Nyheds-u-værdigt: Et redskab for CIA

Skriv en kommentar


26 okt

Hvis vi kan takke de journalistiske uafhængighedsidealer for, at der jævnligt offentliggøres insiderberetninger om mainstreammediernes afhængighed af magthaverne, må vi omvendt takke mediernes magtafhængighed for, at den journalistiske uafhængighed ikke udfolder sig i medierne selv.

Medierne implicerer ikke gerne sig selv i magtmisbrug. Bl.a. under almindelig hensyntagen til ”den professionelle norm, at man ikke ustraffet besudler sin egen rede”, og med sikker fornemmelse for, at reden også er retmæssigt hjem for politiske, militære og økonomiske eliter, vil beslutningsdygtige mediefolk være uvillige til at indføre deres publikum i diskussioner af, hvorvidt medieinstitutionen optræder som magthavernes velvillige redskab. De egentlige medieafsløringer foregår fortrinsvis uden for medierne.

Hvor skal man da skaffe sig viden om mediernes magtafhængighed (samt andre mørklagte områder af virkeligheden)? Det er en mærkelig verden. En af de bedste kilder til viden om vestlige medier er det russiske statsmedie Russia Today. Oplysning om vores egne mediers propagandafunktion kan vi indhente fra fjendens propagandaorgan.

 

Udo Ulfkotte
I Russia Todays interview med Udo Ulfkotte om hans nye bog, Gekaufte Journalisten – Wie Politiker, Geheimdienste und Hochfinanz Deutschlands Massenmedien lenken, beretter den tidligere redaktør for Frankfurter Allgemeine Zeitung, at bl.a. CIA og dens tyske søsterorganisation hemmeligt har sponsoreret og i visse tilfælde endda forfattet ”provestlige”, krigsfremmende artikler, som Ulfkotte nu skammer sig over at have lagt navn til. Ulfkotte mener at være en renlivet repræsentant for professionen.

 

Andrew MacGregor Marshall
En beslægtet propagandafunktion består i at afskærme magthaverne fra kritik. Den tidligere Reuters-journalist, Andrew MacGregor Marshall, forklarer i et andet Russia Today-interview, at mediesystemet systematisk fører os væk fra sandheden, i det omfang sandheden måtte være ugunstig for magthaverne.

Men hvordan kan medierne slå sig op på at levere ukompromitteret sandhed og systematisk fejle? En umiddelbart nærliggende forklaring er konspirationen. Må der ikke ligge en stor sammensværgelse bag?

Marshall peger på mere plausible mekanismer. Hans praktiske erfaringer er i fuldstændig overensstemmelse med de teoretiske pointer, som den over 25 år gamle propagandamodel anfører om incitamentsstrukturer og internaliseringsprocesser i mediesystemet. Mens de informationsteknologiske forandringer ingen ende vil tage, står mediepropagandaforskningens genstandsfelt underligt stille.

Læs interviewet med Andrew MacGregor Marshall her.

 

James Risen og Nafeez Ahmed
Pulitzer-vinderen James Risen beskriver ligeledes, hvorledes (medie)kulturens “basic assumptions” udgør en effektiv form for uformel, præventiv kontrol, der tillader journalister at besidde den form for frihed, som først mistes, når den praktiseres. Risens egen historie illustrerer videre, at hvor den præventive kontrol slår fejl, slår den reaktive kontrol til.

Det samme synes Nafeez Ahmeds historie at vise. Journalister, der ikke har indbygget mediesystemets grænser i deres professionaliserede sind, vil støde på disse grænser i det ydre.

 

Danske mediers propagandaoplysning
Danske medier er også dybt optaget af statspropaganda og angreb på kritisk journalistik – i Rusland. Det er naturligt for et propagandasystem at holde sit publikum orienteret om fjendens propagandasystem. At man samtidig overtager de svulstige udtryksformer, som ellers fremhæves som et særkende hos fjenden, kan til gengæld virke besynderligt. Hør f.eks. følgende P1-dokumentar, som er et fint studie i og af statspropaganda.

 

Udgivet 26. oktober 2014

Her  bringes løbende nogle af de historier, der ikke fandt vej til danske  medier eller ikke er blevet genstand for seriøs dækning.

Hvorfor er Gaza på randen af kollaps?

1 kommentar


3 mar

3. marts 2011

Den humanitære krise i Gaza fremstilles oftest som en følgeskadevirkning af et konfliktfyldt forhold mellem israelere og palæstinensere eller som resultatet af militære handlinger udført af Israel for at varetage sikkerhedshensyn.

WikiLeaks-dokumenter bragt af det norske dagblad Aftenposten bekræfter imidlertid, at det er en bevidst politik fra Israels side at holde Gazas økonomi på randen af sammenbrud.

I en lækket indberetning fra den amerikanske ambassade i Tel Aviv fra 2008 forlyder det:

”Israelske embedsmænd har ved flere lejligheder bekræftet over for ambassaden, at de har til hensigt at fastholde Gazas økonomi på det lavest mulige niveau, som kan opnås, uden at man udløser en humanitær krise […] de har til hensigt at fastholde Gazas økonomi på randen af kollaps uden at skubbe den ud over kanten.”

Den israelske intention er således at forarme Gazas befolkning så meget som muligt uden dog at kvæle den helt. Formålet med ikke at skubbe Gaza helt ud over kanten kunne være, at Israel gerne vil undgå en situation, der er så katastrofal, at omverdenen ikke vil kunne forholde sig passiv.

På den ene side må politikken siges at være lykkedes.

Først og fremmest fordi den palæstinensiske befolkning i Gaza faktisk lever på randen af sammenbrud. Af en rapport udarbejdet af Crisis Action – en sammenslutning af 21 humanitære organisationer – fra december 2010 fremgår det, at 39 pct. af befolkningen er arbejdsløse, 61 pct. lider under fødevareusikkerhed, og 80 pct. er afhængige af international bistand. Israel har realiseret denne målsætning bl.a. gennem omfattende ødelæggelser af infrastrukturen i området og gennem en blokade, der begrænser importen af basale fornødenheder til de ca. 1,5 millioner palæstinensere i Gaza. Og derudover er forarmelsen altså bl.a. blevet finjusteret med pengepolitiske instrumenter, sådan som WikiLeaks-dokumenterne viser.

Et andet tegn på, at Israel kan siges at have realiseret sin målsætning, kommer til udtryk ved den reaktion, som WikiLeaks’ afsløring har fremkaldt. I det store hele er afsløringen gået ubemærket hen.

På den anden side kan politikken siges at have slået fejl for israelerne, i og med at det ikke er lykkedes dem at undgå en humanitær krise. Ifølge FN’s organisation for palæstinaflygtninge (UNRWA) er betegnelsen ”humanitær krise” netop det, der kendetegner situationen i Gaza. Israel opererer øjensynligt med en anden standard for, hvornår mennesker, der lever under israelsk besættelse, lider nød.

Bortset fra en kort artikel i Politiken har mainstreammedierne, og beslutningstagerne, ikke reageret på WikiLeaks’ afsløring. At afsløringen af Israels egentlige intentioner ikke har fremkaldt stærke reaktioner i f.eks. EU-landenes regeringer, kan undre. For det første, fordi politikken er en del af den kollektive afstraffelse af den palæstinensiske civilbefolkning, hvilket er ulovligt i henhold til international lov. Dette konstaterer Amnesty International i deres årsrapport fra 2010. For det andet, fordi Israel dermed modarbejder EU’s erklærede intention om at skabe økonomisk udvikling i de palæstinensiske områder, hvilket der årligt investeres mange millioner euro i.

Hvis den danske befolkning var bedre informeret om den israelske politiks reelle karakter, måtte man forvente et stærkere folkeligt pres for at få beslutningstagerne til at afkræve Israel at handle i overensstemmelse med international lov. Dette ville være et vigtigt skridt i retningen af en løsning på den årelange konflikt. Derfor er det beklageligt at se, at afsløringen ikke får mere opmærksomhed.

LÆS OGSÅ VORES INDLÆG OM POLITIKENS ARTIKEL

Opfordring

Kontakt danske medier ang. dette emne samt andre aspekter af forarmelsespolitikken, som vi har skrevet om her: Gaza på diæt.

Spørg f.eks., om de har behandlet emnerne; hvis ikke, hvorfor; om de har tænkt sig at skrive noget om det; hvad der skulle til, for at de ville behandle emnerne.

Henvis evt. til vores behandling af forarmelsespolitikken.

Send gerne en kopi af din mail og deres eventuelle svar til os: redaktion@medieoplysning.dk

Lederskab

Skriv en kommentar


11 feb

11. februar 2011

Den måske mest opsigtsvækkende WikiLeaks-afsløring har ikke vakt nogen opsigt i den danske presse (sig til, derude, hvis I er stødt på noget om det i radioen eller fjernsynet).

Af en række lækkede diplomatiske telegrammer fremgår det, at USA’s ambassadør i Pakistan, Anne Patterson, mener, at hendes hjemlands politikker ”risikerer at destabilisere den pakistanske stat”. Det er sjældent nogen god ide at destabilisere stater, men en usædvanlig dårlig ide i tilfældet Pakistan, som i forvejen er ustabilt og atombevæbnet.

Patterson advarer om, at de stadigt mere intensive amerikanske angreb i det nordvestlige Pakistan bidrager til at gøre såvel landets civile som militære ledere mere fjendtligt stemte over for USA og styrke anti-vestlige terrorgrupperinger. I det USA-bekrigede Pakistan anser 59 pct. af befolkningen USA for en ”fjende”. Det er ikke utænkeligt, at en del af de over 100.000 mennesker, der er beskæftiget i Pakistans atom- og missilprogrammer, er af samme opfattelse.

På officielt plan betyder det forgiftede forhold mellem USA og Pakistan, at Pakistan har brudt sin aftale om at tilbagelevere amerikansk atommateriale til USA. Den amerikansk-indiske samarbejdsaftale om atomenergi – som frigør indisk produceret uran til brug i atomvåbenproduktion – har derudover medvirket til, at Islamabad har modsat sig de internationale bestræbelser på at udforme en traktat, der forbyder produktion af fissile materialer til våbenbrug, samt har fået landet til at optrappe sin atomvåbenproduktion. Pakistan og Indien er ikke, ulig f.eks. Iran, medunderskrivere af ikkespredningsaftalen (NPT).

I kraft af den udbredte modvilje mod USA i den pakistanske befolkning vil direkte amerikansk pres på Pakistan for at tilslutte sig internationale kontrol- og overvågningsinstanser risikere at give bagslag.

Det nye er ikke substansen i afsløringerne. Analytikere har længe peget på risikoen for, at pakistansk atomvåbenmateriale kan komme i de forkerte hænder, og at Washingtons politikker på forskellig vis fremmer truslen. Det nye er, at vi nu ved, at de amerikanske beslutningstagere er bevidste om, at USA’s aggressive fremfærd ansporer en udvikling, der kan ende med at udløse en katastrofe af uanede dimensioner. Dvs. vi ved det ikke. Hvor skulle vi vide det fra?

Læs denne grundige artikel om emnet.

Tavshedens tyranni

2 kommentarer


23 nov

23. november 2010

Den 9. november 2010 var Obama på statsbesøg i Indonesien. Samme dag offentliggjorde den uafhængige amerikanske journalist Allan Nairn dokumenter, der viser, at de indonesiske specialstyrker Kopassus fortsætter sin tradition for terrorvirksomhed, i dette tilfælde rettet mod kirkelige repræsentanter, aktivister, lovgivere, studenter, intellektuelle, politiske aktører og andre ”fjender” i Vestpapua, som har været under indonesisk overherredømme, siden den hollandske kolonimagt forlod området. USA har for kort tid siden genoptaget sin støtte til Kopassus.

Danske medier har informeret indgående om Obamas besøg i landet, hvor han tilbragte fire af sine barndomsår. Fokus har været Obamas personlige tilknytning til Indonesien, hans tale i Jakarta, besøgets magtpolitiske perspektiver i lyset af det amerikanske midtvejsvalg, reaktionerne på hans tale i Jakarta, Obamas fremstrakte hånd til den muslimske verden, analyser af hans tale i Jakarta samt overvejelser omkring, hvorvidt Obamas kritiske bemærkninger om Israels bosættelser ville overskygge det positive budskab i den tale, han holdt i Jakarta.

Til gengæld finder man intet om de nye oplysninger om den indonesiske terror eller USA’s støtte til den. Jyllands-Posten skriver et sted om Obamas ”stærke personlige appel til den muslimske verden om at slutte sig til Vesten i forsøget på at bekæmpe ekstremisme og terrorisme” (leder 11.11.2010), men kommer ikke ind på, at USA har tilsluttet sig Indonesiens terrorkampagne.

Der er indsigter af mere generel værdi i denne historie. Det kræver en uafhængig journalist, der bl.a. lever af private donationer, at skaffe indsigt i den slags terrorvirksomhed, som vores magthaverne ikke har interesse i at sætte på dagsordenen. Og det kræver en engageret blogger at videreformidle historien til et dansk publikum: Se denne artikel, der også bringer nødvendig baggrundsinformation om Kopassus samt de amerikanske relationer til den “antiterror enhed” inden for Kopassus, som udfører terroraktionerne. Alt sammen foregår uden for det etablerede mediesystem.

Denne historie er også et eksempel på, at mainstream-aviser er rigtig gode kilder, hvis man søger informationer om verdensledernes personlige og politiske udfordringer, deres taler, den offentlige dagsorden, de forholder sig til, og andet, der foregår i den politiske forgrund. Hvis man også vil informeres om den voldsudøvelse, der ikke indgår i ledernes PR-virksomhed, gør man bedst i at søge informationer andetsteds.

Det eksklusive fokus på den præsentable politiske forgrund bidrager selvsagt til at aflede opmærksomheden fra – og dermed holde liv i – de systematiske blodsudgydelser, der udspiller sig bag scenetæppet. Også dette er en mere generel problemstilling.

Til mediernes forsvar kan dog anføres, at de nye afsløringer hører til i småtingsafdelingen sammenlignet med tidligere storstilede amerikansk-indonesiske samarbejder om invasioner og massemordskampagner i folkemordsklassen, som medierne generelt heller ikke har vist interesse for. Efter gældende standarder er mediernes ikke-dækning helt i orden. Hvilket igen er værd at tænke nærmere over.

Den 9. november 2010 var Obama på statsbesøg i Indonesien. Samme dag offentliggjorde den uafhængige amerikanske journalist Allan Nairn dokumenter, der viser, at de indonesiske specialstyrker Kopassus fortsætter sin tradition for terrorvirksomhed, i dette tilfælde rettet mod kirkelige repræsentanter, aktivister, lovgivere, studenter, intellektuelle, politiske aktører og andre ”fjender” i Vestpapua, som har været under indonesisk overherredømme, siden den hollandske kolonimagt forlod området. USA har for kort tid siden genoptaget sin støtte til Kopassus.

Danske medier har informeret indgående om Obamas besøg i landet, hvor han tilbragte fire af sine barndomsår. Fokus har været Obamas personlige tilknytning til Indonesien, hans tale i Jakarta, besøgets magtpolitiske perspektiver i lyset af det amerikanske midtvejsvalg, reaktionerne på hans tale i Jakarta, Obamas fremstrakte hånd til den muslimske verden samt analyser af hans tale i Jakarta og overvejelser omkring, hvorvidt Obamas kritiske bemærkninger om Israels bosættelser ville overskygge det positive budskab i den tale, han holdt i Jakarta.

Til gengæld finder man intet om de nye oplysninger om den indonesiske terror eller USA’s støtte til den. Jyllands-Posten skriver et sted om Obamas ”stærke personlige appel til den muslimske verden om at slutte sig til Vesten i forsøget på at bekæmpe ekstremisme og terrorisme” (leder 11.11.2010), men kommer ikke ind på, at USA har sluttet sig til Indonesiens terroraktioner.

Der er indsigter af mere generel værdi i denne historie. Det kræver en uafhængig journalist, der bl.a. lever af private donationer, at skaffe indsigt i den slags terrorvirksomhed, som vores magthaverne ikke har interesse i at sætte på dagsordenen. Og det kræver en engageret blogger at videreformidle historien til (desværre nok kun et fåtal af) danskerne: Se dette indlæg. Alt sammen foregår uden for det etablerede mediesystem.

Denne historie er også et eksempel på, at mainstream-medierne er rigtig gode kilder, hvis man søger informationer om verdensledernes personlige og politiske udfordringer, deres taler, den offentlige dagsorden, de forholder sig til, og andet, der foregår i den politiske forgrund. Hvis man også vil informeres om den voldsudøvelse, der ikke indgår i ledernes PR-virksomhed, gør man bedst i at søge informationer andetsteds.

Det eksklusive fokus på den præsentable politiske forgrund bidrager selvsagt til at aflede opmærksomheden fra – og dermed holde liv i – de systematiske blodsudgydelser, der udspiller sig bag scenetæppet. Også dette er

Den 9. november 2010 var Obama på statsbesøg i Indonesien. Samme dag offentliggjorde den uafhængige amerikanske journalist Allan Nairn dokumenter, der viser, at de indonesiske specialstyrker Kopassus fortsætter sin tradition for terrorvirksomhed, i dette tilfælde rettet mod kirkelige repræsentanter, aktivister, lovgivere, studenter, intellektuelle, politiske aktører og andre ”fjender” i Vestpapua, som har været under indonesisk overherredømme, siden den hollandske kolonimagt forlod området. USA har for kort tid siden genoptaget sin støtte til Kopassus.

Danske medier har informeret indgående om Obamas besøg i landet, hvor han tilbragte fire af sine barndomsår. Fokus har været Obamas personlige tilknytning til Indonesien, hans tale i Jakarta, besøgets magtpolitiske perspektiver i lyset af det amerikanske midtvejsvalg, reaktionerne på hans tale i Jakarta, Obamas fremstrakte hånd til den muslimske verden samt analyser af hans tale i Jakarta og overvejelser omkring, hvorvidt Obamas kritiske bemærkninger om Israels bosættelser ville overskygge det positive budskab i den tale, han holdt i Jakarta.

Til gengæld finder man intet om de nye oplysninger om den indonesiske terror eller USA’s støtte til den. Jyllands-Posten skriver et sted om Obamas ”stærke personlige appel til den muslimske verden om at slutte sig til Vesten i forsøget på at bekæmpe ekstremisme og terrorisme” (leder 11.11.2010), men kommer ikke ind på, at USA har sluttet sig til Indonesiens terroraktioner.

Der er indsigter af mere generel værdi i denne historie. Det kræver en uafhængig journalist, der bl.a. lever af private donationer, at skaffe indsigt i den slags terrorvirksomhed, som vores magthaverne ikke har interesse i at sætte på dagsordenen. Og det kræver en engageret blogger at videreformidle historien til (desværre nok kun et fåtal af) danskerne: Se dette indlæg. Alt sammen foregår uden for det etablerede mediesystem.

Denne historie er også et eksempel på, at mainstream-medierne er rigtig gode kilder, hvis man søger informationer om verdensledernes personlige og politiske udfordringer, deres taler, den offentlige dagsorden, de forholder sig til, og andet, der foregår i den politiske forgrund. Hvis man også vil informeres om den voldsudøvelse, der ikke indgår i ledernes PR-virksomhed, gør man bedst i at søge informationer andetsteds.

Det eksklusive fokus på den præsentable politiske forgrund bidrager selvsagt til at aflede opmærksomheden fra – og dermed holde liv i – de systematiske blodsudgydelser, der udspiller sig bag scenetæppet. Også dette er en mere generel problemstilling.

Til mediernes forsvar kan dog anføres, at de nye afsløringer hører til i småtingsafdelingen sammenlignet med tidligere storstilede amerikansk-indonesiske samarbejder om invasioner og massemordskampagner i folkemordsklassen, som medierne generelt heller ikke har vist interesse for. Efter gældende standarder er mediernes ikke-dækning helt i orden. Hvilket igen er værd at tænke nærmere over.

en mere generel problemstilling.

Til mediernes forsvar kan dog anføres, at de nye afsløringer hører til i småtingsafdelingen sammenlignet med tidligere storstilede amerikansk-indonesiske samarbejder om invasioner og massemordskampagner i folkemordsklassen, som medierne generelt heller ikke har vist interesse for. Efter gældende standarder er mediernes ikke-dækning helt i orden. Hvilket igen er værd at tænke nærmere over.

Gaza på diæt

1 kommentar


19 nov

19. november 2010

Den israelske menneskerettighedsorganisation Gisha: Legal Center for Freedom of Movement opnåede i oktober måned, efter en længere juridisk kamp med den israelske regering, at få aktindsigt i dokumenter, som viser, at man fra den israelske regerings side kollektivt afstraffer civilbefolkningen i Gaza. Dette sker ved overlagt at begrænse adgangen til basale fornødenheder såsom fødevarer og brændstof. Dokumenterne indeholder matematiske ligninger, som viser, hvordan den israelske regering udregner, hvor meget mad, brændstof og andre fornødenheder man kan nøjes med at give befolkningen i Gaza.

Denne kollektive afstraffelse kan ikke forsvares med henvisning til sikkerhedshensyn og er i strid med gældende international lov. Vi ville ønske, vi kunne henvise til dansk medieomtale af sagen, men desværre har ingen medier fundet det værd at rapportere, hvorfor vi i stedet henviser til Gishas egen behandling af sagen: Gisha: Israel Reveals Documents related to the Gaza Closure Policy.

Fallujah – 6 år efter

1 kommentar


25 okt

21. august 2010

Hvorfor er hele 54 pct. af de børn, der fødes i den irakiske by Fallujah, piger? Hvorfor dør knap 14 pct. af børnene, inden de er fyldt et år?

Vi ville gerne have analyseret mediedækningen af en nyligt offentliggjort undersøgelse af børnedødelighed, fødselsdefekter og kræft i Fallujah.

Desværre er det ikke muligt. Ingen dansk avis har skrevet et ord om det. I stedet kan vi henvise til følgende artikel af Patrick Cockburn: Worse Than Hiroshima? samt denne omtale More suffering for the people of Fallujah and why we can’t gloss over war crimes, der viser billeder (advarsel: stærke billeder) af nogle af de seneste ofre for Irak-krigen og slutter af med ordene:

“The seige of Fallujah in 2004 was a horrendous war crime, and for the poor, wretched children being born there the horror of it is only just beginning. By glossing over who the perpetrators of this atrocity are, we are only adding insult to injury.”

Opdatering (9. februar 2011): Dagbladet Arbejderen har netop offentliggjort en grundig artikel om emnet.