Erasmus af Rotterdam: Fredens klagesang (uddrag)

Skriv en kommentar

I det hele taget må det siges, at det første og vigtigste skridt mod fred er oprigtigt at ønske freden. De, som af hjertet elsker fred, vil ivrigt forfølge enhver mulighed for at skabe eller genskabe den. De vil foragte eller fjerne alle hindringer for freden, og de vil udstå alle trængsler og besværligheder med tålmodighed, så længe de besidder denne ene store velsignelse (som indbefatter så mange andre) intakt og hel. I modsætning hertil gør mænd i vor tid alt, hvad de kan, for at finde krigsanledninger; og alt, hvad der fører til fred, fordømmer de i deres sofistiske taler eller skjuler for offentligheden; men alt, hvad der fremmer deres foretrukne krigssystem, overdriver og opflammer de energisk, uden skrupler over at udbrede løgne af den mest nedrige slags, falske eller forvanskede efterretninger samt den groveste misrepræsentation af fjenden. Jeg skammer mig ved tanken om, hvorledes det virkelige livs reelle og forfærdelige tragedier er grundlagt på nederdrægtige og foragtelige bagateller; hvorledes de antænder en flamme i et lille stykke træ og sætter verden i brand. Dernæst fremsætter de hele kataloget af angivelige overgreb, der skulle være overgået dem, og hver part betragter sin egen ulykke igennem et glas, der forstørrer den ud over alle grænser; men de fordele, der er blevet dem til del, falder ned i den dybeste glemsel; så en upartisk iagttager ville sværge på, at store mænd elsker krig for dens egen skyld med deres hjerter og sjæle – givet at der ikke er nogen fare for dem selv.

Når alle påskud samt de kunstgreb, der bruges for at vække det vulgære, er smidt bort, vil der ofte (som den sande krigsårsag) i kongers bryst ligge et privat, ondsindet og selvisk motiv, hvilket består i at tvinge deres undersåtter til at gribe til våben for at dræbe hinanden efter kongens befaling og ønske, så undersåtterne kan demonstrere deres loyalitet. Men i stedet for et privat og selvisk mål burde der, til retfærdiggørelse af den frivillige påbegyndelse af en krig, være et mål, som ikke kun befolkningen, dvs. blot et enkelt fællesskab, men som mennesket, menneskets natur, er dybt interesseret i.

Men når konger ikke kan finde nogen begrundelser af denne slags, som de vitterlig sjældent kan, bruger de deres forstand til at opfinde en eller anden fiktiv, men plausibel anledning til stridigheder. De bruger navnene på fremmede lande, som kunstfærdigt er gjort modbydelige i befolkningens øjne, med henblik på at vække folkets had, indtil det bliver modent til at gå i krig og tørster efter den fremmede nations blod, hvis blotte navn er blevet en årsag til fjendskab. Denne svaghed og dumhed hos de allerlaveste klasser blandt befolkningen bliver af de ophøjede forstærket igennem kunstfærdige insinuationer, paroler og øgenavne, som listigt bruges i debatter, pamfletter og tidsskrifter. De ophøjede er sikre på, at gejstligheden, som har interesse i at samarbejde med de ophøjede i en hvilken som helst ukristen gerning, tilslutter sig – med stor effekt og bistået af religion – i et fromt overgreb mod de fattige.

Således, for eksempel, siger de, at en englænder er en franskmands naturlige fjende, fordi han er franskmand. Et menneske, som er født på denne side af floden Tweed bør hade en skotte, fordi han er skotte. En tysker må naturligvis være uenig med en franskmand, og en spanier med begge. Oh, rædselsfulde fordærv! Et navn på et sted eller en region, som i sig selv er et ligegyldigt tilfælde, er nok til at skille jeres hjerter, i endnu højere grad end jeres personer er adskilt af afstanden mellem stederne! Et navn er ingenting, men der er mange omstændigheder, meget vigtige realiteter, som burde forbrødre og forene menneskene i forskellige lande. Som en englænder føler du uvenskab over for en franskmand. Hvorfor, som et menneske over for et menneske, møder du ham ikke i stedet med velvilje? Hvorfor ikke som en kristen over en kristen? Hvorledes går det til, at en så overfladisk ting som et navn vægter mere for dig end naturens ømme bånd, kristendommens stærke bånd? Steder og afstande adskiller menneskers personer, men ikke deres sind. Hjerter kan gravitere mod hinanden hen over mellemliggende have og bjerge. Floden Rhinen adskilte engang franskmændene fra tyskerne, men det var ikke i dens magt at adskille de kristne fra de kristne. Pyrenæerne adskiller spanierne fra franskmændene, men de bryder ikke det usynlige bånd, som forbinder dem i trods mod al opdeling: kirkens fællesskab. En smule hav adskiller englænderne fra franskmændene; men selv hvis hele det atlantiske ocean bølgede imellem dem, kunne det ikke adskille dem som mennesker af natur […]

Den fjendtlige opdeling af forskellige lande i naturlige fjender, fordi de er adskilt stedsligt og forskellige af navn, er ikke nok til at tilfredsstille nogle af de blodtørstige stakler, som nyder krig. Så depraverede er deres sind, at de søger at konstruere forskelle, hvor hverken naturen eller institutioner giver anledning til det. De vil opdele og vende Frankrig mod sig selv i verbale og nominelle distinktioner mellem landets indbyggere; et land, som ikke er opdelt af hav eller af bjerge og rigtignok, er et udeleligt hele, hvor dygtigt man end måtte forsøge at skabe modsætninger ved hjælp af rent sproglige distinktioner. Således vil de kalde nogle af franskmændene for tyskere, så navneidentiteten ikke kan skabe den fordragelighed, de djævelsk ønsker at bryde.

Skriv en kommentar

Mellemøst-konfliktens myter og realiteter. 2. del

1 kommentar

Myte 6
International bistand bidrager til at skabe fred.
Hvorledes vurderer du EU’s rolle i konflikten?
Der er i EU en opfattelse af, at Mellemøsten er amerikanernes boldbane. EU skal således bare gøre, hvad USA siger, og for så vidt har EU’s rolle været forfærdelig. Da Israel indførte blokaden af Gaza, som Amnesty International har kaldt en ”åbenlys krænkelse af international lov”, og som FN’s undersøgelseskommissionen har kaldt en ”mulig forbrydelse mod menneskeheden”, bakkede EU i praksis op om at opretholde blokaden.

EU er delvis ansvarlig for den kriminelle politik, som palæstinenserne i Gaza lider under. Den anden rolle, som EU spiller, er, at de finansierer alle disse ngo’er, der suger talentmassen ud af det palæstinensiske samfund. Disse ngo’er ender typisk med at arbejde for de udenlandske regeringer – donorerne. Og derfor vil de være påpasselige med ikke at skabe for meget kontrovers af frygt for at miste deres finansiering. Det grundlæggende formål med ngo’erne er således at pacificere de elementer i det palæstinensiske samfund, der kunne være potentielle politiske aktivister. De tiltrækker alt talentet og neutraliserer modstanden mod Israels konfiskering af palæstinensisk jord og ressourcer samt brugen af tortur mod det palæstinensiske folk.

Tror du, at international bistand til de palæstinensiske områder kan bidrage til at fremme freden?
Der er ingen fredsproces. Hvis der var en fredsproces, kunne man argumentere for, at international bistand kunne bidrage til en sådan proces. Tværtimod er der tale om en annekteringproces. I lyset heraf er formålet med f.eks. EU’s økonomiske bistand at pacificere de elementer i det palæstinensiske samfund, der ellers ville spille en ledende rolle i modstanden mod besættelsen. EU giver på den måde bestikkelse til palæstinenserne for, at de til gengæld holder sig i ro og ikke gør oprør mod den israelske besættelse.

 

Myte 7
I vinteren 2008-2009 udspillede der sig en krig mellem Israel og Hamas-styret i Gaza.


Din bog om krigen i Gaza …
[Afbryder:] Der var ingen krig i Gaza. Det var en massakre. For at der kan være en krig, skal to sider bekrige hinanden. Den palæstinensiske side bekrigede ikke Israel. Der var ingen kampe i Gaza.
Det fremgår af vidnesbyrd fra israelske soldater bag initiativet “Breaking the Silence“. De har udgivet en bog med vidnesbyrd fra israelske soldater, som var med til at udføre operationerne i Gaza. Her kan man læse, hvordan den ene efter den anden siger: “Vi så aldrig nogen arabere – vi var aldrig rigtig i kamp”. Nogle af dem sagde endvidere: “Vi var skuffede – vi ville ønske, at vi rent faktisk var kommet i kamp, men det skete ikke”. Så hvordan kan man kalde det en krig? En soldat sagde: “Det var som et barn, der brænder myrer med et forstørrelsesglas”. Da jeg var barn, havde jeg en lup, og jeg brændte myrer. Jeg indrømmer det, og jeg er ikke stolt af det. Men jeg har aldrig tænkt på mig selv som værende involveret i en krig. Det var en massakre.

Siden den første intifada er forholdene for palæstinensere blevet forværrede, og israelske angreb har forårsaget flere civile tab. Den offentlige mening om konflikten har måske ændret sig en smule, men udsigterne til en løsning synes mere dystre end nogensinde. Hvad skal der til for, at dette vil ændre sig?
Det er faktisk ikke helt korrekt. Da Israel invaderede Libanon i juni 1982, dræbte de omkring 18.000-20.000 libanesere og palæstinensere – primært civile. I invasionen af Libanon i juli 2006 var antallet af dræbte 1.200. Og modstanden mod Israel var endda større i 2006, end den var i 1982. Der er grænser for, hvad Israel kan slippe af sted med. Israel troede, at de kunne slippe af sted med, hvad de gjorde i Gaza i 2008-2009, fordi de ikke tillod nogen journalister eller menneskerettighedsorganisationer at komme ind i området for at dokumentere massakrens omfang. Lukningen af Gaza betød desuden, at genopbygning ikke kunne finde sted.
Det var en stor taktisk fejltagelse fra Israels side. For da FN’s undersøgelseskommission ledt af Richard Goldstone seks måneder senere rejste til Gaza, kunne ødelæggelsernes fulde omfang dokumenteres. Hvis de israelske myndigheder havde været lidt klogere, ville de have ladet forsyninger komme ind, så FN ikke sidenhen kunne se, hvilken katastrofe Israel havde skabt.

På den anden side er det også korrekt at sige, at Israels fremfærd i Gaza 2008-2009 nåede et nyt niveau af barbari. I alle andre tilfælde siden 1967 har israelske militære offensiver indeholdt et element af krigshandling. Juni 1967 [Seksdageskrigen] var en krig, selvom der i praksis var tale om et ”skydetelt”. 1973 [Yom Kippur-krigen] var en krig. 1982 var også en krig mod PLO [Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation] – det var ikke meget, men dog en krig. Libanon 2006 var ikke alene en krig, men endda en krig, som Israel tabte til Hizbollah. Offensiven mod Gaza 2008-2009 var derimod ikke en krig i egentlig forstand, men nærmere en massakre. En israelsk analytiker sagde sågar: ”Du begår en meget stor fejl, hvis du siger, at vi har vundet krigen – for der var ikke nogen krig”. Faktisk sagde han, at der ikke var nogen deciderede kamphandlinger i Gaza, og at Israel her havde nået et nyt niveau af barbari. Det, der var, var en massakre på civilbefolkningen.

 

Myte 8
Mellemøst-konflikten er præget af, at parterne gør en masse uforenelige krav gældende. Det er derimod ikke til at sige, om parterne måtte have lovligt ret til det, de gør krav på.
Med inspiration fra Mahatma Gandhi har du gjort dig til fortaler for ikkevoldelig modstand som en vej til fred. Men samtidig har du også hævdet, at Israel er nødt til at lide et militært nederlag, før der kan komme fred, da et nederlag angiveligt ville få Israel til at indse, at man er nødt til at ændre adfærd. Hvordan hænger det sammen?
Det hænger ikke sammen. Det er enten det ene eller det andet. Jeg tror dog, at man med begge midler kan nå samme mål om fred. Lad os tage den ikkevoldelige modstand som taktik.

Hvis jeg var palæstinensernes leder, ville jeg anbefale FN’s Generalforsamling at indbringe spørgsmålet om lovligheden af belejringen af Gaza for Den Internationale Domstol (ICJ). Så ville Den Internationale Domstol være nødt til at stadfæste, at belejringen er ulovlig i henhold til folkeretten, at der er tale om kollektiv afstraffelse, og at det er en åbenlys overtrædelse af Genève-konventionerne. Herefter ville palæstinenserne have to domme at støtte sig til, fordi ICJ allerede tidligere har fastslået, at muren [som annekterer store dele af Vestbredden] er ulovlig ifølge international lov. Dette ville skabe en platform for palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza i fællesskab til at iværksætte massive kampagner af civil ulydighed. Det ville ikke umiddelbart bringe besættelsen til ophør. Men det kunne skabe et stort momentum, hvis palæstinenserne på Vestbredden i tilstrækkeligt stort antal samledes om at bryde muren ned med ICJ’s udtalelse i hånden som berettigelse, samtidig med at palæstinenserne i Gaza med fredelige midler forsøgte at bryde blokaden med henvisning til udtalelsen fra Den Internationale Domstol.

Hvem kunne indvende noget imod, at palæstinenserne selv påtog sig at håndhæve loven, når nu det såkaldte ”internationale samfund” ikke gør det?

Og selvfølgelig skal vi i resten af verden gøre vores for at støtte palæstinenserne; hvis palæstinenserne står alene, vil Israel bare slagte dem. Men hvis vi gør vores del og mobiliserer den offentlige mening ved at forklare, at det eneste, palæstinenserne forsøger at gøre, er at håndhæve international lov, så tror jeg, at der er en meget god chance for, at muren og blokaden kan brydes, hvilket vil skabe et momentum for fred.

Det er ligesom med Gandhis Salt-march. For Gandhi handlede det egentlig ikke om salt. Gandhi valgte problemstillingen omkring salt, fordi det var noget, som påvirkede alle niveauer af det indiske samfund. Alle skulle betale saltafgift, både rig og fattig. Ghandi var på udkig efter et emne, som påvirkede alle samfundslag og dermed potentielt kunne mobilisere alle medlemmer af det indiske samfund. Han var også på udkig efter et spørgsmål, som ingen moralsk person kunne betvivle gyldigheden af: at betale en afgift på salt – en grundlæggende nødvendighed for den daglige kost.

I sidste ende fik han ikke meget ud af kampagnen. Briterne viste sig at være villige til at annullere afgiften for de fattigste indere, men det var ikke det, Gandhi ønskede. For Gandhi var Salt-marchen en måde at opbygge et momentum og mobilisere indernes magt for derefter at udnytte den styrkede magtposition i konkrete forhandlinger med briterne. Så selv om mange mennesker anså Salt-marchen for at være en fiasko, gjorde Gandhi det ikke. Umiddelbart efter han stillede sin kampagne for civil ulydighed i bero, rejste han til London for at forhandle, selv om han ikke forventede, at der ville komme noget særligt ud af det. Han havde en meget god fornemmelse for magtens realiteter, og han indså på det tidspunkt, at inderne endnu ikke var i en stærk nok position til at opnå, hvad de ønskede.

 

Myte 9
En eventuel løsning af konflikten ligger i hænderne på verdens ledere, ikke almindelige mennesker.
Det samme er tilfældet med palæstinenserne. Jeg tror, at palæstinenserne kan stoppe besættelsen, rive muren ned eller i hvert fald få væsentlige ændringer igennem. Dette er en måde at geare det palæstinensiske samfund på til den langsigtede kamp. Den eneste måde, man opnår noget meningsfuldt i denne verden, er gennem kamp. Den berømte amerikanske abolitionist Frederick Douglas sagde engang: ”Ingen kamp, intet fremskridt”. Hverken som individ eller som samfund opnår man noget, hvis ikke man udfordrer sig selv. Hvis man som individ får alt serveret, udvikler man hverken karakter eller intellekt. Udvikling opnår man kun, når man udfordrer sig selv gennem konstant kamp. Det er det samme med et samfund. Formålet med at engagere sig i civil ulydighed er at bevise over for sig selv og andre, at man har en reel magt til at tage kontrol over sit eget liv. Når du først indser, at du har denne magt, kan ingen bestemme over dig.

Men hvis du bare sidder og tænker: “Hvad mon Obama tænker? Hvad mon Clinton tænker?”, kommer man ikke nogen vegne. Det er ynkeligt og barnligt at gå op i, hvad magtens mænd kunne gøre, i stedet for at fokusere på, hvad du selv bør gøre. Det er sådan, voksne mennesker gebærder sig. Hvis du er voksen, sidder du ikke og venter på, at Messias frigør dig. Ingen anden person kan frigøre dig end dig selv. Så udfordringen for palæstinenserne er at udøve den magt, de allerede har, men ikke i tilstrækkeligt omfang udøver. Og den magt kan Israel ikke tage fra dem, hvis de først begynder at udøve den.

Det er lige meget, hvad Obama siger. Han er i bund og grund ikke forskellig fra sine forgængere. Disse mænd er alle dybt optagede af magt – deres egen magt. Hvis han var hvid, ville man kalde ham Bill Clinton.

Tror du, det er muligt at løse Israel/Palæstina-konflikten uden først at få gjort op med amerikansk imperialisme?
Alt har sine grænser. Det handler ikke kun om amerikansk imperialisme. Vi har et globalt system, der sætter store grænser for, hvad vi kan opnå. Jeg tror ikke på, at man kan løse sådanne problemer helt. Alt er blot skridt hen imod at gøre verden til et bedre sted. Da jeg voksede op, troede vi alle på en socialistisk revolution, et Big Bang, og så ville alt være perfekt. Men det er ikke den måde, verden fungerer på. Efter min mening skrider verden frem som trin på en stige. Og jeg vil blive mere end glad, hvis jeg i min levetid får at se et lille hjørne af verden, hvor mennesker formår at træde et enkelt trin op ad stigen. Kampen for retfærdighed stopper aldrig. Der er altid måder at forbedre verden på, måder, hvorpå vi kan gøre verden til et bedre sted. Vi opdager til stadighed alle mulige måder, hvorpå vores menneskelige potentiale undertrykkes. For hvad er i bund og grund et samfund andet end 10.000 måder, hvorpå vores menneskelige potentiale undertrykkes?

Som historien skrider frem, bliver vi bevidste om hindringerne for menneskelig udfoldelse; og i lykkelige tilfælde får vi fjernet hindringerne. Da jeg voksede op, var der f.eks. ikke nogen udviklet opfattelse af, hvad kvinder var i stand til. Dengang var en kvinde hjemmegående eller i bedste fald skolelærer. At kvaliteten af amerikanske skoler er blevet forringet så meget, hænger i øvrigt sammen med, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet. De klogeste kvinder var lærere, og da de med tiden indså, at de kunne blive advokater og læger, stoppede de med at være skolelærere. Det førte til et fald i undervisningskvaliteten. Vi opdagede på det tidspunkt 10.001 måder, hvorpå kvindernes potentiale blev begrænset af vores samfund. Jeg husker, første gang jeg over højttaleranlægget hørte en kvinde sige: “Det næste stop er …”. En kvindelig togfører? Det var umuligt. Eller en kvindelig buschauffør? Og på den måde opdager man, hvordan folks muligheder i den daglige praksis underlægges begrænsninger.

Da jeg for nogle få år siden var i Sydafrika, så jeg den værste fattigdom, jeg nogensinde har set. Det var som at træde ind i en anden tid. Jeg tror ikke, at hulemændene levede så usselt. Det var helt ubegribeligt. Da jeg spurgte dem, der viste mig rundt, hvor stor en procentdel af befolkningen, der lever sådan, svarede de: ”80 procent”. Ela Gandhi, Mahatma Gandhis barnebarn, sagde til mig: ”Det er virkelig sandt: I Sydafrika bliver de rige rigere, og de fattige fatigere. Ikke bare målt i relative tal, men også målt i absolutte tal.”

Hvor meget har afskaffelsen af apartheid så i virkeligheden betydet? Ikke meget. Men det var dog et fremskridt – et lille trin op ad stigen. Vi skal ikke lade os narre. De kræfter, der modarbejder os, er enorme. De er over mange år blevet institutionaliseret i vores samfund. Der arbejdes konstant på at vedligeholde dette system, og de fleste af os har måske kun en time eller to om ugen til at gøre en god gerning.

Mellemøst-konfliktens myter og realiteter. 1. del

Interview med Norman Finkelstein

Norman Finkelstein er politolog og forfatter til en række bøger om konflikten i Mellemøsten, herunder Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict (1995) og ’This Time We Went Too Far’: Truth and Consequences of the Gaza Invasion (anden udgave 2011). I maj 2012 udgiver Finkelstein to bøger: Knowing Too Much: Why the American Jewish Romance with Israel Is Coming to an End og What Gandhi Says: About Nonviolence, Resistance and Courage. Et gennemgående fokus for Finkelsteins arbejde har været at belyse afstanden mellem de offentlige opfattelser af Israel-Palæstina-konflikten og konfliktens realiteter. I dette Medieoplysning.dk-interview gør Finkelstein op med en række gængse antagelser om konflikten.

 

Myte 1
Der eksisterer en fredsproces.

Hvad skal der til for at få fredsprocessen tilbage på sporet?
Man bør vurdere et fænomen på dets konkrete resultater og ikke ud fra etiketten. Der har ikke været nogen fredsproces. Der har været en annekteringsproces, en koloniseringsproces og en appropriationsproces. At dømme ud fra resultaterne mener jeg, det er en rimelig slutning, at der ikke har været nogen fredsproces, så jeg kan ikke se nogen pointe i at bruge dette udtryk. Det er bare blevet et skalkeskjul, som Israel benytter til at annektere de områder, det besatte i juni 1967.

 

Myte 2
USA er en neutral fredsmægler.

Hvorledes kan det gå til, at USA trods årtiers mæglingsforsøg ikke har fået forsonet parterne?
Ideen om, at USA er en mægler i fredsprocessen, er latterlig. For ser man på det reelle historiske forløb i de seneste 30 år, har det været Israel, der støttet af USA har blokeret for en løsning af konflikten. USA forsøger ikke at nå til en løsning: USA er den største hindring for en løsning af konflikten. Hvis det ikke var, fordi USA blokerede for det internationale samfunds ønsker, ville konflikten være løst i morgen.

 

Myte 3
Med valget af Barack Obama vil USA følge en anden, mere progressiv politisk kurs i sin håndtering af Israel-Palæstina-konflikten. Obama vil i højere grad bygge bro mellem Vesten og den arabiske verden.

Hvad er dine forventninger til Obama-regeringen i Mellemøsten?
Der er ingen grund til at nære nogen forventninger. Obama er fokuseret på den indenrigspolitiske dagsorden, og i internationale anliggender består hele hans regering af tidligere ansatte fra Clinton-årene og fra Bush-regeringen. Så en rimelig forventning er, at det vil være temmelig meget business-as-usual. Givetvis vil der være nogle mindre ændringer, men ellers er der ingen grund til at være optimistisk.

Hvad med hans berømte Cairo-tale?
Jeg ved ikke, hvorfor folk var så begejstrede for den. Der var et par udtalelser i talen, som var udmærkede, som f.eks. hans støtte til kvinders ret til at bære hijab. Det, synes jeg, var en god udtalelse. Men ellers benyttede han lejligheden til at belære palæstinenserne om, hvordan de ikke burde bruge vold. Og det var vel at mærke kort efter Israels massakre mod Gaza [2008/2009]. Det er altså palæstinenserne, og ikke israelerne, der ikke bør bruge vold? Jeg tror, han er en smule forvirret over, hvad der egentlig skete i Gaza.

 

Myte 4
Oslo-processen var båret af godhjertede intentioner og har bidraget til at give det palæstinensiske folk reel selvbestemmelse.
Hvordan opfatter du Det Palæstinensiske Selvstyres rolle i konflikten?
Grunden til, at USA og Israel skabte Det Palæstinensiske Selvstyre, var, at det kunne fungere som Israels samarbejdspartner i undertrykkelsen af palæstinenserne og gøre det muligt for Israel at fortsætte sin annektering af palæstinensisk jord. Israelerne lagde slet ikke skjul på dette. Efter den første Intifada, som var meget omkostningsfuld for Israel, udtalte de et ønske om at ”rationalisere” besættelsen af Vestbredden og Gaza. At ”rationalisere” betød i praksis at lade palæstinenserne selv gøre det beskidte arbejde i stedet for israelerne. Israelerne spildte for meget tid på, hvad de kaldte “politiaktioner”, mens det var meningen, at de skulle forberede sig på krige. De ønskede i et vist omfang at trække den israelske hær ud af de besatte områder og overlade det til palæstinenserne at udføre det beskidte politiarbejde i form af at slå ned på oprørske palæstinensere. Og som det blev udtrykt dengang: ”Hvis palæstinensere dræber palæstinensere, palæstinensere torturerer palæstinensere osv., så vil menneskerettighedsgrupper ikke klage over, hvad vi [israelere] foretager os”. Dette var hovedformålet, og i den forbindelse var Oslo-processen en gennemført succes. Det skabte en klasse af kollaboratører, som nu gør alt Israels beskidte arbejde.

 

Myte 5
Det Palæstinensiske Selvstyre er en moderat kraft, som repræsenterer den palæstinensiske befolknings interesser.
Hvordan arbejder kollaboratørklassen i praksis, og hvordan skal det ses i forhold til den palæstinensiske befolknings forhåbninger?
Folk har den ide, at kollaboratører går rundt med et skilt med påskriften: “Jeg er kollaboratør”. Men kollaboratører foregiver normalt, at de arbejder for folket, og de deltager undertiden i undsigelser af det regime, som de rent faktisk arbejder for.

I apartheidtidens Sydafrika undsagde folk som høvding Buthelezi i ny og næ den sydafrikanske regering. Da det sydafrikanske apartheid-regime tilbød KwaZulu [en bantustan] suverænitet, svarede han: ”Du giver os affald. Det ønsker vi ikke”. Men han var immervæk stadig kollaboratør. Høvding Matanzima, som ledede Transkei – en anden bantustan, som det sydafrikanske apartheidregime havde skabt – gav også indimellem en flammende tale, hvori han harcelerede over den sydafrikanske regering. Men også han samarbejdede med regimet.

Det Palæstinensiske Selvstyre fungerer på stort set samme vis. Som bekendt blev Oslo-aftalen [fra 1995] vedtaget til at vare i en femårig overgangsperiode. Denne overgangsperiode brugte man på at opbygge en klasse af samarbejdspartnere, som ville begynde at nyde en række privilegier og magtpositioner, som de efter tilvænningsperioden nødigt ville give afkald på igen. I løbet af de fem år ville en fåtallig palæstinensisk elite nemlig vænne sig til at nyde frugten af deres kollaboratørvirksomhed: deres limousiner, villaer og svulmende bankkonti. Rationalet fra Israels side var, at de ville meget tilbageholdende med at afstå fra disse goder. Israelerne fik ret.

Til sidst lykkedes det at skabe den klasse af kollaboratører, som den dag i dag varetager israelske interesser i de besatte områder. Det skyldtes ikke, at de som sådan ønskede at være kollaboratører, men de gjorde det alligevel af den simple grund, at prisen for at lade være blev for stor. Efter fem år blev det for svært at vende tilbage til at leve under de samme elendige kår som andre palæstinensere.

Det er det, der er sket med Det Palæstinensiske Selvstyre, som ikke kan siges at repræsentere det palæstinensiske folks interesser. Og det er derfor, at det palæstinensiske lederskab fra tid til anden lufter nogle tomme hensigter om at opløse Selvstyret, hvilket aldrig vil ske. For hvis det sker, ville de miste alle deres privilegier, al deres magt og alle deres schweiziske bankkonti. Det vil de aldrig gøre.

Det eneste problem, israelerne havde efter de fem år, var Yassir Arafat. For selvom Arafat var korrupt, havde han stadig en smule nationalisme i sig. Der var derfor en vis grænse for, hvad han ville acceptere. Det står i modsætning til den nuværende leder, Mahmoud Abbas. Han ville tage til takke med et toilet med et palæstinensisk flag på. Arafat var i højere grad bange for, at palæstinenserne ville gøre oprør, hvis ikke de fik indfriet et minimum af deres forhåbninger. Arafat sagde ofte: ”Jeg giver ikke afkald på Jerusalem. Jeg ville få en kugle for panden.” Han vidste, at hvis han gav afkald på Østjerusalem som del af en fremtidig palæstinensisk stat, ville han blive myrdet. Arafat var på mange måder forfærdelig, men han havde trods alt nogle nationalistiske aspirationer på sit folks vegne.

Alt dette kan man læse om i Shlomo Ben-Amis bog Scars of War, Wounds of Peace (2005). Shlomo Ben-Ami var Israels udenrigsminister under Ehud Barak fra 2000-2001. I bogen siger han, at et af formålene med Oslo-aftalerne var at undertrykke den palæstinensiske demokratiske bevægelse fra den første Intifada og etablere en klasse af mennesker, der ville arbejde i Israels tjeneste.

LÆS ANDEN DEL

Anders Breivik er mainstream

1 kommentar

Tænker og handler vestlige stater som Anders Breivik? Den norske fredsforsker Johan Galtung om Breiviks ideologi:

Well, I can call [his] ideology neo-fascism, and it’s an updating, where instead of being anti-Semitic, it’s anti-Islam, and instead of miscegenation being the fantasma, it’s multiculturalism. So Breivik talks cultures where the Nazis talked race. But otherwise, the similarity is almost point to point.

But you see, then, when again you ask the question, “What does it remind you of?” there is a horrifying answer, which will be very difficult for Norway to process. This is exactly the ideology of the Washington-led attack on Muslim countries.

Se interviewet med Galtung her.

 

Libyen og olien

Skriv en kommentar

The Telegraph beretter om olieselskabet Vitols engagement i Libyen-krigen:

An oil firm [Vitol] whose chief executive has bankrolled the Conservatives won valuable rights to trade with Libyan rebels during the conflict, following secret talks involving the British Government.

The deal with Vitol was said to have been masterminded by Alan Duncan, the former oil trader turned junior minister, who has close business links to the oil firm and was previously a director of one of its subsidiaries.

Mr Duncan’s private office received funding from the head of Vitol before the general election. Ian Taylor, the company’s chief executive and a friend of Mr Duncan, has given more than £200,000 to the Conservatives.

Andre firmaer føler sig tilsyneladende forbigået:

Vitol is thought to be the only oil firm to have traded with the rebels during the Libyan conflict. Oil industry sources said that other firms including BP, Shell and Glencore had not been approached over the deal. One well-placed source said this was “very surprising” because other companies would have been keen to be involved.

Wall Street Journal forklarer videre:

French Foreign Minister Alain Juppé said he thought it would only be reasonable if French companies benefited from preferential access to Libyan contracts given that Paris, together with the U.K., led the foreign military offensive in Libya.

“The NTC [Libyens Nationale Overgangsråd] has said very publicly that, in the reconstruction effort, it would give preferential treatment to those who supported them,” Mr. Juppé told French radio RTL. “That seems quite logical and fair.”

Noget for noget. Hvilke medier følger slaget om olien, dets logikker og retfærdighedsbegreber herhjemme?

Her  bringes løbende nogle af de historier, der ikke fandt vej til danske  medier eller ikke er blevet genstand for seriøs dækning.

Artikelliste

1. Wasiristans unge håb
Jyllands-Posten 03.06.2008

2. Terroristernes tilflugtssted
Jyllands-Posten 04.06.2008

3. Pakistans sorte lørdag
Jyllands-Posten 22.09.2008

4. De flygtede fra krigen mod terror
Kristeligt Dagblad 18.10.2008

5. Terrorkrigens østfront
Jyllands-Posten 26.10.2008

6. Demokratiet og terroristerne sejrede
Jyllands-Posten 27.12.2008

7. Wasiristans ukendte stemmer begynder at tale
Kristeligt Dagblad 30.06.2009

8. Fem år mere med borgmesteren i Kabul
Jyllands-Posten 20.08.2009

9. Pakistans pæne hjørne
Jyllands-Posten 05.10.2009

10. Kampen mod de uovervindelige
Jyllands-Posten 17.10.2009

11. Pakistan-forbindelser er tæt på kernen i terrorkrigen
Kristeligt Dagblad 29.10.2009

12. Reporter på grænsen
Jyllands-Posten 20.11.2009

13. Analytisk set: Pakistan lukker det ene øje
Jyllands-Posten 29.01.2010

14. Talebans sjæl er ikke til salg
Jyllands-Posten 31.01.2010

15. Bjergfolket, som ingen kan besejre
Jyllands-Posten 04.04.2010

16. Bombe mod partnerskabet
Jyllands-Posten 16.05.2010

17. Pakistan holder verden som gidsel
Jyllands-Posten 01.08.2010

Ordforklaring

Redaktionel note: Der tales om ting som “realisme”, “liberalisme”, “konstruktivisme”, “poststrukturalisme” og “diskursanalyse” i de første 4 kommentarer til artiklen. Begreberne repræsenterer hver især overordnede teoriretninger inden for international politik.

“Realisme” tager udgangspunkt i, at international politik er magtpolitik. Stater søger at maksimere deres magt og indflydelse. Værdier og institutioner spiller ingen eller kun en lille rolle.

“Liberalismen” mener, at værdier og/eller internationale institutioner har en relativt stor indflydelse på internationale relationer og bidrager til at dæmpe og strukturere magtpolitikken.

Konstruktivisme forklarer international politik og evt. udenrigspolitik ud fra ideer og værdier (dvs. “konstruktionerne”). I det mindste mener konstruktivismen, at ideer og værdier har “forklaringskraft” ift. dele af international politik.

Poststrukturalisme og diskursanalyse tager udgangspunkt i det sprog, hvormed international politik skabes. Der findes ikke – eller vi har ikke adgang til – et internationalt politisk felt uden for det sprog, der benyttes om det.

TILBAGE TIL KOMMENTARSEKTION