokratiprojektsstøtterne, men synes at kategorisere efter Bush’ princip: ”Either you are with us, or you are with the terrorists.”[16]

Blandt støtterne af demokratiseringsprojektet finder vi nogle af verdens mest undertrykkende regimer. Når Andersen siger, at det bl.a. er ”Israel, den irakiske regering samt Ægypten, Jordan og Saudi-Arabien […] der skal hjælpe USA med at kreere og føde det ny Mellemøsten”, er det klart, at det afgørende for, hvorvidt staterne bakker op om demokratiseringen, er, om de er medlemmer af kategorien os, vore allierede og de, som føjer os, ikke om de er engageret i reel demokratisering eller har den fjerneste respekt for demokratiet forstået som en bestemt styreform eller i nogen anden gængs betydning af ordet.

Set fra det demokratiske perspektiv er forholdet mellem de to parter simpelt: ”Såfremt grupper og regimer ikke er enig med den amerikanske vision for et nyt Mellemøsten, er de fjender og skal isoleres og elimineres enten gennem krig eller med sanktioner.” Heri ligger også en del af forklaringen på, at nogle af USA’s vigtigste allierede holder sig til den demokratiske blok: ”hverken kongefamilien i Riyadh eller Amman eller præsidenten i Cairo skal nyde noget af at havne på den forkerte side af skillelinjen. Havner man der, er der kun udsigt til isolation og sanktioner med risiko for bomber.” Ville man kalde det demokratiudbredelse, hvis en antidemokrat for at undgå isolation og vold så sig nødsaget til at bakke op om en erklæret demokrats politikker?

Ydermere har den strategi, hvormed ”den amerikanske vision for et nyt Mellemøsten” skal gennemtvinges, ifølge Andersen en terroristisk karakter. Det følger naturligt, hvis vi går ud fra de fleste officielle definitioner af terrorisme, heriblandt USA’s officielle definition (som bl.a. er anvendt i Patriot Act), ifølge hvilken terrorisme betyder aktiviteter, ”that (A) involve violent acts or acts dangerous to human life […] (B) appear to be intended (i) to intimidate or coerce a civilian population; (ii) to influence the policy of a government by intimidation or coercion; or (iii) to affect the conduct of a government by mass destruction, assassination, or kidnapping”.[17] Men som ekspert på området ved Andersen, at der er en uskreven tillægsbestemmelse: ”(C) og som de andre står bag”. Andersens begreb om ”terrorisme” kategoriserer efter politiske bestemmelser og ikke begrebets objektive indhold, men påberåber sig ikke desto mindre objektiv udsagnskraft og dermed reel korrespondance med en ikke politisk villet bestemmelse af virkeligheden. Altså benytter Andersen, med konventionens fulde og umærkelige tyngde, begrebet som et ideologisk, virkelighedsforvanskende instrument.

Artiklen øjner både forjættende og foruroligende perspektiver i Libanon-krigen:

”Israel og USA kan håbe på, at der af støvet rejser sig demokratiske kræfter, der dukker op fra ruinerne med det fromme ønske at ville skabe demokrati, fordi det er den eneste vej til sikkerhed. Frygten er naturligvis, at der skabes flere og flere modstandere af den nye amerikanske orden i Mellemøsten, og at terrorismen derfor vil brede sig yderligere, frem for at fred og stabilitet vil sænke sig over regionen.”

Det er ikke helt klart, om Andersen her gengiver Bush’ tanke om, at vejen til fred og sikkerhed går igennem demokrati, idet demokrati i sig selv skaber ordnede forhold og fjerner den utilfredshed, som terrorismen næres ved, eller om ideen er, at demokratier har sikkerhed, idet de er i sikkerhed for demokratiernes (USA’s og Israels) vold. Sidstnævnte læsning harmonerer bedst med den øvrige analyse: Hvis antidemokratiske elementer har udsigt til isolation, sanktioner og bomber, så længe de forbliver antidemokratiske, er det logisk nok, at ”den eneste vej til sikkerhed” for dem er at slutte sig til demokratisiden af ”skillelinjen”. En håndfast demonstration af denne ”orden” – i Libanon-tilfældet af krig og bomber-varianten – kunne muligvis få de folk, der er i stand til at rejse sig fra støvet efter bomberegnen, til at se sikkerhedsperspektiverne i den særlige demokratiske livsform, som i sin omverden skaber fred med bomber, men selv er i fred for bomber. På samme måde vil den, der har fået sat en pistol for tindingen, også bidrage til god ro og orden ved at gøre, som der bliver sagt. Imidlertid er denne læsning i klar modstrid med den måde, begreberne almindeligvis bruges blandt vestlige intellektuelle, såsom eksperter på P1 Orientering, som udlagde demokratieksportfilosofien således:

”Hvis arabere og muslimer bliver demokratiske, vil de også blive mindre antivestlige. Og, lyder logikken, derfor vil de også blive mindre indstillet på at deltage i eller bifalde terrorhandlinger som den, bin Laden begik mod USA i 2001”[18]

Andersen peger på, at strategien kan give bagslag, idet USA’s vold kan skabe modstandere af det nye amerikanske Mellemøsten, hvilket vil føre til yderligere terrorisme i stedet for ”fred og stabilitet”. Igen er det angiveligt ikke de bomber, modstanderne af ”demokratiudbredelsen” bliver mødt med, der sigtes til med talen om yderligere udbredelse af terrorisme.

Mens situationen i Andersens analyse således både giver anledning til håb og frygt på den amerikanske strategis vegne, giver de faktuelle beskrivelser selv ringe anledning til at tale om noget særligt demokratisk ved foretagendet. Umiddelbart passer ideen om et demokratiseringsprojekt dårligt med, at en del af USA’s nøgleallierede (herunder USA’s ældste allierede i regionen, Saudi-Arabien) på den ”demokratiske” side af skillelinjen er udemokratiske og undertrykkende stater, og at midlerne, som skal fastholde staterne på den rigtige side af skillelinjen og omvende dem på den forkerte, er isolation, sanktioner, krig og bomber eller mere eller mindre udtalte trusler herom. Der synes heller ikke at være noget demokratisk i følgende beskrivelse af USA’s forhold til sine partnere:

”Den libanesiske regering og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har kun et valg, nemlig at bakke op om det amerikanske og israelske projekt. Alternativet er at blive overruled.”

Men der er en anden mulig grund til at fortsætte talen om demokratiseringsprojektet: Lederen har talt.

At de midler, hvormed opbakningen til demokratiseringsprojektet sikres, ikke synes at have noget med demokrati at gøre, udelukker imidlertid ikke, at projektet selv kan have haft demokratifremmende virkninger for de berørte lande. Andersen giver tre eksempler på, at USA’s projekt har afstedkommet egentlig demokratisering i Mellemøsten: USA’s projekt

”blev indledt med Irak-krigen, hvor demokratiseringen herfra skulle brede sig til resten af Mellemøsten. Det første resultat var parlamentsvalget i Palæstina, der dog førte til det forkerte resultat, nemlig at islamisterne vandt. Det næste var i Libanon med valget af den siddende anti-syriske regering.”[19]

(Rent tidsligt gik valget i Libanon dog forud for det palæstinensiske parlamentsvalg.) Eksemplerne var faste indslag i mediernes fortællinger om demokratiseringsprojektet, så det er værd at se nærmere på dem, når man vil vide, hvad projektet går ud på.

USA’s demokratisering af Irak

I Irak begyndte USA’s demokratiseringsprojekt med Paul Bremers plan om at lade besættelsesmagten udpege forfatterne til Iraks nye forfatning. Planen mødte massiv modstand i Irak. D. 1. juni 2003 udstedte den shiitiske religiøse leder Ayatollah Al-Sistani en fatwa, som afviste Bremers plan som udemokratisk og krævede, at forfatningsforsamlingen skulle vælges af det irakiske folk. Dette krav blev siden fokusset for store ikkevoldelige demonstrationer i januar 2004.

Washington Post har forklaret, at USA’s modstand mod demokratiske valg bl.a. skyldtes bestræbelserne på at demokratisere:

“Bremer frygtede også, at valghandlinger ville skabe for meget usikkerhed. Bush-regering ønskede en ordnet proces, som den kunne styre, herunder en forfatning, som ville blive et forbillede for dens bestræbelser på at demokratisere den arabiske verden.”[20]

Besættelsesmagten forsøgte siden energisk at forhindre afholdelsen af valg, men måtte endelig opgive. Financial Times har hævdet, at grunden til, at valgene i januar 2005 fandt sted, var vedholdende krav fra al-Sistani, “som nedlagde veto mod planer fra den USA-ledede besættelsesmagt om at skrinlægge” valghandlingsinitiativer.[21] Skønt det ikke helt blev den ”ordnede proces, som [Bush-regeringen] kunne styre”, lykkedes det dog Bremer at få indført en provisorisk forfatning d. 28. juni 2004, som i realiteten gav kurderne, og dermed USA, vetoret over ethvert forslag til en fremtidig forfatning.

Holder vi os til omstændighederne omkring de indledende skridt hen imod national selvbestemmelse, finder vi således, hvad et bredere fokus ville bekræfte: Et af de styrende principper for demokratiseringsprojektet er, at USA vil have demokrati, i den udstrækning demokratiet kan kontrolleres af USA, og ellers modarbejder demokratisering.

Det kan synes ironisk, hvis man går ud fra, at respekt for demokratiet er en central del af USA’s demokratiseringsprojekt. I et essay om Al-Sistanis politiske rolle i tiden efter invasionen bemærkede den amerikanske juraprofessor Noah Feldman:

”Dokumentet [al-Sistanis fatwa] udgjorde en epokegørende begivenhed i annalerne om interaktionen mellem islam og demokrati: En ikke-valgt gejstlig udlagde loven for USA, idet han insisterede på, at legitime konstitutionelle processer krævede et demokratisk grundlag. Ironien i, at det var en religiøs lærd, som stod fast på en demokratisk fremgangsmåde – og brugte sin religiøse autoritet til at gøre dette – bør vi tage ad notam. Men vi bør heller ikke overse den dybere ironi i, at det var det demokratieksporterende USA, som blev mindet om den udemokratiske karakter, dets planer for den konstitutionelle proces i Irak havde. Langt fra at modsætte sig amerikansk pres for at demokratisere fortalte Sistani koalitionen, hvordan demokrati burde fungere.”[22]

Andersens idé om, at demokratisering rent faktisk skulle have bredt sig fra Irak til Palæstina og Libanon, er en overvejelse værd. Det var Bush’ erklærede projekt at udbrede demokrati og frihed. Men hvorledes valgene i Palæstina og Libanon på et realplan skal forstås som resultater af demokratisering i Irak, er ikke godt at vide, og Andersen giver heller ikke noget bud på det (man kan kun gisne: har irakiske demokrater hjulpet med at organisere retfærdige valg i Libanon og Palæstina eller delt ud af deres erfaringer fra etableringen af det irakiske demokrati? Har irakerne presset på for at få demokrati i landene, idet de mente, at kun demokratiet kan sikre varig fred og sikkerhed i regionen? Har det demokratiske Irak ved det strålende eksempels magt mobiliseret demokratiske kræfter i landene? Var det det demokratiske USA’s tilstedeværelse i regionen, som inspirerede Libanon og Palæstina til at ville forsøge sig med demokrati?). Den manglende specifikation af, hvorledes demokratiudbredelsen faktisk har fundet sted, er helt normal.

Et andet eksempel fra perioden kan findes i Berlingske Tidendes Det var ikke meningen det skulle gå sådan, som tilsvarende forklarer, at det var

”Bush-administrationens filosofi […] at den ved at skabe et demokratisk Irak kunne sætte en domino-effekt i gang i Mellemøsten. Demokratiet ville sprede sig fra land til land og skabe rammerne for den fred, som årtiers diplomati fra vestlig side ikke har formået. Da libaneserne i fjor gik på gaden og tvang sine syriske besættere ud af landet, og da palæstinenserne siden gik til deres første demokratiske valg, så projektet endda et kort øjeblik ud til at ville lykkes. Det gør det ikke længere [pga. de lokale ”radikale og anti-demokratiske kræfter”].”

Også i dette tilfælde er ”Bush-administrationens filosofi” det eneste, som kæder tingene sammen; filosofien rummer muligvis også svar på, hvorledes ”land til land”-dominoeffekten har virket uden om mellemliggende lande.[23]

Disse udgaver af den supermagtsautoriserede demokratispredningsidé fortæller ikke noget konkret om, hvordan projektet har udfoldet sig, eller den reelle demokratiudvikling i regionen. Til gengæld siger de noget om, hvor robust Bush-regeringens generelle friheds- og demokratifilosofi er: Dens indhold behøver ikke finde støtte i de faktiske processer, den udlægger; det er tilstrækkeligt at postulere en forbindelse. Demokratifilosofiens nytte som udlægning af USA’s engagement hænger sammen med den særlige brug, man gør af de filosofiske indsigter. At dømme efter medieindholdet synes der at være en udbredt forståelse af, at USA med de bærende ideer for sin udenrigspolitik – som friheds-, demokrati- og fredsudbredelse – tilbyder gyldige analytiske rammer, som skal bruges til at forklare virkelige politikker og processer, ikke påstande eller hypoteser, hvis plausibilitet må vurderes på baggrund af fakta.

USA’s demokratisering af Libanon

Muligvis er Andersens udgave af demokratispredningsideen ikke ment helt bogstaveligt, men i en anden, mere metaforisk forstand. Lad os ikke desto mindre følge det gængse mediespor og prøve at forstå valgene i Libanon og Palæstina som direkte resultater af USA’s demokratiseringsprojekt. Det er korrekt, at valget af Siniora-regeringen hører til ”Bush-administrationens succeshistorier i missionen for at demokratisere Mellemøsten”[24] og opfattes som ”en af Bush-administrationens få triumfer i den store plan for at demokratisere Mellemøsten”[25], og at Libanon fremstår som ”en af de få succeser, USA har haft med at eksportere demokrati til arabiske og muslimske lande”, idet Bush ”har holdt [landet] frem som eksempel på, at hans bestræbelser på at eksportere demokrati til Mellemøsten virker”.[26] Succeshistorien blev fortalt igen og igen i vestlige medier. Det er også rigtigt, at der i begyndelsen af 2005 blev påbegyndt en demokratisk proces i Libanon, som førte til tilbagetrækningen af de syriske soldater fra landet og gennemførelsen af demokratiske valg i maj-juni 2005. Imidlertid var dette ikke et ”resultat” af noget, USA gjorde, men en af frugterne af den folkelige protestbevægelse, ”ceder-revolutionen”, som blev udløst af mordet på tidligere premierminister Rafik Hariri. Mens det libanesiske valg er et godt eksempel på succeshistorierne om USA’s demokratiseringsprojekt, er det stort set irrelevant for spørgsmålet om demokratiseringsprojektets indhold og resultater. Succeshistorien er udbredt, men misvisende.

Jyllands-Posten går lidt nærmere ind på, hvad succeshistorien består i:

”Det Hvide Hus har tidligere peget på, at USA’s udenrigspolitik var blevet kronet med succes i både Libanon og Israel. Det var amerikansk pres, der gennemtvang den syriske tilbagetrækning fra Libanon og dermed banede vejen for en demokratisk valgt regering.”

Med vedtagelsen af FN’s Sikkerhedsråds resolution 1559, fremsat af USA og Frankrig og vedtaget d. 2. september 2004, som bl.a. krævede tilbagetrækning af ”udenlandske styrker” fra Libanon, udøvede USA et vist pres på Syrien. Men det førte ikke til meget. Resolutionen blev både afvist af Syrien og den libanesiske regering, som i et officielt svar mente, at de eneste ”foreign forces” i Libanon var israelske. Det var ikke det internationale pres, men et indre, folkeligt pres, som ”gennemtvang” tilbagetrækningen. Historien tager sig selvfølgelig anderledes ud, når udgangspunktet er, hvad ”Det Hvide Hus […] har peget på”.[27]

USA’s demokratisering af Palæstina

Den tredje frugt af demokratiseringsmissionen – parlamentsvalget i Palæstina i 2006 – har derimod været i mere direkte berøring med USA’s projekt i regionen. Om valget var et resultat af en demokratiseringsproces, afhænger ikke mindst af, hvor meget demokrati der var i tiden inden, USA angiveligt havde startet demokratiseringsbølgen i Irak. Mellemøst-kenderen Gilbert Achcar har peget på, at

”Arafat, som var blevet demokratisk valgt med universel stemmeret, gentagne gange påberåbte sig retten til at afholde nye palæstinensiske valg. Men han blev nægtet denne ret, simpelthen fordi palæstinenserne med sikkerhed ville have valgt ham igen.”[28]

F.eks. skulle der have været afholdt et palæstinensisk valg d. 20. januar 2003. Planen for valget, der var udarbejdet i samarbejde med EU, blev ikke støttet af præsident Bush, som fra juni 2002 officielt krævede Arafats afgang og mere demokrati:

”Jeg anmoder det palæstinensiske folk om at vælge nye ledere, ikke ledere, der er kompromitteret af terrorisme. Jeg anmoder dem om at bygge et fungerende demokrati baseret på tolerance og frihed.”[29]

Da dagen oprandt, sad terroristen Arafat indespærret i PLO’s hovedkvarter i Ramallah, mens hans bedst kendte udfordrer, Abd al-Sattar Qasim, var underlagt udgangsforbud i Nablus. Set i dette perspektiv var gennemførelsen af parlamentsvalget i januar 2006 et demokratisk fremskridt, som næppe havde været muligt, hvis Washington ikke havde opgivet sin tidligere modstand mod palæstinensiske valghandlinger. Sagen var, at USA havde ændret holdning, efter at de politiske realiteter i Palæstina havde ændret sig, så der var udsigt til, at den nyvalgte, USA-støttede præsident, Mahmoud Abbas, ville komme styrket ud af et parlamentsvalg.

Da Hamas’ uforudsete markante fremgang i meningsmålingerne kort før valget skabte usikkerhed om, hvorvidt man ville få det ønskede udfald, forsøgte Washington sig med regulær indblanding. Washington Post meddelte:

”Bush-regeringen bruger bistandsmidler på at styrke Det Palæstinensiske Selvstyres popularitet på valgaftenen […] Det 2 mio. dollars store program bliver gennemført af en del af U.S. Agency for International Development. Men ingen USA-logoer fremtræder på projekterne eller de begivenheder, som bliver iværksat som del af kampagnen, der ikke bærer noget aftryk af amerikansk indblanding, og som ikke hører ind under definitionerne for traditionelt udviklingsarbejde.[30]

Da valget på trods af anstrengelserne for at sikre det rigtige resultat ”førte til det forkerte resultat, nemlig at islamisterne vandt”,[31] reagerede Israel med Vestens opbakning ved at tilbageholde skatter, told og afgifter, som retmæssigt tilhørte Det palæstinensiske selvstyre, mens USA og EU indstillede al direkte bistand til selvstyret. Som forventet har disse økonomiske tiltag, som blev fulgt op af eskalerende militære angreb og yderligere anneksion af de besatte områder, især ramt den nødstedte palæstinensiske civilbefolkning, hvilket er grundigt beskrevet i diverse FN-rapporter.[32]

 

Forstået som et konkret resultat af USA’s demokratiseringsprojekt kan 2006-parlamentsvalget og den kontekst, hvori det fandt sted, bidrage til en afklaring af, hvad projektet går ud. Hvis vi alene holder os til spørgsmålet om demokrati og ser vi bort fra, hvad eksemplet fortæller om forholdet til menneskerettigheder m.m., synes læren at være: ”vi går ind for demokrati, når det er i overensstemmelse med vores interesser, og imod demokrati, når det strider mod vores interesser”, og ”vi respekterer demokratiet og bruger ikke selv udemokratiske midler, så længe I gør, som vi synes”.[33] Sådanne uddybende oplysninger burde ledsage mediernes beretninger om ”USA’s demokratiseringsprojekt”, da medieforbrugeren ellers må tro, at der er tale om et projekt, der principielt støtter demokratisering, ikke et projekt, der bruger ”demokratiet” som et magtpolitisk instrument, når det er opportunt. Det er især relevant, hvis man ser noget udemokratisk i at handle ”på egen hånd på tværs af alle regler” og ikke at have ”andet i sigte end at udnytte demokratiet til at få indflydelse.”[34]

 

Mellemøstens fødselsveer

Til forskel fra de, der inden Rices rejse ventede sig konfliktnedtrapning af USA’s diplomatiske bestræbelser, udviste Andersens artikel en sjælden realistisk forståelse af, hvad USA’s officielle udmeldinger indikerede om dets politik (uden at han dog direkte henviste til disse). D. 21. juli havde Rice på en pressekonference forklaret om den vision for regionen, hun ville tage med på sin rejse:

“Hvad vi oplever her er i en vis forstand det nye Mellemøstens fødselssmerter, og hvad vi end gør, må vi sikre os, at vi presser på frem mod det nye Mellemøsten og ikke går tilbage til det gamle.”[35]

Det nye, som Rice her peger på, er, at der et potentiale i krigen. Krigen er en ubehagelig, men nødvendig proces, som man må igennem for at komme frem til bedre tider. Skønt en fødsel er smertefuld, bør man jo ikke afbryde den. Omkring en tredjedel af ofrene for krigen var i øvrigt børn under 13.

Andersens artikel illustrerede ikke blot megen lydhørhed over for den amerikanske retorik (med påstande, som at USA med hjælp fra vennerne ville ”føde det ny Mellemøsten”, og målsætningen om ”varig fred”). Med ideen om, at USA kunne håbe, ”at der af støvet rejser sig demokratiske kræfter, der dukker op fra ruinerne med det fromme ønske at ville skabe demokrati”, gentager artiklen også den grundlæggende tankegang, som ligger i Rices fødselsmetafor. Logikken om, at den forhåndenværende ulykke og kaos betegner en overgang til en bedre, mere demokratisk fremtid, gik herefter igen i flere artikler som forklaring på USA’s strategiske motiver for fortsat krig. Fra at have signaleret demokratiprojektets aktuelle uføre[36] eller mulige urealiserbarhed[37] blev krigen nu opfattet som et middel til projektets videreførelse. Nogle eksempler følger.

Berlingske Tidende stillede d. 25. juli spørgsmålet, ”om Israel er interesseret i at lægge soldater og dermed menneskeliv til for den amerikanske nykonservative ideologi om at skabe omvæltninger i Mellemøsten i håbet om at fostre demokrati.”[38] Få dage efter lød det i samme avis: ”Bush-adminstrationens [sic] håb er, at et sønderskudt Hizbollah vil gøre det muligt at skabe en fredsløsning uden om militsens støtter i Iran og især Syrien, som amerikanerne ikke vil tale med. Det vil passe fint ind i regeringens store mission om at få isoleret de to nationer som de faktorer, der stritter imod forsøget på at skabe et demokratisk Mellemøsten.”[39] Ifølge Politiken ”forsøger USA så igen at sætte gang i demokratiseringsprocessen, denne gang med Israel som spydspids, og præsident George W. Bush ser nye muligheder […]  ‘en lejlighed’ til at eliminere Hizbollah og samtidig svække dens støtter, Syrien og Iran.”[40] Kristeligt Dagblad forklarer d. 31. juli USA’s engagement i lignende termer: ”Den amerikanske regering bakker den fortsatte israelske offensiv op, fordi målet i Det Hvide Hus er at svække Hizbollah så meget, at den shiamuslimske organisation i fremtiden ikke vil være i stand til at true det spirende demokrati i Libanon.”[41] Libanon-konflikten, som tidligere var blevet fremholdt som tragisk bevis på, at demokratiseringsprojektet havde slået fejl, optrådte nu som anledning til at få det på skinner.

Udlægningerne står i øvrigt i skarp kontrast til tidligere ideer om, at USA søgte at dæmpe eller løse den aktuelle konflikt, men holder sig stadig til præmissen: ”hvad USA gør, gør USA i en god sags tjeneste”. Fastholdelsen af den ”moralske klarhed” i dækningen af USA’s konflikthåndtering havde således en pris: realitetsforvanskning.[42] Det ænses givetvis ikke af medieproducenter eller -forbrugere, for hvem tingenes rette sammenhæng er moralsk og ikke reel.

Libanon design4a

[1] ”Bush: Israel has the right to defend itself”, Associated Press, 13. juli 2006.

[2] ”FN sender kriseteam til Mellemøsten”, Berlingske Tidende, 14. juli 2006.

[3] U.S. Department of State (16. juli 2006): “Press Briefing: Situation in the Middle East”. www: http://2001-2009.state.gov/secretary/rm/2006/69024.htm

[4] ”USA’s tre fronter i Mellemøsten”, Berlingske Tidende, 16. juli 2006.

[5] ”USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket”, Politiken, 17. juli 2006.

[6] ”USA på sidelinjen i Mellemøsten”, Jyllands-Posten, 21. juli 2006.

[7] ”Krigen i Libanon kan skade eksport af demokrati”, DR P1 Orientering, 20. juli 2006.

[8] ”Demokratiet, der blev kidnappet”, Politiken, 22. juli 2006.

[9] ”Det var ikke meningen det skulle gå sådan”, Berlingske Tidende, 23. juli 2006.

[10] ”USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket”, Politiken, 17. juli 2006.

[11] ”Det var ikke meningen det skulle gå sådan”, Berlingske Tidende, 23. juli 2006.

[12] ”Demokratiet, der blev kidnappet”, Politiken, 22. juli 2006

[13] ”USA på sidelinjen i Mellemøsten”, Jyllands-Posten, 21. juli 2006.

[14] Bush i: National Endowment for Democracy (6. nov. 2003): “Remarks by President George W. Bush at the 20th Anniversary of the National Endowment for Democracy”. http://www.ned.org/remarks-by-president-george-w-bush-at-the-20th-anniversary/

[15] Washington Post, 11. november 2003.

[16] The White House (21. sept. 2001): “Address to a Joint Session of Congress and the American People”. www: http://georgewbush-whitehouse.archives.gov/news/releases/2001/09/20010920-8.html

[17] Legal Information Institute (udateret): ”U.S. Code § 2331 – Definitions”. www: https://www.law.cornell.edu/uscode/text/18/2331

[18] ”Krigen i Libanon kan skade eksport af demokrati”, DR P1 Orientering, 20. juli 2006.

[19] ”Libanon-krigen som del af USA’s krig mod terror”, Jyllands-Posten, 24. juli 2006.

[20] “How Cleric Trumped U.S. Plan for Iraq”, Washington Post, 26. november 2003.

[21] “Winds of change in the Middle East: Call for careful reflections about causes and not triumphalism”, Financial Times, 5. marts 2005

[22] Feldman, Noah (2005): “The Democratic Fatwa: Islam and Democracy in the Realm of Constitutional Politics”, i: Oklahoma Law Review, vol. 58, no. 1. www: http://adams.law.ou.edu/olr/articles/vol58/feldman581.pdf

[23] ”Det var ikke meningen det skulle gå sådan”, Berlingske Tidende, 23. juli 2006.

[24] ”USA’s tre fronter i Mellemøsten”, Berlingske Tidende, 16. juli 2006

[25] ”Condoleezza Rice på usikker grund”, Berlingske Tidende, 3. august 2006.

[26]Krigen i Libanon kan skade eksport af demokrati”, DR P1 Orientering, 20. juli 2006

[27] ”USA på sidelinjen i Mellemøsten”, Jyllands-Posten, 21. juli 2006.

[28] Achcar, Gilbert (juli 2006): “Arab spring: late and cold”, Le Monde Diplomatique. www:  http://mondediplo.com/2005/07/06arabworld

[29] U.S. Department of State (24. juni 2006): “President Bush Calls for New Palestinian Leadership”. http://2001-2009.state.gov/p/nea/rls/rm/11408.htm

[30] “U.S. Funds Enter Fray In Palestinian Elections”, Washington Post, 22. januar 2005

[31] ”Libanon-krigen som del af USA’s krig mod terror”, Jyllands-Posten, 24. juli 2006.

[32] Se f.eks. “Half of Palestinians in West Bank and Gaza malnourished”, The Independent, 22. februar 2007

[33] Forholdet til nogle af de lande, Andersen tæller blandt USA’s allierede, kan i øvrigt indikere, at noget lignende gælder udemokratiske stater: ”vi støtter tyranniet, så længe I er med os”; USA’s skiftende forhold til Saddam Husseins regime og Iran i efterkrigstiden kan yderligere illustrere princippet.

[34] ”Det var ikke meningen det skulle gå sådan”, Berlingske Tidende, 23. juli 2006.

[35] U.S. Department of State (21. juli 2006): “Special Briefing on Travel to the Middle East and Europe”. www: http://2001-2009.state.gov/secretary/rm/2006/69331.htm

[36] ”USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket”, Politiken, 17. juli 2006.

[37] ”USA på sidelinjen i Mellemøsten”, Jyllands-Posten, 21. juli 2006; ”Demokratiet, der blev kidnappet”, Politiken, 22. juli 2006.

[38] ”Israels ønske om fredsstyrke er en appel til Europa”, Berlingske Tidende, 25. juli 2006.

[39] ”Pres på Bush for at tale med Syrien”, Berlingske Tidende, 28. juli 2006.

[40] ”Bomber i Libanon bringer svage demokratier i fare”, Politiken, 30. juli 2006.

[41] ”Israel fortsætter sin offensiv”, Kristeligt Dagblad, 31. juli 2006.

[42] Jf. Politikens formening om, at Bush’ overidealistiske forhold til sin egen antiterrordoktrin formørker hans blik for realiteterne.

Skriv en kommentar

USA’s fredsoffensiv

Ideel forudsætning: USA står for fred og arbejder for fred, når det handler. Reel viden: USA støttede med sine handlinger krigen.

Gennemgående træk i mediernes fremstilling af USA’s rolle i Libanon-krigen i tiden inden Rices Mellemøst-rejse kan fortolkes som resultater af bestræbelser på at fastholde begge disse forhold i sammenhængende, konsistente historier. Der var forskellige måder at løse udfordringen på. I en del af artiklerne spillede en mere eller mindre udtalt forventning om, at USA ville begynde at arbejde for nedtrapning af eller et stop for krigen, så snart det optrappede diplomatiet, en central rolle. Idealiteten kunne således henlægges til fremtiden. Generelt var man dog ikke blind for det mere langsigtede fredsperspektiv i en fortsat bekæmpelse af terroristerne. For så vidt var der ikke meget, USA kunne gøre for at undslippe rollen som fredsmager. Tilbage stod spørgsmålet: Til hvilken tid og i hvor høj grad?

Men der var andre, mere simple måder at forstå forholdet på. F.eks. lod nogle artikler forstå, at støtten til den eskalerende krig simpelthen var et forsøg på at nedtrappe krigen:

”USA’s udenrigsminister Condoleezza Rice rejser i næste uge til Mellemøsten i et forsøg på at dæmpe konflikten i Libanon […] USA giver Israel fuld støtte til at bekæmpe Hizbollah, som det betragter som en terrororganisation, der støttes af Iran og Syrien. Og USA har derfor taget afstand fra, at der indføres våbenhvile, før Hizbollah er blevet knækket militært.”

Således blev Condoleezza Rices rejse til Mellemøsten bebudet af DR i en kort artikel d. 20. juli. Det præciseres ikke, om forsøget på ”at dæmpe konflikten”, der præsenteres som et nøgent faktum, består i, at USA’s fulde støtte til Israels krigsførelse erklæres af den amerikanske udenrigsminister, eller om bekæmpelsen af konfliktens ene part i sig selv er med til at dæmpe konflikten.[1]

DR fulgte historien op dagen efter: ”Rejsens mål er at dæmpe kampene mellem Israels [sic] og Hizbollah”. Det bemærkes, at ”[p]olitiske iagttagere stiller spørgsmålstegn ved, hvor effektiv Condoleezza Rices diplomati kan blive, når hun ikke vil tale med nogle af hovedrolleindehaverne i konflikten: Hizbollah, som USA kalder for en terroristorganisation, samt Iran og Syrien.”[2] Betænkelighederne ved den diplomatiske effektivitet kan bedst forstås, hvis man forudsætter, at formålet med Rices mission var ”at dæmpe kampene”, men forekommer noget spekulativ, når Rices hidtidige standpunkt faktisk var – som også denne artikel anfører – at Israel skulle have ”tid til at bekæmpe Hizbollah”, hvilket en dialog med Iran og Syrien næppe ville bidrage konstruktivt til.

Et diplomatisk tiltag, der bl.a. sigtede mod at forhale processen frem mod en våbenhvileløsning, indtil våbnene havde talt ud, kunne til gengæld tænkes at yde et effektivt bidrag til at give Israel mere tid til at føre krigen uforstyrret. At kun få politiske iagttagere i de landsdækkende nyhedsmedier bedømte Rices mission ud fra dette noget mere plausible succeskriterium, mens den stod på, kan tolkes som endnu et vidnesbyrd om, at doktrinære blokeringer har stået i vejen for en realistisk vurdering af situationen. (Siden hen skulle en ændret konfliktopfattelse give plads til denne tolkning af ideen med Rices rejse.)

Da Rice endelig indledte sin rejse, begyndte medierne at berette om de fredsbestræbelser, de hidtil havde set frem til. Berlingske Tidendes Krigen optrappes trods fredsforsøg (d. 25. juli) forklarer indledningsvis: ”Selv om den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, i går var på fredsoffensiv i Mellemøsten, fortsatte de voldsomme kampe i Sydlibanon for fuld kraft på 14. døgn.” Modsigelsen i, at kampene optrappes, mens Rice er i regionen, som går igen i flere artikler, giver god mening, hvis man går ud fra, at Rice med sin fredsoffensiv forsøgte at få nedtrappet kampene, men virker malplaceret i lyset af Rices offentlige krigsopbakning. Ifølge artiklen ”fortsætter [Rice] sine fredsbestræbelser som leder af en konference i Rom” d. 26. juli efter det overståede ”diplomatiske fremstød”, som dog ”ikke førte til konkrete resultater” i dagene inden. Der udtrykkes heller ikke mange forhåbninger til de fortsatte fredsbestræbelser i Rom. Birthe Hansen, Mellemøst-ekspert ved Københavns Universitet, forklarer: ”Forventningerne har været for store.”

Artiklen leverer ingen dokumentation for, at Mellemøst-rejsen var en ”fredsoffensiv”. Der siges intet præcist om, hvad det amerikanske ”fredsforsøg” bestod i. Dog lader artiklen Birthe Hansen bemærke, at det er ”i USAs interesse, at Israel får passiviseret Hizbollah så meget som overhovedet muligt, inden en eventuel våbenhvile”. Der siges intet om sammenhængen mellem USA’s ”fredsforsøg”, denne ”interesse” og de manglende ”konkrete resultater” på fredsfronten.[3]

Dagen inden havde Berlingske Tidende lanceret de forhåbninger, artiklen d. 26. juli måtte nedtone. Manchetten erklærer: ”Håb: Udsigten til en diplomatisk løsning på Mellemøst-krisen blev i går forbedret, da USAs udenrigsminister ankom til regionen.” Håbet bygger på, at Condoleezza Rice under sit besøg i Libanon udtrykte ”sin solidaritet” med landets premierminister og erklærede, at behovet for en våbenhvile var ”akut”, hvilket artiklen tolkede som ”en markant ændring i forhold til tidligere udtalelser, hvor hun har sagt, at en omgående våbenhvile blot ville give »falske forhåbninger«” Blandt Rices tidligere udtalelser kan følgende fra en pressekonference d. 21. juli fremhæves:

“Når jeg siger, at en øjeblikkelig våbenhvile uden politiske betingelser ikke giver mening, så mener jeg ikke, at en våbenhvile ikke er akut.”[4]

Behovet for våbenhvile havde altså længe været ”akut”. Ligeledes mente Rice både d. 21. og d. 26. juli, at så længe der ikke var en ”politisk ramme” på plads, der kunne sikre en realisering af resolution 1559’s bestemmelser, ville en våbenhvile være en garanti for fremtidige udbrud af vold, idet terroristerne ville få tid til at omgruppere sig og forberede nye angreb. Akut, men reelt set ikke påkrævet.

På trods af de ”forbedrede udsigter” skulle man dog ikke gøre sig falske forhåbninger om den ”markante ændring” i det amerikanske diplomati. Længere nede i artiklen oplyses det, at det ikke er ”sandsynligt, at Condoleezza Rice vil insistere på en omgående våbenhvile. Ifølge amerikanske diplomatiske kilder er et af målene med Rices rejse netop at evaluere, hvor lang tid Israel behøver for at stække Hizbollah betragteligt.” Det er på den baggrund bemærkelsesværdigt, at artiklen lancerer Rices forehavende som en bestræbelse på ”en diplomatisk løsning” og ikke en militær løsning. Hvis man vil overveje hvorfor, er det værd at huske på, at Rice selv lagde vægt på, at situationen krævede ”en diplomatisk løsning”. Det var netop et centralt argument for ikke at gribe hæmmende ind i konfliktens militære dimension.

Artiklen fortæller intet konkret om, hvad Rices medbragte vision bestod i. Dog nævnes med en enkelt sætning, hvad Rices langsigtede målsætning gik ud på. Rice ”har konsulteret med embedsmænd fra FN og Israel om elementer i en våbenhvile, der skal sikre Libanon kontrol over sit territorium.” USA’s argument om, at en våbenhvile ikke ville fungere, så længe den libanesiske hær ikke havde kontrollen med det sydlige Libanon, blev gengivet overalt i mediebilledet. Den libanesiske premierministers synspunkt om, at “Israels handlinger gjorde det sværere at opfylde Sikkerhedsrådets krav om, at den libanesiske regering skulle udvide sin kontrol til hele det libanesiske territorium”, har jeg til gengæld ikke kunnet finde i danske medier.[5]

Artiklen lader til sidst den israelske brigadegeneral Alon Friedman og forsvarsminister Amir Peretz uddybe, at Israel ville fortsætte bombardementerne og invasionen af Libanons territorium, uden at det anføres, at dette reelt set var næste led i planen frem mod en ”våbenhvile, der skal sikre Libanon kontrollen med sit territorium”. Denne løsningsmodel for Libanons suverænitetsproblem var helt på linje med Rices diplomati, som det er beskrevet af artiklen, men relateres ikke til hendes besøg. Udenrigsministerens holdning til sagen beskrives i afbalancerede diplomatiske vendinger: ”Det er vigtigt, at vi […] arbejder på en måde, der vil skubbe udviklingen fremad, ikke tilbage” (Rice-citat) og ”det er vigtigt, at etablere forhold, der kan skabe en »bæredygtig« våbenshvile [sic].”[6]

Andre artikler undlod at nævne USA’s ønske om, at kampen mod Hizbollah skulle fortsætte, og nøjedes med at tale om de diplomatiske tiltag for en løsning og for fred. Hermed forsvinder spørgsmålet om den mulige modsigelse i USA’s fredsbestræbelser. Et par eksempler:

Artiklen Våbenhvile er en hastesag, siger USA’s udenrigsminister fra Vejle Amts Folkeblad fortæller, at Rice forsøger ”at redde den skrøbelige fredsproces”, og at hun satser på en ”bæredygtig” våbenhvile med en senere indsættelse af en international styrke.[7] I Kristeligt Dagblads Diplomatiet skifter gear i Mellemøsten tales der ikke om egentlige fredsbestræbelser, men om Rices ”diplomatiske anstrengelser for at løse konflikten”, og at ”Israel og USA er enige om, at en våbenhvile ikke er nok til at løse konflikten.”[8] Rices besøg hos den libanesiske premierminister indrammer DR’s hjemmeside med mellemrubrikkerne: ”Vil skabe fred” og ”Våbenhvilen skal være bæredygtig”. Rice er citeret for to udtalelser: ”Det er meget vigtigt at etablere betingelser for, at en våbenhvile kan træde i kraft” og ”Det er ligeledes vigtigt at skabe betingelser, der gør en våbenhvile bæredygtig”.[9]

 

Referenceramme og rammefortælling

Hvad var mediefremstillingens vidensgrundlag, og hvorledes relaterede dette sig til emnet selv? For at besvare disse spørgsmål er det brugbart at skelne mellem tre informationsniveauer i artiklerne.

Det første niveau angår USA’s overordnede rolle i konflikten: USA arbejder for fred. I den udstrækning påstanden underbygges, er dokumentationen, at USA selv siger noget i den retning. Det er selvfølgelig ret intetsigende: Alle vil på en eller anden måde have fred, hvis de selv skal sige det – ikke mindst når de er impliceret i krige. Denne information udgør rammefortællingen og indtager typisk de mest privilegerede pladser i artiklerne: rubrikker, mellemrubrikker og manchetter. Antagelsen strukturerer fremstillingen af mere simple kendsgerninger og de konkrete diplomatiske tiltag. Med undtagelse af The Independent-journalisten Robert Fisks artikler i Dagbladet Information har jeg ikke kunnet finde nogen artikler i perioden, som går i rette med det første informationsniveaus budskab om det fredssøgende USA.

Det andet informationsniveau angår de midler, USA søger at opnå sin målsætning om fred med, og de skridt, USA tager i denne retning. Overordnet satser USA på en ”diplomatisk løsning” eller en ”politisk løsning”. Nogle steder uddybes det, at USA med sit diplomati vil give Israel ”tid til at bekæmpe Hizbollah”, sådan som eksempelvis DR’s hjemmeside forklarer.[10] Det gav ikke anledning til at tale om, at USA søgte en militær eller voldelig løsning på konflikten.

I hovedparten af de bragte artikler er det meste af den information, der gives om det andet niveau, præsenteret som uddybning og konkretisering af fortællingen på det første niveau (skønt informationen på det andet niveau logisk betragtet sjældent lægger op til og ofte synes at være i modstrid med erklæringerne på første niveau, hvilket undertiden er markeret, men sjældent forklaret). Men inden for rammerne af det første niveau er der stadig et vist rum for refleksion over, hvorvidt USA’s tiltag er formålstjenlige; hvor effektivt det amerikanske diplomati er; om fremgangsmåden er den rette; om USA har den rigtige vurdering af situationen; om der er tilstrækkeligt gode betingelser for, at USA kan nå sine mål, m.m. Flere artikler peger på, at midlerne og målet ikke nødvendigvis harmonerer. Endnu et eksempel på skeptiske politiske iagttagelser kan findes i Informations artikel Magre udsigter til våbenhvile, der skitserer den eskalerende konflikt og fortæller, at flere arabiske lande frygter, at den vil sprede sig:

”Det er den mellemøstlige realitet, som mange i regionen og resten af verden har indset, mens amerikanerne – sammen med Storbritannien og Danmark – fortsat regner med, at der er plads til en almindelig diplomatisk proces.”[11]

At USA og Danmark ikke reagerer hensigtsmæssigt på den kaotiske situation, skyldes manglende indsigt.

Hvis man betragter mediernes erklæringer om de amerikanske fredsbestræbelser som konklusioner, de på traditionel analytisk vis er kommet frem til på grundlag af viden om USA’s diplomatiske aktivitet (hvilket nok er at vende tingene på hovedet), anførte medierne generelt ikke megen information, der underbyggede tolkningen. Hovedsageligt var der tale om gengivelse af nogle få brede hensigtserklæringer fra Rices pressekonferencer, hvor hun fastholdt modstanden mod det internationale samfunds ønske om våbenhvile med sin insisteren på en bæredygtig løsning og varig fred.

Ét er, om der i den anførte dokumentation var dækning for at karakterisere USA’s diplomatiske aktivitet som en fredsoffensiv. Noget andet er, om der var dækning i den tilgængelige information. Erklæringerne om USA’s fredsbestræbelser synes ret vidtrækkende, i lyset af at man ikke vidste særlig meget specifikt om den ”plan”, Rice havde med sig. Flere gange i forløbet pegede medierne selv på informationsmanglen. Jyllands-Posten skriver, at Rice, som er bekymret og ”står over for en vanskelig diplomatisk opgave”, vil lancere ”det længe ventede diplomatiske initiativ fra USA, der betragtes som en forudsætning for at bringe krigshandlingerne til ophold”, men ikke har ”en konkret fredsplan” med sig.[12] I en artikel, som undtagelsesvis undlader at gøre sig tanker om Rices fredsskabende bestræbelser, skriver Information:

”Men ud over, hvad Rice har planer om at foretage sig under sin rejse til Mellemøsten, står det mere klart, hvad den amerikanske udenrigsminister ikke vil foretage sig. Hun vil ikke acceptere de stigende krav fra europæiske og arabiske lande om at presse på for at få indført en øjeblikkelig våbenhvile”.[13]

Denne tilgangsvinkel – at holde sig til det, man ved – var ikke særlig fremherskende. En Ritzau/Reuters-historie, som bemærker, at der ikke var ”nogle umiddelbare oplysninger om resultatet af [Rices møde med den libanesiske premierminister]. Kun udtryk for bekymring”, fandt dog vej til flere medier.[14]

Den manglende information om indholdet i Rices diplomatiske bestræbelser fik ikke medierne til at fravige den fredsfortælling, som allerede var lanceret inden Rices rejse – og burde heller ikke gøre det, hvis det uden videre er givet, at USA arbejder for fred; i så fald er mere konkret viden underordnet. Der var heller ikke oplagte grunde til at opgive fortællingen, hvis rammen for historier om USA’s internationale engagement skal findes i statens proklamerede målsætninger; i så fald er mediernes vigtigste opgave at holde sig orienteret om Washingtons PR-virksomhed – en opgave, der blev varetaget forholdsvist professionelt.

På det tredje informationsniveau har vi spørgsmålet om, hvilken situation det amerikanske diplomati skulle forholde sig til, og herunder hvad det var for nogle handlinger, USA godkendte med sine ”fredsbestræbelser”. Bush formulerede den amerikanske holdning til krigsførelsen klart i sin ugentlige radiotale d. 22. juli:

“Vi er også bevidste om omkostningerne for uskyldige civile i Libanon og Israel, og vi har anmodet Israel om fortsat at udvise den størst mulige omhu for at beskytte uskyldige.”[15]

Budskabet, som Rice cementerede på sin rejse, var klart: Fortsæt som hidtil.

Det siger selvfølgelig ikke meget om, hvad Israel mere præcist skulle fortsætte med, og hvilke konsekvenser, herunder menneskelige omkostninger, krigsførelsen havde. Fra officielt amerikansk hold kom der næsten ikke nogen oplysninger om disse spørgsmål. Men en officiel udtalelse gav ved konfliktens begyndelse væsentlig information om den israelske strategi. The Guardian refererede d. 13. juli, at den israelske generalstabschef, Dan Halutz, kort efter tilfangetagelsen af de israelske soldater bebudede, at det israelske militær “ville beskyde infrastruktur og ’skrue tiden 20 år tilbage i Libanon’, hvis soldaterne ikke blev frigivet”[16].

Som vi ved fra den relativt omfattende dækning af ødelæggelsen af Libanon, der udgjorde et parallelt spor i mediebilledet, var det ikke nogen tom trussel: Det israelske militær leverede i det store hele, hvad Halutz lovede. Bortset fra et par kritiske læserindlæg[17] blev udtalelsen kun gengivet i to danske artikler: En Kristeligt Dagblad-artikel om Israels ”skræmme-evne”, som med sine overvejelser over, hvorvidt Israel vil have held til at ”skræmme terrororganisationer fra at angribe Israel” med en storoffensiv, opfattede den israelske terrortrussel som et led i en defensiv strategi,[18] samt en artikel i Weekendavisen.[19]

Siden hen forklarede den daværende israelske premierminister, Ehud Olmert, at fordrivelsen af den libanesiske civilbefolkning var en integreret del af kampen mod Hizbollah:

“Hele befolkningen, som er Hizbollahs magtbase i Libanon, blev fordrevet. De mistede deres ejendom, de mistede deres ejendele, de er bitre, de er vrede på Hizbollah […] og Hizbollah er nu totalt isolerede i Libanon.”[20]

En tilsvarende dybdegående opfattelse af målene for israelske militæroperationer var tidligere blevet fremsat af Israels FN-ambassadør, Dan Gillerman, som d. 21. juli forklarede, at roden til konflikten var terrorisme, at terrorisme var en integreret del af det libanesiske samfund, og at Israel ville fjerne roden til problemet. Derfor kunne distinktionen mellem civilt og militært, som er fundamentet for de internationale regler for krigsførelse, ikke uden videre overføres på tilfældet Libanon:

“Verden har også hørt, hvor vanskeligt det var at skelne mellem Hizbollah og civile. Det var sådan, cancer fungerede: ved at angribe sunde celler og sprede sig til hele kroppen, indtil det ikke længere var muligt at skelne mellem sunde og ondartede celler […] Terrorisme havde sendt sine lange tentakler igennem alle dele af det libanesiske samfund.”[21]

At Israel skulle anvende storstilet international terrorisme til at opnå sine krigsmålsætninger i Libanon, og at den israelske premierminister skulle bryste sig af det, kan ikke overraske de, der er stødt på følgende Olmert-udtalelse om en af pointerne i at geninvadere Gaza i sommeren 2006: ”Jeg tager personligt ansvar for det, der sker i Gaza. Jeg vil ikke have, at nogen kan sove om natten i Gaza. Jeg vil have, at de ved, hvordan det føles.”[22]

Rapportering af Israels erklærede vilje til aggression og terror ville have bidraget til forståelsen af Israels krigsmål, men næppe skabe forståelse for dem. Det er givetvis baggrunden for den yderst beskedne videreformidling af de terroristiske hensigter.

Medierne viede en betydelig del af dækningen af konflikten til beskrivelser af dens omkostninger for det libanesiske samfund og dets borgere i de såkaldte ”human interest”-historier, der fordrer moralsk indlevelse ved at gengive de menneskelige lidelsers mange nuancer, men sjældent interesserer sig for den politiske baggrund for dem. Til forskel fra de israelske ledere, som karakteriserede den faktiske krigsførelses humanitære profil forholdsvist præcist, fremstillede medierne gennemgående de libanesiske ofre som utilsigtede og evt. uhensigtsmæssige biprodukter af et krigsprojekt, som ikke var rettet mod dem. Bekæmpelsen af Hizbollah var målet; ødelæggelsen af Libanon var en begrædelig – og i værste fald uacceptabel – omkostning.

Tilsvarende blev forbindelsen mellem USA’s støtte til Israels krigsførelse og dennes sigte og resultater kun beskrevet i snævre vendinger. I det omfang USA’s position blev udlagt som et ønske om fortsatte militæroperationer, skete det udelukkende med variationer over udsagnene om, at USA ville give Israel tid til at bekæmpe Hizbollah og mulighed for at forsvare sig selv. Jeg har forgæves forsøgt at finde afvigelser fra dette mønster i de danske mediers dækning fra krigens begyndelse til våbenhvilen d. 14. august. Bredere beskrivelser, som at Israel skulle have ”tid til at fordrive den libanesiske civilbefolkning for derigennem at svække Hizbollah” eller ”tid til at smadre den libanesiske infrastruktur”, er systematisk fravalgt til fordel for de mere snævre beskrivelser, hvor Hizbollah er angivet som det eneste mål for krigshandlingerne. Brugen af bredere beskrivelser ville ikke behøve at støtte sig på udtalelser som dem, jeg har citeret ovenfor, men som de danske medier kun røber begrænset kendskab til. Der ville være tilstrækkeligt grundlag for at bruge bredere beskrivelser i mediernes egen dækning af Israels krigsførelse og dens resultater sammenholdt med USA’s praktisk talt uforbeholdne diplomatiske, ideologiske og militære krigsstøtte.

Hvis man vil overveje, hvorfor medierne ikke har talt om USA’s støtte til ødelæggelsen af Libanons infrastruktur og fordrivelsen af civilbefolkningen i det sydlige Libanon, skal man holde sig for øje, at disse ting ikke fandt sted i de officielle amerikanske udtalelser. USA opfordrede igen og igen Israel til at udvise ”tilbageholdenhed” (uden på noget tidspunkt at kritisere manglen på eller bede om mere af samme), og det officielle udtryk for krigsførelsen, som medierne gjorde til deres eget, var, at Israel praktiserede ”retten til at forsvare sig selv”. Mediedækningen fulgte således den generelle tendens til ikke at afvige fra USA’s proklamerede målsætninger og intentioner i fremstillingen af dets udenrigspolitiske adfærd. At man tillige havde USA’s interesser for øje, fremgik af, at avisernes opfordringer til amerikansk handling med større vægt og frekvens blev funderet i bekymringer over de mulige magtpolitiske konsekvenser af den vedvarende ophobning af civile ofre end i en interesse for disse ofres egenværdi.[23] Israelske, amerikanske eller europæiske ofres værdi afledes ikke på samme måde af konsekvenserne.

Men hvis vores politiske ledere besidder definitionsmagten, kan man spørge, hvorfor nogle medier brød med den officielle amerikanske linje med fejlagtige påstande om, at USA direkte ville forsøge at ”dæmpe kampene”.[24] Kan afvigelsen skyldes, at USA’s støtte til Israels krigsførelse rimer dårligt med præmissen om, at USA står for fred, mens ”forsøg på at dæmpe kampene” lyder som en fredsskabende magts naturlige beskæftigelse?

Mens medierne i vid udstrækning overtog den officielle amerikanske dagsorden som grundlag for fremstillingen af emnet, var der en klar tendens til at vægte udsagn om ønsket om fred og bæredygtige løsninger og til at frasortere eller nedtone mere konfrontatoriske dele af den officielle historie. Jeg har kun kunnet finde én historie i perioden, som angav et andet hovedformål med Rices rejse end at skabe fred eller løse konflikten. I flere danske medier blev Ritzau/AFP-notitsen ”Rice to seek pressure on Iran, Syria” gengivet.[25] Historien citerer Bush’ radiotale d. 22. juli, hvori han bl.a. bebudede, at en løsning af krisen “kræver, at den terrorgruppe, som udførte angrebene, og de lande, som støtter dem [dvs. Syrien og Iran], konfronteres.” Hvis man, hvad i udstrakt grad synes at være tilfældet, kan måle kvaliteten af givne informationer om USA’s engagement på, hvorvidt de indgår i eller er i samklang med amerikansk PR-materiale, kunne medierne have fundet et godt udgangspunkt for en alternativ rammefortælling i den hårde retorik mod ”terrornationerne” Syrien og Iran, som de amerikanske ledere udfoldede parallelt med erklæringerne om fredshensigter, om end i mindre målestok. Ligesom forudanelserne om, at USA ville nedtrappe konflikten, som der end ikke var dækning for i de officielle udmeldinger, kan tænkes at være produkter af præmissen om det fredsskabende USA, kan en del af forklaringen på, at fjendtligheden over for Syrien og Iran ikke blev en fremtrædende fortælling, være, at fredsskabelsesdoktrinen udøvede en filterfunktion i forhold til mediernes foretrukne kilde: USA’s egne statements.[26]

Efter traditionelle journalistiske og rationelle standarder, som der vist er principiel enighed om, burde mediernes erklæringer om landes overordnede bestræbelser på den internationale scene tage udgangspunkt i deres handlinger og konkrete politiske udspil. Igennem hele forløbet omkring den diplomatiske mission i Mellemøsten fastholdt Condoleezza Rice sin fulde støtte til Israels kampagne og sin modstand mod den internationale konsensus om, at der måtte indføres våbenhvile. I denne henseende var der klar og umiddelbar overensstemmelse mellem udsagn og handling. Man kunne af denne grund forvente, at man blandt de mange nyhedshistorier, der præsenterede Rices rejse som en fredsoffensiv, kunne finde artikler, hvis overordnede fokus f.eks. var: ”USA fastholder støtten til Israels bombning af Libanon” eller ”Rice: ikke tid til våbenhvile”.

Skønt sådanne overskrifter til forskel fra nyhedshistorier af Rice søger våbenhvile-typen[27] ville have haft den fordel at være mere konkrete, dokumenterbart korrekte og mindre spekulative, findes de ikke. Det, tror jeg, skal ses i sammenhæng med, at de betragtet som propagandaemner ville mangle andre, væsentligere kvaliteter.

 

Den strategiske krig

Hen imod slutningen af juli måned skete der en række ting, som måtte få betydning for mediernes framing af USA’s rolle i konflikten.

Rices forsøg ”på at finde en løsning på den blodige stride [sic] mellem Israel og den shia-muslimske militsgruppe Hizbollah”[28] blev fulgt op af en optrapning af militærkampagnen mod Libanon. Israel angreb d. 25. juli en FN-post, hvilket ifølge en Ritzau/AFP-historie truede ”med at forstyrre Rice’ bestræbelser på at skabe international opbakning til sin plan for det, hun har betegnet som ’en varig løsning’ på konflikten i Libanon”.[29] Angrebet gav anledning til megen kritik, hvoraf en del blev rettet mod FN’s generalsekretær, Kofi Annan, fordi han kaldte det ”tilsyneladende overlagt”.[30] USA nedlagde dagen efter veto mod en sikkerhedsrådsresolution, som fordømte angrebet.

Efter konferencen i Rom d. 26. juli blev det for alvor klart, at det internationale samfund var delt i holdningen til konflikten. USA stod fast på sin modstand mod kravet om en øjeblikkelig våbenhvile, og i erklæringen fra konferencen hed det, at en våbenhvile måtte være ”vedvarende, permanent og bæredygtig”, altså ikke skulle indføres endnu.[31] Samtidig eskalerede krigen; Israel optrappede invasionen af det sydlige Libanon, Hizbollah fortsatte raketbeskydningen af Israel, og den humanitære situation forværredes. Alle ventede på USA, men ikke længere. Ventetiden var ovre: USA var nu engageret, og dets bidrag til konflikten var betydeligt.

I denne situation kunne man tro, at det var blevet vanskeligt at fastholde ideen om, at USA’s hovedærinde var at skabe fred og nedtrappe konflikten i modsætning til stort set resten af verden, der officielt ønskede øjeblikkelig våbenhvile. Om ikke andet bød situationen på udfordringer. Ville medierne være i stand til at bortkaste og stilfærdigt modsige de fakta, de hidtil havde produceret som grundlag for tolkningen af fredsengagementet? Og i så fald: Kunne den fortsatte dækning af konflikten have tilstrækkelig forbindelse med de nu erkendte realiteter og samtidig lade konsensustolkningerne om, at USA arbejder for fred og søger konfliktløsning, stå ved magt?

For at løse opgaven måtte man først og fremmest undgå at associere USA med de omkostninger, krigen havde for civile og for det libanesiske samfund. Også efter Condoleezza Rices første rejse blev USA’s medansvar for volden og ødelæggelserne nedtonet. I overensstemmelse med USA’s fokus blev det amerikanske engagement primært forbundet med intentionerne om at svække Hizbollah (og evt. deres sammensvorne), mens forbindelsen til krigens realiteter, som i overvældende grad gik ud over civile, fortrinsvis blev opfattet som utilsigtet, uønsket og evt. kontraproduktiv for USA’s målsætninger – i det omfang, denne forbindelse blev trukket.

Dog kunne denne vinkel på krigens indhold og udfordringer ikke egenhændigt underbygge freds- og konfliktløsningstolkningen. Det var klart, at konfliktløsning ikke stod øverst på USA’s prioritetsliste, hvis man – som i hovedparten af den tidligere dækning – ved konflikt helt simpelt forstod stridighederne mellem Israel og Hizbollah og ved løsning frem for alt forstod ophør af denne vold. For at opretholde tolkningen syntes det derfor nødvendigt at gå ud fra en anden konfliktopfattelse i dækningen. I det følgende vil jeg redegøre for, hvorledes en anden udlægning af konflikten (og dermed en ændret løsnings- og fredsopfattelse) blev dominerende i tiden efter Rices rejse. Denne konfliktopfattelse kunne forsone den simple kendsgerning, at USA støttede optrapningen af krigen, med antagelsen om, at USA søger fred.

Som tidligere nævnt havde USA i sine officielle udtalelser anlagt et bredere strategisk perspektiv på konflikten og udlagt den som en del af en overordnet konflikt (mellem demokrati og tyranni, frihed og ekstremisme osv.) i regionen. For så vidt var den hidtidige fredstolkning, der forstod fred som ophør af den aktuelle krigstilstand, ikke kun blevet undermineret af USA’s praksis, men også modsagt i dets udtalelser. Hvis mediernes udgangspunkt for forståelse af USA’s engagement er det, som USA selv siger, kunne man derfor forvente, at de ikke ville fastholde fredstolkningen i sin hidtidige udgave.

Forventningen blev i det store hele bekræftet. I tiden omkring Rom-konferencen skete der et skift i fokus, idet USA’s rolle i stigende grad blev udlagt som et ”strategisk” engagement, mens konflikthåndterings- og mæglerrolletolkningen, som havde præget dækningen af Rices rejse, stort set forsvandt. Den politiske linje, der var blevet anslået af de hårde udmeldinger mod Syrien og Iran, figurerede stort set ikke i behandlingerne af Rices fredsoffensiv. Efter Rices rejse viste den konfrontatoriske kurs sig derimod at være brugbar for beretningerne om en endnu mere storslået fredsmission. Med Syriens og Irans indtræden som centrale parter i konfliktbilledet blev det et andet problem, der skulle løses.

Konfliktopfattelsen ændres

Berlingske Tidende kan eksemplificere forskydningen i dækningen omkring d. 26. juli. Samme dag Berlingske Tidende bragte en artikel om Rices resultatløse ”fredsoffensiv”,[32] præciseres det i en anden artikel, at krigen optrappes i overensstemmelse med USA’s fredsforsøg: ”USA søger en langsigtet løsning i striden mellem Israel og Hizbollah. Derfor vil den amerikanske regering ikke støtte en øjeblikkelig våbenhvile i det sydlige Libanon.” Condoleezza Rice håber, at ”Israels offensiv og en efterfølgende etablering af internationale fredsstyrker kan isolere Syrien som faktor i Mellemøsten.” USA vil ”ikke støtte en våbenhvile, der efterlader regionen med uændrede magtforhold.”[33] Endelig forklares det i en tredje Berlingske Tidende-artikel samme dag, at Rice ”drøftede en ambitiøs fredsplan, der går ud på at indsætte hele to internationale styrker, med lokale parter. En våbenhvile er dog stadig ikke inden for umiddelbar rækkevidde […] Rices plan forudsætter for det første, at Hizbollah enten accepterer planen eller lider militært nederlag. Og for det andet, at Israel rykker et godt stykke ind i Sydlibanon for at sætte en stopper for Hizbollahs missilregn ud over Nordisrael.”[34] Kort sagt rummede Rices fredsplan ifølge artiklens unavngivne kilder et krav om militær sejr og var som sådan en opskrift på fortsat krig.

Siden hen er det i Berlingske Tidende blevet bemærket, at ”[a]merikanerne har forsøgt at trække tiden ud og betonet behovet for en ’bæredygtig’ løsning’, der kan skabet [sic] et ’nyt Mellemøsten’, som ikke falder tilbage i sin nuværende kaotiske rille”, og at ”USA har en selvstændig interesse i, at Israel får så lang tid som muligt til at destruere Hizbollah – for at stække Hizbollahs støtter, Syrien og Iran, og vinde et slag i kampen mod terror.”[35]

Som eksemplerne viser, udelukker strategisk engagement ikke konflikthåndtering, og generelt skelnes der ikke mellem USA’s forfølgelse af sine interesser og bestræbelser på at opnå de bedste løsninger. USA’s fjender antages derimod at være styret af deres egne tvivlsomme interesser og dagsordener, og det, de siger, dækker derfor oftest over noget helt andet:

”I øjeblikket opfattes forslagene om våbenhvile fra Syrien og Iran ikke som andet end disse landes forsøg på at redde Hizbollah fra yderligere skade under den israelske offensiv – og på længere sigt at forhindre udstationering af internationale tropper i Libanon, da dette vil kunne begrænse begge landes indflydelse i Libanon […] Condoleezza Rices tilstedeværelse i Mellemøsten signalerer, at diplomatiet og anstrengelserne for at nå et [sic] omfattende løsning på konflikten er påbegyndt, men samtidig også at hverken Iran, Syrien eller Hizbollah får opfyldt deres krav om en hurtig og overfladisk våbenhvile efterfulgt af fangeudveksling.”[36]

I overensstemmelse med USA’s dagsorden kom der således et stærkere fokus på USA’s bestræbelser på en (”holdbar”, ”langsigtet”, ”omfattende”) ”løsning” frem for egentlige fredsbestræbelser. Derudover var der en tendens til, at ting som mindre kaos og mere stabilitet i regionen i højere grad blev set som et naturligt resultat af USA’s engagement end som strategiens egentlige sigte. Det stod stadig fast, at USA havde løsningen; forskellen lå i en ændret forståelse af, hvad denne indebar. Det rejser spørgsmålet om, hvad der nu blev den overordnede målsætning for USA’s ”strategiske” engagement i konflikten. Ikke overraskende var der udbredt konsensus om, at Libanon-krigen var et led i USA’s allerede berømmede kamp for demokrati i regionen.

Libanon design3

[1] ”Condoleezza Rice til Mellemøsten i næste uge”, Dr.dk., 20. juli 2006

[2] ”Rice på mission til Mellemøsten”, Dr.dk., 21. juli 2006.

[3]”Krigen optrappes trods fredsforsøg”, Berlingske Tidende, d. 26. juli 2006.

[4] U.S. Department of State (21. juli 2006): “Special Briefing on Travel to the Middle East and Europe”. www: http://2001-2009.state.gov/secretary/rm/2006/69331.htm

[5] Vijay K. Nambiar citeret i: UN News Center (21. juli 2006): “UN Middle East envoy calls for united effort to defuse ‘deep regional crisis’”. www: http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=19272&Cr=middle&Cr1=east

[6] ”Rice på diplomatisk togt i Mellemøsten”, Berlingske Tidende, 25. juli 2006; delvist skrevet af efter Reuters-artiklen ”Rice says Lebanon-Israeli ceasefire is urgent”.

[7] ”Våbenhvile er en hastesag, siger USA’s udenrigsminister”, Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde, Fredericia Dagblad, Vejle Amts Folkeblad, d. 24. juli 2006.

[8] ”Diplomatiet skifter gear i Mellemøsten”, Kristeligt Dagblad, d. 24. juli 2006.

[9] ”Rice ankommet til Beirut”, Dr.dk, 24. juli 2006.

[10] ”Rice på mission til Mellemøsten”, Dr.dk., 21. juli 2006.

[11] ”Magre udsigter til våbenhvile”, Information, 25. juli 2006.

[12] ”Rice søger politisk løsning”, Jyllands-Posten, 22. juli 2006.

[13] ”Rice indleder rejse til Mellemøsten”, Information, 24. juli 2006.

[14] ”Condoleezza Rice er landet i Israel”, Politiken, 24. juli 2006;

”Condoleezza Rice i Beirut og Jerusalem”, Dr.dk, 24. juli 2006;

”Rice besøgte Beirut”, Kristeligt Dagblad, 25. juli 2006.

[15] U.S. Department of State (22. juli 2006): “President’s Radio Address on Middle East Peace”. www: http://2001-2009.state.gov/p/nea/rls/rm/2006/69400.htm

[16] “Capture of soldiers was ‘act of war’ says Israel”, The Guardian, 13. Juli 2006.

[17] Jyllands-Posten, 27. juli 2006 og Kristeligt Dagblad, 9. august 2006.

[18] ”Israel vil have sin skræmme-evne tilbage”, Kristeligt Dagblad, 13. juli 2006.

[19] ”Tyve år tilbage”, Weekendavisen, 21. juli 2006.

[20] “Reuters interview with Israeli PM Olmert”, Reuters, 2. august 2006. Jeg har ikke kunnet finde citatet i danske medier.

[21] Se Dan Gillermans udtalelse i: “United Nations Middle East Envoy Describes ‘Serious Obstacles’ to Achieving Comprehensive Ceasefire in Lebanon, in Briefing to Security Council”, Press Release. www: http://www.un.org/press/en/2006/sc8782.doc.htm

[22] “Israel lets food and fuel into Gaza”, International Herald Tribune, 2. juni 2006

[23] Eksempel: ”USA udsætter indgreb i krisen”, Jyllands-Posten, 20. juli 2006.

[24] ”Condoleezza Rice til Mellemøsten i næste uge”, Dr.dk., 20. juli 2006;

”Rice på mission til Mellemøsten”, Dr.dk., 21. juli 2006.

[25] Agence France Presse (21. juli 2006): ”Rice to seek pressure on Iran, Syria”. www: http://www.ncr-iran.org/en/news/terrorism-fundamentalism/2020-rice-to-seek-pressure-on-iran-syria-bush.

Bragt som ”USA vil isolere Syrien og Iran” i Ekstra Bladet, Berlingske Tidende og på dr.dk 22. juli samt i Fyens Stiftstidende 23. juli.

[26] Den konfrontatoriske tolkning skulle dog vinde indpas, da konfliktopfattelsen siden hen ændredes.

[27] En Ritzau/AFP-historie, som blev bragt i en håndfuld danske lokalaviser d. 24. juli 2006.

[28] ”Amerikansk besøg i begge lejre”, dr.dk/Orientering, 24. juli 2006.

[29] ”Angreb på FN-post kan overskygge Mellemøstkonference”, Ritzau/AFP, 26. juli 2006.

[30] UN News Service (25. juli 2006): ”Annan ‘shocked’ by Israeli attack on UN Lebanon post that killed at least 2”, UN Daily News. www: http://www.un.org/news/dh/pdf/english/2006/25072006.pdf

[31] International Conference for Lebanon (26. juli 2006): “Co-Chairmen Statement”. www: http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/en/declarations/90678.pdf

[32] ”Krigen optrappes trods fredsforsøg”, Berlingske Tidende, 26. juli 2006

[33] ”USA står fast på støtte til Israel”, Berlingske Tidende, 26. juli 2006

[34] ”Condoleezza Rices fredsplan møder kritik”, Berlingske Tidende, 26. juli 2006. Artiklen er delvist skrevet af fra CNN’s ”Sources: Rice proposes international forces in Lebanon”, som også taler om en ”ambitious plan”; at det tillige er en fredsplan, er skribentens eget påfund.

[35] ”Fredsplan mødt med bomberegn”, Berlingske Tidende, 7. august 2006. Disse tolkninger ligger i øvrigt ikke langt fra opfattelsen hos et af Hizbollahs parlamentsmedlemmer, Hussein Haj Hassan: ”I wasn’t expecting much from the Rome conference because the United States and its secretary of state, Condoleezza Rice, have refused a cease-fire because they have their own agenda in the Middle East. And because of this, they have given extra time to Israel to achieve something on the ground.” (“World Leaders Fail to Agree on Cease-fire in Middle East”, PBS, 26. juli 2006).

[36] ”Tvetunget tale om Libanon”, Kristeligt Dagblad, 25. juli. 2006.

Skriv en kommentar

Baggrund: Internationale reaktioner på krigen

I dagene efter Israel indledte krigen mod Libanon som reaktion på et Hizbollah-angreb d. 12. juli 2006, hvor to israelske soldater blev taget til fange, udtrykte det internationale samfund enighed om, at konflikten var bekymrende og skulle løses. Der var tilsyneladende også bred enighed om, at de tilfangetagne israelske soldater skulle frigives, og at raketbeskydningen af Israel samt Israels bombninger af Libanon skulle indstilles. I en fælles udtalelse fra G8-landene d. 16. juli skitserede toppen af det internationale samfund, hvad der kunne ligne en løsningsmodel:

”Den mest påtrængende prioritet er at skabe betingelser for en standsning af volden, som vil være bæredygtig og lægge fundamentet for en mere permanent løsning. Dette vil efter vores vurdering kræve:

  • At de [tilfangetagne] israelske soldater i Gaza og Libanon tilbagegives uskadte;
  • At beskydningen af israelsk territorium ophører;
  • At de israelske militære operationer [i Libanon] ophører, og at israelske styrker snarligt tilbagetrækkes fra Gaza;
  • At de arresterede palæstinensiske ministre og parlamentarikere løslades.”[1]

Udtalelsen er bemærkelsesværdig. En efterlevelse af punkt 2 og 3 ville i sig selv betyde et stop for volden, men ordlyden byder, at disse er betingelser, som skal opfyldes, før volden kan stoppe. Man kan således fortolke udtalelsen på mindst to måder: A) Enten vil man først kræve et stop for volden (våbenhvile), når betingelserne er blevet opfyldt. I så fald er der først tale om ”betingelser for en standsning af volden, som vil være bæredygtig og lægge fundamentet for en mere permanent løsning”, når de militære aktioner er overstået. B) Ellers vil man kræve en øjeblikkelig våbenhvile for derved at etablere grundlaget for en varig løsning.

Tvetydigheden havde sin politiske baggrund og blev på forventelig vis udnyttet politisk. De fleste internationale aktører advokerede for, at første skridt på vejen til varig fred måtte være en øjeblikkelig våbenhvile. I sin orientering af FN’s Sikkerhedsråd d. 21. juli meddelte FN’s udsending Vijay Nambiar, at hans bestræbelser på at få iværksat en ”total våbenhvile” var stødt på ”alvorlige hindringer”, og refererede blandt andet, at meldingen fra Israel var, at staten ville fortsætte sine militæroperationer, indtil Hizbollah var ”alvorligt svækkede”.

På Rom-konferencen d. 26. juli fremlagde FN’s generalsekretær Kofi Annan en tretrinsplan, hvis første led og højeste prioritet var et øjeblikkeligt stop for volden. Dette, mente Annan, ville ikke blot skabe betingelser for at kunne afhjælpe den humanitære katastrofe, men også gavne de diplomatiske bestræbelser på at tilvejebringe varig fred. Ifølge Annan skulle et stop for volden danne afsæt for ”en langsigtet proces mod vedvarende fred.” Annan sluttede sin tale med en forgæves appel: “Derfor anmoder jeg denne konference om at bede Sikkerhedsrådet om at kræve en øjeblikkelig standsning af fjendtlighederne.”[2]

G8-landenes udtalelse rummede yderligere uklarhed om, hvilken prioritet man tillagde de enkelte betingelser, og evt. om opfyldelsen af nogle af betingelserne ville være betingelse for et krav om opfyldelse af andre. Nambiar mente på sin side, at et stop for volden ikke blot ville skabe grundlaget for en varig fred, men også give de bedste betingelser for, at de israelske soldater kunne frigives. Det amerikanske udenrigsministeriums Nicholas Burns gjorde på en pressekonference kort efter G8-udtalelsen derimod klart, at kravene til Hizbollah i punkt 1 og 2 måtte opfyldes, før Israel kunne ”forventes” at opfylde 3 (dvs. stoppe sine militære operationer i Libanon). Han indskærpede dog, at G8-lederne var enige om, at Hizbollah bar ansvaret for konflikten; G8 havde med sin udtalelse derfor ikke haft til hensigt at

“sætte Israel på en slags prøve, som krævede, at Israel måtte stoppe [sine operationer], hvis bestemte betingelser blev opfyldt […] G8 bestræbte sig ikke på give en eller anden bestemt opskrift til den israelske regering. Det var slet ikke den slags stemning, der herskede [under G8-mødet].”[3]

Ifølge Burns, som mente at tale på G8-ledernes vegne, udgjorde Hizbollahs indstilling af raketbeskydningen og frigivelse af fangerne med andre ord en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at kræve et stop for Israels militære operationer. Hizbollah har sandsynligvis ikke følt sig tilskyndet til at stoppe sine angreb af denne udmelding.

Den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, forfulgte samme diplomatiske linje. I sin første udtalelse efter konfliktens udbrud udtrykte hun USA’s ubændige ”vilje til at opnå frigivelsen af de israelske soldater” og fordømte Hizbollahs aktion.[4] Men da konfliktens karakter og perspektiver blev klarere, faldt kravet om frigivelse af fangerne stort set ud af USA’s offentlige diplomati. Rice henviste heller ikke til opfyldelsen af G8-udtalelsens punkter som skridt på vejen mod den bæredygtige fred og permanente løsning. Hun gav ingen anvisninger på, hvad der skulle til, før Israel måtte indstille sine operationer.

I stedet fremhævede Rice igen og igen, at en implementering af resolution 1559, som kræver opløsning og afvæbning af libanesiske militser, skulle skabe grundlaget for en varig fred. Denne langsigtede målsætning var der bred enighed om i det internationale samfund. For USA var ønsket om en varig fred en begrundelse for ikke at søge snarlig fred. For de fleste andre var det en grund blandt flere til at få en våbenhvile i stand hurtigst muligt. USA opfattede Israels offensiv som en del af ”implementeringen” af 1559; andre så hellere resolutionen implementeret på lovformelig vis. Imens arbejdede FN-systemet på at mobilisere støtte til en international styrke, som kunne indsættes i det sydlige Libanon, når kampene ophørte. Dette bakkede alle principielt op om.

Kort sagt var det internationale samfund enige om, at der skulle findes en varig løsning på konflikten, at dette krævede en diplomatisk indsats, og at internationale styrker skulle bidrage til at sikre freden, når krigen sluttede. Men man var uenige om, hvordan man skulle nå dertil. På den diplomatiske front stod USA og Storbritannien som de betydeligste repræsentanter for modviljen mod en våbenhvile og implicit støtte til en fortsættelse af stridighederne (Danmark tog også i dette tilfælde supermagtens parti).

Israels FN-ambassadør, Dan Gillerman, sammenlignede Hizbollah med en kræftsvulst og Israels kampagne med en operation, der skulle komme sygdommen til livs. Operationen måtte ikke afbrydes i utide. USA brugte andre ord og metaforer, men delte det principielle synspunkt.[5]

 

”Alle venter på USA”

Condoleezza Rice besøgte først regionen på en diplomatisk mission d. 24.-25. juli, mere end 10 dage efter krigens udbrud. Inden da havde der lydt ”internationale opfordringer til, at USA bruger sin status som supermagt til at banke en våbenhvile på plads”[6], og i danske og internationale medier var den amerikanske ”passivitet” et tema, som optog megen spalteplads. I det følgende trækkes nogle af de mere kritiske artikler om Rices diplomatiske rejse frem.

D. 18. juli erklærede Kristeligt Dagblad i artiklen USA må på banen, at ”[k]un USA har styrken til at gøre en forskel i Mellemøsten”. Der advares om ”det næsten totale fravær af amerikansk diplomati på konfliktens sidelinje” og ”et farligt diplomatisk tomrum”. USA må ”vedstå sig ansvaret som supermagt”. USA’s særlige ansvar skyldes, at ”amerikanerne er de eneste, der nyder tilstrækkelig respekt i regionen til at kunne gøre en forskel […] Kun USA har styrken til at få våbnene til at tie – og denne position forpligter.” Der peges ikke på andre faktorer end respekt, som gør USA i stand til at ”gøre en forskel” i regionen. Det kontrære faktum, at USA hidtil havde brugt sin styrke til at bakke op om at lade våbnene tale, udelades. Sagen bliver i stedet, at USA slet ikke bruger sin styrke.

Baggrunden for USA’s passivitet er ifølge Kristeligt Dagblad, at udviklingen i Irak har bevirket, at USA stik mod hensigten har svært ved at optræde som ”en offensiv kraft i Mellemøsten”.[7] At USA var hindret i at gøre sin indflydelse gældende, er også hovedtemaet for Berlingske Tidendes Bush har sat sig selv ud af spillet, der forklarer, at USA grundet Bush-doktrinen om ikke at tale med terrorister ”har skubbet sig selv op i et hjørne, hvorfra der ikke er nogle [sic] veje ind til de parter, der driver konflikten frem – Hizbollah, Hamas, Syrien og Iran”. Men Bush er urokkelig. Doktrinen har for ham ”en moralsk klarhed, som hæver den over enhver diskussion”.[8] Politikens nyhedsanalyse USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket anlægger et lidt bredere perspektiv og ser det indskrænkede råderum for amerikansk diplomati som et udslag af, at det amerikanske demokratispredningsprojekt har slået fejl.[9] Begge artikler er modelleret over Washington Posts nyhedsanalyse Options for U.S. Limited As Mideast Crises Spread fra d. 13. juli.[10] Det nævnes ikke, at USA hidtil havde brugt sin angiveligt indskrænkede indflydelse til at modsætte sig det internationale samfunds krav om våbenhvile.

Jyllands-Posten behandlede d. 20. juli problemet ud fra et mere pragmatisk perspektiv: ”Israel har fået et diskret grønt lys til at fortsætte nedkæmpningen af Hizbollah, men der er grænser for, hvor længe Washington vover at se passivt til.” Hvis krigen kræver ”et større antal civile ofre”, vil der være ”risiko for at skade forbindelserne til arabiske allierede i området.” Det er således ”usikkert, hvor længe resten af verden er parat til at vente på USA”.[11]

Da Rices forestående rejse var blevet annonceret, håbede Jyllands-Posten d. 22. juli i lederen Alle venter på USA igen på en helhjertet indsats fra USA’s side:

”Den seneste konflikt finder først en løsning, når USA engagerer sig uden forbehold […] Når det amerikanske initiativ lanceres, må det ikke ske på bekostning af indsatsen i hverken Afghanistan eller Irak. Verdens eneste supermagt er i stand til at gøre en ekstra indsats på alle tre fronter på samme tid.”

Lederen forklarer, at ”Washingtons [hidtidige] tøven med at lancere et fredsinitiativ” følger naturligt af, at ”den eneste acceptable udgang på konflikten [for USA er] et klart nederlag for de ekstremistiske kræfter”. Den oplagte vej hen imod dette mål er mere krig: ”Jo længere kampene fortsætter, des større skade vil Israel kunne tilføje terrorgrupperne. Derfor er det også dem, der var de første til at tale om en våbenstilstand.”

Hvilken form for diplomatisk udspil lederen venter sig af Condoleezza Rices Mellemøst-rejse, er ikke klart. Det kan være et ”direkte indgreb eller et indgreb gennem FN, som indtil da må nøjes med at tale med stridens parter”; nærmere kommer vi det ikke. Det kunne lyde, som om man forventer, at USA vil gribe ind over for den vold, som lederen ellers har forklaret er formålstjenlig. Om der stod andre ting på USA’s diplomatiske dagsorden end ønsket om at give Israel mere tid til at skade terrorgrupperne med militære midler, siger lederen ikke noget om. Hvad der derimod er klart, er, at USA, om nogen, vil levere løsningen.[12]

Samme dag uddyber Kristeligt Dagblad, hvorfor det er afgørende, at netop USA kommer på banen:

 ”Lige nu har USA af nød udliciteret sin klassiske rolle som brandslukker i Mellemøstkonflikten til aktører som FN, EU-landene, Egypten og Jordan. Men historien har vist, at USA er den eneste verdensmagt, der har nogen som helst chance for at påvirke begivenhederne i Mellemøsten, og indtil Bush for alvor gør cowboy-klicheen til skamme, ser Pandoras æske af globale problemer ud til at forblive pivåben.”[13]

Billedsproget blomstrer. I en region fuld af kaos og brændpunkter er der brug for, at den eneste kompetente brandmajor dropper rollen som cowboy og tager affære, så brandene kan slukkes, og Pandoras æske lukkes. De formanende forhåbninger til, at USA aflægger sig sin midlertidigt impotente holdning og genindtræder som ordensskabende omnipotent magt i konfliktens midte, modsvares af evnen til at overflødiggøre indblik i konfliktens konkrete forhold – som ellers mærkbart ville mangle – med en billedlig totalbeskrivelse af dens væsen, som selve ”historien” giver dækning for. Når rollebesætningen ligger fast, bliver fraværet af nøjere handlingsbeskrivelse en garant for frihed i udførelsen: Der forventes og kræves handling, ikke at bestemte handlinger udføres. Beklagelig er kun heltens blotte mangel på handling.

En nyhedsanalyse fra Politiken påpeger, at det ikke er tilfældigt, at Condoleezza Rice har ”gearet USA’s demokrati ned i sommertempo”, for krigen skal ifølge udenrigsministeren ”have lov at gå sin gang”. Artiklen redegør for, at der ikke er betydelig international modstand mod USA’s målsætning om at ”svække Hizbollah-militsen maksimalt”, men til gengæld fuld opbakning til den amerikanske linje på hjemmefronten, hvilket er ”en vigtig forudsætning for udenrigspolitisk succes”. Der er en ”enorm” sidegevinst ved denne militære løsningsmodel, idet en svækkelse af Hizbollah og Hamas, så ”de af sig selv er sat ud af kraft”, understøtter Bush’ overordnede vision: at ”skabe fred i Mellemøsten og gradvist demokratisere hele regionen”. USA står derfor med

”gode kort på hånden. Men det kan gå galt, hvis krigen trækker ud og de civile tab i Libanon vokser voldsomt, og de mulige konsekvenser af krigen er i dag helt uoverskuelige for alle parter. Og derfor skal Condoleezza Rice i de kommende dage op i fart og sætte gang i det åbne og hemmelige diplomati i ly af krudtrøgen fra Israels bomber.”

Analysen peger ikke på andre amerikanske målsætninger end kampen mod Hizbollah, eller at der er tegn på, at USA vil begynde at spille sine ”gode kort”, men synes ikke desto mindre at forudsætte, at de rent taktiske bekymringer for civile ofre og udsigten til en langvarig krig vil spille en afgørende rolle for det diplomati, der skal sættes gang i. Det store spørgsmål er derfor, hvor høj fart der kommer på diplomatiet.[14]

De behandlede artikler kan eksemplificere nogle gennemgående træk ved mediernes dækning af USA’s rolle i konflikten i tiden inden Condoleezza Rices rejse til Mellemøsten d. 24.-25. juli. Artiklerne bygger på nogle faste, uudtalte præmisser om, hvad USA principielt set kan og ultimativt vil. Præmisserne fremsættes ikke som sådan; de former emnebehandlingen uden at være reflekteret i denne. Det er en doktrinær videnskilde.

Hvad USA aktuelt set kan og gør, eller hvad USA umiddelbart vil, giver præmisserne ikke svar på. USA’s position og eventuelle bevægelse i det forhåndenværende konfliktbillede afhænger af aktuel information om de amerikanske tiltag (herunder ikke mindst USA’s egne udtalelser, og hvad telegrambureauerne samt de store amerikanske aviser skriver). Denne videnskilde bygger i et vist omfang på fakta og henviser i hvert fald til sådanne.

I sammenkoblingen af doktrinære principper og aktuel information åbnes et spekulativt og et pragmatisk-normativt perspektiv. Heri ligger typisk artiklernes narrative og kritiske drive: Hvorfor står USA i denne situation? Hvad sker der videre frem? Hvad bør eller burde USA gøre? Svarene formes af både doktrinær og aktuel viden.

Der kan identificeres tre gennemgående konsensuspositioner, der med afsæt i en bestemt forståelse af USA’s rolle i konflikten indrammer situationens perspektiver.

 

  1. Præmis: USA er den aktør, som kan levere løsningen på konflikten, hvilket USA også ønsker.

Spekulation: Spørgsmålet er, i hvilken udstrækning de aktuelle praktiske forhold tillader det.[15]

  1. Præmis: USA’s engagement er, i den udstrækning det udfolder sig, fredsorienteret.

Spekulation og normativ vurdering: Spørgsmålet er, hvor engageret USA er, hvor lidt eller hvor meget USA arbejder for freden, og evt. i hvilken udstrækning den anvendte fredsstrategi er hensigtsmæssig.

 

Og endelig en position, der synes at forsone USA’s reelle krigsopbakning med den anden præmis om fredsengagementet:

  1. Antagelse: USA forholder sig passivt; der er tale om et slags nulpunkt for USA’s fredsarbejde.

Spekulation og normativ vurdering: Spørgsmålet er, om den afventende holdning tjener et mere langsigtet og bæredygtigt fredsprojekt, idet Hizbollah-terroristerne bekæmpes, eller om risikoen for, at konflikten kommer ud af kontrol (f.eks. kan mange døde civile og en langvarig krig vække modstand hos andre slagkraftige aktører), byder, at USA skal sætte fart på diplomatiet for en hurtig løsning.

Præmisserne var udbredte i hele mediebilledet. Der er også en vis stabilitet i den funktion og status, præmisserne har i den enkelte nyhedstekst: I kontrast til de spekulative og kritiske dele af emnebehandlingen præsenteres der generelt ikke dokumentation eller argumenter til støtte for dem. At præmisserne er hævet over diskussion, viser sig derudover flere steder i, at den nærmere analyse når frem til faktuelle tolkninger (såsom at USA mener, at krigshandlingerne skal fortsætte), som er i tilsyneladende modstrid med grundantagelserne (såsom at USA er engageret i fredens tjeneste), uden at disse anfægtes, eller at den mulige modsigelse bemærkes. Mens de doktrinære udgangspunkter således ikke er totalt styrende for emnebehandlingen, er de resistente over for modsigelse og spørgsmålstegn.

Dog forsones den mulige modsigelse i, at USA, som vil have mere krig, arbejder for fred, undertiden med forventningen om, at USA vil fravige krigsløsningen og arbejde for freden, lige så snart det indleder et mere indgående diplomati med konfliktens parter. Hvad er grundlaget for denne forventning?

Skønt der er fuldkommen konsensus om, at det i sig selv er godt, at Hizbollah bekæmpes militært, hælder medierne overvejende til, at en del af krigens bivirkninger gør det påtrængende at få en snarlig våbenhvile i stand. Artiklerne leverer ingen dokumentation for, at sådanne bekymringer var med til at forme USA’s vision for en løsning af konflikten.

Alligevel angiver artiklerne de uundgåelige og ubehagelige følgevirkninger af krigen som begrundelse for, at USA’s engagement er påkrævet. Derudover mener medierne, at USA’s mulige engagement, evt. i form af Rices forestående rejse til regionen, vil fremskynde processen frem mod fred. Det tages altså for givet, at USA, for så vidt det sætter gang i diplomatiet, vil arbejde ud fra den løsningsmodel, som de respektive aviser/skribenter hælder til: snarlig våbenhvile eller nedtrapning af krigshandlingerne – de oplagte måder at dæmme op for de uønskede konsekvenser af fortsatte stridigheder.

Eftersom der ikke i nogen empirisk forstand var grundlag for at tro, at supermagten ville arbejde for en løsning, den hidtil havde modarbejdet (og som ifølge mediernes egne oplysninger stred imod USA’s interesser og offentligt erklærede målsætninger), kan man spørge, om der er en dybere logik i det. Det tror jeg, der er: Mediefolkene ønsker fred og tænker, midlet er at få stoppet volden. Medierne ved, at USA, i den udstrækning USA er engageret, arbejder for fred. Hvis USA derfor engagerer sig, vil USA søge at mindske eller stoppe volden. I denne fortælling er den anden konsensustolkning dominerende.

Imidlertid var medierne tilbageholdende med at anvise en bestemt løsning, som USA burde arbejde for. Det afgørende er som nævnt, at USA er den aktør, der kan – eller kunne – levere løsningen, og at USA arbejder for freden. Hvordan man vil arbejde for en fredsløsning, er underordnet, når det er givet, at man vil gøre det, hvis man gør noget (opbakning til krigen tæller her ikke for noget). Dette udgangspunkt afspejles i påstandene om, at USA skal ”på banen”, ”gøre en forskel”,[16] ”gøre en ekstra indsats”,[17] ”op i fart”,[18] ”påvirke begivenhederne”[19] og derfor bør ”engagere sig uden forbehold”[20] osv. USA er uafvendeligt rettet mod konfliktløsning, og de danske medier så det derfor som deres kritisk-konstruktive opgave at tilskynde til, at supermagten i overensstemmelse med sin iboende bestemmelse også aktivt bevægede sig mod løsningen. I denne fortælling er den første konsensustolkning dominerende.

Libanon design2

[1] U.S. Department of State (16. juli 2006): “Statement by Group of Eight Leaders”. www: http://2001-2009.state.gov/p/eur/rls/prsrl/69054.htm

[2] UN (21. juli): “United Nations Middle East Envoy Describes ‘Serious Obstacles’ to Achieving Comprehensive Ceasefire in Lebanon, in Briefing to Security Council”, Press Release. www: http://www.un.org/press/en/2006/sc8782.doc.htm

[3] U.S. Department of State (16. juli 2006): “Press Briefing on the G8 Leaders Joint Statement on the Situation in the Middle East”. Www: http://2001-2009.state.gov/p/us/rm/2006/69071.htm

[4] U.S. Department of State (12. juli): “Actions in Northern Israel and Southern Lebanon”, Statement by Secretary of State Condoleezza Rice. www: http://2001-2009.state.gov/secretary/rm/2006/68902.htm

[5] Se Dan Gillermans udtalelse i: “United Nations Middle East Envoy Describes ‘Serious Obstacles’ to Achieving Comprehensive Ceasefire in Lebanon, in Briefing to Security Council”, Press Release. www: http://www.un.org/press/en/2006/sc8782.doc.htm

[6] ”Rice indleder rejse til Mellemøsten”, Børsen, 24. juli 2006.

[7] ”USA må på banen”, Kristeligt Dagblad, 18.juli 2006.

[8] ”Bush har sat sig selv ud af spillet”, Berlingske Tidende, 16. juli 2006.

[9] ”USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket”, Politiken, 17. juli 2006.

[10] Wright, Robin (13. juli 2006): ”Options for U.S. Limited As Mideast Crises Spread”, Washington Post. www: http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2006/07/12/AR2006071201557.html

[11] ”USA udsætter indgreb i krisen”, Jyllands-Posten, 20. juli 2006.

[12] ”Alle venter på USA”, Jyllands-Posten, 22. juli 2006.

[13] ”Amerikansk enegang har nået sin grænse”, Kristeligt Dagblad, 22. juli 2006.

[14] ”USA har alle kortene på hånden”, Politiken, d. 23. juli 2006.

[15] F.eks. hævdes USA at være travlt beskæftiget med sit demokratiprojekt andre steder, og USA’s handlerum er indskrænket af forholdene i det øvrige internationale politiske landskab.

[16] ”USA må på banen”, Kristeligt Dagblad, 18.juli 2006.

[17] ”Alle venter på USA”, Jyllands-Posten, 22. juli 2006.

[18] ”USA har alle kortene på hånden”, Politiken, d. 23. juli 2006.

[19] ”Amerikansk enegang har nået sin grænse”, Kristeligt Dagblad, 22. juli 2006.

[20] ”Alle venter på USA”, Jyllands-Posten, 22. juli 2006.

2 kommentarer

Realistisk og dogmatisk mediedækning

Man skulle tro, at medierne holdte sig til realiteterne, i det mindste deres egne udgaver af dem. Medieproduktionen skulle efter sit væsen etablere, fastholde og – ved fortløbende at indarbejde ”den seneste udvikling” i emnefremstillingen – ajourføre en bestemt version af virkeligheden som faktuelt sand. På denne vis oparbejdes et stadigt mere fyldigt beskrevet grundlag for nye historier, der løbende må indpasses i og blot opdatere den etablerede realitetskonstruktion – eller udfordre og revidere den i tilfælde af modstrid. I mange henseender følger medierne sådanne retningslinjer. Tidligere historier lægges til grund for nye historier. Det er en almindelig forudsætning for, at medieprodukterne virker oplysende: Vi får mere og mere at vide om det, der grundlæggende set er det samme. Tingene udvikler sig, men ændrer sig egentlig ikke. Det forbigangne er, hvad det var; det nye fæstnes i det gamle og fremstår meningsfuldt og informativt takket være sin kompatibilitet med det. Det er derfor, man kan sige, at man følger med. Uden at foreslå, at denne arbejdsform nødvendigvis garanterer sandhed, kan vi kan kalde det en realisme.

Når det gælder bearbejdningen af de realiteter, der definerer de moralske kvaliteter i vores (civilisationen) og deres (civilisationens modstandere) roller, er realismen imidlertid underordnet principper af en højere orden. Tilsvarende bliver standarden for plausibilitet en anden. Det er ikke primært overensstemmelsen med gårsdagens formidlede udgaver af virkeligheden, der gør dagens historie troværdig, men noget andet.

Den ellers stærke inklination mod konsistent realisme lader sig delvis suspendere. I stedet udkaster medierne versioner af virkeligheden, som harmonerer med bagvedliggende, ikke historiebundne præmisser om, hvad der kan gælde som sandt. Præmisserne er snarere empirisk dikterende end funderede; de fastsætter rammerne for, hvad der kan være virkeligt, uden selv at skulle forankres i det virkelige. Grundpræmissen er: Vi er helte, modstanderne er skurke. Princippet, under hvilket realismen indordner sig som en degraderet, men i reglen stadig tjenende ånd, er, at helte- og skurke-rollerne skal manifesteres i skildringen af de konkrete begivenheds- og handlingsforløb. At en fremstilling rummer den rette moralske signalværdi, er almindeligvis en nødvendig betingelse for, at den kan gå i trykken.

De enkelte historier opnår realistisk antagelighed som gyldige virkelighedsbilleder i kraft af deres overensstemmelse med grundpræmissen og ikke ved deres relation til fakta eller tidligere versioner af fakta. Billederne af virkeligheden kan derfor modsigelsesfrit og uden revision afløses af andre versioner, så længe de ligger inden for det felt af mulige virkelighedsrepræsentationer, som præmissen tillader.

Vi vil i denne situation stadig opleve at følge med, men mediedækningens enhed garanteres nu ikke af en ”ekstern”, empirisk eller ”intern”, diskursiv realisme, men af en form for dogmatik. Det vigtigste kriterium for plausibilitet bliver, at vores heltestatus og deres skurkestatus fastholdes. Samtidig mindskes betydningen af andre plausibilitetskilder, og dokumentationskrav svækkes. Dermed mindskes også risikoen for modstrid. Det er ikke bestemte gengivelser af de konkrete handlingsforløb, hvorigennem ”vi” fremtræder som helte, som medierne hermed røber et troskab mod, men selve helteiscenesættelsen, i en eller anden form. Modellen er yderst fleksibel. Den ideologiske ensretning er fuldt forenelig med realistisk pluralisme. Helt kan man være på mange måder.

Realistisk inkonsistens og politisk konsekvens

Vi bevæger os hen imod en grundig analyse af de danske mediers dækning af USA’s rolle i krigen mellem Israel og Libanon i sommeren 2006. Men først tegnes et billede af dækningens overordnede profil.

I mediedækningen af Libanon-konflikten skulle USA’s krigsstøtte først blive præsenteret som en konfliktløsningsbestræbelse, sidenhen som et middel til at virkeliggøre højere mål om demokrati og fred på jord. Opfattet realistisk, som en række repræsentationer af USA’s rolle i konflikten, var forløbet i dækningen præget af intern inkonsistens: USA blev tilskrevet skiftende og indbyrdes modstridende politiske målsætninger. Ligeledes rummede dækningen empiriske afkoblinger, idet en række kontrære fakta – dvs. kendsgerninger, som ikke kunne indoptages i den aktuelt gældende konfliktfortælling uden at obstruere dens ”moralske” profil – blev udeladt. Mere gennemgribende blev konstruktionen af konfliktbillederne realiseret igennem referentiel afkobling: Orienteringen i USA’s engagement blev udlagt i abstrakte begreber uden tydelig forbindelse til afgrænsede, identificerbare realiteter. Idealiserede kræfter trådte frem som – og i stedet for – gengivelse af virkelige begivenheder, processer og handlinger. Repræsentationer af konfliktens helhed frigjorde sig fra og afløste i vidt omfang reference til konfliktens enkeltheder. Endelig var centrale elementer i virkelighedskonstruktionerne forvanskede realiteter, særligt idet fejlagtige partsudsagn blev opløftet til objektive, autoritative kendsgerninger.

Det ville være en fejl at forstå disse tilsyneladende brister som blotte fejl og mangler. Ret beset var inkonsistensen i beskrivelserne og afkoblingerne fra de beskrevne realiteter momenter i en konsekvent opretholdelse af konfliktopfattelsens enhed – en forudgiven meningsmættet enhed, der forplantede sig igennem rækken af begivenheder som en iscenesættende, organiserende kraft. Kun efter en realistisk målestok, der på disse punkter er fremmed for mediernes konflikthåndtering, kan afkoblingerne forstås som uprofessionelle fejlgreb; faktisk var de hensigtsmæssige led i gennemførelsen af en dagsorden.

Hvad dækningen manglede i realistisk konsistens, havde den i og på grund af sin politiske og ideologiske konsekvens. Konsekvensen, hvormed upassende realiteter blev fortrængt og erstattet af passende iscenesættelser, bestod i en ubetinget opbakning til USA’s position og engagement. Ubetinget, idet opbakningen a) ikke var betinget af indblik i den amerikanske politiks reelle indhold, b) var usvækket af opfattelsen af, at den førte politik underminerede dens erklærede intentioner eller i andre henseender var destruktiv, og c) ikke var bundet af faste, selvstændige (frem for ad hoc-adopterede) overbevisninger om, hvilke konkrete politiske mål USA måtte efterstræbe.

Ubetinget, men ikke fuldstændig grundløs. Det ultimative referencepunkt for opbakningen var ikke USA’s politik, men dets intentioner, og præmissen var, at intentionerne var orienteret mod noget godartet, en eller anden bedre fremtid. Som det sømmer sig for helteberetninger, var standarden for vurderingen af USA’s præstationer den energi, der blev investeret i intentionernes virkeliggørelse, hvorfor lejlighedsvise påpegninger af uhensigtsmæssige elementer i den amerikanske politik ikke kunne rokke ved den grundlæggende opbakning; tværtimod udløste sådanne betænkeligheder den ene passende, håbefulde, tjenesteivrige irettesættelse: gør mere, vær mere aktiv, træd i karakter – optræd nu som den helt, du er. Er helten aktuelt ikke, som han i sandhed er, må man forudsætte, håbe og kræve, han finder tilbage til sig selv i fremtiden. De aktuelle lidelser og stridigheder blev således begrebet som forstadium til den tilstand, der måtte indtræde, når visionen for USA’s godartede intentioner blev virkelighed. Følgelig blev enhver bestemmelse af det umiddelbare mål for USA’s virke – f.eks. konfliktløsning eller krigsoptrapning – ledsaget af tilslutning og tilskyndelse.

Antagelsen af godartede intentioner er tilpas rummelig, men også for indholdstom for institutioner, der lever af at fremstille en konkret virkelighed, for den fortæller jo blot, at man synes godt om det, USA vil, og ikke hvad USA vil. Yderligere vejledning er påkrævet, for at intentionerne kan få gang på den jord, de er rettet mod. Hvor skulle mere håndgribelige informationer indhentes fra? Den primære kilde. Medierne overtog USA’s egne statements som autoritative konfliktbeskrivelser og løsningsopskrifter. Hvad ”den bedre fremtid” bestod i, blev løbende forsøgt afkodet af erklæringerne fra Washingtons offentlige repræsentanter. Realistisk set var problemet, at USA’s udmeldinger ofte syntes vage og abstrakte, og i denne uklarhed kom medierne forhastet og fejlagtigt til at tillægge USA målsætninger, som egentlig var produkter af deres egne intuitioner om, hvad gode intentioner i den foreliggende situation fordrede. Men ret beset var det intet problem, for i den daglige konsultation af den officielle hovedkilde skabtes et fikspunkt for såvel perspektivrig spekulation som opklarende oplysningsiver, og målbeskrivelserne kunne uden dissonans eller registrerbare udsving i fortællingens gang ændres, når nye informationer – eller nye opfattelser af gamle informationer – krævede det, for på de gode intentioners plan var den ene som den anden bestemmelse af retningen i det amerikanske engagement, skønt ofte realistisk kontrære, alle gyldige. Sidst i forløbet samlede medierne sig om målbeskrivelser (kampen for demokratiet, fred på jord) så omfattende, meningsfulde og indholdsløse, at de kunne fylde ethvert faktum (især USA-engagementets blotte faktum) med betydning og blive bekræftet derved.

Medierne er en form for konkretionsvirksomhed. De higer mod det konkrete og stoflige, og ånden er ikke et godt materiale at arbejde med, så længe den blot er ånd. Ånden må blive kød, den må inkarneres i det virkelige som virkeligt. De gode intentioner bliver først kendsgerninger, når de antager en bestemt skikkelse. USA’s udmeldinger var ikke ene om at hjælpe transformationen på vej. Mediernes egne fordomme om, at fred og fordragelighed er af det gode, var en anden hovedkilde til levendegørelse af de abstrakte intentioner som konkret vilje og reelle gerninger. Konflikter kræver konfliktløsning; krig kræver fred. Fredsvisioner giver krigen sin retmæssige plads i verdens konfliktfyldte gang. Bag ved krigen er længslen efter fred, enten som drivkraft i krigen eller fredeligt modværge; for enden af krigen projekteres fuldbyrdelsen af freden. Krigen selv bliver til et gennemgangsled og et sted, hvorfra freden kommer til syne. Den ventede, efterstræbte, kommende fred bliver det perspektiv, hvorfra den aktuelle konflikt fattes i et foregrebet meningsfuldt tilbageblik.

Mediernes præference for fred stikker lige så dybt som forestillingen om, at USA i sine handlinger skaber freden. Det er USA’s sande rolle at fuldbyrde en tænkt fremtid. At medierne begreb det aktuelle igennem et tænkt (men per tendens reelt) fremtidigt standpunkt, hjælper til at forstå baggrunden for mange af de ejendommelige kvaliteter ved mediedækningen, som den senere analyse vil beskrive mere detaljeret. Følgende overordnede kendetegn ved dækningen af USA’s rolle kan udpeges.

  1. Spekulation om, hvilke veje USA søgte eller formålstjenligt kunne søge mod målet, især inden for nyhedsanalysegenren. Den tænkte fremtid gav aktuelt perspektiv.
  1. Manglende afstemning af bestemmelsen af USA’s målrettethed med de foreliggende realiteter og øjensynligt en frigørelse fra saglige normer om at fundere – eller blot forlige – sådanne bestemmelser i aktuel viden. Det fremtidige standpunkt implicerer eksistensen af en forudgående tendens; denne blev installeret som et aktuelt faktum uden empirisk at skulle underbygges som et sådant.
  1. Mere specifikt en tendens til ud fra det fredsorienterede standpunkt at tilordne det amerikanske konfliktperspektiv specifikke indstillinger – bekymringer, frygt, forhåbninger, ønsker – uden at aflæse eller eftervise disse i USA’s adfærd og ofte uden baggrund i USA’s egne udsagn. Tilsvarende en tendens til at nedtone eller bortredigere USA’s udtrykte holdninger, når disse ikke harmonerede med mediernes aktuelt antagne begreb om den fremtidige forløsning og dermed ideen om konfliktens iboende formålsbestemmelse. På den anden side også en villighed til, bl.a. under de erklærede holdningers pres, at akkommodere begrebet om konflikten, så det genspejlede USA’s offentlige fremstillinger. Den ubestemthed, der hører til begrebet om en fremtidig forløsning fra forhåndenværende problemer, blev således både overvundet igennem tilpasning (og herunder frasortering) af USA’s erklæringer, dels tilpasning til dem. Sidstnævnte skulle vise sig som den stærkeste kraft. Den tænkte fremtid er en meget ideel, men også meget rummelig størrelse.
  1. Megen kritik af USA’s svigtende eller utilstrækkelige troskab mod sin sande rolle (f.eks. i form af ”passivitet”). Hvad der ellers ville have været formuleret som en blot og bar kritik af den amerikanske adfærds modstrid med idealer og normer, blev i kraft af konstruktionen af den sande fremtid som det nutidiges reelle formålsbestemmelse til en præstationsmæssig kritik inden for den ubetingede opbakning til målsætningen. Medierne kritiserede USA’s aktuelle adfærd efter moralske standarder, som de forudsatte, USA selv var bestemt til at opfylde i praksis – skønt den rette praksis muligvis lod vente på sig. USA ønskede dybest set det ønskelige; og det uønskelige gik imod USA’s egentlige ønsker. Forsømte USA alligevel sine pligter, skyldtes det afvigelser fra dets sande selv. Forskellige hindringer for, at USA kunne udleve sit væsen, blev analyseret og diskuteret. Den tragiske tolkning lød, at USA’s gode vilje simpelthen var dømt til at mislykkes i en ond verden.
  1. En stor produktion af målbestemmelser, som afveg fra dem, USA med sine udmeldinger mere eller mindre tydeligt tillagde sig selv. Særligt begrebet om, hvad ”fred” eller ”konfliktløsning” indebar, gav anledning til divergerende beskrivelser af USA’s rolle. På dette punkt affødte den ene og den anden kilde til legemliggørelse af de godartede intentioner (hhv. USA’s egne målbeskrivelser og mediernes midlertidige forestillinger om, hvad fred og konfliktløsning gik ud på) altså fremstillinger, som var i modstrid med hinanden. Medierne gjorde USA’s konfliktforståelse til deres egen, når de først nåede til klarhed over, hvad denne indebar. Hermed fastholdtes dækningens ”moralske klarhed”, alle realistiske uoverensstemmelser til trods. Men kontinuiteten i mediefremstillingerne er i disse henseender moralsk og kun sekundært reel. Det samme gælder for konfliktdækningen den dag i dag.

Sådan giver Libanon-dækningen i sin helhed mening: Ikke som en realistisk afbildning af USA’s rolle i konfliktforløbet, men som et urealistisk konsekvent forsvarsskrift for USA’s – ”vores” – handlinger, for en vold, der udtrykkes i fredslængslens sprog.

Det hele begyndte med godmodige ideer om konfliktløsning. Derpå vandt idealismen indpas og med denne retfærdiggørelse af vold, destruktion og drab, for højere mål kom til syne. Det kulminerede med ideer om folkemord mod muslimer.

I det følgende gennemgås detaljeret, hvorledes denne politiske konsekvens blev gennemtrumfet, og virkeligheden forvansket. Men først en smule baggrund.

Libanon design1

Skriv en kommentar

Libanon design1a

Libanon design1

Libanon design2

Libanon design3

Libanon design4a

1 kommentar

“For manipulation to be most effective, evidence of its presence should be nonexistent”

– Herbert Schiller[1]

USA’s tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld skelnede som bekendt mellem forskellige kategorier af viden. Bl.a mindede han os om, at der findes ting, vi ved, at vi ikke ved (såkaldte ”kendte ubekendte”); og ting, vi ved, at vi ved (”kendte bekendte”). Rumsfelds regering førte tilmed, et rigtignok rent praktisk, bevis for, at der eksisterer en slags syntese af de to videnstyper: Det, som vi egentlig godt ved, at vi ikke ved, men som vi giver udtryk for, at vi ved. Der er ikke tale om den blotte løgn, men hvad man kan kalde et epistemisk bedrag. Udsagnets indhold er ikke i påviselig modstrid med det, vi ved; men udsigelsen er i modstrid med, at vi ikke ved det.

Præger denne type af bedrag Informations og Politikens dækning af, hvem der bærer ansvaret for det kemiske angreb, der tog livet af over tusinde indbyggere i Damaskus-forstaden Ghouta d. 21. august 2013? Hvad ved vi om angrebets gerningsmænd? Hvordan kan denne viden eller manglende viden bearbejdes og formidles propagandistisk? Hvorledes dækker Information og Politiken skyldsspørgsmålet? Svar følger.

 

Hvem stod bag Ghouta-giftgasangrebet?

Som man kunne forvente, hævder de vestlige lande anført af USA, at det syriske styre stod bag giftgasangrebet; den syriske regering samt dens vigtigste allierede, Rusland, mener, at gerningsmændene er modstandere af styret. Hvad viser den fremlagte dokumentation?

USA har ikke fremlagt nogen verificerbare beviser for sine beskyldninger. Den 4-siders lange ”Government Assessment” (30. aug. 2013), som skyndsomt blev produceret efter angrebet, henviser til dokumentation, som ikke fremlægges.[2] Det politiske dokument hævder eksempelvis, at USA havde opfanget kommunikation, hvori en højtstående kilde fra det syriske styre bekræftede, at kemiske våben var blevet brugt af regimet d. 21. august. Utvivlsomt et fældende bevis – som ikke er blevet offentliggjort. Det er normal procedure, at USA’s 16 efterretningstjenester i samarbejde foretager et ”National Intelligence Estimate”, før angreb på andre lande bemyndiges. Denne arbejdsgang blev i dette tilfælde tilsidesat. Efterretningsjargonen hænger dog ved: ”We assess with high confidence …” osv.

En blogger med pseudonymnet Brown Moses har forsøgt at føre bevis for det syriske regimes skyld, primært ved at analysere YouTube-videoer og internetbilledmateriale. Vestlige mainstreammedier har gjort flittig brug af Brown Moses, som Politiken udnævner som ”verdens førende ekspert”[3] i konfliktens våbentyper, og som ifølge Information er blevet den ”største autoritet på området”.[4] Moses har rigtignok indsamlet et stort materiale og tilegnet sig en betragtelig viden, men han har ingen faglig ekspertise på det område, medierne har tildelt ham autoritet over. Et mere videnskabeligt funderet internetprojekt, Who Attacked Ghouta?, som matcher Moses’ grundighed, men når frem til den modsatte konklusion, er derimod ikke blevet skænket nogen medieopmærksomhed. Våbeneksperterne Theodore Postol og Richard Lloyd roser Moses’ ihærdige indsamlingsarbejde, men peger på, at amatøren mangler de fornødne analytiske og matematiske færdigheder, hvorfor hans analyser har ringe værdi. Derudover har Moses ifølge våbeneksperterne demonstreret en betænkelig villighed til løbende at ændre sine faktuelle opfattelser mhp. at opretholde grundoverbevisningen om Assad-styrets skyld.[5] Brown Moses’ arbejde ligger til grund for Human Rights Watch’ rapport om angrebet.

Mens FN-rapporten af 14. sept. 2013 ikke forholdt sig til skyldsspørgsmålet,[6] rummer en FN-rapport fra februar 2014 nogle bemærkninger, der lader pilen pege i retning af det syriske styre. ”De tilgængelige beviser”, hedder det, ”indikerer, at gerningsmændene sandsynligvis havde adgang til det syriske militærs kemiske våbenlagre.” Behørigt forbeholdent og dog temmelig belastende for Assad. Rapporten nævner imidlertid ikke, hvilke beviser der ”indikerer” denne sandsynlighed. Rapporten pointerer, FN’s bevistærskel ikke var blevet opfyldt i spørgsmålet om, hvem gerningsmændene måtte være.

Den velrenommerede undersøgende journalist Seymour Hersh har skrevet to længere artikler om baggrunden for Ghouta-angrebet, Whose Sarin?, 19. dec. 2013, og The Red Line and the Rat Line, 17. april 2014. Artiklerne skitserer hændelsesforløb, som er i modstrid med Vestens officielle version. Hersh hævder, at USA’s præsident, Barack Obama, tidligt blev orienteret om og over for offentligheden fortiede, at hans efterretningskilder ikke mente, at den anvendte giftgas havde et militært tilsnit. På bl.a. den baggrund formodede kilderne, at bagmændene måtte findes blandt oppositionskræfter. Ifølge Hersh’ unavngivne kilder var Ghouta-angrebet en ”false flag”-operation udført af jihadorganisationen Jabhat al-Nusra i samarbejde med det tyrkiske efterretningsvæsen og den tyrkiske regering. Ingen åbne kilder støtter dog Hersh’ version, og beviskraften er derfor svag.[7] Dog er Hersh’ version forenelig med de resultater, våbeneksperterne Theodore Postol og Richard Lloyd er kommet frem til.[8]

New York Times præsenterede i Forensic Details in U.N. Report Point to Assad’s Use of Gas, 16. sept. 2013, de hidtil mest velfunderede indicier for det syriske styres giftgasansvar. Artiklens konklusioner er baseret på analyser af offentligt tilgængelige data fra især FN-rapporten fra 14. september. I samarbejde med analytikere fra Human Rights Watch mener avisen at have lokaliseret det område, hvorfra de sarinholdige raketter blev affyret: et af det syriske styres militærbaser i Damaskus. Et stærkt indicium, hvis sandt.

Den 28. december 2013 bragte New York Times nye oplysninger om angrebet i en artikel, der behændigt ikke er udformet som en korrektion – men blot en ”nuancering” – af den tidligere historie om det syriske styres giftgasansvar. Baggrunden var offentliggørelsen af modstridende forskningsresultater fra våbeneksperterne Theodore Postol og Richard Lloyd.

Theodore Postol er professor i videnskab, teknologi og international sikkerhed ved Massachusetts Institute of Technology. I fagkredse er Postol bl.a. kendt for at have påvist, at antimissilsystemet ”Patriot”, som under Golf-krigen blev berømmet for at skyde Saddam Husseins scud-missiler ned, i virkeligheden var fuldstændigt udueligt. Som det fremgår af de konkluderende bemærkninger i Postols første undersøgelse af Ghouta-angrebet, tog han det syriske styres ansvar for givet i sit tidlige arbejde på sagen. Hans videre undersøgelser skulle imidlertid underminere denne fordom. Richard Lloyd er analytiker ved våbenentreprenørfirmaet Tesla Laboratories og tidligere FN-våbeninspektør.

Et af våbeneksperternes betydeligste resultater er, at de anvendte raketters maksimale rækkevidde var 2,5 kilometer – betragteligt mindre end de 9-10 kilometer, der satte New York Times, Human Rights Watch og den amerikanske regering i stand til at henlægge affyringsstedet til en militærbase for den syriske republikanske garde i Damaskus. Samtidig påpeger forskerne, at raketterne blev affyret fra nord og ikke, som hævdet i den første FN-rapport om angrebet, nordvest. På denne baggrund mener Postol og Lloyd at kunne udelukke, at raketterne blev afskudt fra områder, der på daværende tidspunkt påviseligt var under det syriske styres kontrol.[9]

Efterfølgende har der udfoldet sig en omfattende diskussion på internettet, hvor tilhængere af regimetesen har fremlagt nye versioner, der har tilstræbt overensstemmelse med både Postol og Lloyds forskningsresultater og antagelsen om Assad-styrets uomtvistelige skyld. Ifølge våbeneksperterne er dette dog ikke lykkedes. De forskellige rekonstruktioner af omstændighederne omkring udførelsen af angrebet, som med en høj grad af sikkerhed indebærer, at det syriske styre var bagmand, er ikke forenelige med deres forskningsresultater. Dette udelukker selvsagt ikke, at det syriske styre kunne være ansvarligt. Sammenfattende pointerer Postol og Lloyd:

”We do not claim to know who was actually behind the attack of 21 August in Damascus. But we can say for sure that neither do the people who claim to have clear evidence that it was the Syrian government.”

Det stærkeste indicium for styrets giftgasansvar er, at den anvendte rakettype tilsyneladende er udviklet og bruges af det syriske militær. Dog har oprørere i mange tilfælde indtaget styrets militærbaser og plyndret våbendepoter. Tilsyneladende har oprørere også benyttet den omdiskuterede rakettype. Lloyd og Postol bestrider imidlertid, at det skulle overstige oprørernes formåen selv at fabrikere raketterne.

Så hvem stod bag angrebet? Vi mangler direkte beviser. Der kan foretages slutninger i den ene eller anden retning ud fra indirekte beviser, der i højere grad udelukker mulige scenarier for, hvordan angrebet kunne være foregået, end bekræfter specifikke teser om, hvem der faktisk udførte giftgasangrebet sted d. 21. august 2013. Vi ved det ikke.

Kan problemet løses af effektiv propaganda?

 

En moderne propagandavariant

Den propaganda, medierne tematiserer, er mindre avanceret end den propaganda, medierne praktiserer. Vi mangler adækvate begreber for de bedrag, vi udsættes for.

Når P1’s Anne Haubek advarer: ”Ja, det gælder om at holde hovedet koldt og kritisk over for alt det, der vælter ind i hovedet på os hele tiden fra diverse medier,”[10] sigter hun alene til den Vesten-fjendske propaganda fra øst, som ganske vist er blevet et ret stort medietema hen over sommeren, men som de kritiske medier alene lader os overvære afklædningen af. P1 giver os ingen ideer om, hvorledes vi kan forsvare os mod ”alt det, der vælter ind i hovedet på os” fra de hjemlige medier, endsige antyder, at der kunne være grund til det.

Den tematiserede propaganda finder vi i svundne tiders excesser, hos de radikaliserede, i diktaturstaten, i afvigelsen fra mainstream. Den kendetegnes typisk som en målrettet aktivitet, strategisk planlagt af de kræfter, hvis interesser den er skabt til at tjene. I sin form er den værdiladet og i sit sigte værdiskabende; appellen til vores følelser og moralske sans er, om end fordækt, temmelig direkte. Propagandaen retter sig imod og skaber følelsesindstillinger. I det danske statsmedie hævdes russiske statsmedier f.eks. at benytte ”subjektivt”, ”følelsesladet” og ”svulstigt” sprog, idet der ”dygtigt” og ”manipulerende” fremmanes fjendebilleder.[11] Til sådanne formål konstrueres vrangbilleder af det virkelige.

I den udstrækning det propagandistiske består i uredelige virkelighedsgengivelser, konstrueres objektive repræsentationer, som ikke kan godtgøres objektivt. Udgangspunktet er det objektive, og opgaven er nu igennem formgivning af selve repræsentationen (såsom overbetoningen, udeladelserne, erstatningen eller forfalskningen) samt det eventuelt underliggende evidensgrundlag (konstrueret efterretningsmateriale, tvivlsomme vidneudsagn gengivet uden forbehold, urimelige slutninger, bedragerisk selektion m.m.) at fremstille en ønsket offentlig erstatningsrealitet, der ikke tåler sammenligning med den uønskede, mørklagte realitet selv – og, for det effektive propagandafremstøds vedkommende, tillige unddrager sig en sådan sammenligning.

Den propaganda, som mainstreammedierne viderebringer og producerer, har i et vist mål disse træk, men rummer også mere sofistikerede kvaliteter, som må tages i betragtning af propagandastudier, der ikke blot søger at afdække den offentlige holdningsdannelse og de midler, hvormed den vinder sin fasthed og form, men mere fundamentalt vil nå frem til nogenlunde dækkende beskrivelser af karakteren af vores fælles viden og dens ophav.

Det er ikke i den direkte produktion og manipulation af følelser og stemninger igennem værdiladede fremstillinger af det allerede kendte, at den moderne mainstream-propagandas fortrin skal findes, men i konstruktionen af alment antaget viden, som ikke lader sig rokke af evidens. Denne viden opnår først en uanfægtelig form, når den såvel manifest som principielt er løsgjort fra evidenskoblinger: den påkalder sig ikke støtte i evidenshenvisninger, og ej heller ledsages den af tilkendegivelser, som underforstår, at vidensindholdets sandhed afhænger af nogen form for (rationel eller empirisk) forbindelse til et underliggende fundament. Den formidlede viden har faktuel udsagnskraft, men ikke faktuel forankring.

Den rene, alment antagne viden nyder således en slags faktuel immunitet: Vidensindholdets sandhed behandles ikke som betinget af overensstemmelse med, hvordan tingene forholder sig i den virkelige verden (eller vores viden derom). Som det gælder de mere direkte manipulationsformer, som sigter mod at skabe, intensivere og retlede følelsen, tilsidesætter denne propagandaform rationaliteten, men ikke idet den undertvinges de fremmanede følelsesimpulsers pres. Den præsenterede viden unddrager sig refleksion og omtanke ved at gå forud for disse. Informationen føjes til det lag af viden, som vi tænker ud fra, men ikke tænker over.

Konstruktionen af alment antaget viden fordrer en upåfaldende, neutral fremstillingsform. Spor af den interessedrevne strid om sandheden, som enhver propagandavirksomhed forsøger at afgøre, udviskes. Mærkbar brug af overbevisnings- og overtalelseskraft minimeres, da retoriske markører, uagtet deres styrke eller finesse, fæstner den præsenterede viden til et subjektivt perspektiv i en verden af divergerende opfattelser.[12] Det retoriske eftertryk peger som minimum på muligheden for modsigelse og vil derfor tendentielt nedbryde vidensindholdets status som alment antaget. I stedet præsenteres simple kendsgerninger[13] løsgjort fra subjektive opfattelser og evidensmæssigt ophav.

Derudover afhænger produktionen af alment antaget viden af negligering eller benægtelse af modstridende information, som ville forekomme troværdig og derfor kunne udgøre hele eller delvise konkurrerende sandheder. Udsagn fra kilder, som på forhånd regnes for fuldkomment upålidelige – såsom Putin, Bashar al-Assad eller andre repræsentanter for det syriske styre – kan derimod gengives, da disse fremstår som symptomudtryk for forskruede verdensopfattelser, ikke mulige versioner af, hvordan verden derude kunne hænge sammen. Den udeblevne offentlige interesse for den velrenommerede diplomat Hans von Sponecks gennemresearchede insiderberetning om det dødbringende sanktionsregime, den irakiske befolkning led under i perioden fra 1990-2003, kan vidne om, at det ikke er fjendens agitation, som har sværest ved at blive indsluset i mediestrømmen. De pålidelige, men kontrære fakta, den kyndige iagttager fremlægger, bliver derimod i bedste fald til skvulp i mediestrømmens randområde.

Kan den skitserede moderne propagandavariant spores i Politikens og Informations dækning af, hvem der stod bag giftgasangrebet mod Ghouta d. 21. aug. 2013?

 

Politikens og Informations giftgasdækning

Den 14. september 2013 offentliggjorde FN en rapport, som bekræftede, at Ghouta var blevet angrebet med saringas d. 21. aug. 2013. Det lå uden for FN-missionens mandat at forholde sig til, hvem gerningsmændene kunne være. I perioden efter FN-rapportens offentliggørelse og frem til juli 2014 har Information og Politiken forvisset deres læsere om, at skyldsspørgsmålet er afklaret: Det var det syriske styre, som gjorde det. I det følgende gennemgås, hvorledes denne viden konstrueres. De kursiverede numre henviser til de artikler, der er angivet i artikellisten.[14]

I 16 af Politikens artikler fremstilles det som en simpel kendsgerning, at styret stod bag angrebet (1, 2, 6, 8, 9, 10, 11, 13, 15, 16, 17, 20, 24, 25, 26, 27). Ofte bruges en variation af vendingen ”… straffe Assad for brug af kemiske våben” (8, 9, 10, 11, 13, 15, 16, 20, 27).[15] Konsekvent undlader skribenterne at anføre et blot mildt forbehold (såsom den ”formodede” eller ”angivelige” brug af kemiske våben), der efter almindelig journalistisk skik ville markere eksistensen af nævneværdig tvivl. Andre former for forbehold tages heller ikke; ansvarsplaceringen er et nøgent faktum.

I andre Politiken-artikler begrundes udsagnet. 6 artikler, som udtrykker, at det er sikkert eller sandsynligt, at styret stod bag angrebet, henviser i større eller mindre omfang til underbyggende evidens (3, 4, 5, 21, 22, 23), mens endnu en artikel postulerer eksistensen af en evidens, der ikke specificeres (19).

Den 18.-19. sept. 2013 – kort efter FN-rapportens offentliggørelse – benyttes kilder til støtte for regimetesen i to artikler (3, 5), mens en enkelt artikel fremsætter et ræsonnement, som mistænkeliggør Assad (4). Skyldsspørgsmålet anses ikke for at være definitivt afgjort, skønt vi kommer tæt på: ”en række eksperter mener, at der er klare beviser […] for, at Assadregimet stod bag angrebet” (3). Bloggeren Brown Moses og Human Rights Watch’ Peter Bouckaert optræder som eksperter.[16]

Derefter følger ca. tre måneder, før spørgsmålet om evidens igen dukker op i avisen. D. 14. dec. 2013 er ”ansvaret uafklaret” (18), før det ”dokumenterbart”, men uden kildeangivelse igen tilfalder Assad d. 1. jan. 2014 (19). I den mellemliggende tid er styrets skyld blevet antaget uden bevis i 9 artikler (6, 8, 9, 10, 11, 13, 15, 16, 17).

Information indhentede tidligt ekspertudsagn fra Ralph Trapp og Jean Pascal Zanders. Med afsæt i FN-rapportens oplysninger opregner eksperterne en række indicer på det syriske styres giftgasansvar i en artikel d. 17. sept. 2013 (28). Lasse Ellegaard følger den 20. sept. op med betragtningen, at en ”nøjere granskning af Gouta-rapporten […] peger på, at regimet formentlig er gerningsmand” (29). I begge artikler fremhæves affyringsstedets lokalitet som vægtigt indicium. At senere undersøgelser har vist, at raketterne ikke kunne være blevet affyret fra de først antagne områder, er ikke en viden, Information har viderebragt. Samme dag spørger en artikel ”Hvad nu hvis […] Assad genoptager de kemiske angreb?” (30) uden at begrunde den underliggende antagelse om, at Assad stod bag Ghouta-angrebet.

Endelig fastslås styrets ansvar som et definitivt faktum d. 23. sept. Belægget er forlydender: ”Og at regimet stod bag, fremgår af udsagn fra velinformerede syrere i Beirut, der fortæller, at regimefolks familier i nabolandsbyerne til de kemiske våbens målområder op til angrebet blev varskoet” (31).

Efter disse 3 evidensbaserede artikler figurerer styrets skyld som simpelt faktum i 5 af de 8 Information-artikler, som forholder sig til skyldsspørgsmålet (32, 34, 35, 37, 39), mens ansvaret ”sandsynligvis” (36) og ”efter alt at dømme” (38) tilfalder Assad i yderligere to artikler.[17] Selvom vi i sammenligning med Politiken er vidne til en mere sparsom dækning og en lidt lavere grad af sikkerhed, er forløbet stort set det samme: Fra indledningsvis præsentation af ekspertkilder, der hævdes at pege på mere eller mindre solide beviser for, at afsenderen af ”det kemiske snavs” (29) er Assad-styret, hen imod en mediedækning, der forudsætter – og givetvis bidrager til at konstruere – vished om styrets skyld.

Der gøres kort proces. Men dommen hænger ved. Analysens hovedresultater følger.

  1. I tiden fra FN-rapportens offentliggørelse d. 14. september 2013 frem til slutningen af juli 2014 har samtlige journalister, som har forholdt sig til ansvarsplaceringen i Informations og Politikens spalter, peget på Assad-styret som skyldigt.
  2. Aviserne forankrer i et vist omfang deres udsagn i evidens (3, 4, 5, 21, 22, 23, 28, 29, 31). Kort efter FN-rapportens offentliggørelse udelader aviserne dog stort set konkrete evidenshenvisninger; fra d. 23. sept. 2013 og 10 måneder frem anføres således kun evidens i 3 artikler (21, 22, 23).
  3. Aviserne forholder sig alene til lødig evidens, der inkriminerer det syriske styre.[18] Den eksisterende ekspertdissens nævnes ikke. Dissens fra internationalt anerkendte journalister som eksempelvis Robert Fisk eller Gwynne Dyer optræder ligeledes ikke.
  4. Mulige begrænsninger ved den præsenterede evidens overvejes ikke. Der tages f.eks. ikke kildekritiske forbehold over for den amerikanske regerings eller Brown Moses’ oplysninger.
  5. Blandt de i alt 26 artikler, der uden konkrete evidensreferencer peger på styret som giftgasafsender (1, 2, 6, 8, 9, 10, 11, 13, 15, 16, 17, 19, 20, 24, 25, 26, 27, 30, 32, 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39), levner kun 3 artikler plads til en smule tvivl (33, 36, 38). De evidensbaserede artikler erklærer derimod sjældent skråsikkert, at Assad-styret stod bag (undtagelsen er 31). Visheden tiltager, når fokus på beviserne aftager.
  6. I ingen af de nævnte 26 artikler fremstår ansvarsplaceringen som en overbevisning.[19] Dommen over Assad-styret serveres heller ikke med følelsesladet (f.eks. ”forfærdelige angreb”) eller værdiladet (f.eks. ”forbrydelse”) sprogbrug. En rent sproglig analyse kan ikke opspore nogen tendens. Vi står over for simple kendsgerninger.
  7. Et bredt felt af avisernes mest respekterede journalister fremstiller Assads giftgasansvar som en simpel kendsgerning: Herbert Pundik, Marcus Rubin, Anders Jerichow, Rune Lykkeberg, Michael Jarlner, Jacob Svendsen, Martin Burchardt, Lasse Ellegaard og Charlotte Aagaard.

 

Står vi over for en konstruktionen af ”alment antaget viden”? Assads ansvar fremlægges fortrinsvis som et simpelt faktum, og der findes kun få og vage afvigelser fra en neutral, just-stating-the-facts-agtig fremstillingsform. På den anden side demonstrerer aviserne indledningsvis, at de opfatter skyldsspørgsmålet som evidensafhængigt; for så vidt kunne avisernes dækning forventes også at være åben for kontrær evidens.

Evidensafkoblingen indfinder sig først, efter at aviserne indledningsvis har præsenteret deres indicier. Herefter træder den faktuelle immunitet i kraft: Tidligere bragte oplysninger, der ikke viste sig at holde stik, korrigeres ikke, og troværdige eksperters kontrære fakta udelukkes fra dækningen. En enkelt artikel fra Information, som ikke er medtaget i ovenstående analyse, afviger dog på oplysende vis fra dette mønster og giver et vist indblik i, hvorledes journalister forholder sig til ”alternative” versioner.

 

Et livtag med giftgasskepsissen

Tobias Havmands læseværdige artikel ”Krigen fortsætter ufortrødent”, Information 14/6-2014, præsenterer den eneste behandling af Seymour Hersh’ førnævnte historie om baggrunden for Ghouta-angrebet, der findes i danske medier. For så vidt genopliver Information det spørgsmål om evidens, der ellers var gået i glemme – eller rettere: på en gang suspenderet og afgjort per antagelse – i de forudgående måneders journalistik. Anledningen er dog ikke Hersh’ artikler som sådan – for den seneste var allerede to måneder gammel – men den storm af kritik, som Hersh er blevet mødt med fra både establishment-og blogosfære-kilder.[20] Havmand slutter op om kritikken.

De kritikpunkter mod Hersh, Havmand sympatisk gengiver, stammer fortrinsvis fra Muhammad Idrees Ahmads A Dangerous Method: Syria, Sy Hersh, and the Art of Mass-crime Revisionism, som foruden nogle betænkningsværdige saglige indvendinger og misrepræsentationer af Hersh’ hovedsynspunkter[21] anklager Hersh for at bedrive ”profascistisk propaganda” m.m. Havmand giver implicit, men lidet tvetydig støtte til Ahmads påstande om, at Hersh’ propagandistiske metode består i dels at benytte ”antagelser til at styre sortering af fakta”, dels på lige så uvederhæftig vis ”at skabe usikkerhed” ud fra politiske motiver.

Hvad det sidste angår, er det værd at notere sig, at det er afvigerens usikkerhedsskabende indsigelser mod magthaver- og mediekonsensussen, der af Information fremhæves som et propagandafremstød, og ikke den langt mere gennemgribende produktion af officielt sanktioneret vished, dagbladet selv deltager i. Flere af den nyere tids succesfulde propagandabedrifter – Iraks masseødelæggelsesvåben, Irans masseødelæggelsesvåben, massakren i Houla – kunne i det mindste have været modereret med en dosis berettiget tvivl. Som nævnt er der forskel på medietematiseret og mediepraktiseret propaganda.

Hersh’ konstruktion af hændelsesforløbet bag Ghouta-angrebet hviler på unavngivne efterretningskilder, og bevistyngden er, i fraværet af supplerende evidens, ikke overvældende. Men det kan næppe være grunden til, at Information primært trækker Hersh frem for at affærdige ham. Hersh’ særkende er netop den omfattende brug af anonyme kilder; uden denne metode havde en del af den Pulitzer-prisvindende journalists historiske afsløringer ikke været mulige. Desuden går Information ikke tilsvarende omhyggeligt til bevisførelsesproblematikken, når det gælder validiteten af Vestens officielle version. F.eks. lod Information unavngivne, ganske vist ”velinformerede”, kilder levere det afgørende bevis for, at styret stod bag giftgasangrebet (31).

”Alligevel står der vitterlig en bid tvivl tilbage,” medgiver Havmand midtvejs i artiklen, idet han vender sig bort fra de konkrete indicier, der er præsenteret af Hersh eller (med langt større vægt) andre ”skeptikere”, og i stedet løfter tvivlen op i en mere spekulativ sfære:

”Få, der har indblik i borgerkrigens Syrien tiltror de mest rabiate oprørsgrupper større moralsk habitus end regimet – eller kan med nogen sikkerhed afvise, at de har kemiske våben og er parat til at bruge dem. Sandsynligheden er ikke stor, men er den lille nok til, at man fuldstændig kan afskrive den? Er det nok til at gå i krig?”[22]

Usikkerhedsmomentet, lader Havmand forstå, kan alene fostres af en generel besindelse på, at vores viden jo ikke er fuldstændig, og at alternativer vanskeligt kan udelukkes kategorisk. Så vidt Havmand orienterer os, kan tvivlen derimod ikke finde fodfæste i nogen eksisterende viden om Ghouta-angrebets konkrete omstændigheder.

Derefter opløses ideen om, at vi kan opnå jordiske sandheder om Syrien: ”Sandheden i Syrien er […] at hvad der reelt sker i Syrien, er alle folks gæt.” Den underliggende pointe er, at kun med urealistiske og absurd fordringsfulde begreber om sandheden – som gør det hele til ”alle folks gæt” – bliver der tillige plads til tvivl om, hvor ansvaret skal placeres.

Med et citat fra en anonym kilde vender vi sidst i artiklen tilbage til den verden, vi i et vist omfang er i stand til at forstå: ”»Alt, hvad vi kan sige, er, at de beviser, vi har, peger mod regimet som ansvarlig, men vi har ikke nok til med al sikkerhed at kunne udelukke andre muligheder.«” Uden problemer lader Information en unavngiven kilde levere den autoritative konklusion i en artikel om det problematiske i brugen af unavngivne kilder. Det er ikke bruddet med en journalistisk dyd, avisen alligevel ser stort på, som anfægter. Det er den anerkendte fagfælles brud med den etablerede sandhed, der volder problemer.

Havmands artikel berører altså ad visse omveje evidensproblematikken, men ender med at konkludere, at der alene er basis for en smule negativ tvivl (vi ved for lidt til endegyldigt at bekræfte regimetesen, hvis vi antager skyhøje evidenskrav). Hermed negligeres, nu da Hersh’ bidrag er affærdiget, eksistensen af et solidt grundlag for positiv tvivl (vi ved noget, der modsiger de foreliggende teser om, at styrets tropper udførte angrebet).

Den ”faktuelle immunitet”, der ligger som en hinde om det alment antagne vidensbedrag, opretholdes normalvis igennem tavs afvisning af berøring med tungtvejende modstridende evidens; afvigende synspunkter bliver end ikke gengivet. Havmands artikel lader undtagelsesvis læserne komme i berøring med modstridende evidens fra en uafhængig, respektabel kilde – som så selv, så at sige i berøringen, afvises.

Hersh er i denne sammenhæng en belejlig repræsentant for ”den alternative version”. De påstande, Hersh videreformidler, kan affejes af de samme grunde, hvormed man, hvis man anvendte almene og ikke selektive vidensstandarder, kunne have benægtet værdien af en betragtelig del af USA’s kategoriske og FN’s vagt-indikerende udsagn om skyldsspørgsmålet: Påstandene lader sig ikke eftertjekke. Ift. de efterprøvelige, mere tekniske forskningsresultater, som våbeneksperterne Richard Lloyd og Theodore Postol har lagt frem, opretholdes den faktuelle immunitet på gængs vis: ikke gendrivelse af evidens, men tavs afvisning af at tage den i betragtning.[23]

Havmand omtaler ”dubiøse, obskure hjemmesider som f. eks. Mint Press”. Karakteristikken er muligvis korrekt. Men i så fald: Hvad siger det om det etablerede mediesystem, at væsentlige og højaktuelle forskningsresultater fra førende våbeneksperter finder vej til dubiøse, obskure afkroge af internettet, men slet ikke nævnes i danske medier?

 

Sandhedskraft uden evidens

Information og Politiken har ikke kun forholdt sig til det substantielle spørgsmål: Hvem stod bag angrebet? Dagbladene har også dækket, hvorledes stridens betydeligste parter – fortrinsvis USA, ”Vesten” og Syrien, Rusland – forholder sig til skyldsspørgsmålet. Hvad viser denne del af Ghouta-dækningen?

Karakteristik for de artikler, som behandler de forskellige parters synspunkter på skyldsspørgsmålet, hedder det, at USA og andre vestlige lande har ”konkluderet” (40), at Assad stod bag angrebet, mens dette ”afvise[s]” (40) eller ”benægte[s]” (39, 41) af Rusland og det syriske styre, som derimod ”hævder” (42) og ”bliver ved med at hævde” (43), at oprørere er de skyldige, eller ”beskylder” (29, 39) dem for at være det. Putin ”har sit eget syn på” (44), hvem der anvendte kemiske våben, men det er blevet ”fastslået” (36), at det sandsynligvis var Assad, hvilket USA er ”overbevist” (3) og ikke ”i tvivl om” (28). Vestlige lande mener at have ”klare beviser”; Rusland har en anden ”mening” (28), men tilsyneladende ingen beviser; Rusland ”synes faste i troen” (29), men er det givetvis ikke.

På den ene side har vi Vestens udmeldinger, som udtrykker genuine overbevisninger grundet i saglig indsigt og rationalitet; på den anden side benægtelse og beskyldninger, som ikke indikeres at være forankret i reelle opfattelser hos modparterne, endsige deres granskning af situationen. Det ene hold siger det, de siger, fordi de har en velbegrundet opfattelse af, at det er rigtigt. Det andet hold siger bare noget. Givetvis i fornægtelse.

Den tilskrevne (u)troværdighed er sjældent direkte underbygget. Ofte rummer de artikler, som serverer autentisk vestlig rationalitet og syrisk-russisk upålidelighed, ikke nogen information, der begrunder eller kunne begrunde, at Vestens anklager skulle have større sandheds- eller beviskraft end de russiske og syriske afvisninger. Det er fortrinsvis et retorisk fænomen.

Det officielle Vestens standpunkter og informationer indgår sjældent, og i givet fald kun perifært, i det bevismateriale, aviserne fremdrager til påvisning af Assad-styrets skyld;[24] som nævnt trækker bevisførelsen fortrinsvis på vidnesbyrd fra kilder, der kan fremstilles som kvalificerede og uafhængige. Dagbladene undgår klogelig at lade deres antagelse om Assads giftgasansvar stå og falde med sandhedsværdien af de vestlige lederes anklager (som bekendt kan være en omskiftelig størrelse).

Forskelsbehandlingen af de vestlige og syrisk-russiske udmeldinger spiller en anden rolle, der strengt taget ikke vedrører evidensforbindelser. Signalerne samler sig i én besked til læseren: I fornuftige og indsigtsfulde kredse regnes Assads skyld for sikker viden; kun de ufornuftige gør indsigelse. Efter gængse normer for vidensdannelse bør den rettænkende læser overtage en sådan, almindelig anerkendt viden som sin egen antagelse, så at sige ubeset. Mediebrugeren kan forlade sig på de kyndiges indsigt i stedet for selv at skaffe sig indblik. Evidenskrav suspenderes snarere end opfyldes. Altså udfylder troværdighedsmarkørerne en støttefunktion i konstruktionen af evidensafkoblet, almen antaget viden.

 

Magt og sandhed

Informations og Politikens dækning har bidraget til, at påstanden om Assad-styrets giftgasansvar har opnået status som almen antaget viden. Denne videns status svarer imidlertid ikke til dens karakter: At det syriske styre stod bag Ghouta-angrebet, er noget, som medierne egentlig godt ved, at de ikke ved, men som de foregiver at vide. Det er et vidensbedrag. Dermed ikke sagt, at enkelte journalister eller redaktører bevidst tilbageholder viden og fordrejer tingene, sådan som det kunne tænkes ud fra klassiske propagandaforestillinger. Vi kender ikke de vidensdannelses- og vidensudskilnings-processer, som ligger bag det trykte ord. De mediefolk, som viderebringer og udvirker bedraget, gør det formodentlig ikke intentionelt. Det er et systemisk bedrag. Den viden, systemet ved er tvivlsom, udbredes som sand.[25] Hvorfor også Politiken og Information?

Det er klart, at de to centrum-venstre-aviser, der gerne distancerer sig fra dubiøse og obskure medier, nødigt vil afvige fra den etablerede mediekonsensus i sådanne spørgsmål; de to danske dagblade har ingen nævneværdig tyngde i den vestlige medievirkelighed og er snarere aftagere end producenter af viden om internationale emner. Indebærer afvigelse fra den etablerede konsensus større risiko for troværdighedstab end knægtelse af de abstrakte dyder, journalistfaget bekender sig til (evidenskrav, balance, objektivitet osv.)?

Tendensen mod konformitet til en etableret medievirkelighed kan tilbyde en mulig delforklaring på Informations og Politikens adfærd, men siger selvsagt ikke noget om, hvorfor mediesystemet opfører sig, som det gør. I den aktuelle sag fremhæver Postol og Lloyd, at etablissementet i USA (den amerikanske regering, New York Times og NGO’er som Human Rights Watch) velvilligt lod sig informere af – og ivrigt udbredte kendskabet til – deres forskning, så længe dens resultater syntes at inkriminere den syriske regering.[26] Da deres forskningsresultater opløste det faktuelle grundlag under den etablerede historie om Assad-styrets skyld og tillige indikerede, at den amerikanske regering havde givet en bedragerisk offentlig præsentation af sine efterretningsoplysninger, var etablissementet og medierne ikke længere lydhøre. Det ærgrer eksperterne:

“The mainstream American media have done a disservice to the public by allowing politically motivated individuals, governments, and non-government organisations to misrepresent facts that clearly point to serious breaches of the truth by the White House.”

Men er det noget, medierne blot har ”tilladt” i dette tilfælde, og hvilken form for ”service” kan medierne forventes at levere? Et bredere spørgsmål kan rejses: I hvilken udstrækning er mediesystemets vidensbearbejdning og -formidling formet af rationalitet og faglige dyder, og i hvilken udstrækning er dækningen underlagt krav om overensstemmelse med magthavernes verdensbilleder? Og hvad sker der i tilfælde af konflikt mellem disse hensyn?

 

Artikelliste

  1. Herbert Pundik: ”USA’s straffeaktion mod Syrien er forfejlet”, 15.09.2013
  2. Claus Blok Thomsen, ”Eksperter tvivler på, at Assad uden videre går med til at ødelægge sit lager af giftgas”, 15.09.2013
  3. Marcus Rubin: ”Fransk-russisk strid om Syrien”, 18.09.2013
  4. Anders Jerichow: ”Putin og Lavrov må stille Bashar al-Assad til ansvar”, 18.09.2013
  5. Marcus Rubin: ”Rusland kritiserer FN-rapport om Syrien”, 19.09.2013
  6. Rune Lykkeberg: ”MODMAGT”, 21.09.2013
  7. Asem Elghioane: ”Interview: Terroristerne henter kemiske våben i Tyrkiet, Libyen og Irak”, 21.09.2013
  8. Michael Jarlner: ”FN’s comeback… måske”, 28.09.2013
  9. Jakob Nielsen, ”Søvndal foreslår ret til angreb uden FN”, 29.09.2013
  10. Jakob Nielsen: ”Våbenbrødre”, 29.09.2013
  11. Jacob Svendsen: ”Forhandlinger styrker Syriens ekstremister”, 08.10.2013
  12. Dieter Bednarz og Klaus Brinkbäumer: ”En løgn er og bliver en løgn”, 13.10.2013
  13. Jacques Hartmann: ”Kronik: Retten til angreb uden om FN er i spil”, 24.10.2013
  14. Ole Olsen: ”Regeringen har altid en blind tillid til USA”, 29.10.2013
  15. Anders Jerichow: ”Voksende mistillid til Obama”, 30.10.2013
  16. Herbert Pundik: ”Alliancen mellem USA og Saudi-Arabien vakler”, 01.11.2013
  17. Herbert Pundik: ”Putins Rusland har gjort comeback i stor stil i Mellemøsten”, 29.11.2013
  18. Anders Jerichow: ”FN: Nervegas dræbte hundredvis af syrere”, 14.12.2013)
  19. Michael Jarlner: ”Krystalkuglen 2014: Robotterne kommer, Første Verdenskrig spøger, og big data-revolutionen forandrer vores liv”, 01.01.2014
  20. Anders Jerichow: ”Assad, Netanyahu og Sisi foran skæbnevalg”, 01.01.2014
  21. Jens Anton Bjørnager: ”Esbern Snare: Helt klar til at afhente kemiske våben”, 04.01.2014
  22. Marcus Rubin: ”Sofaanalytikeren”, 19.01.2014
  23. Mads Zacho Teglskov: ”HÆDER: Tre nominerede skal kæmpe om Bagsidens Krigspris 2014”, 05.03.2014
  24. Marcus Rubin: ”Obamas røde linje: Assad bruger stadig kemiske våben mod civile i Syrien”, 02.05.2014
  25. Michael Jarlner: ”Her er præsident Obamas fem blinde vinkler”, 10.05.2014
  26. Anders Jerichow: ”Vestlige lande søger magisk våben i Syrien”, 22.05.2014
  27. Anders Jerichow: ”Undskyld, hvor er fredsprocessen henne?”, 08.07.2014
  28. Martin Burchardt: ”Eksperter: Indicier peger på Syriens hær”, 17.09.2013
  29. Lasse Ellegaard: ”Begge borgerkrigens parter har kemisk snavs på hænderne”, 20.09.2013
  30. Simon Jenkins: ”Spinkelt fredshåb i Syrien”, 20.09.2013)
  31. Lasse Ellegaard: ”Al-Assads pragmatiske triumf”, Information 23/9-2013
  32. Lasse Ellegaard: ”Den islamiske alliance i Syrien splitter oppositionen yderligere”, 28.09.2013
  33. Gwynne Dyer: ”Alle vandt i Syrien, undtagen syrerne”, 28.10.2013
  34. Ole Bang Nielsen: ”Rusland er tilbage i det geopolitiske spil”, 29.11.2013
  35. Martin Burchardt: ”En liberal interventionist melder sig på banen”, 08.01.2014
  36. Kim Kristensen: ”Pertou Mach tager opgør med regeringens udenrigspolitik”, 09.01.2014
  37. Charlotte Aagaard: ”Assads strategi”, 08.03.2014
  38. David Rehling: ”Uacceptabelt? Jovist, men krigsårsag? Nej, vel…”, 15.04.2014
  39. Lasse Ellegaard: ”Dødens kemiske grin”, 05.05.2014
  40. ”FN ikke i tvivl: Der er brugt kemiske våben i Syrien”, Politiken, 17.09.2013
  41. ”Tidligere Obama-rådgiver: Diskret charmeoffensiv over for Iran bærer frugt nu”, Information, 27.09.2013
  42. ”Nu begynder jagten på våben, som før blev fornægtet”, Politiken, 17.09.2013
  43. ”Putin – statsmand og stuntman”, Politiken, 30.10.2013
  44. ”Den exceptionelle nation”, Politiken, 15.09.2013

[1] The Mind Managers (Boston, MA: Beacon, 1973), s. 11.

[2] Bortset fra, at dokumentet rummer et kort, der giver indtryk af, at giftgasraketterne slog ned sig over et større område, end det faktisk var tilfældet.

[3] ”FN: Assad terroriserer med primitive tøndebomber”, Politiken, 24/2-2014;

[4] ”Krigen fortsætter ufortrødent”, Information, 14/6-2014.

[5] Se Postol og Lloyds kommentar i London Review of Books.

[6] Rapporten rummede dog nogle tekniske oplysninger, som vestlige medier har gengivet som belæg for påstanden om Assads skyld.

[7] Hersh har i et interview citeret fra et efterretningsdokument, han hævder at besidde, men ikke har fremlagt i sin helhed.

[8] Postol og Lloyds resultater indebærer, at den amerikanske regering enten misinformerede offentligheden eller selv benyttede efterretningsoplysninger af usandsynligt ringe kvalitet.

[9] Richard Lloyd har siden præsenteret evidens for, at den syriske regering havde ret, da den få dage efter Ghouta-angrebet hævdede, at syriske styrker havde opsporet et underjordisk kemisk våbenlager tilhørende Assad-modstandere i det område, Ghouta-raketterne angiveligt var affyret fra.

[10] Indslag om russisk propaganda i DR P1’s ”Europa lige nu”, 31.08.2014, 16.50-18.47.

[11] Indslag om russisk propaganda i DR P1’s ”Orientering”, 26.08.2014.

[12] Af denne grund virker et udsagn som ”Der kan ikke herske den ringeste tvivl om, at Helle Thorning-Schmidt er Danmarks statsminister” påfaldende usikkert – den overbevisningskraft, med hvilken der stilles garanti for vidensindholdets rigtighed, synes på mærkværdigvis at mindske den tiltro, vi kan fæste til, at den, der vil overbevise os om udsagnet, faktisk er sikker på det.

[13] En simpel kendsgerning forstås her som en proposition (eller præsupposition), der ikke forbindes med en evidentiel kilde eller tillægges en epistemisk status. ”Assad brugte kemiske våben” er således en simpel kendsgerning. I udsagnet ”Alt tyder på, at Assad brugte kemiske våben” angives derimod en evidentiel kilde (”alt”). I udsagnet ”Assad brugte utvivlsomt kemiske våben” er udsagnets objektive indhold tilskrevet en grad af epistemisk sikkerhed (”utvivlsomt”).

Angivelse af evidentiel kilde vil almindeligvis indikere, at propositionens sandhedsværdi afhænger af kildens status, dens udsagnskraft ift. det propositionelle indhold samt vores viden om kildens status og udsagnskraft. Typisk etablerer den evidentielle kildeangivelse en relation mellem propositionen og den objektive virkelighed. Hermed åbnes muligheden af, at propositionens kunne være falsk, hvis vores viden om den objektive virkelighed er utilstrækkelig. Propositionen optræder dermed som potentielt angribelig; dens sandhed afhænger af noget, der ligger uden for udsagnet selv: hvad der rent faktisk er tilfældet.

Afsenderens udtryk for epistemisk sikkerhed vil tilsvarende berøve udsagnet noget af sin selvfølgelighed; idet hans subjektive forhold til propositionen ekspliciteres, antydes fordringen om tilslutning – og muligheden for fejltagelse.

[14] Analysen i dette afsnit angår, hvad aviserne autoritativt skriver om det substantielle skyldsspørgsmål. Derfor er der alene udvalgt artikler, hvori en journalist foretager, støtter op, afviser eller på anden måde substantielt forholder sig til ansvarsplaceringen. Tekster fra telegrambureauerne er fravalgt, da de ikke tilsigter at viderebringe viden om det substantielle spørgsmål om, hvem der foretog giftgasangrebet, men i stedet orienterer om, hvad stridens aktører (typisk USA og Rusland) gør og hævder. Læserbreve er fravalgt grundet deres ringe vidensautoritet. Artikler, der gengiver partsindlæg fra f.eks. politikere om skyldsspørgsmålet, er heller ikke medtaget, medmindre partssynspunktet tillige antages af journalisten selv.

[15] Som også findes i en enkelt Information-artikel (32).

[16] Politiken har anvendt amatøranalytikeren Brown Moses som ekspertkilde i 4 artikler: ”Fransk-russisk strid om Syrien”, 18/9-2013; ”FN: Assad terroriserer med primitive tøndebomber”, 24/2-2014; ”Obamas røde linje: Assad bruger stadig kemiske våben mod civile i Syrien”, 2/5-2014; ”Sofaanalytikeren”, 19/1-2014. Sidstnævnte er et helsidesportrætinterview.

Moses figurerer som troværdig kilde i to Information-artikler: ”Begge borgerkrigens parter har kemisk snavs på hænderne”, 20/9-2013; ”Krigen fortsætter ufortrødent”, 14/6-2014.

[17] Endelig rettes en ret uforpligtende anklage mod styret i den sidste af artiklerne: Assads ”styrker (eller nogen andres styrker) brugte giftgas” (33).

[18] I to artikler figurerer utroværdig evidens. Det gælder Politiken-interviewene med Bashar al-Assad (12) samt en talsmand for styret (7), hvori interviewpersonerne fraskrives den troværdighed, de i forvejen ikke har i den vestlige offentlighed. Interviewerne forholder sig næsten irettesættende til statsrepræsentanterne med udbrud som ”helt ærligt?” (7). I Assad-interviewet opfordres præsidenten til at træde tilbage, og hans brug af giftgas hævdes at være en kendsgerning (12).

[19] Overbevisningskraft kan tilnærmelsesvis spores i udsagnene om, Assads ansvar for ugerningen er ”dokumenterbart” (19), ”fastslået” (36), eller ”efter alt at dømme” (38) må antages. Dog markerer udtrykkene objektiv evidenshenvisning snarere end subjektiv overbevisning.

[20] Af de mere seriøse gendrivelser af Hersh kan nævnes

[21] Interventions Watch’ artikel Seymour Hersh: liar and pro-fascist propagandist? korrigerer nogle af Ahmads misrepræsentationer.

[22] Havmand er i dette spørgsmål ikke på linje på sin kollega Lasse Ellegaard, der i avisens spalter har fremhævet, at oppositionen efter alt at dømme også har anvendt kemiske våben (31).

[23] Lloyd og Postol får ligesom Hersh hårde ord med på vejen i den Ahmad-artikel, Havmand henter sit krudt fra. Men Havmand nævner ikke eksperterne i sin egen artikel.

[24] En delvis undtagelse er ”Krigen fortsætter ufortrødent”, Information, 14.06.2014.

[25] New York Times’ artikel New Study Refines View of Sarin Attack in Syria illustrerer, at den modstridende evidens har en på en gang fremtrædende (i kraft af udgiverens status) og marginal (først hen imod artiklens slutning antydes det, at der er tale om evidens, der modsiger den hidtil herskende tese om angrebet) placering i mediebilledet.

[26] Information og Politiken har gengivet oplysninger om mængden af sarin i raketterne som indicium på styrets skyld (3, 28). Denne viden stammer fra Theodore Postol.

 

Udgivet 10. december 2014

2 kommentarer

I anledning af etårsdagen for giftgasangrebet mod Damaskus-forstaden Ghouta bragte DR d. 21. august 2014 tre længere artikler på sin hjemmeside.1 To af artiklerne udtrykker, at vi med sikkerhed ved, at det syriske styre stod bag angrebet, der kostede over tusinde mennesker livet. Steffen Gram konstaterer: ”Den 21. august 2013 sendte Syriens præsident Assad kemiske våben ud over sin civil-befolkning i en forstad til Damaskus.” I Jakob Busk Olsens artikel om konsekvenserne af angrebet hedder det, at massakren var et smart træk ”fra det syriske regime”. I den tredje artikel pointerer samme Jakob Busk Olsen derimod, at forbrydelsen er ”uopklaret”.

giftgas3

Giftgas2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den samme journalist lader samme dag ansvarsplaceringen være såvel uafklaret og afgjort. Hvorfor denne modsigelse? Forvirring? Inkompetence? En svipser?

Sikkert ingen af delene. Forvent hverken henvendelser fra forundrede brugere eller en korrektion fra DR. Statsmediet agerer sandsynligvis professionelt. Den tilsyneladende selvmodsigelse kan forhåbentlig opløses. Lad os se lidt nærmere på artiklerne.

Ideen med Jakob Busk Olsens artikel om det ”uopklarede” angreb var at give brugerne en oversigt over begivenhedens basale fakta. Derfor forholdt den sig direkte til spørgsmålet om sagens kendsgerninger: hvad viser de tilgængelige oplysninger? Denne form for sandhedssøgen skuffede: Vores kendskab til fakta er begrænset, og vi har ikke ”endegyldigt fået svar på”, hvem der gennemførte angrebet. Faktakilden gav ikke sikre fakta.

De to andre artikler forholder sig derimod ikke til det faktuelle grundlag for påstanden om Assad-styrets giftgasansvar. Der gives ingen begrundelse; der anføres ingen dokumentation. Intet tyder på, at journalisterne har indhentet sikker viden fra faktakilder, som Olsen ikke havde adgang til, da han skrev sin oversigtsartikel om det uopklarede angreb. Alligevel giver artiklerne det endegyldige svar, vi faktuelt manglede: Assad gjorde det. Det gør de vel ikke fuldstændigt grundløst. Manglende kildeangivelse implicerer ikke fravær af kilder. Vi fastholder formodningen om professionel adfærd hos DR og formoder, at journalisterne i stedet har opnået indsigten ved at benytte en alternativ, ikkefaktuel kilde. Spørgsmålet er nu blot, hvad kilden kan formodes at bestå i.

To sandhedskilder
Olsens artikel om det uopklarede angreb rummer en indikation på, hvordan han kunne opklare angrebet i sin anden artikel:

”Det syriske regime bedyrer fortsat sin uskyld, mens USA, EU, Den arabiske liga og mange, mange andre ikke er i tvivl: Bashar al-Assads soldater gennemførte angrebet.”

Det syriske regime reagerer følelsesmæssigt, irrationelt (”bedyrer”) og stædigt (”fortsat”), mens USA m.fl. har opnået vished ad rationel vej (”ikke i tvivl”).

Vi må gå ud fra, at DR opererer med to kilder til sandhed om faktuelle forhold.

  • Hvad vi ved om fakta.
  • Hvad magthaverne – vores magthavere – hævder om fakta.

Hvornår benyttes den ene og den anden sandhedskilde? En analyse af Informations og Politikens dækning af giftgasangrebet, som offentliggøres i oktobernummeret af Kritisk Debat, viser, at medierne næsten kun finder anledning til at behandle det faktuelle spørgsmål som et faktuelt spørgsmål, når hændelsens faktuelle aspekter aktualiseres, f.eks. af offentliggørelse af FN-rapporter. Resultatet er den skuffende mangel på vished. I fraværet af (mediedækning af) nye faktuelle oplysninger benyttes derimod magthaverkilden til sandhed. Ansvarsplaceringen har vedvarende nyhedsværdi, mens hændelsens hvem-hvad-hvor kun har interesse i særlige situationer. Når interessen for det specifikt faktuelle fortager sig, opstår visheden om det faktuelle. Magthaverkilden er den mest benyttede. Der er en klar præference for magthaversandheden.2

Magthaverkildens gyldighed?
Er magthaverkilden en god kilde? At svorne fjender af det syriske styre ”ikke er i tvivl” om, at netop dette styre udførte angrebet, har cirka samme beviskraft som en siddende regerings udsagn om, at den tidligere regering førte en dårlig politik. Ytringer, der udløses per refleks, bidrager ikke med nogen viden om det, de omhandler. Fuldkomment forudsigelige udsagn har ingen objektiv informationsværdi.

At anklagerne er objektivt intetsigende, kan imidlertid kun være en indvending, hvis vi antager, at det faktuelle spørgsmål om identiteten af bagmændene bag giftgasangrebet kræver et faktuelt svar. Men det er netop dette krav, der kan tilsidesættes, når magthaverkilden benyttes. Det er ikke fakta som sådan, men nogles angivelige overbevisninger om fakta, der er grundlaget for sandheden.

Modsigelsen opstår først, hvis man vil gøre brug af de to sandhedskilder samtidig. Men det sker ikke. Medierne gør i stedet skiftevis det ene eller (mest) det andet. Sandheden om fakta opstår, når vi ser bort fra dem. Det kan lyde eventyrligt eller filosofisk, men er gængs mediepraksis.

Giftgassens nytteværdi
Giftgas1Ét er, hvorledes ideen om Assad-styrets brug af kemiske våben er underbygget. Noget andet er, hvilke forestillinger antagelsen om Assads skyld selv kan understøtte. Giftgassen har såvel en forankring som en funktion i mediebilledet. F.eks. spiller visheden om Assads skyld en afgørende rolle for de overvejelser om USA’s magtposition, Steffen Grams analyse udfolder.

Grams artikel udtrykker ærgrelse over, at Obama endte med at skuffe forhåbningerne om, at ”amerikanerne langt om længe ville greb [sic] ind”, dvs. bombe Syrien, nu da Assad havde overtrådt præsidentens ”røde linje” med sit giftgasangreb. Dette tilfælde af voldsforsømmelse er blevet og ”vil forblive den sorte plet på [Obamas] udenrigspolitik”: USA har ”svigtet” og mistet ”troværdighed – i en del af verden, hvor magt stadig aftvinger respekt”. Er der noget galt med fakta her?

Den seneste undersøgelse af de arabiske befolkningers opfattelse af USA viser stort set det samme billede som altid. De arabiske borgere i Mellemøsten har overordnet et stærkt negativt syn på USA; de bryder sig ikke om Obamas politikker; de er modstandere af USA’s militære indblanding i Syrien-konflikten; de tror ikke på den proklamerede amerikanske ambition om at sprede ”frihed og demokrati” i regionen; de placerer USA øverst på listen over lande, de mener, ikke bidrager til fred og stabilitet i den arabiske verden (i et kandidatfelt, der bl.a. tæller Iran, Kina og Rusland); og de ser tilmed USA’s indblanding i den arabiske verden som den næststørste trussel mod freden (kun overgået af besættelsen af Palæstina, som de ikke mener, USA bidrager til at afslutte). En anden undersøgelse viser, at USA’s politikker formodes at gå ud på at kontrollere olien, beskytte Israel, svække den arabiske verden og sikre sig regional og global dominans; logisk nok viser undersøgelserne, at USA mest effektivt kunne forbedre sit blakkede image ved at afvikle sin militære tilstedeværelse og indflydelse i regionen.

20111121_arab_public_opinion2

Man kan godt kalde det ”troværdighed”, og at ”magt stadig aftvinger respekt”. Man kunne også sige, at USA’s magt er forhadt og frygtet i regionen. Grams udsagn er ikke faktuelt forkerte. Han betjener sig blot af et imperialistisk vokabularium.

Ærkeimperialistisk tankegods finder vi også i Grams bemærkninger om, at ”USA’s magt” ikke længere bliver brugt ”til at tvinge amerikanske værdier ned over samfund, der måske ikke ønsker det”, hvilket ”vil skabe tomrum. De tomrum vil i en hvis [sic] grad blive søgt udfyldt – som vi oplever det nu i Mellemøsten og Ukraine.”

Måske er der elementer af sandhed i analysen. Men skal vi endelig tillade os at se bort fra magtens ødelæggelse af menneskekroppe og i stedet begribe denne virkelighed ved hjælp af modeller for simple fysiske processer, der umenneskeligt tømmer voldspolitikkerne for deres umenneskelighed, er det ud fra det vundne “objektive” perspektiv svært også at se bort fra, at de “tomrum”, der især søges udfyldt i denne tilbagestående ”del af verden”, er skabt af destruktionen af den irakiske stat, destruktionen af den libyske stat og destabiliseringen af den syriske stat.

Det gør ingen forskel. Imperialistens mareridt er ikke den død og ødelæggelse, han forvolder, men de ulykker, han kunne have afværget med sin vold. Disse ulykker er hans kald. Uden hans potente magtudøvelse slippes ”kræfter løs, der kan vise sig at blive umulige at tæmme.”

De, der berøres af imperialismen – såsom de arabiske befolkninger – er typisk optaget af andre trusselsbilleder og andre drømme. Men at araberne ”måske ikke ønsker” de gennemtvungne amerikanske ”værdier”, der beskytter dem mod dem selv, må logisk afspejle, at de ikke ved, hvad de har godt af. Araberne påskønner angivelig ikke ”hele den orden, der har hersket i Mellemøsten siden afslutningen af første verdenskrig”, da Frankrig og Storbritannien delte området op mellem sig, inden USA efter Anden Verdenskrig overtog det hele som sin ”indflydelsessfære”.

Imperialistiske tankebaner er bedre tjent med den konstruerede vished om, at Assad stod bag Ghouta-angrebet, end den reelle uvished om, hvem der gjorde det. I den civiliserede del af verden er “intervention” ikke ren rutine. Vi forventer, at behovet for vores voldsudøvelse og dominans vedvarende genoplives.

 

Udgivet 16. august 2014

  1. Steffen Grams ”Giftgas-angreb i Syrien er den store sorte plet på Obamas udenrigspolitik”;
    Jakob Busk Olsens ”Giftgas-massakre endte som en fordel for Assad”
    Jakob Busk Olsens ”Massakre med giftgas stadig uopklaret på et-årsdag”
    []
  2. Som det generelt gælder danske medier, angiver DR ikke deres kilde bag visheden om giftgasansvaret, og vi ved derfor ikke med sikkerhed, at det er magthaverkilden, der benyttes. Men det er plausibelt. I en verden, hvor USA og EU åbent erklærede, at de ikke havde sikker viden om, hvem bagmændene var, ville medierne næppe afgøre skyldsspørgsmålet.

    En anden plausibel forklaring kan være, at der i stedet for to slags sandhedskilder er tale om to forskellige standarder for, hvad man kan hævde at vide:

    • Du kan hævde at vide det, du ved.
    • Du kan hævde at vide det, du ikke ved, men som magthaverne siger, at de ved.

    Sidstnævnte hævdelighedskriterium svarer stort set til magthaverkilden til sandhed. I begge tilfælde sætter mediepraksissen sig ud over de grænser, som almindelige principper for videns-tilegnelse og -brug sætter, såsom at viden om fakta afhænger af fakta selv, eller at sikkerheden i vores vidensudsagn bør svare til sikkerheden i vores viden. Til gengæld kan det etablerede (om end ikke påviste) faktum om Assads giftgasansvar benyttes propagandistisk. []

Skriv en kommentar

Center for Medier og Demokratis rapport Mediernes dækning af krigen i Irak søger igennem en kvantitativ analyse af seks danske nyhedsmediers dækning af 17 dage af Irak-krigen1 at besvare spørgsmål som: ”Hvor nuanceret var den danske debat […] hvordan blev de faktiske krigshandlinger dækket, og hvilken rolle spillede det for mediedækningen, at Danmark var en krigsførende nation?” (1) Disse overordnede spørgsmål tager nøjere form af spørgsmålet: ”om det er medierne, militæret eller de politiske magthavere, der sætter dagsordenen i en krigssituation?” (1).

Jeg vil i det følgende gengive nogle af rapportens hovedkonklusioner om mediedækningen af Irak-krigen. Derudover vil jeg gøre rede for rapportens teoretiske antagelser om forholdet mellem medier, magt og eliter og forsøge at afklare, hvorvidt disse harmonerer med de journalistiske normer, som rapporten også antager regulerer medieadfærden. Jeg vil pege på, at dette forhold er uafklaret i rapporten, og foreslå, at dette kan skyldes en mangelfuld og misvisende teorianvendelse – som igen kan afspejle en uvilje mod at acceptere rækkevidden af det misforhold, som rapporten fremlægger evidens for, at der eksisterer mellem den almindelige opfattelse af mediernes (ideelle) rolle og deres faktiske adfærd.

Hovedkonklusioner i rapporten
Blandt rapportens hovedkonklusioner finder vi, at ”de krigsførende magters øgede brug af censur og propaganda” (13) i et vist omfang hindrede en objektiv nyhedsformidling, og at de rapporter ”om misbrug af me­dier til propagandaformål” (103), som medierne faktisk viderebragte, ”ikke gik hånd i hånd med et meget eksplicit og kontinuerlig forbehold over for de bragte oplysninger” (s. 103-104) i den almindelige dækning af krigsbegivenhederne eller førte til ”en problematisering af den hyppige an­vendelse af militære partskilder [fra krigskoalitionen] som eksperter” (104). ”[S]elvrefleksiviteten” (106) omfattede i ringe omfang mediernes egen praksis; i stedet blev krigens propaganda et ”metatema”, som ikke ”afsatte […] mange forbehold” (103) i kernejournalistikken om krigen.

Konkret peger rapporten på, at et ”vigtigt element i styringen af medierne fra koalitionsstyrkernes side var sy­stemet med de såkaldte embedded, indlejrede journalister, hvor journalister kunne følges med bestemte militære enheder” (111). De enkelte journalister ”blev underlagt den militære enheds kon­trol” (111), hvilket bl.a. ”afspejles i den betydelige dækning af inva­sionen som et militært felttog, hvor koalitionens militære aktører særdeles hyp­pigt blev anvendt som kilder” (107) i umiddelbar, men ikke pointeret modstrid med ”journalistikkens mest centrale læresætninger”, som angiver, at journalisten bør ”trække på flere forskellige og uafhængige kilder og kildesynspunkter for at skabe så ‘objektiv’ og afbalanceret en formidling af en given begivenhed eller historie som muligt” (65). Rapporten peger på, at den dominerende ”fortolkningspakke”, som medierne tilbød publikum, bestod i en opfattelse af krigen som koalitionens militære felttog (104).

Journalistiske normer og medierne i krig
Uoplyst om sine egne forskningsresultater antager rapporten, at det journalistiske arbejde er en ”praktisk operationalisering” af ”journali­stikkens retningslinier for det faglige arbejde, f.eks. normer for kildebrug, upar­tisk dækning osv.” (15). Rapporten giver anledning til, men afholder sig fra at rette en markant kritik af det første på baggrund af det sidste. F.eks. hedder det, at ”[s]tørstedelen af gæsterne i tv/radio er militære eksperter”, hvilket ”kan betegnes som potentielt problematisk, da de militære eksperter, i kraft af Danmarks deltagelse i krigen, må betragtes som partskilder” (35-36). 40,7 procent af de anvendte kilder er unavngivne kilder såsom ” “Kilder i Pentagon”, “Talsmænd”, “Det Hvide Hus” el.lign.” (87), der er umulige at efterprøve. De unavngivne koalitionskilder benyttes ”især i relation til historier med militært fokus […] på trods af at netop militærhistorier kan være præget af partiskhed og unøjagtigheder i informationsstrømmene” (105).

Bemærk den hypotetiske sprogbrug. Den eventuelle “partiskhed” kan eventuelt siges at være “potentielt problematisk”. Under disse lag af eventualiteter ligger et fast, utematiseret fundament: de “journalistiske retningslinier” antages at regulere medieadfærden og udgør standarden for dens kvalitet. Spørgsmålet bliver derfor, om retningslinjerne i praksis er tilstrækkeligt retningsgivende. Yderpunktet på rapportens kritiske målestok er utilstrækkelig professionalisme. Professionel meddelagtighed i statspropagandaen lader sig derimod ikke registrere. Medierne forsømmer muligvis deres idealistiske opgave, men varetager ikke nogen propagandistisk rolle, end ikke eventuelt.

Rapporten tematiserer ikke, hvorledes den ”praktiske operationalisering” af de grundlæggende journalistiske normer i den grad kan afvige fra disse. Den oplagte opløsning af problemstillingen – at denne operationalisering ikke finder sted – overvejes ikke.

Afvigelsen mellem journalistiske retningslinjer og journalistisk praksis bliver dog forståelig på baggrund af rapportens generelle opfattelse af medierne som ”den måske mest betydningsfulde arena for kampen om den politiske dagsorden” (2). Medierne opfattes gennemgående som en arena, der står til rådighed for forskellige aktørers kamp om dagsordensfastsættelsen, hvorfor medierne kan siges at være ”underlagt eksterne kræfter i fastsættelsen af dagsordenen” (8).2 Spørgsmålet er nu: hvilke ”eksterne kræfter”?

Rapporten konstaterer, at moderne teori om forholdet mellem journalister og kilder har bevæget sig over imod ”et mere nuanceret syn, hvor både medier og forskellige kildegrupper udgør mere eller mindre ligeværdige bidragsydere til den offentlige dagsorden” (4), men finder ikke anledning til at nævne, at dens egne data i vid udstrækning modsiger dette ”nuancerede syn”, idet krigsførende kildegrupper er stærkt overrepræsenterede i analysematerialet, og idet medierne gennemgående fremstillede krigen som ”Amerikas krig […] som et militært felttog, en lang serie af militære angreb” (106), mens ofrene for disse angreb ”næsten [er] redigeret helt ud af krigsdækningen” (9) i overensstemmelse med de krigsførende magters propagandalinje. Hvorfor nogle kildegrupper – såsom de mennesker, der ikke fører eller bakker op om krigen, eller de mennesker, der slås ihjel af krigen – behandles som stærkt ”mindre ligeværdige”, bliver ikke belyst nærmere.3

”Journalisters nyhedsdækning af krige har både aktuelt og historisk været vanskeliggjort af de særlige forhold, som gør sig gældende under en krig, ikke mindst de krigsførende magters øgede brug af censur og propaganda” (13). Disse ”eksterne kræfter” nævnes flere steder at ”vanskeliggøre” det journalistiske arbejde (13, 112), på trods af at eksempelvis systemet med ”embedded” journalister giver fordelagtige arbejdsbetingelser. Med andre ord er det altså uafhængigt og objektivt journalistisk arbejde, som vanskeliggøres; men det kan jo kun være et praktisk problem, og altså en vanskelighed, for så vidt mediernes forkærlighed for uafhængighed og objektivitet er stærkere end deres afhængighed af eliter. Rapporten demonstrerer utilsigtet, at den militær-politiske propagandaservice er systematisk brugbar i den gennemgående fortælling om krigen som et militært felttog uden blodspor. Alle parter nyder godt af ”det tætte bånd mellem medier og militære kil­der” (9). Analyseresultaterne tyder på, at påstanden om, at ”det ikke endegyldigt kan afgøres, hvem der har magten – medierne eller kilderne” (5), støtter sig på en kunstig distinktion – medier, eliter og militær er stærkest, når de står sammen.

Ud fra disse betragtninger kan det undre, at rapporten ikke opgiver fokusset på medierne som en kampplads for ideer til fordel for et fokus på medierne som ”embedded” i et større system af samvirkende interesser, der gensidigt befordrer hinanden indadtil og udadtil marginaliserer eller ekskluderer alternative perspektiver. At ”medierne og elitekilderne til både hverdag og i krigssi­tuationer i langt højere grad lever i et symbiotisk forhold” (6), får ikke rapporten til at betvivle relevansen af det ”nuancerede syn”, den moderne medieforskning hævdes at have udviklet.

Eliteopfattelsen i rapporten: elitemagt som naturlig forudsætning
Når det siges, at ”[f]orskningens opfattelse af samspillet mellem medier og kilder – eller medier, eliter og magt – er […] væsentlig mere nuanceret end tidligere” (5), siges det også, at et tidssvarende studie af ”samspillet mellem medier og kilder” må tage form af en undersøgelse af ”medier, eliter og magt”, hvilket forudsætter, at de dele af vores samfund, som ikke hører til kategorien af ”medier, eliter og magt”, på forhånd er udelukket som brugbare kilder i virkeligheden, hvorfor de heller ikke kan have analytisk relevans i teorien. Denne opfattelse udgør ikke blot et operativt teoretisk udgangspunkt for rapporten, men også den præmis, hvorudfra den kritiserer mediedækningen. Dermed foretages en indskrænkning af det genstandsområde, ”normer for kildebrug, upar­tisk dækning osv.” (15) overhovedet er gyldige for – de angår alene eliteaktører.

Det helt store kritikpunkt bliver derfor, at opinionen i samt de officielle reaktioner fra krigsmodstanderlandene Tyskland og Frankrig stort set er fraværende i den danske krigsdækning (28-29, 47, 51, 64), hvorfor krigen i ringe grad tematiseres som et emne, der er genstand for debat og uenighed.

Et sted hedder det: ”Den politiske splittelse såvel i Danmark som internationalt er ikke fraværende, men den legi­time uenighed modtager heller ikke nogen særskilt omfattende dækning.” (107) Begrebet om den ”legitime uenighed”, som her (samt s. 66) misforstået benyttes som en normativ term, stammer fra Daniel C. Hallins model for relationen mellem eliter og medier (s. 8 i rapporten). I den oprindelige udgave betegner begrebet den uenighed, medieformidlingen afspejler, idet den findes hos parter, der er “legitime” i mediernes øjne, dvs. magtfulde eliter. Det er med andre ord på baggrund af det noget tekniske argument, at eftersom krigskritiske politiske aktører i Danmark samt statslederne i Tyskland og Frankrig kvalificerer som eliter, er der grund til at kritisere medierne for ikke at give dem nævneværdig plads i dækningen. Implikationen er, at den ukritiske mediedækning af konsensuskrigene i eksempelvis Afghanistan eller Libyen er helt efter bogen.

Realistisk nok opfatter rapporten elitestatussen som en nødvendig betingelse, der må opfyldes, hvis et perspektiv skal tilkendes en vis autoritet i medierne. På baggrund heraf kan det undre, hvis parter, som opfylder denne betingelse, alligevel ikke bliver hørt (vi står mod forventning over en partisk elitepropaganda, ikke ren elitepropaganda). Denne betingelse indfører rapporten imidlertid som en præmis for sin kritik af mediedækningen. Elite-mediemodellen, som beskriver medieadfærd som en funktion af elitesynspunkter og -interesser, antages følgelig som et ideal for, hvordan medierne bør agere. Det, at alle parter kommer til orde, pluralismen i mediebilledet, som rapporten finder på ønskværdig vis understøttes af de journalistiske normer, indskrænker rapporten uproblematiseret til kravet om, at alle eliter kommer til orde – og får dermed sagt noget om både sine egne og medievirkelighedens begrænsninger.

Opfattelsen hænger sammen med den funktion, befolkningen har i mediesamfundet: ”nyhedsmedierne er det eneste sted, hvor befolkningen kan blive oplyst om eliternes forskellige standpunkter og dermed medvirke til at legitimere dem” (12).

Som et yderligere led i kæden medvirker forskningen til at legitimere nyhedsmediernes “oplysning” om elitesynspunkter. De analytiske kunstgreb består i, at standarder for ideel journalistik benyttes som beskrivelser af faktisk journalistisk, mens teori om reel medieadfærd transformeres til standarder for ideel medieadfærd. Disse teoretiske misforhold tilslører på effektiv vis faktiske misforhold.

Vi har så vidt vides til gode at se et elitestøttet forskningsprojekt om danske mediers krigsdækning, der 1. fremlægger et solidt og omfattende datamateriale om denne dæknings tendenskarakter (ligesom rapporten) og 2. ikke fastholder teoretiske og idealistiske forhåndsantagelser,4 når de er i strid med analyseresultaterne (ulig rapporten). En sådan undersøgelse ville formentlig vise, at medierne ikke blot er udsat for propaganda, men udgør et funktionelt led i et propagandasystem. Det eksisterende alternativ består i, at forskningen selv bidrager til systemet.

 

Udgivet 25. august 2014

  1. Rapporten er udgivet 17/11-2004. Dens materiale er krigsdækningen i TV 2 Nyhederne, DR1 TV-Avisen, DR P1, Dagbladet Information, Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken i perioderne 16.-23. marts 2003 og 6.-14. april 2003. []
  2. Andetsteds antages medierne at udgøre en selvstændig faktor på baggrund af dagsordensfastsættelsesteorien (som rapporten gør rede for s. 2-4), der opererer med en særlig ”mediedagsorden” til forskel fra ”den politiske dagsorden” og ”befolkningens dagsorden” (2). Denne aktøropdeling viger dog for en opfattelse af medierne som et organ for eliten, hvis dagsorden nævnes som den eneste determinant bag ”mediedagsordenen” i rapportens analyseafsnit. []
  3. Rapporten udtrykker i øvrigt tilfredshed med, at brugen af civilbefolkningen som kildegruppe kvantitativt matches af militærfolk og kun overgås af politikere. Rapportens nøjere behandling af kildefordelingen (45-48 og figur 5.9 s. 72) indikerer dog, at borgere benyttes som kilder til, hvad der rører sig i folket, ikke hvordan den politiske og militære virkelighed hænger sammen. Medierne tematiserer ”reaktioner og stemninger” (75) i befolkningen som en del af sin kontekstuelle krigsdækning, men lader tilsyneladende ikke borgere selv tematisere krigens virkelighed. []
  4. Der tænkes på hhv. opfattelsen af medier, kilder og magt (herunder omformningen af pluralisme til elitepluralisme i anvendelsen af begrebet om ”den legitime uenighed) og journalistiske normer. []
1 kommentar

Artiklen har været bragt i Det ny Clarté #22.

Saglig mediekritik af politikere retter sig oftest mod uoverensstemmelser mellem det, de siger, og det, de gør (eller det, de sagde, og det, de nu siger). Tilsvarende retter kritik af institutioner sig mod misforhold mellem deres erklærede formål, vedtægter og funktioner på den ene side og deres praksis på den anden. Ingen er hævet over kritik i vestlige medier, heller ikke de mest magtfulde mennesker og institutioner.

Men det er magthavernes erklærede formål, som leverer det primære legitime kritiske vurderingsgrundlag af deres praksis. Heraf følger, at medierne i kraft af deres kritik ikke blot accepterer, men også cementerer gyldigheden og realiteten af de erklærede målsætninger. Mediernes propagandabidrag består ikke mindst i en strategisk funderet kritik af vores krigsførelse; hermed vedligeholder de deres afhængighed af magthaverne og negligerer international lov.

 

Mediekritik af 1999-angrebet på Serbien
Da NATO havde proklameret sine 1999-bombetogter mod Serbien som en humanitær intervention, gav man samtidig medierne et kritisk kort på hånden. NATO havde offentligt pålagt sig selv at tage humanitære hensyn. En central del af den officielle strategi for NATO’s bombninger var med Tony Blairs ord, at ”vi gør alt, hvad vi kan, for at minimere civile tab, men i aktioner som denne vil der være civile tab” (i en debat i Underhuset d. 13. april 1999). På en af de daglige pressekonferencer i NATO’s hovedkvarter konkretiserede alliancens PR-figur, Jamie Shea, at ”NATO-strategerne tager enhver tænkelig forholdsregel” for at undgå de ”tab af uskyldige”, som den daværende amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, og hendes britiske kollega, Robin Cook, i en fælles artikel i Washington Post fandt ”umulige at undgå”, men ”dybt beklagelige”. Beklagelserne blev ofte ledsaget af påmindelser om den distinktion, der den dag i dag angiveligt udelukker os fra terroristernes selskab. Med Jamie Sheas ord var der i Kosovo tale om den ”fundamentale forskel mellem utilsigtede civile tab” og den kendsgerning, at ”Milosevics styrker har dræbt tusinder af civile med overlæg”. Jamie Shea forsikrede også om, at NATO-bomberne fortsat ville dræbe civile – tragisk, uundgåeligt og beklageligt – og foreslog, at man sammenlignede med Milosevics langt større forbrydelser.

Det er ikke sikkert, at de efterladte til dræbte børn, venner og familiemedlemmer finder nogen trøst i tanken om, at gerningsmændene ikke egentlig tilsigtede, men blot var forvisset om, at deres handlinger ville dræbe uskyldige. Blandt veluddannede vesterlændinge er denne ”fundamentale forskel” derimod af vital betydning: Uden denne distinktion bryder enten vores selvbillede eller vores begreber om retfærdighed og forbrydelser sammen.

At der inden for international lov ikke er nogen væsentlig forskel mellem ”at vide, at man gør skade” og ”at ville gøre skade”, udgør ingen trussel for den kreds af stater, som udøver og ikke selv er underlagt loven.

 

Det kritiske potentiale i den humanitære mission
NATO forventede altså ”civile tab”, men forsøgte at undgå dem. Mediernes kritiske mandat blev således indskrænket til spørgsmålet om, hvorvidt man gjorde nok for at undgå tabene. En kritik af drab på civile som sådan var der mindre plads til; NATO havde jo allerede beklaget dem på forhånd.

Flere hændelser, hvor større antal af civile blev dræbt af bomber fra omkring 5 kilometers højde, udløste en del kritiske spørgsmål på NATO’s pressekonferencer. Efter at NATO midt på en markedsdag havde bombet en bro ved Varvarin, som var fyldt med mennesker, hvoraf ni civile blev dræbt, spurgte en journalist på en pressekonference d. 31. maj:

”Hvordan hænger det sammen med jeres gentagne udsagn om, at NATO gør alt for at undgå civile tab, når I helt sikkert vil skabe flere civile tab midt på dagen, end I ville om natten?”

Jamie Shea svarede ikke på det spørgsmål, men henviste i stedet til Milosevics ugerninger. Dagen efter vendte en anden journalist tilbage til emnet, for hvordan kunne dette angreb forklares, når ”NATO tager alle forholdsregler for at undgå civile tab”? Journalister er generelt gode til at tage magthaverne på ordet, når lejligheden byder sig.

Journalister er også gode til at tale magthaverne efter munden: I dette tilfælde gik mediekritikken ud fra den NATO-sanktionerede antagelse om, at ”civile tab” var acceptable, så længe man havde forsøgt at undgå dem – hvilket selvsagt er ensbetydende med opbakning til krigen som sådan.

 

Lanceringen af ”strategiske angreb”
Talen om de mange forholdsregler blev fra NATO’s side modereret af gentagne garantier for, at det var slut med eftergivenheden; militæret måtte gøre, ”hvad end der er nødvendigt for at opnå vores mål” (her Tony Blair, Daily Telegraph, 4. april). Et par uger inde i krigen indledtes ”Fase 3”. Den efterfølgende tids aktioner omfattede systematiske bombninger af eksempelvis strøminstallationer, kemiske fabrikker, brændstofreserver og vandforsyninger uden for Kosovo-provinsen. Disse ”strategiske angreb” intensiveredes frem til krigens afslutning. Den gennemgående officielle begrundelse var angrebenes militære betydning. Dog berørte NATO’s talsmænd tillige deres humanitære betydning ved flere lejligheder. Også her havde strategien klare fortrin, idet ødelæggelserne f.eks. satte Milosevic – i offentligheden udråbt som vor tids Hitler – over for valget, om han ville benytte de stadigt eksisterende elektricitetsreserver til militære eller civile formål.

”Hvis Milosevic virkelig vil have, at hele hans befolkning har vand og elektricitet, skal han blot acceptere NATO’s fem betingelser, så vil vi stoppe kampagnen. Men så længe han ikke gør det, vil vi fortsætte med at angribe de mål, som leverer elektricitet til hans styrker. Hvis det har civile konsekvenser, må han tage sig af det”.

Milosevic var så ond, at han per automatik også måtte være skyld i de lidelser, som NATO påførte den serbiske civilbefolkning. Medierne anfægtede sjældent dette standpunkt.

Generalmajor Walter Jertz forklarede ligeledes, at Milosevic måtte bøje sig for NATO’s krav ”for sin egen befolknings skyld”. Med dette tunge ansvar placeret på sine skuldre fra højeste sted fik Milosevic således anledning til at demonstrere sin ekstreme ansvarsløshed – og dermed levere yderligere begrundelse for at gå endnu hårdere til værks.

 

NATO’s krig mod den serbiske propaganda
Den bredere NATO-strategi inddrog også statslige og private serbiske radio- og tv-installationer, der blev bombet i en serie af ”strategiske angreb”, fordi de propaganderede mod NATO’s krig. Lige fra begyndelsen af interventionen sammenlignede de statslige serbiske medier NATO’s angreb med nazisternes besættelse af Jugoslavien under Anden Verdenskrig og lancerede begreber som ”NATO’s Endlösung” (mens vestlige medier talte om Milosevics ”Balkan Final Solution”). Men de foruroligende perspektiver i den serbiske propaganda viste sig først for alvor, da Milosevic kaldte NATO’s bombning af en flygtningekonvoj i Kosovo d. 14. april for en ”grusomhed”. 72 civile var blevet dræbt. Dagen efter bombningen var forsvarsminister William Cohen dybt rystet over hændelsen:

”Hvis vi tillader Milosevic at fylde æteren med den slags løgne og ondsindet propaganda, så frygter jeg, at det er tilbage til fremtiden. Det er tilbage til Orwells ’1984’ […] hvor krig er fred, eller slaveri er frihed” (Michigan Daily, 16. april).

Kort efter begyndte kampen mod skrækscenariet. De største angreb mod statslige kommunikationsanlæg fandt sted d. 20., 23. – alliancens 50-årsfødselsdag, hvor radio- og tv-stationen RTS (”Serbiens Radio-TV”) blev bombet – og 25. april. Først d. 27. april blev der spurgt til bombningerne på de daglige presseorienteringer. En journalist ville have svar på det ”tekniske spørgsmål”, om man ikke kunne have ”jammet” tv-stationerne, når de nu alligevel kunne transmittere få timer efter angrebene – som havde kostet 16 personer livet. I mindre indoktrinerede samfund ville den umenneskeliggørelse, som udtrykkes i journalistens tilsyneladende venlige hensyntagen til ofrene, i det mindste være blevet opfattet. Vores opfattelsesevne vækkes først, når ofrene er blandt ”os”. Bombninger af NATO’s pressekonferencer havde udløst mindre ”tekniske” reaktioner.

Ud over at de serbiske medier var del af ”det serbiske regimes centralnervesystem […] som spreder had og skaber det politiske klima for undertrykkelse” (Shea, 23. april), blev det også hævdet, om end sjældnere, at tv-stationerne var del af det militære kommandosystem. En rapport, som en udenrigspolitisk komite udfærdigede for det engelske Underhus, fandt dog ingen beviser for, at ”serbiske radio- og tv-stationer blev brugt til militære formål eller at tilskynde til etnisk udrensning”.

Angrebet var ”strategisk”.

 

Håndteringen af det demokratiske problem
I BBC-dokumentarfilmen ”Moral Combat” fra 2000, hvori interventionsforløbet var iscenesat som et moralsk drama, optrådte bombningen af RTS som et eksempel på Milosevics vilje til at ofre uskyldige mennesker for propagandaformål. Ifølge dokumentaren havde styret i Beograd nemlig bevidst undladt at orientere stationens medarbejdere om det forestående angreb. Det viste sig, at CNN, som havde sit lokale hovedsæde i stationens bygninger, var blevet advaret af sine ”kontakter i Washington og Bruxelles” og forlod stedet i tide. Hverken de vestlige kontakter eller CNN havde delt denne viden med RTS- medarbejderne. Altså var Milosevic ansvarlig for drabene!

Hændelsen vidner ikke om kollegialitet i CNN. Den internationale nyhedsorganisation var indtil da blevet forsynet af RTS med billeder af ofre for NATO’s bomber. Det var netop dette demokratiske problem – at mediekontrollen ikke var total – som bombningerne af RTS skulle dæmme op for. Journalisten bag ”Moral Combat” satte RTS-angrebet i et større perspektiv:

”Det er en iboende svaghed, når demokratier drager i krig. De vestlige offentligheder konfronteres med de uskyldige lidelser, der påføres i deres navn.”

Som kommentaren eksemplificerer, konfronteres de vestlige offentligheder først og fremmest med strategiske rationaliseringer af de ”uskyldige lidelser” (massedrab), der påføres i deres navn. Dokumentarfilmens undskyldning for NATO’s handling giver kun mening, hvis vi går ud fra, at det er legitimt at dræbe civile for at forhindre offentliggørelse af ens drab på civile! Mens voldsmænd af både stort og ringe format til alle tider har haft en tilbøjelighed til at tørre ansvaret for deres overgreb af på deres fjender, kan ovennævnte primetime-transmitterede forsvar for NATO-angrebet formentlig kun opstå i krydsningen mellem en kulturelt rodfæstet terrormentalitet og en avanceret demokratisk samfundsform.

Den kritiske BBC-dokumentar genfortalte ”historien om et dristigt eksperiment med at parre militær magt med et moralsk formål” og beklagede, at dette projekt i vidt omfang mislykkedes, idet konfliktens forskellige parter, som jo havde oplagte interesser i NATO’s desinteresserede, moralskfunderede militære magt, kaprede de vestlige lederes ”høje idealer” for egen vindings skyld. I sin ophøjede idealisme manglede Vesten blik for, at de egentlige konfliktaktører ikke respekterede idealer, men kun egne interesser. NATO blev udnyttet.

At det er muligt for den vestlige kultur at omskrive det faktum, at den igennem 78 dage udsatte et andet land for død og ødelæggelse, til en variant af den klassiske historie om, hvorledes den gode og renfærdige må gå til grunde i en verden af ondskab og kynisme, er et kraftigt vidnesbyrd om den vestlige idealisme i betydningen: selvidealisering i terrorens tjeneste.

BBC-dokumentarens morale var tydelig nok: skru ned for idealismen og op for realismen. Som sådan var dokumentaren et behjertet forsøg på at begrænse de mulige skadevirkninger af vores alt for idealistiske demokratiers svagheder.

 

Strategisk mediekritik
Ud fra disse idealer må det derimod regnes blandt demokratiets styrker, at de indvendinger, som medierne rettede mod de militært vellykkede aktioner mod mål på NATO’s ”target list”, generelt cementerede forestillingen om NATO’s primære rolle som problemknuser. De kritiske spørgsmål var af to overordnede varianter.

For det første blev der rejst en del kritisk-afklarende spørgsmål om, hvorvidt NATO tilsigtede den forarmelse af civilbefolkningen, som bombningen af infrastruktur m.v. medførte. NATO’s talsmænd var lidt uklare på dette punkt. Man svarede oftest, at det var Milosevics ansvar; han kunne afblæse uhyrlighederne ved at indvilge i NATO’s krav. Men NATO medgav også, at de ”civile konsekvenser” (talsmand Sheas foretrukne term) muligvis bidrog til at isolere og lægge internt pres på Milosevic og dermed kunne være gavnlige for projektet, uden at det dog var hensigten at påføre civilbefolkningen yderligere ”ubehag”: ”vi er ikke i krig med den jugoslaviske befolkning”. Endelig håbede Shea d. 3. maj, at Milosevic ville begynde at høre ”ekkoer fra græsrødderne” – dvs. pres fra den forpinte civilbefolkning – efter at NATO-bombninger havde afskåret 70 pct. af landet fra elektricitet. Der var således rig lejlighed til at spørge ind til de strategiske rationaler: Gik man målrettet efter de ”civile konsekvenser” eller ej? Var de ønskede eller uønskede, måske blot kærkomne?

Det andet afgørende spørgsmål var, om strategien var effektiv i forhold til den overordnede målsætning om at knække fjenden. På morgenbriefingen d. 3. maj spurgte en journalist:

“Viser studiet af tidligere bombekampagner som denne ikke, at når mål som strømsystemer og andre ting, der påvirker den civile befolkning, bliver ramt, at dette faktisk forøger civilbefolkningens støtte til det siddende regime?”

Kort sagt: hvad gik strategien ud på, og var den effektiv? Bag disse kritiske indvendinger ligger forestillingen om, at ”civile konsekvenser” kan forsvares, hvis de er tilsigtede, succesfulde og hensigtsmæssige ift. de erklærede målsætninger.

 

Mediedækningens grundlag
Mediernes behandling af NATO’s drab på civile var præget af to grundlæggende forhold. For det første demokratiets vagthunds insisteren på, at NATO måtte leve op til alle tænkelige forholdsregler for at ”minimere civile tab”. For det andet en umiddelbar opfattelse af, at de officielle bombemål var legitime – og derfor ikke rettet mod civile.

I en foreløbig opgørelse over NATO’s bombninger af civile d. 1. juni 1999, ”Nato’s bombing blunders”, forsynede BBC hver enkelt ”bommert” med korte fejlbeskrivelser, som angav, hvad der var gået galt. Mens serbiske mediers officielle dødstal i nogle af tilfældene blev refereret i artiklen, leverede citater fra gerningsmændene i alle tilfælde de faktuelle redegørelser for de enkelte hændelser. Det resulterede i et par besynderlige fejlbeskrivelser:

”Cause of error: Nato defends action”

”Cause of error: Civilians caught in ‘legitimate bombing’”

Udsagnene giver ikke mening. At NATO forsvarer en bombeaktion, eller at civile bliver ramt i en bombeaktion, kan ikke være faktiske årsager til, at aktionerne slog fejl. Det, der sker senere, kan jo ikke påvirke det, der skete tidligere. Udsagnene bliver først begribelige, når det betænkes, at de hidrører fra et sammenstød mellem to af mediedækningens centrale præmisser: ”NATO’s bombninger af civile = fejlbombninger”, og ”bombninger, som NATO forsvarer, er ikke fejlbombninger”. Foruden evnen til at fastholde sine antagelser, selv når de resulterer i åbenlyst absurde udsagn om verden, illustrerer BBC-eksemplet, at NATO undertiden blev tilskrevet mere idealisme, end organisationen selv var villig til at påtage sig.

Hvis enkelte bombetogter både var humanitært katastrofale og efter NATO’s egne udsagn militært fejlslagne, blev det humanitære aspekt ofte kritisk anmærket; hvis de derimod var humanitært katastrofale militære succeser, var der sjældnere udfordrende spørgsmål. De kritiske spørgsmål angik m.a.o. primært hændelser, der gav grund til berettiget kritik ifølge de parametre, NATO selv gik ud fra.1 I reglen suspenderede en god score på de militære målestokke de kritiske journalisters anvendelse af de humanitære parametre. Den humanitære katastrofe i den militære succes er stadig et meget omfangsrigt og underbelyst fænomen.

I intet tilfælde fandt mediefolkene lejlighed til at behandle NATO’s målsætninger eller den konflikteskalerende og humanitært katastrofale bombekampagne som et selvstændigt problem. Kritikken angik i stedet alene en eventuel uhensigtsmæssig håndtering af et andet problem, man greb ind over for: serbernes overgreb og trodsighed.

Pointen kan generaliseres. Magthaverne fastsætter i reglen de grundlæggende præmisser for mulig kritik i mainstreammedierne. Det kan ses som en serviceydelse til mediefolk, som herved får to af de vigtigste ting for faget: et trygt, risikofrit rum til at bedrive ”objektiv” kritisk journalistik samt fokus. Fraværet af et vurderingsgrundlag, som magthaverne deler, betyder bemærkelsesværdigt ofte fraværet af diskussion. Prøv at finde undtagelser.

 

Alternativer?
Et alternativt grundlag for vurderingen af NATO’s aktioner kunne journalister og redaktører have fundet i international lov. FN’s charter er netop beregnet på at behandle tilfælde som NATO’s bombekampagne, der var en angrebskrig, hvilket karakteriseredes som ”den højeste internationale forbrydelse” af den amerikanske chefanklager ved Nürnberg-domstolen. Wesley Clark har siden betegnet krigen som ”teknisk set ulovlig”, dvs. ulovlig ifølge international lov (”General Clark’s Battles”, The New Yorker, 17. november 2003). Heraf følger, at samtlige af de tusindvis af bomber, NATO kastede over Serbien, inkl. mod serbiske soldater i Kosovo-provinsen, er forbrydelser.

Følger vi i stedet normen og ser bort fra denne teknikalitet, kunne man med Geneve-konventionerne i hånden have kastet lovmæssigt lys over interventionens enkeltaktioner. Geneve-konventionerne rummer de gældende regler for krigsførelse. For eksempel forbyder konventionerne ”vilkårlige angreb”, herunder ”angreb, som må forventes at medføre tilfældige tab af civilpersoners liv, skade på civile, ødelæggelse af civile genstande eller en kombination deraf, som betydelig vil overstige den forventede konkrete og direkte militære fordel” (Geneve-konventionen af 1977, 1. tillægsprotokol, artikel 51.5). På NATO’s pressekonferencer blev der sjældent stillet kritiske spørgsmål om, hvorvidt NATO’s systematiske destruktion af landets infrastruktur, strøm- og vandforsyning, petrokemiske fabrikker og olieraffinaderier (for ikke at tale om ødelæggelserne af hospitaler, skoler, afgrøder, religiøse bygninger og museer) var overdreven i forhold til ”den forventede konkrete og direkte militære fordel”, NATO opnåede derved.

Efter krigen opfordrede Human Rights Watch NATO-landenes regeringer til at etablere en uafhængig og upartisk kommission, som skulle undersøge bruddene på international humanitær lov og offentliggøre resultaterne. NATO-landene havde til lejligheden fået oprettet en partisk domstol, der efter alle kunstens regler – inklusive reglen om straffrihed for de stærkeste – skulle blotlægge det fulde omfang af fjendens ugerninger, som næsten uden undtagelse kunne dateres til perioden, efter at NATO havde indledt sine bombninger. Human Rights Watch’ opfordring blev ikke efterkommet. Man undersøger ikke sine egne forbrydelser offentligt.

 

Strategiske vs. offentlige lærdomme af bombningerne
Siden har højtstående NATO-eksperter dog overvejet emnet i en intern evaluering af interventionen, men ganske vist ud fra et ”strategisk” og ikke lovmæssigt synspunkt. Det er eksperternes ”dystre vurdering”, at bombningerne ”næsten ikke havde nogen militær effekt på præsident Milosevics regime, som først gav efter, da Rusland trak sin diplomatiske støtte tilbage”; kun bombningerne af ”civile mål” havde en vis effekt, men de blev introduceret alt for sent i krigen.

For en voldsbaseret organisation er det foruroligende, at diplomati (og så endda russisk diplomati, der går for at være særligt grovkornet og tilbagestående) syntes at opnå det resultat, som hele konfliktforløbet ellers skulle demonstrere, at kun NATO-bomber kunne realisere. Inden krigen havde NATO netop stået i spidsen for et forhandlingsforløb, som var dømt og tilsyneladende også designet til at mislykkes. Man lod dermed verden bevidne, hvorledes diplomatiske midler ikke slog til over for hårdnakket ondskab. Takket være mediefortielser og -forvrængninger lykkedes det at skabe et offentligt billede af gennemprøvet, men fejlslagent diplomati: Milosevics ondsindede vrangvillighed overvandt NATO’s gode diplomatiske konfliktløsningsinitiativer, så nu krævede det bomber. Kristne humanister som Kjeld Holm bekendtgjorde: ”Bomber kan også være næstekærlige”.

Næstekærligheden lever videre i Afghanistan, Pakistan, Libyen og diverse afrikanske lande, men NATO’s egen vurdering af 1999-bombningernes ineffektivitet synes derimod at være gået tabt for eftertiden. Selvom NATO’s evaluering af sin egen indsats ifølge Telegraph blotlægger “ubehagelige sandheder for soldater og politikere, der forsøger at uddrage lærdomme af Kosovo-operationen”, er der al mulig grund til at slå koldt vand i blodet. Hvordan det end hang sammen dengang, er det afgørende reelt set, hvorledes operationen huskes nu. I praktisk talt alle nutidige referencer til krigen krediteres NATO-bomber for, at Milosevic indvilgede i NATO’s krav. Kosovo er det standardsættende forbillede, som illustrerer den vestligt-anførte voldelige humanismes nødvendighed. Forbindelsen mellem næstekærlighed (eller de verdsliges humanisme) og bomber er blevet en naturlig del af vores kulturelle bagage, hvorfor det nu om stunder giver ringe mening at pege på dens eksistens.

I skyggen af den dystre diplomatiske sejr og den tilsvarende militære fiasko foreslog NATO-eksperterne, at der skulle foretages nogle ændringer i prioriteringen af krigsmidler og -metoder i lignende fremtidige situationer. Bl.a. lægges der op til en udvidet brug af de strategiske angreb: ”Enhver fremtidig NATO-operation vil sandsynligvis involvere kraftigere, mere skånselsløse angreb på civile mål såsom kraftværker og vandrensningsanlæg på et tidligere stadium i kampagnen.” Det skønnes altså, at de ”strategiske bombninger” ikke var overdrevne, men utilstrækkelige i forhold til de militære fordele, man kunne have opnået med tidligere, mere omfattende og bedre planlagte angreb på ”civile genstande”.

Det skal medgives, at meget tyder på, at der her ikke er tale om ”konkrete og direkte”, men mere generelle og indirekte militære gevinster. Kommandøren for NATO’s luftkrig, generalløjtnant Michael C. Short, havde allerede kort inden krigens afslutning foregrebet eksperternes bekymringer. Trods generel optimisme på luftbombardementernes vegne udtrykte Short ”frustration over de politiske og militære restriktioner”, som havde hindret en bedre udnyttelse af det militære potentiale i den civile faktor:

”Som pilot ville jeg have gjort dette anderledes […] det ville ikke have været en gradvist opbygget luftkampagne […] vi ville tage krigen ind i byerne fra første færd […] Hvis du vågner op om morgenen, og dit hus ikke har nogen strøm, og der ikke er gas til dit komfur, og den bro, du kører over, når du skal på arbejde, er ødelagt og vil ligge i Donau de næste 20 år, tror jeg, at du begynder at spørge: ’Hey, Slobo, hvad handler det her om? Hvor meget mere af dette skal vi udsættes for?’ Og på et tidspunkt holder du op med at bifalde den serbiske mandschauvinisme i trods mod verdenen og begynder at tænke på, hvordan dit land vil se ud, hvis dette fortsætter.” (”NATO General Predicts Victory in Two Months”, Washington Post, 24. maj 1999)

For kommandøren for luftkrigen var det væsentlige ved de ”strategiske angreb” altså ikke deres direkte militære betydning eller den forarmelse og død, som de påførte serbere og Kosovo-albanere, men de politiske og militære mål, man indirekte – via Sheas ”ekkoer fra græsrødderne” – kunne opnå ved at skabe ”civile konsekvenser”. Efter krigen har Short ofte pointeret, at de direkte angreb på serbernes styrker i Kosovo ikke var militært effektive, i modsætning til bombningen af infrastruktur m.v. i selve Serbien. Shorts tilgang til krigsførelse er selvsagt professionel, dvs. baseret på militære og ikke humanitære doktriner, og ligger i klar forlængelse af klassiske militærstrategiske tænkere som Hugh Trenchard, William Mitchell og Basil Liddell Hart, der i begyndelsen af det 20. århundrede formulerede grundtankerne bag den nyere tids vestlige bombeterror. Krig handler for Short om at ramme ”tyngdepunkter”, som er en ret omfattende kategori af ting, der er af “fundamental strategisk, økonomisk eller endda følelsesmæssig betydning for en fjende, og hvis tab ville underminere fjendens vilje eller evne til at kæmpe.” Hvis Short, der betegner sig selv som ”en stor fan af asymmetrisk krigsførelse”, havde haft frie hænder, ville han have sørget for, at Beograds borgere efter den første nats bombninger vågnede op “til en by i røg. Ingen strøm til køleskabet … ingen mulighed for at tage på arbejde.” Da denne vision var ved at være realiseret i slutningen af krigen, erklærede andre NATO-generaler ifølge Philadelphia Inquirer:

”Folket skal bringes til det punkt, hvor deres lys er slukkede, og deres broer er blokerede, så de ikke kan tage på arbejde.”

I ledende NATO-kredse er det åbenbart et fremherskende synspunkt, at en central del af moderne krigsførelse går ud på at forhindre folk i at komme på arbejde.

Professor i international politik Adam Roberts bemærker på linje med Short og NATO’s egne eksperter, at en ”foruroligende lære af luftkampagnen muligvis er, at dens mest effektive aspekt omfattede at skade det egentlige Serbien (inklusive dets befolkning og regering) snarere end direkte at angribe serbiske styrker i Kosovo og beskytte Kosovo-befolkningen”.

For en nøjere betragtning falder de beskrevne strategiske angreb ikke ind under Geneve-konventionernes artikel 51.5, idet deres civile omkostninger ikke er ”forventede og utilsigtede” eller overdrevne i forhold til de konkrete og direkte militære fordele, man hverken forventer eller tilsigter. Til gengæld kunne f.eks. artikel 51.2 i konventionens 1. tillægsprotokol om at terrorisere civilbefolkninger have været taget i anvendelse. De ”strategiske angreb” er tilfælde af storstilet international terrorisme.

Ovenstående betragtninger skal blot antyde, at der i international lov gemmer sig et rigt potentiale, som mindre partiske journalister kunne have udnyttet i deres dækning af konflikten. Imidlertid ville en sådan tilgang have været forfejlet på mindst to måder: Man ville med dette lidt ”akademiske” evalueringsgrundlag have været på kant med den journalistiske objektivitets påbud om at gå ud fra magthavernes præmisser, og kritikken ville have skudt forbi målet, idet den humanitære intervention officielt betegnede indledningen på en ny verdensorden, hvor de ret strenge, men rent ”tekniske” begrænsninger for magtanvendelse, som er fastsat i international lov, ikke længere måtte stå i vejen for de ”oplyste staters” (Foreign Affairs) ”høje idealer” (BBC) og ”moralske korstog” (Tony Blair).

 

Efter festen
I dag fejres vores vold ikke længere på samme måde. Begejstringen for den visionære, idealistiske indpakning af voldsprojektet blev til dels spoleret af ærkeidealisten Bush, hvis ufine manerer og primitive talemåder virkede stødende på især europæiske intellektuelle, der foretrækker den nuancerede og lærde propagandagenre, som Barack Obama mestrer. Idealistiske voldsomskrivninger afløses i stigende grad af ufolkelige, tekniske termer. Den tidligere bredt-appellerende ”krigen mod terror” hedder nu ”Overseas Contingency Operations”, hvilket for offentligheden betyder, at ”krigen mod terror” ikke længere er et tema, men a fact of life. Den sproglige mørklægning af volden følges af en tilsvarende ekspansion af hemmelige amerikanske militæroperationer samt en accelererende imperieudbygning. Behovet for retfærdiggørelse af volden og dens infrastruktur er aftagende. Denne forrående udvikling af voldskulturen skylder vi til dels den offentlige udlægning af Kosovo-interventionen.

1999-bombingerne af Serbien cementerede forestillingen om, at vi er moralsk overlegne, hos dem, der måtte være i tvivl (og det var der tidligere mange på især venstrefløjen, der var). Derudover lærte interventionen de vestlige offentligheder, at moral og international lov er to vidt forskellige størrelser, og at vi i tilfælde af konflikt mellem dem må gøre, hvad moralen byder, ikke hvad loven siger. Juridiske diskussioner om eksempelvis droneprogrammet forekommer nu og da, men har en udpræget teknisk og ret verdensfjern karakter, som for den brede offentlighed kun marginalt har noget at gøre med det afgørende spørgsmål om rigtigt og forkert, godt og ondt.

Ideen om vores moralske overlegenhed er nu udgangspunktet for tanken, snarere end en idé, magthaverne søger at demonstrere rigtigheden af. I dette klima af ophøjet indifference kan massedrabene og den mangeårige terrorisering af befolkningen i det nordvestlige Pakistan f.eks. ikke blive et alvorligt tema.2 Vi ved godt, at det gør ondt, men vores ledere vil det sikkert godt.

 

Litteratur

Albright, Madeleine & Robin Cook (1999, 16. maj): “Our Campaign Is Working”, Washington Post

BBC2 (2000, 12. marts): Moral Combat: NATO at War. Transskriberet internetversion: http://news.bbc.co.uk/hi/english/static/events/panorama/transcripts/transcript_12_03_00.txt. Videoen kan findes her: http://www.youtube.com/watch?v=Oc_WAqWri9I.

Beaumont, Peter, John Hooper, Helena Smith & Ed Vulliamy (1999, 28. marts): “Hi-tech war and primitive slaughter”, The Guardian. Internetversion: http://www.guardian.co.uk/world/1999/mar/28/edvulliamy.peterbeaumont

Blair, Tony (1999, 4. april): Sunday Telegraph, 4. april

Blair, Tony (1999, 14. juni): “A New Moral Crusade”, Newsweek

Boyer, Peter J. (2003, 17. november): ”The Political Scene: General Clark’s Battles”, The New Yorker. Internetversion: http://www.newyorker.com/archive/2003/11/17/031117fa_fact

Burns, Robert (1999, 15. april): “Cohen Regrets Civilian Deaths”, Associated Press. Internetversion: http://www.apnewsarchive.com/1999/Cohen-Regrets-Civilian-Deaths/id-910db2b30e301a79dc862416d57fcc3b

Butcher, Tim & Patrick Bishop (1999, 22. juli): “Nato admits air campaign failed”, The Telegraph. Internetversion: http://www.mail-archive.com/ctrl@listserv.aol.com/msg18907.html

Chien, A. J. (2001): “The Civilian toll”, Los Angeles Times, 11. oktober

Drozdiak, William (1999, 24. maj): ”NATO General Predicts Victory in Two Months”, Washington Post. Internetudgave: http://www.washingtonpost.com/wp-srv/inatl/longterm/balkans/stories/airwar052499.htm

Glennon, Michael J. (1999): “The New Interventionism: The Search for a Just International Law”, Foreign Affairs, maj/juni 1999. Internetversion: http://www.foreignaffairs.com/articles/54996/michael-j-glennon/the-new-interventionism-the-search-for-a-just-international-law

Holm, Kjeld (1999, 31. marts): ”Bomber kan også være næstekærlige”, Aktuelt

House of Commons (1999, 13. april): Hansard Debates, spalte 20. Internetversion: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199899/cmhansrd/vo990413/debtext/90413-05.htm#90413-05_head0

International Human Rights and Conflict Resolution (2012): “Living Under Drones”. Internetversion: http://www.fylrr.com/archives.php?doc=Stanford-NYU-LIVING-UNDER-DRONES.pdf

NATO (1999, 1. juni): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990601a.htm.

NATO (1999, 31. maj): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990531a.htm

NATO (1999, 25. maj): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990525b.htm

NATO (1999, 24. maj): ”Press Conference”. Internetversion:

http://www.nato.int/kosovo/press/p990524a.htm

NATO (1999, 27. april): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990427a.htm

NATO (1999, 23. april): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990423l.htm

NATO (1999a, 3. maj): ”Morning Briefing”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/b990503a.htm

NATO (1999b, 3. maj): ”Press Conference”. Internetversion: http://www.nato.int/kosovo/press/p990503b.htm

Parker, Richard (1999, 23. maj): “Nato’s War Not Working, Air Chief Says The U.s. General Believes The Alliance May Either Have To Accept Belgrade’s Terms Or Widen The Fight.”, Inquirer Washington Bureau. Internetversion: http://articles.philly.com/1999-05-23/news/25514175_1_nato-pilots-nato-political-leaders-yugoslav-forces/2

Roberts, Adam (1999): “NATO’s ‘Humanitarian War’ Over Kosovo”, Survival, Vol. 41, no. 3. Internetversion: http://bev.berkeley.edu/fp/readings/Roberts.txt

Select Committee on Foreign Affairs (2000): ”Fourth Report”, afsnit 152. Internetversion: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/2814.htm

Tirpak, John A. (1999, september): ”Short’s View of the Air Campaign”, Air Force Magazine. Internetversion: http://www.airforce-magazine.com/MagazineArchive/Pages/1999/September%201999/0999watch.aspx

 

Udgivet 21. juni 2013

  1. De fire vigtigste parametre for vurderingen af NATO’s handlinger var: 1. Opfyldelsen af overordnede militærstrategiske målsætninger. 2. Det konkrete militære udbytte af bombningen af specifikke mål. 3. At man tog ”alle tænkelige forholdsregler for at minimere civile tab”. 4. At man undgik at udsætte civilbefolkningen for unødige ”ubehageligheder”. []
  2. Se Stanford Law Schools grundige rapport om droneprogrammets menneskelige konsekvenser for beskrivelser af denne terror: International Human Rights and Conflict Resolution (2012). []